Den musikalske Janusskikkelse

3. december 2021

Min fødselsdag nærmer sig, og dermed en påmindelse om, at man ikke er ung længere. Ja ikke engang midaldrende. Og det betyder jo, at man som musikelsker har rigtig meget at se tilbage på, fordi man er født dengang Elvis Presley brød igennem og har været hele møllen igennem. Og at man godt – også – kan se fremad og følge lidt med i, hvad der kommer af ny musik. Man er kort sagt som guden Janus, der kunne se både frem og tilbage.

Og det sjove er (!?), at når man kigger tilbage, så sker det – faktisk ret ofte – at man opdager noget man har overset (-hørt) eller ligefrem har negligeret. Og som fortjener at blive hevet frem i lyset. Fx Terence James Reid (f. 1949), der især har arbejdet som sideman, studiemusiker og lignende for en lang række højt profilerede kunstnere, fx Rolling Stones og Fleetwood Mac. Og – også har indspillet en række gode soloalbums, der nok ikke har fået den opmærksomhed, de fortjener.

Eller genopdagelsen af sangeren Robert Palmer, der døde i 2003 kun 54 år gammel. Han er nok en kunstner, jeg alt for længe har haft uden for radaren. Men det har ændret sig efter at jeg kom på sporet af hans solodebutalbum Sneakin’ Sally Through The Alley (1974), hvor han sagde farvel til sit gamle band Vinegar Joe og i stedet lod sig akkompagnere af Lowell George (Little Feat), The Meters og Allan Toussaint. Og det borger jo for et højt kvalitetsniveau. Så nu vil jeg bruge lidt tid på at udforske Palmers diskografi.

Skriv en kommentar

6 har læst indlægget