CAPAC

Måske kan man lægge noget i det forhold, at DR genudsender en engelsk serie, der havde dansk premiere på TV2!? Måske siger det noget om udviklingen i den gamle kriseramte, såkaldte public-service-institution!? Men lad nu det ligge. I hvert fald ruller serien nu på DR2. Første afsnit løb over skærmen i sidte uge og afsnit 2 kan ses i aften kl. 21 – eller på DRs hjemmside. Og serien er seværdig af årsager, som jeg beskrev dengang den havde premiere. Her i en lidt opdateret og modificeret udgave:

“DR2 viser samtlige tre afsnit af den engelske miniserie A Very English Scandal. Serien bygger på en bog af John Preston med samme titel.

Og den skandale, der henvises til, er skandalen om den liberale, engelske politiker Jeremy Thorpe, hvis politiske karriere ødelægges af en sag om et homoseksuelt forhold til en yngre mand ved navn Norman Josiffe. Når serien er værd at bruge små tre timer på, så er det dels, fordi det vitterligt er en meget engelsk skandale. Og dels, fordi hovedrollen, der bestrides af ingen ringere end Hugh Grant, er intet mindre end fremragende.

Hvis man som jeg har haft et lidt anstrengt forhold til skuespilleren Hugh Grant, der især er kendt for en række charmerende roller i lette komedier, hvor han har spillet samme type (attraktiv ungersvend og ungkarl, der roder sig ud i nogle romantiske forviklinger) – som fx Fire bryllupper og en begravelse og Notting Hill – så er det en udelt fryd at se den nu aldrende, markerede Grant spille en homoseksuel politiker, der fanges i et politisk og moralsk spil og fældes af det.

Det hjælper selvfølgelig også, at serien er instrueret af ingen anden end den garvede Steven Frears, der formår at skildre den særligt engelske udgave af politisk establisment og dets ambivalente forhold til homoseksualitet, der på den ene side – internt mellem politikerne og deres embedsmænd – accepteres og debatteres (fx i en indledende scene, hvor Thorpe diskuterer med en anden mand om, hvor stor en procentdel homoseksualitet, han udgør – 80%), og på den anden side offentligt fordømmes som sodomi.

Hugh Grant formår at fremstille Thorpe som det sammensatte menneske, han formodentlig var, så man både får sympati for manden og forstår hans moralske kvababbelser. Og samtidig får man et fint indblik i, hvordan engelsk politik kunne være og tage sig ud i tresserne og halvfjerdserne – og måske også nu til dags…”

I 2017 havde jeg lejlighed til at skrive om en hyldestplade, der var tilegnet lydpioneres Else Marie Pade. Derfor var det oplagt at se dokumentaren Lyd på liv om Pade som forleden blev vist på DK4, tv-kanalen, der gør det, som DR burde gøre…(Instruktion: Katia Forbert Petersen og Iben Haahr Andersen.)

En fin dokumentar, der lader Pade fortælle om sit liv med og uden lyd. Desværre tilbyder DK4 ikke streaming (med mindre man vil betale forstås), men heldig- og tilfældigvis har nogen været så betænksomme at lægge dokumentaren ind på Youtube, hvor man frit kan få fornøjelse af Else Marie Pade fortælling – lige her. 

Musik

Aswad (der betyder ‘sort’) var/er et af de allerførste britiske reggaebands.  De blev dannet helt tilbage i 1975 og har været aktive med den originale besætning helt frem til Angus’ død den 2. september. Angus Gaye, der også kaldte sig Drummie Zeb, indspillede også med andre, blandt andet Bob Marley, og var pladeproducer, fx for det svenske popfænomen Ace of Base.

En ny film er på vej. The Immediate Family hedder den, og den handler om den række af studiemusikere, der spillede bag folk som Jackson Browne, James Taylor, Carole King, Linda Ronstadt og mange flere – og var med til at løfte deres musik op til berømmelse.

DR tog sig lidt sammen i fredags og sendte den svenske film Den blomstertid nu kommer fra 2018. Den har fået den engelske titel The Unthinkable.

Det er en mærkelig film. En blanding af romantik og fremtidsfilm (science fiction, om man vil). En ung mand vokser op i et hjem, hvor faderen lider af konspiratoriske tanker og er aggressiv og voldelig. Og det ender med, at konen og sønnen forlader ham. Den unge mand når inden da at få et potentielt kæresteforhold til en ung pige, som han deler musikinteresse med.

Da den unge mand kommer til byen sker der ting og sager. Terroraktioner, vist nok med IS som afsender, og uidentificerede angreb. Noget kommer udefra og truer livet i det svenske. Regnen er kontamineret med noget, der får folk til at miste hukommelsen og blive bindegale.

Plottet er lige så diffust og uklart, som ovenforstående korte beskrivelse antyder. Og helt i tråd med denne uklarhed er slutningen også.

I sine bedste passager kan filmen minde lidt om Lars von Trier, når han er i sit mest syrede og fabulerende hjørne. Og man kan ikke fratage filmen en særegen stemningsfuldhed i de dystre scener, hvor hovedpersonen flygter fra angriberne og forsøger at redde sin forsvundne kæreste.

Men selv om man skal have en stor forståelse for det uforståelige, når man ser science fiction, så synes jeg, at denne svenske film er lidt langt ude. Og det hjælper ikke på sagen at give den den engelske titel, det utænkelige.

Udsigten til et timelangt indslag med tre såkaldte statsministerkandidater i åben duel, fik mig hen til dvd-afspilleren. Fruen havde været forbi den lokale dvd-pusher og havde købt Martin Campbells film Memory med Liam Neeson i hovedrollen.

Hvis man kender blot lidt til Liam Neesons præstationer på det hvide lærred de seneste par årtier, så vil man vide, at han er gået i fodsporet på række af amerikanske skuespillere, som har fremstillet moderne udgaver af den gamle ensomme hævner i cowboyfilmene. Og det er lidt den samme model, Neeson modellerer på i Memory.  Der er dog et lille nyt krydderi på plottet. Denne gang er han en erfaren, effektiv lejemorder, Alex Lewis, med både samvittighed og en snigende Alzheimer.

Lewis har fået til opgave at slå to mennesker ihjel, en mand og en mindreårig pige. Manden afliver han med vanligt effektivitet og præcision. Men pigen vil han ikke aflive. Man slår ikke børn ihjel er Lewis’ dogme. Og det gør ham selv til genstand for forbrydernes interesse. Bortset fra det med Alzheimer-sygdommen så er filmen på ingen måde nytænkende eller specielt interessant, men nærmest en gennemsnitlig udgave af den slags action-film. Både forudsigelig og lidet original i plot og realisering. Seværdig som gennemsnitlig underholdning og alt andet lige mere interessant til triumviratet Frederiksen, Pape og Ellemann.

Reality Bites (1994) er sådan en klassisk amerikans komedie om nogle unge mennesker på kanten til voksenalderen. Instrueret af Ben Stiller og med en sprød, ung Winona Ryder i en lysende hovedrolle, der bliver assisteret af blandt andre Ethan Hawke, Janeane Garofalo og Steve Zahn. Og det er en film, der tydeligvis skulle promovere en håndfuld, talentfulde unge skuespillere. Denne gang fra den såkaldte generation X.
Filmen har oven i købet et meta-plot, idet Ryder spiller en ung Leaina, der gerne vil være dokumentarist og derfor arbejder på en film med titlen ‘Reality Bites’, hvor hun forsøger at dokumentere sine venners og værelseskammeraters liv.
Filmen, der kan ses som en efterfølger til fx Barry Levinsons Diner (1982) og John Hughges’ The Breakfast Club (1985) blev ikke nogen stor succes, da den kom frem. Men har siden fået kultstatus som en film, der tager den såkaldte Grunge-generation på kornet.
Og så udmærker filmen sig med et lydspor, der dækker en række af den tids mere lytteværdige kunstnere. Og alene det forhold, at The Knack får lov til at indlede det hele med deres uforlignelige powerpopnummer “My Sharona” er det hele værd:

The Knack (3)– My Sharona
The Juliana Hatfield – Spin The Bottle
The Indians– Bed Of Roses
World Party– When You Come Back To Me
The Posies– Going, Going, Gone
Lisa Loeb & Nine Stories– Stay
U2– All I Want Is You
Crowded House– Locked Out
Lenny Kravitz– Spinning Around Over You
Ethan Hawke– I’m Nuthin’
Dinosaur Jr.– Turnip Farm
Me Phi Me– Revival!
Squeeze – Tempted (94)
Big Mountain– Baby, I Love Your Way

I september 2017 anbefalede jeg Karen Troldborgs ambitiøse album Over revet langt ude, der er et stykke (med et psykoanalytisk begreb) sorgarbejde. Karen havde mistet sin mor til kræften og reagerede på tabet og sorgen med at forfølge moderens virke som skribent og digter og bearbejde sin sorg på den måde.

Og med sit nye projekt 72 sætter Karen om muligt sit ambitionsniveau lige så højt eller i hvert fald meget højt. Projektet omfatter både en digtsamling og et musikalbum. Og det gennemløbende tema er Karens drømme. Som mange andre har Karen altid drømt meget og været opdaget af det drømmeriske i kunsten.

Titlen 72 er også hentet fra en drøm og er blevet ophævet af kunstneren til en slags æstetisk dogme. Digtene kondenseret i små, haiku-agtige digte på kun 72 anslag. Digte, der – for nu at alludere til psykoanalysen igen – fortætter særlige momenter fra Troldborgs drømme. Man kan vel sige, at kunstneren ikke kaster sig ud i den obligatoriske drømmetydning, men snarere bruger sine drømmes billedverden og emotionelle energi til at skabe nye fortættede billeder. I en vis forstand fortsætte det drømmearbejde, der skabte de første drømme og som i følge Sigmund Freud – psykoanalysens skaber –  selv udgør drømmenes særlige kvalitet. .

Og de i alt ti sange, der udgør projektets musikalske del, er også, med kunstnerens egne ord, “videredigtning” af drømme. Altså yderligere drømmearbejde. Sange, der veksler mellem det hjemlige og genkendelige og til drømmenes “uforståelige” billedsprog. I nogle sange, der også veksler mellem det pop-enkle og melodiøse og det mere avantgardistisk-eksperimenterende. Og Troldborg synger sine tekster med sin gode, lidenskabelige stemme, der hele tiden bestræber sig på at yde teksternes kompleksitet den højeste retfærdighed.

Jeg afholder mig helt fra at fortolke drømmematerialet eller tilskrive det en særlig betydning. For det er op til den enkelte modtager af projektet at skabe sin egen mening med det ambitiøse drømmebearbejdningsprojekt. Og det er som sådan – som et ambitiøst projekt, der udgør et stykke eksperimenterende avantgardekunst, at det skal modtages af læseren og lytteren. Og det er op til den enkelte lytter/læser at få mening ud af rejsen gennem drømmebillederne. Det er så at sige den opgave, Karen Trolborg stiller sit publikum med sit projekt 72.

Og det er også som sådan projektet skal have min anbefaling med på vejen. Det er et projekt, der skiller sig ud i mængden af udgivelser, ved sin insisteren på sin ambitiøse tematik og sin kunstneriske bearbejdning af den. Og hvis man giver det en chance og giver sig hen til Troldborgs drømmearbejde, så er der et udbytte at hente. Hermed anbefalet.

Karen Troldborg. 72. Meritus. Bogen er udkommet og musikken er under udgivelse.

Discomusikken gik et langt stykke hen ad vejen hen over mit hovede. Både da den for alvor kom frem i halvfjerdserne og i de efterfølgende årtier. Jeg har aldrig været en af dem, der gik på diskotek. Og derfor gik jeg selvfølgelig også glip af en del god musik. For eksempel mindes ikke dette nummer med Eighties Ladies. Jeg kan læse mig frem til, at gruppen kun fik udsendt et album og en lille håndfuld singler, blandt hvilke man finder “Turned on to you”, der er funky, heftigt og velspillet.

Den blev vist udsendt i juni 1972 og ramte nok Danmark noget senere. Men i hvert fald blev pladen, der var Loudon Wainwrights tredje langspiller, hans internationale gennembrud og den plade, der gjorde mig til en varig lytter til mandens muntre sange. Og det var i kraft af hans vist nok eneste hit, sangen om det døde stinkdyr, der ligger midt på vejen og stinker ad h….. til. “Dead Skunk” blev spillet rigtig meget på de rock-toneangivende programmer på Danmarks Radios program 3. Og sangen er ikke alene sjov, men også en fin introduktion til Wainwrights ofte lidt skæve og altid humoristiske syn på verden. Siden har han udsendt en stribe fine albums, der har haft samme høje kvalitet.

En af mine yndlingskomponister, Glenn Tilbrook, fylder 65 i dag. Han er nok bedst kendt som forsanger og sangskriver i Squeeze, hvor han sammen med tekstforfatter Chris Dilford sørgede for alle sangene. Og stadigvæk gør det, for Squeeze, der blev dannet i marts 1974 er stadigvæk aktive. Og de gange Squeeze har holdt en lille pause, har Tilbrook og Dilford arbejdet sammen. Han har også spillet i andre sammenhænge, bl.a med The Fluffers, og indspillet soloplader.

I går satte jeg mig til rette foran flimmeren for at se, om DR Nyhederne ville kommentere en af gårsdagens små og oversete nyheder. Nemlig den, der på DRs egen hjemmeside havde rubrikken “49 stillinger bliver nedlagt i DR Nyheder”.
Men, ak nej. DR Nyhedernes nyhedsprioritering fulgte slavisk den, der dominerer på de to store kanaler.
Set fra min lænestol var det imidlertid en yderst interessant nyhed. Ikke, fordi nedlæggelsen af 49 stilinger indebærer 20-25 fyringer. Det er forudsigeligt og – selvfølgelig – beklageligt, ikke mindst for dem, det går ud over. Og heller ikke, fordi afskedigelserne også kommer til at ramme DR Kultur, Børn og Unge.
Nej, fordi nedlæggelserne er et led i institutionens vision om at gøre DR til “en fuldt ud digital public service-institution”. En vision, der i sin korte formulering signalerer en næsegrus bøjen af for tidens teknologiske dominans og ikke så meget som antyder noget om, hvad DR som public service- nyheds- og formidlingsinstitution skal stå for sådan rent holdningsmæssigt.
I stedet for at fokusere på det digitale – herunder de stadigt mere påtrængende sociale medier – burde DR benytte lejligheden til at åbne en stor debat om, hvad vi har brug for et et land, der forstår sig selv som et folkestyre. En debat om presseidealer, oplysning, demokratik, magtkritik og så videre. Men nej – og nu til vejrudsigten.

Efter længere tids sygdom er den fhv. leder af Sovjetunionen, Mikael Gorbatjov. Han var med den tyske forfatter Hans Magnus Enzensbergers udtryk en af tilbagetogets helte, ja vel nok den største af dem, fordi han var den, der ‘demonterede’ Sovjetunionen på fredeligste vis. Enzenberger skrev blandt andet:

Han demonterede den 20. århundredes næstsidste monolitiske imperium uden vold, uden panik, uden krig. Ingen ville have troet det muligt. Det varede meget længe, inden verden så meget som begyndte at fatte hans projekt. Denne mands overlegne intelligens, moralske dristighed, vidtrækkende perspektiv – alt det lå, i øst som i vest, så langt hinsides den politiske klasses horisont, at ingen regering vovede at tage ham på ordet.
Gorbatjov kunne heller ikke gøre sig illusioner om sin popularitet i sit eget land. Den største af alle afkaldspolitikere så sig dér hvert øjeblik konfronteret med spørgsmålet om, hvor det positive blev af; som havde opgaven bestået i endnu en gang at forkynde folkene en strålende fremtid, der efter enhvers behov helt gratis ville sørge for sæbe, raketter og broderskab; som fandtes det andet fremskridt end tilbagetogets; som afhang ikke enhver fremtidig chance af, at Leviathan blev afvæbnet, og at man fandt vej fra mareridtet tilbage til normaliteten.

Men de færreste politikere i verden forstod Gorbatjovs projekt. Og han fik fjender både inden- og udenlands, hvilket den aktuelle krise i Ukraine sætter en fed streg under. Efter Gorbatjov fik kapitalismen lov til at buldre frem og hærge det store område, Sovjetunionen dækkede. Og ‘taberne’ inden for systemet sørgede for at sadle om og tilrane sig nye magtområder og -positioner. Putin er gammel KGB-mand. Og mangen en oligark har også en fortid i det gamle hierarki. Ny vin på gamle flasker, i stort omfang.

Fjenderne gjorde Gorbatjov til en ensom mand. Sådan er det. når man ikke bliver forstået og kun møder modstand. Men Gorbatjav var et mønstereksempel på, hvad tilbagetogets helte er. Dem, der forstår, at tilbagetoget er den måske eneste farbare vej for verden i vores tid:

En tysk filosof har sagt, at det ved udgangen af dette århundrede ikke kommer an på at forbedre verden, men på at skåne den. Denne sætning har ikke kun gyldighed for de diktaturer, som mere eller mindre kunstfærdigt er blevet skrottet for øjnene af os. Også de vestlige demokratier må indstille sig på en afrustning, som der ikke findes noget fortilfælde for. Det militære aspekt er kun et blandt mange.
I gældskrigen mod Den Tredje Verden skal andre uholdbare stillinger rømmes, og det vanskeligste af alle tilbagetog forestår i den krig, vi siden den industrielle revolutions begyndelse har ført mod vores egen biosfære.

I en tid, hvor politikerne insisterer på oprustning og vold som svaret på tidens problemer og hvor det kniber gevaldigt med at tage de helt store problemer – klimaet og hungersnøden ikke mindst – helt alvorlig, fremstår Gorbatjov som en rollemodel, der med sin stille insisteren på tilbagetoget som politisk model, har vist os vejen – den vej, vi bør gå, hvis vi vil redde verden, demokratiet, klimaet osv.

{Strophe 1}
Wir hofften in den 60’ern
Trotz Pop und Spuck und alledem
Es würde nun den Bonner Herrschers eingeheizt
Trotz alledem

{Refrain}
Doch nun ist es kalt
Trotz alledem
Trotz SPD und alledem
Ein schnöder, schwarzer Winterwind
Durchfröstelt uns, trotz alledem

{Strophe 2}
Auch Richter und Magnifizenz
Samt Polizei und alledem
Sie pfeifen auf die Existenz von Freiheit, Recht
Und alledem

{Refrain}
Trotz alledem und alledem
Trotz Grundgesetz und alledem
Drückt man uns mit Berufsverbot
Die Gurgel zu, trotz alledem

{Strophe 3}
Doch hat der Staat sich nur blamiert
Vor aller Welt, Trotz alledem
Auch wenn die Presse Lüge schmiert
Das Fernsehen schweigt, trotz alledem

{Refrain}
Trotz Misstrauen, Angst und alledem
Es kommt dazu, trotz alledem
Dass sich die Furcht in Widerstand
Verwandeln wird, trotz alledem

en af mine yndlingssangskrivere, Gerry Rafferty, blev først for alvor kendt, da han for halvtreds år siden slog de musikalske klude sammen med Joe Egan og stiftede Stealers Wheel. Men inden han nåede dertil – og videre til en god, lovende solokarriere – var han med i det skotske folk-rock-band the Humblebums. Ud over Rafferty bestod gruppen af guitaristen Tam Harvey og komikeren og skuespilleren Billy Connolly.
At lytte til The Humblebums er en ganske anden oplevelse end Stealers Wheel og Rafferty solo. humblebums, der blev dannet af Connolly og harvey i 1965, gjorde sig i lokalområdet omkring Glasgow, hvor de spillede folk med vægten på banjo, guitar og humoristiske introduktioner af Connelly. De spiller en meget folkelig, lidt gammeldags, folkemusik, og Rafferty var kun med en kort tid, inden trioen gik hver til sit i 1971. Men inden en gedannelse nåede de at indsplle albmmmet med den sigende titel First Collection of Merry Melodies (1969). Muntre melodier siger en masse om den musik, man møder hos Humblebums.
I den tid Rafferty var med blev der lavet yderligere to album,The New Humblebums og Open Up the Door, centreret om Connolly og Rafferty. I 1971 gik de to i gang med hver deres solokarrierer. Rafferty fik debuteret med Can I Have My Money Back?, iden han mødte Joe Egan og dannede Stealers Wheel. Connelly fik succes som solist og brugte en del af materialet fra Humblebums til sine plader og optrædener, og det var med til at sikre, at Humblebums ikke gik i glemmebogen, men fik genudsendt en del af gruppens materiale.
Humblebums er blevet beskrevet som folk, der befinder sig et sted mellem The Sarstedt Brothers (m. Peter Sarstedt) og Cat Stevens, men sange med vægt på en god historie, en god melodi – og så Conellys humor.