Sangfilosoffen for en kort sidste bemærkning…

Author:

Under læsningen ad Bob Dylans store, tunge bog The Philosophy of Modern Song har mit ledemotiv været – hvad fortæller han mig om musikken? Og selv om han bruger meget krudt på teksterne i sin blanding af analyse, fortolkning og fri fabuleren – grænsende til det fantaserende – så kommer der små dryp af indsigter om musikken. Således hans allersidste ord i bogen som afslutning på en behandling af Dion and the Belmonts “Where or when”:

“Men sådan er det med musik, den tilhører tiden men er også tidløs; noget, der skaber erindringer og selve erindringen. Selv om vi sjældent tænker over det, så er musik bygget ind i tiden lige som en skulptør eller svejser der arbejder i det fysiske rum. Musik overskrider tiden ved at vi lever i musikken, lige som reinkarnation tillader os at transcendere livet ved at leve det igen og igen”.  [s. 334, min fordanskning]

Lad så være, at Dylan bliver helt buddhistisk her til sidst, men hans tro på musikken som noget, der både tilhører tiden og rækker ud over den, er helt intakt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *