De levende og de døde
7. december 2016“Det er alle de dødsfald, der håber sig op lige sådan og er noget af det mest forstemmende ved at blive ældre. Heltene falder på stribe, fordi de har et forspring på 10-15 år. Familie og venner forvandles til skyer. for ikke at tale om totemfigurer, der var med til at skrive historien om det 20. århundrede. Tag blot de sidste par dage: Leonard Cohen, Jan Sonnergaard, Fidel Castro, Frank Esmann.
Når ikonerne dør, bliver medierne resonanskammer. Der er sorg og taknemmelighed og så videre. Bowie, Prince, Cohen – ih, hvor vi elskede jer. De store navne fylder så meget, at der ikke er plads til at huske de små. Alan Rickman døde samme uge som Bowie, Keith Emerson – fra Emerson, Lake & Palmer – skød sig en kugle for panden den 11. marts. Det var der ingen, der sørgede særligt over særligt længe.
Cohen var 82 år. Fidel blev 90. Min ældste datters mormor, som døde i maj, fyldte 96. Generelt ligger snittet omkring de 70. Bjarne Nielsen, min gamle ven fra Pinkterton og Sherlock Holmes Klubben, var 71, da han døde i marts. Man bemærker den slags, når man selv er fyldt 60. Det bliver vigtigt at bruge de dage i haven, i stedet for at skrive dem væk.”
Det er journalisten og forfatteren Bo Green Jensen, der i det seneste nummer af Weekendavisen, bruger havearbejdet til at fundere over det at blive ældre og komme i en alder, hvor mange af ens jævnaldrende og ikke mindst de lidt ældre begynder at falde fra i et bemærkelsesværdigt stort tal. Et memento mori. Og måske er den vigtigste sætning i citatet ovenfor den sidste, hvor forfatteren fremhæver vigtigheden af at fortsætte med at feje blade sammen, putte dem i sække, køre dem til affaldsdepotet osv. I stedet for at skrive dem, dagene, væk. Eller måske er det i virkeligheden begge dele: havearbejde og skriveri, der giver mening, når nekrologerne i stigende tal tikker ind på computeren!? Gennem det meningsfulde arbejde og skriveri holder vi fast i livet og udsætter, udskyder dead-line (i mere end en forstand).
