Aftenens filmoplevelse: A rainy Day in New York – Woody Allen

Author:

Hvis ellers jeg har talt rigtigt, så er det den aldrende – 85årige – Woody Allens film nr. 51, A rainy day in New York (2019). Og efter at have set den, ønsker jeg bare, at manden fortsætter, indtil han styrter om midt i instruktionen af endnu en film.

For A rainy day in New York er en på alle måder Allensk film. Det gik op for mig, så snart filmen lige var kommet i gang. Især i kraft af den særlige Allenske stemning, som Allen kan skabe, når han sætter sit hold af stærkt konverserende skuespillere i scene. Jeg tænkte straks på de klassiske film fra halvfjerdserne, da først stemningen indfandt sig. Og det gør ikke den store forskel, at Allen denne gang især benytter unge og for mig relativt ukendte navne som Thimotée Chalamet, Elle Fanning og Selena Gomez i de bærende hovedroller. For selv om de vel næppe har mere end et par årtier i bagagen, så iscenesættes de på Allensk vis så man let kan genkende hans forkærlighed for New York, førkrigsmusik og dannet kultur.

Filmens handling er også meget Allensk. To unge mennesker, et kærestepar, skal til New York, fordi hun – i sin egenskab af journalist ved skolebladet på Yardley College – har fået til opgave at interviewe den feterede filminstruktør Roland Pollard. Han, en lettere excentrisk ung søn af nogle rige New Yorkere, tager med i håbet om, at de som kærester vil få en romantisk weekend sammen, som han kan finansiere i kraft af en masse dollars, han har vundet i et pokerspil.

Og helt typisk for Woody Allen, så går det slet ikke, som de unge mennesker planlægger. Pigen, Ashleighs, interview udvikler sig til en mindre tour de force gennem den New Yorkske filmverden, og hans – Gatsbys – planer går også i vasken, ikke mindst fordi han møder sin ex-kærestes indtagende lillesøster. Og det er helt i Allens ånd, at det skal gå sådan. For for Allen handler det om, hvordan personerne udvikler – eller måske bedre: forandrer – sig i løbet af fortællingen. Og det vil sige i løbet af en regnfuld dag i det Store Æble.

Det ville være synd at afsløre for meget af plottets udfoldelse, for det er netop i kraft af de mange, konversationsbårne sceners dynamik, filmen får sin særlige tiltrækningskraft og charme. Personerne snakker ørerne af hinanden og os, men vi lader det gerne ske, fordi man bliver indfanget af den lille verden, den lille boble – en regnfuld dag i New York – som Woody Allen skaber for øjnene af os. Og personerne – med alle deres fejl og mangler, deres menneskelighed kort sagt – bliver, når den første irritation har fortaget sig, ganske sympatiske og forførende. Det er lige før, man ikke ønsker, at filmen skal stoppe. Sådan er det med Woody Allen, når han er bedst – som her.

Jeg fandt filmen på blu ray på tilbud og den har bekræftet mig i, at Woody Allen stadigvæk er noget af det bedste, man kan se på det store lærred og den knap så store hjemmeskærm. Årgangs-Allen, kort sagt. Hermed indlemmet i samlingen – og hermed anbefalet til en aften foran skærmen (regnfuld eller ej).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *