Capac anbefaler: Det sidste orkester – Ungdomstungsind tur/retur
24. april 2020
Et nyt, dansksproget rockalbum på orange vinyl. What’s not to like, som vi siger, når vi læner os alt for kærligt op af det angelsaksiske. Det sidste orkester brager gennem lydmuren med et dansksproget conceptalbum, der som sådan skriver sig ind i, hvad jeg vil tilllade mig at kalde, en lang tradition i dansk populærmusik. En tradition, der i hvert fald går tilbage tll 1960’erne. Og som sådan har Det Sidste Orkester noget at leve op til. Uskrevne forventninger om tekster, der rager op over den gennemsnitlige sproglige havregrød, og om et musikalsk udtryk, der i hvert fald ikke lader lytteren uberørt. Og lad mig bare afsløre, at jeg synes, Det Sidste Orkester kommer i land med deres ambitioner.
Ungdomsstungsind tur/retur, som pladens titel er, er et conceptalbum. Der er tale om en slags situationsrapport fra den fase i livet, som englænderne og amerikanerne kalder coming of age, et begreb, der er blevet en genrebetegnelse i kunst, litteratur og film, og som betegner den periode i livet, hvor man ikke er helt ung længere, og hvor man forventes at etablere sig med arbejde, familie osv. En periode, der ofte er præget af uskyldstab, ængstelse, forvirring, usikkerhed og nogle gange livsangst eller ligefrem livslede.
Sangskriver Asbjørn de Meza Jensen beskriver denne særlige udsatte situation i den første sang på pladen, “Dørmand”:
Jeg stod i kø i et år
Men blev ikke lukket ind
Nu jeg for gammel til at dø
Af ungdommeligt tungsind
Højt at flyve, Klub Syvogtyve
Ingen vinger, dybt at dø,
I valsen var der slinger
Selvom dansegulvet havde kø
Jeg mangler et sted at gå ud
Hvor man for altid må bli’
Den evige natklub,
Det aller sidste skrig
Et sted hvor musikken aldrig lukker ned
Lad nu djævelen stemple mit håndled
Syvogtyve år, og ude på dybt vand
Men her noget ældre
Bliver jeg afvist af en dørmand
Fanget mellem det, der var, og det der endnu ikke rigtig er, i et ingenmandsland, hvor der ikke er nogen vej tilbage, selv om længslen mod det tabte brænder som et begær efter ‘den evige natklub’, hvor musikken aldrig holder op. Jeg tror mange vil kunne nikke genkendende til denne følelse af splittelse mellem en tabt fortid og en uvis fremtid. Og lige netop taler for sangskriverens tekster, der formår med et enkelt sprogbrug at beskrive stemningen i en situation af opbrud, forandring og usikker bevægelse.
Og sådan fortsætter det på pladen. I sangen “Platinhits” er situationsrapporten helt aktuel og beskriver, hvordan et bandmedlem forlader skuden på et tidspunkt, hvor gennembruddet synes at ligge lige for. Og man får det indtryk at den person, der dropper ud af bandet, ikke er en konkret person, men måske snarere en del af sangskriverens splittede jeg:
Du droppede ud af bandet, før vi nåede at slå en tone an
Og før du nåede at erkende, at vi var som to dråber vand
Vi var ikke skabt til 15 minutter, men til den helt lange vej
Og selv hvis bandet skulle fejle, havde du allerede vundet mig
Du droppede ud af bandet, før vi nåede at stemme rent
Men hvis du skulle have droppet ud af mit hjerte, så gjorde du det for sent
Så gjorde du det virkelig for sent
Men måske overfortolker jeg… Derimod er der ingen tvivl om, hvad “Rodehoved” handler om. Netop det kaos, der kan opstå i hovedet på en, når man er fanget i det ingenmandsland eller limbo, det er at befinde sig mellem ungdommen og den voksentilstand, man forventes at indtræde i. Og rodet i hovedet modsvares selvfølgelig af et sprogligt ditto, som sangen “Paradoks” fint beskriver den sproglige tilstand, samtidig med at sangen også har tilløb til en slags samfundskritik eller i hvert fald et opgør med den omgivende verden:
Det er vel nok et paradoks -men det er ikke så stort som os
Det ikke så stort som os – ikke så stort som os
Ja det vel nok et paradoks -men det er ikke så stort som os
Det ikke så stort som os – det er ikke så stort
Fuck fordomsfulde mennesker, jeg ved hvilke typer I er
og fuck ”dem og os”-terminologi det bli’r jo kun brugt af jer
Fuck tyngdekraften jeg er jordbunden nok i mig selv..
og fuck foragt for menneskeliv, i burde sgu slås ihjel
Og sådan kunne man blive ved med at citere fra tekstuniverset og underbygge, hvordan conceptet udfolde i dybden og bredden. I de første akkorder på pladen blev denne lytter sendt tilbage til C.V. Jørgensen. Det var noget med stemmeføringen hos Asbjørn de Meza Jensen. Men det var blot en forbigående association. For sangskriverens tekster ligner heldigvis ikke C. V. Jørgensens særegne udtryk, men har sine egne kvaliteter. Asbjørn de Meza Jensen skriver fyldige prosaagtige tekster, der ligger tæt på talesproget og uden litterære aspirationer, men krydret med humoristiske tilløb.
Musikken er regulær, hård rock, der især udmærker sig ved flotte flerstemmige vokaler. Sangene er meget homogene, sådan som man kan forvente sig af et helstøbt conceptalbum. Og det er som sådan denne orange vinylplade skal nydes: Et vellykket conceptalbum, der med sine egensindige tekster og sit rastløse univers på fineste vis lever op til de forventninger, man kan have til en ny, dansksproget rockplade. Giv De Sidste Orkester en chance på din grammofon. Hermed anbefalet.
Det Sidste Orkester. Ungdomstungsind Tur / Retur. Nordsø Records. Er udkommet.
