Walking the Dog – retur
11. februar 2023I den første måned af bloggens levetid (marts 2006!) skrev jeg følgende:
At have hund strukturerer ens hverdag. Hunden skal luftes, og den er et vanedyr. Min er i hvert fald. Efter morgenmaden er der ingen pardon. Vi skal af sted. På med jakke, hue og sko. På med hundesnor og seletøj. Og så ud og trave af sted.
Jeg har besluttet for mig selv, at min gravhund skal have lov til at bestemme, hvor vi skal gå hen og ad hvilke veje, når jeg lufter ham. I hvert fald som udgangspunkt. Hans liv er i forvejen styret nok af mennesker. Efterhånden har han, for en han er det, fået et “program” af ture, som vi gennemtraver i al slags vejr og året igennem. Kun når det er løbetid, brydes mønstrene. Til sammen dækker programmets ture stort set den “landsby” i byen, hvor vi bor.
Selv om det kan være træls, som man siger her i det jyske, at skulle ud af døren i blæst, sne og regn, så er det også en velsignelse. Man tænker så godt, når man sådan går af sted uden andet mål end at gå den tur med hunden. Sådan er det også med cykling og svømning.
Bevidstheden renses og tankerne får frit løb. Streams of consciousness. Ideer og indfald kommer og forsvinder. Man laver intet andet end at vandre af sted med sin hund. Man “lufter sig selv
og sin hund”, som Steffen Brandt skriver i sin sang om En mand og hans hund, der bl.a. undrer sig over, hvad der foregår inde i den mand, der går med hunden. “Hvem ved f.eks. hvad der rører sig dybt inde af uro og glæde og tid som bare løb ud i sandet?”. Tja..
Og sådan er det stadigvæk, selv om min gamle hund Bruno nu står i en urne på reolen i stuen og er afløst af Ramses, der nu er min bedste ven. Også vi to dyrker denne særlige form for hundeluftnings-zen. Og programmet er udviklet siden dengang. Nu om stunder har vi et særligt ritual i weekenden – vi tager et smut i skoven, hvor vi har vores efterhånden fastlagte rute med masser af muligheder for at SNUSE (for det er det allervigtigste for en hund) og for at måde andre artsfæller, som man kan udveksle nogle almindeligheder med, hvis tiden og omstændighederne tillader det. Men først og fremmest: den formålsløse slentren ad fastlagte stier.
Og i dag var turen med indlagte afstikkere på vejen hjem. Afhentning af pakke hos købmanden, aflevering og afhenting af materiale på biblioteket, tankning af benzin og et lille indkøb. Og så ellers hjem. Hunden er blevet rigtig god til den slags småsidespring. Han lægger sig ned på sit sæde, og ve dem, der nærmer sig bilen og ikke holder passende afstand. Han passer på fars bil. Vuf.
