Neil Young, Crazy Horse og rusten der aldrig sover

27. juni 2021

Det forlyder, at Neil Young har inviteret sit gamle band Crazy Horse hjem i stalden for at indspille en ny plade. Og det kan kun glæde en gammel fan af netop denne konstellation. For når Young mødes med gutterne i Crazy Horse, så er det som oftest for at banke rusten af musikken og livet, hvor den – altså rusten – altid truer med at gnave sig igennem og ødelægge det meste.

Det var det budskab Young og Co. udsendte i 1970, hvor albummet Rust never sleeps udkom og satte ord og toner til et rockcredo, der siden har stået som overskriften på Neil Youngs forvaltning af netop rocken:  My my hey hey/ rock and roll is here to stay It’s better to burn out/ than to fade away/ my my hey hey//Hey hey my my/rock and roll can never die there’s more to the picture than meets the eye.

Og sidste år understregede konstellationen, at de står ved deres tro på rocken som vitalt kunstnerisk udtryk. Det gjorde de med udsendelsen af koncertoptagelserne fra 1990, som udkom under den sigende titet Way down in the Rust Bucket. Hvor de – med Young på frenetisk el-guitar førte an på turen ned i den rustne spand for endnu engang at banke rusten godt og grundigt af – med al den livsappetit og dødsforagt, som de aldrende herrer kan lægge for dagen, når de mødes på scenen.

Det kan godt være, at Young og vennerne for længst har overskredet alderen for pensionering, men de agerer som om det var noget, de aldrig ville drømme om at acceptere. Som om døden var et dårligt rygte og livet noget, man skulle hæge om, dyrke og besynge til sidste åndedrag. Og når d’herrer gør det – som de på nævnte plader (og flere andre) – så overbeviser de mig om, at rygterne om rockens død eller om at rocken er for irrelevante ronkedorer er stærkt overdrevne – og at ungdommen stadigvæk har meget at lære og viderebringe.

Skal helst høres for høj volumen:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

20 har læst indlægget
15,005