Gensyn: Benægtelse
9. april 2022Efter en knap så seværdig fodboldkamp mellem det danske kvindelandshold og Malta, hvor de danske kvinder ikke rigtig kunne finde melodien fra tidligere overbevisende kampe, selv om meget af det dog var godt og solidt, så bød DR på den britisk-amerikanske film Denial (da. Benægtelse). En film, der handler om den britiske holocaust-benægter David Irvings injuriesag mod den amerikanske-jødiske holocaust-forsker Deborah Lipstadt og hendes forlag Penguin Books.
På papiret kunne det se ud som et dårligt udgangspunkt for en film. Endnu en retssagsfilm! Oven i købet om noget så perifert og kedeligt som historievidenskab og deslige! Men sådan er det slet ikke. Filmen, der er fra 2016 og instrueret af Mick Jackson, lever højt på sine skuespillerpræstationer. Rachel Weisz som den jødiske kvinde og historiker Lipstadt, Timothy Spall som David Irving, Tom Wilkinson som den skotske forsvarer og en række mindre kendte, men absolut ligeværdige skuespillere i de øvrige roller.
Og så tjener det instruktøren til ære, at han holder fast i, hvad retssagen drejer sig om. Ikke fx om, hvorvidt holocaust faktisk fandt sted, men om, hvorvidt David Irving med rette kan kalde sig historiker og i hvilken forstand. Og dertil kommer, at filmen på fornemste vis får beskrevet forskellen mellem det amerikanske retsvæsen og det britiske, en afgrundsdyb kulturforskel. Og filmen beskriver, hvorledes det hold af jurister, som Lipstadt repræsenteres af, møjsommeligt og grundigt får sandsynliggjort, at Irving er en holocaustbenægter, antisemit og racist, der bevidst af ideologiske grunde har fusket og svindlet med historiske kendsgerninger.
Udfaldet af dommen vil være enhver bekendt, der har interesseret sig for holocaustbenægtelsen og dens historie. Men det er heller ikke det, der er filmens clou. Det er dramaet omkring den amerikansk-jødiske kvinde Lipstadt og hendes hold af britiske jurister og den britiske dommer, der langt hen ad vejen lader tvivlen komme Irving til gode. Altså en slags retssalsfilm, men netop langt fra den slags, vi kender fra amerikanske film. En lavmælt, stille film, der er mere filmkunst end underholdning.
Og så har den – selvfølgelig, hvad jeg nær skrevet (og gjorde det!) – en aktuel relevans i forhold til Ukrainekonflikten. Nemlig vdr. spørgsmålet om, hvad der kan bevises og hvad der ikke kan bevises. I går kørte historien om sprængningen af en banegård. Og vi fik masser af det journalisterne med himmelvendte øjne kalder “dokumentation”, billeder fra stedet af ødelæggelser og lemlæstede kroppe, men spørgsmålet om, hvem der egentlig var ansvarlig for sprængningen blæste i luften. Var det russerne eller var det ukrainerne selv…?!
PS. Denne filmomtale har jeg bragt i en lidt anden form for nogle år siden, men bringer den igen, fordi det er en rigtig god og seværdig film om et vigtigt emne.
9. april 2022 kl. 12:12
@Capac: Ja meget kan siges og skrives om konflikten i Ukraine og vil blive fremover, men en ting er sikkert løgnen har kronede dage og vil også have fremover, falske nyheder er ikke noget nyt som man ellers skulle tro ud fra den måde det fremstilles af vore medier.
Men de samme medier gør tilsyneladende ikke meget for at modgå dette.
9. april 2022 kl. 12:33
@Capac: Sandheden er ikke magthavernes stærke side, hvis det var, tror jeg ikke verden så ud som den gør.
Magthavernes sandhed er den de vælger du skal se.
9. april 2022 kl. 16:18
@Hugin: Ja, man kan endda fristes til at mene, at krigen ikke kun foregår på slagmarken, men også i sproget – som en kamp om, hvilken fortolkning, der skal være den dominerende. Og i den konflikt taber sandheden.
9. april 2022 kl. 16:20
@Hugin: Ja, og man (jeg!) kan i den forbindelse godt undre mig over, at den ukrainske præsident stort set hver dag får taletid i de danske medier, hvor han fremturer med sin ‘sandhed’ om, hvad der sker. Det falder slet ikke pressen ind, at de bliver kørt rundt ved næsen…
10. april 2022 kl. 16:52
@Capac: Ja det undrer også mig, kunne det tænkes det var helt bevidst man lod sig trække rundt ved næsen?
11. april 2022 kl. 09:53
@Hugin: Jeg ville næsten ønske, at det var helt bevidst, at man sådan lod sig trække rundt ved næsen. Men det ville nok forudsætte, at man havde mere styr på det, der foregår. Og så langt strækker min tillid til næserne ikke…