Capac anbefaler: Arbirk – Disguises

15. oktober 2017

På det mørke coverfoto til Arbirks debutalbum Disguises ser man kunstneren stå med lukkede øjne. Det ser ud, som om han dukker op og ud af mørket. Og måske er den udlægning ikke helt galt afspadseret.

For baggrunden for pladen er, at Arbirk – kunstnernavn for den 30-årige odenseaner Rasmus Arbirk Larsen – kommer ud af en slags mørke. Bag sig har han oplevelsen af et bands – Dead Young Oaks’ – opløsning. En opløsning, der indtræffer, inden legen egentlig er blevet god, inden bandet rigtig er kommet i gang. Men det er ikke det eneste mørke, der omgiver den unge Arbirk. Han er også ramt af et eksistentielt mørke, søger fred og ro i et skotsk kloster. Og oven i det hele kommer så oplysningen om David Bowies død.

Denne indledning skal ikke forstås som en forklaring på, hvorfor pladen er som den er. Men den forklarer i det mindste, hvorfor også Arbirk lytteværdige album også skriver sig ind i vor tids melankoli. Kunst er jo et restprodukt af kunstnernes oplevelser i bredeste forstand. Kunst er asken af livets ild.

Og Disguises, der er blevet skabt og indspillet over en ganske kort periode, handler om at komme overens med det mørke, der kan omgive en og fylde en. “Don’t be afraid of darkness…” lyder den allerførste linje på pladens indledende sang og anslår den overordnede tematik, der belyses og analyseres på albummets i alt ti sange.

Og musikalsk iscenesættes sangene i en slags lo-fi-akustisk sangskrivning, der er centreret om Arbirks impressive, foredragende vokal, men også giver plads til voldsomme udladninger af fx elektronica som i titelsangen.

Selv om musikken trækker vod i melankoliens store hav, så er der også kontrapunktisk poplethed at finde på pladen, fx i sangen “Beneath”, der fremstår som netop en melankolsk indie-folk-pop-sang med opdrift i trommespillet og legende xylofon (?). Den kontrapunktiske lethed på pladen sikrer, at mørket ikke får det absolutte overtag – eller, sagt på en anden måde – understreger, at melankolien altid bærer sin modsætning i sig.

Samlet set er Disguises både en meget personlig plade og en tidstypisk plade. En plade, der både vil kunne tilfredsstille radiopoplytterne og dem, der foretrækker at trække langtidsholdbar vinyl ud af hylden. Og en plade, der fortjener en opfølger, hvor mørket er kortlagt. Hermed varmt anbefalet.

Arbirk. Disguises. Producer: Valentin Kruse. Celebration Records. Udkom 7. oktober

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

140 har læst indlægget
15,059