Reconvalesens

Author:

Jeg er på benene igen. Efter at have været sengeliggende. Med lidt medicin og et bestemt “spark i røven” fra læger og fysioterapeut er jeg i gang igen. Jeg går som jeg plejer, men alderen kan jeg ikke ændre på og må bide en stille ømhed i mig. Og så er det jeg i en bog læser, at reconvalesens (af middelalderlatin reconvalescentia: ‘at blive stærk igen’) tager længere tid, desto ældre man er. Faktisk skulle det være sådan (alt skal jo tages med et gran salt), at fra man er fyldt 50, så skal man regne med en uge pr. årti. Altså, at det tager fem uger for en halvtredsårig at komme tilbage til den styrke, man havde før man blev syg. Så jeg trøster mig med, at det går fremad (både i direkte og overført betydning) og at det vil tage yderligere nogle uger, inden jeg er fri for ømhed og hvad dertil hører. Men jeg er glad for, at det dog er gået fremad og at jeg ikke skal ligge mere i sengen end absolut nødvendigt (= nattesøvnen). Og at det nok skal hjælpe at bevæge sig lidt mere end før problemet opstod. Af samme årsag har jeg sendt min cykel nr. 2 til cykelmekanikeren for at få nye slanger (og måske dæk) på, så jeg kan komme til at trille lidt mere rundt i lokalområdet, når vejret tillader det. Så alt i alt er der såmæn ikke noget at klage over for en gammel mand som mig.  Spørgsmålet er så, hvilket stykke musik, der passer til dette lille  ego-centrerede indlæg? Jo, medens jeg lå der og læste og vendte og drejede mig så meget pinen tillod det, så dukkede mine gamle musikhelte op igen og igen. Beatles, Stones og så Kinks (med også mange andre fra Small Faces til Squeeze og videre). På den indre cerebrale afspiller. Så lad Ray Davies og Kinks komme til mikrofonen i en fin optagelse fra det hæderkronede britiske tv-program The Old Grey Whistle Test:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *