Aftenens filmoplevelse: No country for old men

10. april 2021

Valget var nemt. Enten prins Joachims Danmarkshistorie eller Coen-brødrenes No country for old men.

Og så hjalp det selvfølgelig, at jeg aldrig har fået set de navnkundige brødres berømmede film, der kommer overhældt med alskens priser og kritiske roser. Blandt andet, at det skulle brødrenes mest vellykkede film overhovedet.

Nå, men ser vi bort fra alle udenomsværkerne, så er der tale om en slags genrehybrid, en blanding af klassisk western og kriminalfilm. Plottet minder om ganske mange andre: En narkohandel mislykkes og det koster mange involverede livet, og en tilfældig forbipasserende jæger, Llewelyn Moss (Josh Brolin) tager en kuffert med 2 millioner narko-dollars, hvorefter han er jagtet vildt. En koldblodig morder Anton Chigurh (spillet af Javier Bardem) får til opgave at finde pengene og Llewelyn. Det samme gør en mand ved navn Carson Wells (Woody Harrelson) og en lokal politi-sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones).

Det mest overraskende ved filmen er ikke selve handlingen, men slutningen på historien. Vi får en underholdende og spændende fortælling om, hvad der sker fra det øjeblik Llewelyn tager pengene til slutningen, hvor vi ser sheriffen sidde ved et bord og fortælle om sine overvejelser om sin egen pensionering og livet i øvrigt. I følge kriminalfilmenes konventionelle logik så skulle filmen ende med, at skurken – i denne film Anton Chigurh – bliver pågrebet og/eller slået ihjel. Men sådan går det ikke. Og selv om jeg derved afslører noget, så er det ikke afgørende, for det er – vil jeg påstå – det, der udmærker filmen. At den bryder konventionerne, hvorved den (også) bliver en fortælling om noget andet og dybere end den konventionelle fortællings struktur. Blandt andet – som titlen også angiver – en fortælling om tidernes skiften og generationernes forskellige oplevelse heraf. De ældre generationer – repræsenteret af Tommy Lee Jones’ sherif – bliver så at sige hægtet af nutidens virkelighed. Og det er måske i virkeligheden konventionsbruddet og det implicitte perspektivsskift – fra et snævert kriminalistisk til et overordnet menneskeligt perspektiv, der udgør Coen-brødrenes kunstneriske bedrift i denne film (og så ser vi bort fra alle de fortræffelige filmiske kvaliteter filmen også har, lige fra fotograferingen, stemningen, skuespillet, dramaturgien osv. ).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

11 har læst indlægget
14,806