Billie Eilish – jeg lytter til…

16. september 2021

[Foto lånt fra New Musical Express]

Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at den nittenårige Billie Eilish er det nye store dyr i Åbenbaringen, det store stjerneskud på poppens firmament. Og at hendes musik – de to albums When we all fall asleep, were do we go? (2019) og Happier than ever (2021) – er blevet godt modtaget af såvel pressen som publikum. Oven i købet har hun fået den ære, der ellers har været forbeholdt for gamle kendinge, nemlig at indsynge den seneste temasang til James Bond-filmen Time to die.

Og derfor har jeg sat mig for at lytte lidt til den purunge stjerne, der allerede – som fotoet fra den prestigefyldte Met Gala ovenfor understreger – har indtaget sin position blandt underholdningsindustriens privilegerede udvalgte.

Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at forstå den virak, som Bilie Eilish har vakt rundt omkring. En ting er, at hun – som påpeget af flere kritikere – nærmest hvisker sine sange. Hun synger ikke igennem, så man kan høre, hvad hendes stemme formår. Men som bekendt er det med stemmer et omstridt emne i populærmusikken. Og nogle af sangene, fx titelsangen til det nye album, er da iørefaldende på en meget nedtonet, næsten underdrevet, facon. Til gengæld får selviscenesættelsen, fremtoningen, indpakningen osv. fuld skrue. Den får ikke for lidt, når frøken Eilish skal markedsføres. Og det kan man – jeg i det mindste – opfatte som tidens mærke. Det ligger i tidsånden, at der skal gøres meget ud af iscenesættelsen. Det er de såkaldt sociale mediers æstetik og normativitet, der farver underholdningsindustrien. Og omkostningen er så, at de udvendige tager overhånd i forhold til det indvendige. Udtrykket dominerer over indholdet. Jo mere udvendig æstetik, desto mindre indholdsmæssig substans har man brug for – synes logikken at være.

I hvert fald har jeg efter nogen tids lytning måttet erkende, at jeg – lige som sangskriver Trinelise Væring (på sitet side33) – hurtigt har nået “et mætningspunkt for hviskeriet”. Og derfor har jeg kastet mig over countrydamer, der ikke hvisker, men krænger hele deres sjæl ud…

Og hermed ordet til Elle King og Tenille Townes, der har styr på både udtryk og indhold:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

3 har læst indlægget
15,053