Filmoplevelse: De frigjorte
22. februar 2024DR har fået en lys idé. Nemlig at vise nogle af Erik Clausens film. Den nu 81-årige Erik Clausen er en selvlært multikunstner, der oprindeligt blev uddannet maler, men siden har fundet en levevej som kunstmaler, musiker, skuespiller, filminstruktør og manusskriptforfatter – med mere. Og så er Clausen en af de venstreorienterede kunstnere i dette land. Med en opvækst på Sydhavnen i København og en altid klar holdning til, hvilket lag af befolkningen han tilhørte og solidariserede sig med.
Og det sidste afslører sig umisforståeligt i filmen De frigjorte, der bygger på en roman af forfatteren John Nehm (1934-2019), som var en autodidakt arbejderforfatter. Alene filmens titel er polemisk. Frigjort er arbejdsgiverens betegnelse for “fyret” eller “fritstillet”. Og den fortæller historien om den midaldrende fabriksarbejder Viggo, der martres af tanken om, at han en dag kan blive fyret og en dag oplever, at hele den fabrik, han har arbejdet på i 25 år, lukker og sender arbejdet ud af landet. Uden de store dybsindigheder fortæller filmen om den deroute, som , ‘frigjortheden’ bliver for Viggo, der oplever, hvordan der ikke længere er brug for ham og hvordan han langsomt på acceptere at være en af de 300.000 arbejdsløse i Danmark. Og hvordan situationen slår ind på hans ægteskab og familieliv og medfører en større krise i hans midaldrende liv. Filmen lever højt på de medvirkendes indforståede portrætteringer af de forskellige personer – lige fra Helle Ryslinges loyalt-kritiske kone over Anen Marie Helgers portræt af en velhavende falleret sangerinde til en lille rolle til afdøde Bjarne Liller som let fordrukken arbejdsløs. Og filmen rummer mange små momenter, der både er rørende, morsomme og troværdige. Det er en film, der er solidarisk med de mennesker, den skildrer, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor den står politisk set. Og Erik Clausen spiller – som altid – rollen som om Viggo er en del af hans egen personlighed, hvad han nok også er.
Filmen er bestemt seværdig og er en illustration af, at folkekomedien, som engang var flagskibet i dansk film, stadigvæk fungerer, selv om den har politiske og samfundskritiske over- og undertoner. Og som alternativ til alt det andet kulturelle hø, DR sender, er valget let.
