CAPAC

Præcis hvilken dag og måned, J. D. Sourthers eponyme album udkom, har jeg ikke kunnet finde ud af. Men manden selv har netop gjort opmærksom på, at albummet fylder 50, så mon ikke der er omkring august. I hvert fald et album, der ikke gjorde stort væsen af sig, målt med hitliste- og salgsalen. Til gengæld satte den sig spor, blandt andet ved at levere en sang “How long” til The Eagles (ganske vist først i 2007, men alligevel) og en anden “The Fast One” til Linda Ronstadts album fra 1973 Don’t cry now, hvor hun fortolker den med Eagle-Glen Frey som gæstevokal. J. D. Souther etablerede sig for alvor som sangskriver og -leverandør med sit debutalbum, selv om han aldrig nåede sammen kommercielle højder som dem, der var modtagere af hans sange.

The Kinsk berigede rocken med et dobbelt-album – studie- og livealbums – som opfølger til hovedværket Mushwell Hillbillies. Titlen var Everybody’s in Show-Biz – og undertitlen: Everybody’s a Star. Albummet markerede en ny-orientering for sangskriver Ray Davies i retning af tidens optagethed af rock-operaer og plader med pomp og pragt.

Nogle plader anbefaler nærmest sig selv med det samme. Og det gælder for Claus Denchers debut-solo-album You. Og den gør det i kraft af sine umiddelbart, let tilgængelige, ja poppede sange, der som al god pop går lige ind i hovedet og kroppen på en.

Albummet er ellers alvorlig nok. Claus Dencher befinder sig halvvejs på livets landevej, og det giver selvfølgelig anledning til overvejelser og tanker om ‘det satans liv’, som Steffen Brandt kaldte det i en anden sammenhæng. Refleksioner og analyser af, hvad der er sket og sker undervejs. Og det er jo – uden på nogen måde at være en midtvejskriseplade – altid godt stof for sange. Sange om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, om fortiden på godt og ondt, om at komme overens med den tid og alder, man er i og så videre.

Og sammen med et hold af særdeles kompetente musikere og legekammerater – Palle Hjorth på tangenter, Peter Sund på elguitar ,Peter Dombernowsky på trommer, Henrik Poulsen på bas og Trine Lunau Sund, der  sørger for et smukt kor – har Claus Dencher fået skruet nogle fine arrangementer sammen omkring sine sange, der – som nævnt – har poppens indsmigrende charme og forførelse, samtidig med, at de er fine stykker singer-songwriter-kunst med inspiration fra især den amerikanske tradition inden for folk-rocken.

Ialt otte sange er det blevet til. Alle på engelsk. Og fremført med Claus Denchers gode iørefaldende mandsstemme, der er bedre en gennemsnittet i dansk rock. Og med en lydhør, indforstået opbakning af det nævnte hold, der forstår at give Denchers sange det ekstra, de fortjener og vokser af.

You er sådan et debutalbum, der smager af mere, og som fortjener at stå i pladesamlingen hos enhver, der holder af såvel pop som singer-songwriter-sange. Hermed varmt anbefalet herfra.

Claus Dencher. You. RPM. The Farm Music. Gateway. Er udkommet

Claus Denchers Youtube-kanal

Og så fik jeg da set Lisa Barros D’Sas og Glen Leyburns film fra 2013 Good Vibrations om pladebutikejeren med mere Terri Hooleys rolle i udviklingen af punk-rock-scenen i Belfast. Og den er en fremragende film. Både som fortælling om den enøjede Hooley, der satser alt på sin kærlighed til musikken – herunder den fremadbrusende punk – lige fra pengene til ægteskabet. Fordi han mener og tror, at der er noget, der er større end ussel Mammon og at punken er det, der kan neutralisere The Troubles (konflikten mellem katolikker og protestanter i Nordirland). Og som filmværk.
Den er fermt skruet sammen, skuespillet er godt og den formår at fremstille Terry Hooley som den idealist, han er. Oprindeligt en inkarneret socialist (med en endnu mere socialistisk far), der solidariserer sig med punkungdommens uartikulerede oprør mod alt og alle og med musikken som primært organ.
Filmen, der har fået mange kritikerroser, er en af den slags musikfilm, der lykkes med at skabe en loyal fremstilling af sit emne. Her idealisten Terri Hooley (i Richard Dormers gestaltning) og hans passion for punken. Og af de miljø, han bliver et epicentrum for. Inklusive de bands, han får under sine vinger. Rudi og Outcasts, der aldrig får pladekontrakter med store plademærker, men får heltestatus i lokalområdet, The Undertones, der formår at bryde igennem nationalt og internationalt, Stiff Little Fingers m.fl. Levende portrætter af vigtige navne i punkmusikken.
Jeg kan kun anbefale enhver med interesse for punk og for Nordirland at se denne film.

Trailer

Undskyld mig. Jeg har det med at søge tilbage i tiden. Og det skete også i forrige uge. Anledningen var, at jeg havde set DRs første afsnit af serien Min sang til Danmark. Et i udgangspunktet fint og sympatisk projekt, hvor man beder femten danske kunstnere om at skrive en sang om vores fælles land Danmark. I første afsnit var det Anne Linnet, Stine Bramsen og Andreas Odbjerg, der havde takket ja og leverede en sang. Og alt andet lige så synes jeg, at det gik godt og lovende. De tre kunstnere valgte en vidt forskellig tilgang til emnet og – hvilket for mig at se var det mest opmuntrende – valgte at lave en personlig sang, der ikke lænede sig for meget op ad de nationalistiske sange, vi kender alt for godt. Det er sundt, at der er en kritisk od i sådanne sange, og det lover godt for de næste afsnit. Så tomlen op for DR, denne gang.

Men alligevel følte jeg mig pludselig hensat til dengang i halvfjerdserne (husker i det?), da unge mennesker under overskriften PUNK begyndte at lave gør-det-selv-musik og synge tekster, der gav samfundet fingeren. Jeg synes, vi har brug for sådan et uartikuleret, energisk lods i al pænheden nu i disse krænkelseskultur-, woke-, meetoo-, identitetspolitik-, midterpolotik-tider. Et kraftigt spark lige i nosserne, for nu at tale lige ud af posen og på proletarvis. Og derfor gjorde det godt, at jeg faldt over The Rezillos fra Scotland (1976-78, 2002-), der i 1977 og 78 var med til at artikulere den ungdommelige oprør mod ALT.

The Rezillos

Opdatering: Og så er det lige at jeg læser på nettet, at Rezillos ikke blev betragtet som punk, men bare som new wave – vist nok, fordi de havde bedre sange end gennemsnittet. Never mind, som de siger derovre, for mig er de punk.

Mere Miles. Kapitlet om Beatles i Indien er interessant på mange måder. En ting er hele den meditative del, der fylder meget, men gør meget forskelligt indtryk på deltagerne. McCartney får et værktøj til at få ro i hovedet, noget han tager med sig videre. Andre, blandt andet George Harrison, er mere optaget af den side af opholdt. Men fælles for dem alle er, at de får skrevet en bunke sange, medens de er derude. Meditiationen sætter gang i sagerne. Og Miles fortæller om flere af sangenes inspirative oprindelse.

Donovan er med på turen sammen med sin ven Gypsy Dave. Og Donovan bliver mere end almindelig interesseret i Patti Boyds – Georges kæreste – søster Jenny Boyd, der dog ikke er interesseret i at have Donovan som kæreste. Hun bliver senere gift med Mick Fleetwood fra Fleetwood Mac. Men Donovans forgabelse resulterer i sangen “Jennifer Juniper“.  Ellers hjælper Donovan både John Lennon og Paul McCartney med færdiggørelsen af nogle sange, og han underviser John Lennon i at spille finger picking-guitar.

John Lennon bliver også inspireret til sange derude. En af de andre kvinder, der er med på turen, Mia Farrow, der har været gift med Frank Sinatra, har sin søster Prudence med. Og hun får lidt problemer med al den mediteren og lukker sig inde på sit værelse. Og først da John Lennon har skrevet sangen “Dear Prudence” (Det Hvide Album) og går ind til hende med sin guitar og spiller den for hende, vender hun tilbage til fælleskabet. “Dear Prudence, won’t you come out to play…”.

Og Lennon får virkelig sat skub i kreativiteten derude og skriver sange som “Juia”, The Continuiung Story of Bungalow Bill”, “Mean Mr. Mustard”, “Across the Universe”, “Cry baby Cry”, “Polythene Pam”, “Yer Blues” og “I’m so tired”. Ikke direkte inspireret af de indiske omstændigheder, men ansporet af opholdet. Og det samme sker for McCartney, der for eksempel skriver “Ob-la-Di Ob-La-Da”, der er inspireret af en nigeriansk ven fra London, altid sagde “Ob-la-di-ob-la-da, life goes on, bra”. På Yoruba betyder ob-la-di-ob-la-da at ‘livet fortsætter’. Og sætningen sætter sig forståeligt nok i McCartneys hovede som en sanglinje, der oven i købet bliver til en sangtitel.

En anden sang, der også bliver skabt derude, er “I Will“, som Donovan måske havde en finger med i, men ellers er en ren McCartney-ting.

Men mest af alt handler den kreative opblomstring derude om at de fire venner er kommet væk fra pressens opmærksomhed og deres hidtidige hverdags stadige krav og har fundet ro for første gang i flere år. Lediggang er ikke, som talemåden ellers vil det, roden til noget ondt. Her er den roden til stor sangskrivning.

Jeg havde den blandede fornøjelse at opleve den amerikanske sangskriver og musiker John Hiatt, da han for en del år siden besøgte Århus. På spillestedet Train. Man da spillestedet – dengang i hvert fald – åbenbart skulle proppe så mange publikummer ind som muligt (og mere til), endte det med, at jeg måtte stå et sted, hvor man ikke kunne høre ret meget (andet end snakkende publikummer…), og heller ikke se ret meget.

Synd og skam, for John Hiatt er sådan en kunstner, der bedst kommer til sin ret, når han står over for et ikke alt for stort publikum og på en scene, hvor der fokuseres på god lyd.

Hiatt har jeg fulgt siden han i starten af firserne var på Geffen Records og spillede en slags new wave rock. Men jeg fik for alvor ørerne op for hans sangskrivning, da han skiftede til A&M Records og for alvor brød igennem med albummet Bring the Family (1987) og opfølgeren Slow turning (1988), hvor stilen blev mere americana-påvirket. Og siden dengang har han leveret en langt række albums med sange af høj kvalitet. Senest Leftover Feelings fra 2021.

I går fyldte han 70 år, og det er jo ingen alder for en musiker nu om stunder.

Best of…

Den britiske kriminalserie Sherwood er baseret på en virkelig hændelse i 2004, hvor en mand, en fagforeningsmand ved navn Keith Frogson, blev myrdet med en armbrøst og et sværd. Den voldsomme drab blev straks sat i forbindelse med stedets politiske forhistorie, idet Nottinghamshire var en landsby, der var dybt splittet efter de famøse ministrejker, der foregik i midten af 1980’erne.

Som den virkelige hændelse tager tv-serien Sherwood udgangspunkt i samme historik. Landsbyen er dybt splittet mellem dem, der aktivt strejkede, og dem, der var strejkebrydere. Og splittelsen er lejret som uvenskab mellem familiemedlemmer, gamle kammerater osv. Og der opstår stadigvæk konflikter, hvor skælsord som “skruebrækker” fyger gennem luften og der uddeles øretæver og knytnæveslag. Og denne historiske baggrund bliver grundlaget for seriens plot, da den tidligere fagforeningsaktivist Gary bliver skudt ned med en armbrøst, da han er på vej hjem fra den lokale minearbejderklub.

At det så viser sig – lad mig bare afsløre det – at drabet og de efterfølgende drab ikke har direkte rødder i den gamle minestrejkekonflikt, betyder mindre. For det er selv det forhold, at historien hviler så tungt over landsbyens beboere, der giver fortællingen dens kraft og opdrift.

Drabsmanden er en ung mand, der er kommet i klemme i det offentlige system, fordi han har modtaget socialhjælp samtidig med, at han var i besiddelse af nogle arvede midler. Og han flygter fra retsforfølgelse og fængsling med sin armbrøst og sin bue, med hvilke han skyder tilfældige mennesker, der dog alle kan sættes i forbindelse med den gamle strejke.

Den lokale politimand Ian St Clair, der var ung politibetjent under strejken og blev dybt involveret i konflikten, sætter sig for at finde den unge drabsmand og udrede trådene til den gamle strejke. Det bliver et plot, der handler om hemmelige politispioner, der var med til at påvirke strejkens udfald gennem infiltration og skjult agentvirksomhed. Og en af disse spioner skulle angiveligt stadigvæk bo og leve i byen – under et falsk navn.

Ud over fremragende skuespilpræstationer af en lang række kendte og ukendte engelske skuespillere, så viser serien sin kunstneriske værdi ved yderst detaljeret om komplekst at beskrive, hvordan den gamle politiske konflikt er trængt dybt ind i det lille lokalsamfund og dybt ind i hver enkelt borger. Det viser sig, at stort set alle sammen har noget på samvittigheden – selv politimanden og hans kone – og at det blot gør sagens udredning desto mere betændt og krævende.

Serien, der i øvrigt er lavet af James Graham, som selv voksede op i Nottinghamshire, er et smukt eksempel på, hvordan man i England formår at skabe god underholdning i form af en kriminalfortælling på baggrund af faktiske historiske hændelser – og gør det uden at forfalde til alt for simple forklaringer på, hvorfor det gik som det gik og hvorfor en dybt betændt forhistorie ikke nødvendigvis behøver at rumme hele forklaringen på en forbrydelse.

Sherwood-serien er et prisværdig eksempel på, at man både kan underholde og samtidig oplyse og debattere fundamentale samfundsforhold.

Serien ligger i DRs arkiv – og DR begynder at sende seriens seks dele søndag d. 21. august

Jeg kæmper mig stadigvæk igennem Barry Miles’ McCartney-biografi. Det tager sin tid. Ok, den er også tyk. 653 sider med det hele. Men det er nu ikke tykkelsen, der gør den langsommelig at læse. Det er nok mere måden, den er skrevet på. Alenlange citater fra hestens egen mund, garneret med Miles’ kommentarer. Det gør bogen – skal vi sige det sådan – lidt forudsigelig og monotom i sin fortællemåde. Ikke, at der ikke er nok af anekdoter og interessante oplysninger, for det er der. Bare lidt tung at læse…

Nå, men blandt de små sjove oplysninger er historien om den lille tykke inder, Maharishi Mahesh Yogi, som især George Harrison er indtaget af – i sin søgen efter sjælelig næring. Og de andre Beatler lader sig lokke med på galejen. Og det ender – som bekendt – med et længerevarende ophold i Indien, hvor de fire Beatler ikke alene smager på indisk mystik, men også får lavet en masse musik – nok til et par album eller mere. Og McCartney, der er en smule skeptisk over for den lille tykke inder, som han kalder en “fnisende! mand, fortæller, at han nok lærte et eller andet om meditation og yoga, men tydeligvis ikke noget, der for alvor ændrede på Pauls livsindstilling. Og så fortæller han, at Maharishien – det vidste jeg ikke – var model for hippietegnere Robert Crumbs kendte figur Mr. Natural. Ta-da, så var der pludselig noget, der faldt på plads i min hjerne.

Beatles og den indiske lyd

En tilfældig ordveksling sendte mig tilbage til min barndoms Nygårdsvej – til dengang, min mor vaskede tøj i kælderen, sammen med de andre hjemmegående kvinder i halvtredserne og de tidlige tressere. Desværre har jeg ikke et foto af vaskekælderen og dens indretning – med gruekedlen, der var muret op i det ene hjørne ved skorstenen, vridemaskinen, som tøjet skulle igennem, inden det kunne blive hængt til tørre eller få en tur mere i gruekedlen og så videre. Men på lex.dk kan man få et indtryk af, hvordan den så ud. Vores var dog ikke helt så firkantet men var med afrundede hjørner og så vidt jeg husker med en stålkeddel med et stort rundt trælåg.

Og her stod vi så, medens min mor rørte rundt i kedlen med en stor kæp og hele vaskerummet var fuld af damp og temperaturen derefter.

Jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke lige fik nævnt Music City Aarhus 2022, der er i fuld gang i byen her. I programmet kan man læse om begivenheden: “I 2022 skal det handle om musikken. Aarhus skal være musikby og dedikerer et helt år til at gøre det ekstraordinære – både for dem foran, på og bag scenen. Music City Aarhus 2022 samler byens borgere, musikaktører og erhvervsliv i fællesskaber med musikken som fortegn.”. Og følger man dette link kan man få et indtryk af de musikoplevelser, der er at hente i den jyske hovedstad. Der er noget, måske ikke for enhver smag, men så i det mindste for mange musikelskere. Hatten af for at gøre noget for og ved musikken i Aarhus (som jeg stadigvæk foretrækker at skrive: Århus).

Wiki-artiklen konstaterer tørt, at Lars Engels i 2005 blev fyret fra DR, ‘fordi der ikke længere var brug for ham’. Og man kan ikke lade være med at tænke, at det siger alt om DRs udvikling her i nullerne, at der ikke længere er plads til den dokumentarfilmmand som Lars Engels. Ganske vist gav hans dokumentarfilm ofte anledning til polemik og kritik, men det var svært, ja nærmest umuligt, ikke at se relevansen af hans film, der stort set altid så på samfundets skyggesider. Lige fra de sindsyges vilkår på Cuba, narkomaner i fængsel, politimorderen Palle Sørensen, fængslede  prostituerede og så videre. Mere en 60 film blev det til. Alle film, der var med til at korrigere det billede af samfundet, vi ellers bliver præsenteret for i de store medier. Nu er Lars død, og man behøver bare at åbne for DR for at forvisse sig om, at der er brug for hans kvaliteter mere end nogen sinde før.

Lars Engels – 19. april 1942 – 14. august 2022

Lars Engels på Bonanza (DRs arkivside) 

Og på Youtube

Sådan kan tingene falde tilfældigt sammen. En god ven skriver til mig om BBCs berømt-berygede bandlysninger af pop- og rocksangen gennem tiderne, og jeg selv læser videre i Barry Miles’ tykke McCartney-biografi og har netop passeret omtalen af Beatles’ Magical Mystery Tour og BBCs forhold til den. Også i denne festlige og fornøjelige film finder BBC noget, de vil udsætte for censur. Paul McCartney fortæller, at Paul Fox, lederen af den afdeling, der skal tage sig af visningen af filmen på tv, ønsker en bestemt scene fjernet. Nemlig den sidste, hvor skuespilleren Ivor Cutler og den kendte ‘tykke dame’ Jessie løber rundt på stranden til tonerne (i orkesterudgave) af “All my loving” og Cutlers fødder tegner et stort hjerte omkring Jessie. Men Fox mente, at scenen var fornærmende over for ældre mennesker. McCartney konstaterer tørt, at det var et tidstypisk eksempel på BBCs snerpethed, og de allerede havde bandlyst “I’m the Walrus“, fordi teksten omtaler en pige, der trækker underbuskerne ned. Og Miles mener, at scenen på stranden i dag vil blive opfattet som diskriminerende over for såvel tykke mennesker som ældre…

Jeg hsuker endnu tydeligt, hvor jeg sad, da nyheden om Elvis Presleys død blev meddelt i radioavisen. For 45 år siden. Han gik ikke i glemmebogen. Det har folk bag navnet sørget for ved siden dengang at forsyne verden med masser af genudgivelser og ny opsamlinger fra mandens produktive årtier. Og så myten om, at han havde ‘forladt bygningen’, men var derude et eller andet sted.

Elvis ’56

Han blev verdensberømt i Danmark som guitarist i Gasolin. Men var dengang allerede et etableret navn i det danske jazzmiljø, hvor han tidligt gjorde sig bemærket som saxofonist i blandt andet The Contemporay Jazz Quintet, hvor han spillede sammen med Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen. Også i Gasolin stod han for det avantgardistiske, idet hans guitarspil var inspireret af datidens store frontfigur, Jimi Hendrix. Efter tiden med Gasolin har Beckerlee spille i bl. a. Christianshavns Blues, arbejdet med billedkunst og forsøgt sig som kriminalromanforfatter.

No kiddin