Flydende tv
18. marts 2022Overskriften er en fordanskning af flow tv, der åbenbart er vor tids anglificerede udtryk for gammelsdags tv. Og det er noget, jeg holder af, men som faste læsere også vil vide noget, jeg forsøger at holde nede – af indholdsmæssige årsager og for at bruge tiden på noget bedre, fx skrive blog, læse osv. Men selvfølgelig ser jeg stadigvæk tv. Især serier. Det traditionelle tvs svar på de nye strømmetjenester (streaming), som jeg ikke abonnerer på. Og der er gode snapse ind imellem. Ud over genudsendelser af solide engelske kriminalserier (Vera, Unge Morse, Gently m.fl.), der tåler gensyn, hvis man ikke kan huske plottene og kan glæde sig over godt skuespil, velturnerede dramaer og stemningsfulde land- og byskaber. Men der er også nyheder, der er værd at bruge tid på. For eksempel løber der lige nu endnu en genindspilning af Jules Vernes fantastiske historie om Jorden rundt på 80 dage, der har været filmatiseret rigtig mange gange.
Denne gang har den David Tennant i hovedrollen som den velhavende Philéas Fogg, der indgår et væddemål om, hvorvidt han kan foretage rejsen rund om jorden på 80 dage. Den alt andet end modige og handlekraftige Fogg indgår væddemålet om 20.000 £ med ungdomsvennen/-fjende Nyle Bellamy og drager af sted sammen med journalistspiren Abigail Fix (Leonie enesh, kendt fra bl.a. Babylon Berlin) og den personlige opvarter Jean Passepartout (Ibrahim Koma). Og så går det, som forventet, til lands, vands og i luften, med alskens forhindringer og benspænd (for Bellamy vil ikke tabe og ansætter en mand til at gøre livet surt for Fogg). Og helt i Jules Vernes’ drengebogs ånd er der masser af action og dramatik.
Serien, der strækker sig over otte episodeafsnit følger måske ikke bogen slavisk eller pedantisk, men er i hvert fald loyal over for romanens fantasifulde drengeunivers. Og så farves fortællingen af vores tidsånd. For eksempel både af Black Lives Matter og ny-feminismen. Den sorte franskmand Passepartout mærker racismen, bl.a. i Amerika, hvor de tre rejsende kommer tæt på en Kuk Klux Klan-leder. Og den kønne, ugifte Abigail Fix møder modstand i sine drømme om at blive anerkendt journalist. Dels hos sin far, der er chefredaktør på en avis (og trykker hendes historier), og dels på turen. Hun møder også en kvindelig rollemodel i Egypten som har lagt fortiden bag sig for at realisere sig selv som kvinde. Tidsåndens tilstedeværelse i fortællingen gør dog ikke historien mindre fascinerende. Snarere tværtimod. Det er blot med til at øge den dramatiske spændingskurve.
Serien er velfortalt og så spændende, som man kan forvente sig af den historie. Og heldigvis griber instruktøren ikke til for mange computerteknologiske tryllerier, men holder fast i den elementære spænding, der er i de forskellige episoder. Og det er helt velgørende i disse computeriserede filmtider.
Så hvis man har den indre drengerøv bevaret, så er der ingen grund til at holde sig tilbage. Serien vises på DR de kommende uger, men kan heldigvis også ses på DRs arkiv (hvis man skal vente en ugen mellem episoderne, så taber den noget af spændingen).
En anden udmærket serie er den britiske kriminalserie The Bay, der også løber på DR og er nået til tredje sæson. Der er tale om en typisk britisk kvalitetsserie, hvor politikvinden Jenn Townsend kastes ud i en mordsag om en ung asiatisk bokser, der findes myrdet i bugten, samtidig med, at hun skal slås med sin egen situation som ny kriminalbetjent og fraskilt tilflytter med to halvstore børn. Serien, der løber over tre spillefilmslange afsnit, lever helt op til de forventninger, man kan og bør have til britisk kvalitetskrimier. Gode plots, gode skuespillere, velvalgte lokaliteter. Kan kun anbefales for krimifans. Kan ses løbende eller fra DRs arkiv.
