Shining like a national guitar
23. juli 2020Overskriften på dette indlæg er et citat fra Paul Simons sang “Graceland”: “The Mississippi Delta /Was shining like a national guitar/ I am following the river…”. Men det er også titlen på en af de virkelig mange opsamlingsplader, der er kommet med den lille, store sangskriver. Og da jeg for snart længe siden faldt over en pose med kasserede cd’er i vores storskraldsdepot, var netop denne opsamling fra 2000 med i fundet. Og selv om jeg generelt ikke er meget for opsamlingsplader, så har den med sine nitten numre sneget sig ind på min afspiller og er blevet liggende længere end forventet.
– Og så har den haft den effekt, at den har åbnet mine ører for nogle af de Simon-plader, der har været lidt overset og -hørt i mandens karriere. Fx albummet Songs from the Capeman (1997), der består af sange fra Simons egen Broadway-musical The Capeman.
Musicalen blev ikke nogen succes, og pladen solgte heller ikke godt. Hvorfor, kan man så godt spørge sig selv her mange år efter? Måske fordi Simon tillod sig at gå veje, som hans publikum og kritikken ikke forventede. Han flirtede med doo-wop, rock’n roll og musik fra Puerto Rico – og så bandede han. I hvert fald kunne amerikanerne ikke så godt lide den side af Simon.
Men sangen “Bernadette”, der er med på denne hans femte opsamlingsplade, er sådan en åbner, der puster støvet ud af ens ører og får en til at lytte helt fordomsfrit til albummet, der så på sin side rejser sig flot af støvet og viser sig som endnu en eksemplificering af mandens store sangskrivertalent.
Opdatering: Der er lavet en dokumentar om musicalen – The Capeman on Broadway – som fortæller historien om stykket, om dets fiasko og baggrund. Og her får man noget af forklaringen på, hvorfor stykket ikke fik succes: Historien om The Capeman handler om en virkelig mordhistorie, og der var allerede inden stykket havde premiere modstand mod, at man skulle gøre en forbrydelse til underholdning. Men Paul Simon afviser hele denne holdning til stykket. For ham var det en god idë, som han måtte forfølge som kunstner, og hvad publikum ønskede var ligegyldigt. Som den kunstner, Simon er, gik han sine egne veje – og betalte prisen.
