Filmoplevelse: C’mon, c’mon
20. februar 2024Det er ikke hver dag, man støder på en nyere film, der er optaget i sort-hvid. Og alene det forhold fortæller noget om, hvilken film vi har med at gøre. En film, der ikke gør sig så meget i det udvendige – farver, computerkunst osv. En film, der vil noget andet og nedtonet.
Og det er hvad vi får. Vi møder Johnny (spillet af Joaquin Phoenix), en midaldrende journalist, der er involveret i et projekt, hvor han sammen med en kollega rejser rundt i USA og interviewer børn og unge for at høre om deres liv og forventninger til fremtiden. Da han kommer til Detroit kontakter han sin søster Viv (Gaby Hoffmann), som han ikke har talt med siden de mistede deres demens-ramte mor et år tidligere. Og i løbet af telefonsamtalen får Viv Johnny overtalt til at komme til Los Angeles og passe sønnen Jesse (Woody Norman), medens Viv er i Oakland for at hjælpe sin ægtemand og Jesse’s far Paul på fode. Han lider af en såkaldt bipolar lidelse.
Johnny påtager sig opgaven, selv om han ingen erfaringer har med at passe børn. Selv om Vivs ophold hos Paul trækker ud, tager Johnny sig af Jesse og de to udvikler et nært forhold til hinanden, selv om Jesse – med moderens ord – er en ‘klog og sær dreng’. Selv om Vivs ophold hos Paul trækker ud og selv om Jesses tilstedeværelse i Johnnys liv vanskeliggør hans arbejde som rejsende journalist indvilliger han i at tage sig af drengen.
Og filmens helt centrale fokus er forholdet mellem manden og drengen. De er vidt forskellige som personer og Jesse er en dreng, der går sine egne veje, har sine egne meninger og ikke bare lader sig styre af en voksen. Det giver anledning til nogle konflikter undervejs, hvor Jesse forsvinder for igen at dukke op.
Filmen ender med, at Viv kommer og henter drengen i New Orleans. Og i den sidste scene ser vi Johnny sidde og lytte til optagelserne fra New Orleans, hvor han hører Jesse fortælle, at han opfatter Johnny som måske værende sin bedste ven. Og Johnny sender Jesse sin egen optagelse, hvor han fortæller om deres tid sammen og minder Jesse om alle de ting, han ikke må glemme, når han bliver voksen.
Filmen er et enestående eksempel på, hvad amerikansk uafhængig filmkunst kan byde på, når Hollywood ikke er ind over. En stille film, der bevæger sig i et meget realistisk univers med billeder af uglamourøse sider af amerikanske storbyer og fortæller en virkelighedsnær historie om nogle umage mennesker, der på trods af meget forskellige personligheder og baggrunde finder et venskab i en verden, der er fuld af problemer. En film, der med sit fokus på personerne og deres snakkesalighed kan bringe mindelser om nogle af Woody Allens film frem, men også minder os seere om, hvor virkelighedsfjerne mange af de mere kendte film fra Hollywood og lignende steder er. En både bevægende og meget menneskelig film, som man kun kan få det godt af at se.
