CAPAC

Gode krimier skal ses i biografen eller på skærmen! For nu at citere en bekendt. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer. Raymond Chandler vinder ikke nødvendigvis ved at blive omsat til film. Bare som eksempel. Men filmmediet egner sig fortræffeligt til kriminalhistorier. Ingen tvivl om det.

Jeg har tidligere været inde på min forkærlighed for engelske krimiserier, der har en meget høj kvalitet. For øjeblikket kører den meget indviklede serie “Sagen genåbnet” på DR2 om torsdagen. Boyd og hans stab, der alle er sammensatte figurer med en fortid, der spiller ind i udredningen af de forskellige sager og deres indbyrdes forhold, optrævler gamle mordsager ved hjælp af højteknologi, psykologisk ekspertise og almindelige detektivisk snusfornuft. Det er stærkt underholdende. Og man kan sagtens se den igen, for man kan sgu ikke huske, hvad plottet gik ud på. Samtidig er genudsendelsen af krimiseriernes svar på Gøg og Gokke – Daziel & Pascoe efter Reginald Hills forlæg – begyndt på samme kanal søndag eftermiddag. Alene samspillet – had/kærligheds-forholdet – mellem arbejderklasseroden Daziel og akademikerspiren Pascoe er det hele værd. Og så er Daziel min favorit blandt coppers med sin blanding af en bulldogs robusthed og en følsomhed som en mimose.
Huske plottet kan man til gengæld i den Miss Marple-serie, der kører på DR 1 mandag aften. Agatha Christie har aldrig for alvor været min cup of tea. Men hendes whodunnit-historier har været ganske underholdende, når de blev sat ordentligt i scene med gode skuespiller. Der findes faktisk en hel del seværdige filmatiseringer af hendes bøger. Og den nye serie instrueret af Ed Hall og med Geraldine McEwan som frk. Marple er intet mindre end en prægtig filmatisering. Udført med stor kærlighed til det engelske litterære klenodie, Agatha Christie, og med udsøgt ensemblespil og præcist ramt miljøskildring ned til mindste detalje.

Støvet i Cristie-historierne bliver i den grad rystet af i denne serie, hvor karaktererne er besat med en imponerende dækning. Endnu engang må man bøje sig i næsegrus beundring for englændernes skuespilkunst og type-casting. De spiller en vis legemsdel ud af bukserne på langt de fleste amerikanske serieskuespillere. Så er det sagt.

Geraldine McEwan er noget nær den bedste Miss Marple, jeg mindes at have set. En på samme tid lidt skrøbelig engelsk spinster, modelleret over Agatha Christies egen person, og en djævleblændt, skarp analytiker af kriminalgåderne, som ikke helmer før sagen er løst. Det er en ren fornøjelse at se, hvordan hun med påtaget naivitet får de involverede politifolks undersøgelse til at fremstå som den rene amatørisme. Ærgerligt er det blot, at jeg ikke har fået båndet de sidste episoder. Men heldigvis har jeg set, at seriens første kapitler allerede er udkommet på dvd. Julegaveønsket er på plads, og så kan jeg i aften sætte mig på plads og nyde “Hun døde ung”, når den ruller over skærmen kl. 22.00.

Højbjerg Bibliotek starter et udsalg af kunstbøger d. 23. september kl. 10. Så hvis man er interesseret i kunst er der mulighed for at gøre et kup. Der er hundredvis af titler. Prisen er 25 kr. pr. bind den første dag, derefter falder den til 10 kr. Da der plejer at være stor interesse for kunstbøgerne, skal man nok ud af hullerne, hvis man vil have suppleret sin egen samling.

Et af de emner, denne blog er optaget af, er – ud over musikken selvfølgelig – hjerneforskningen i alle dens afskygninger. Derfor har blogbestyreren med interesse læst om en ny bog med titlen This Is Your Brain on Music: The Science of a Human Obsession af Daniel Livitin. Bogens forfatter, der ud over at være ph.d i neurologi, også har været pladeproducer for en lang række kunstnere, fx Stevie Wonder, Grateful Dead og flere heavy-metal-bands, hamrer blandt andet en pæl igennem den gamle myte om, at musikalske mennesker skulle være særligt genetisk begavede eller have en usædvanlig hjerne, der adskiller sig fra os andre dødeliges hjerner. Se bogens hjemmeside her. Bogen har været omtalt mange steder, fx på Boingboing.net.

Én ting er at mangle noget i sine samlinger. Det er jo det, samleriet næres af: At der altid er huller, der skal fyldes ud. Noget andet er, at man ikke kan finde det, man (tror, ved, håber…), man har. Efter at have skrevet omtalen af Klaus Lynggaards nye artikelsamling fik jeg lyst til at kigge lidt i den omtalte inspirationskilde: “Der gror aldrig mos på en rullesten. Rock-præk” fra 1970 (Borgens Billigbogs Bibliotek nr. 13 ).

Og så havde jeg balladen! Hvor pokker var den bog? Hylde efter hylde blev gransket nøje (synes jeg i hvert fald). Efterhånden dukkede spørgsmålet op i mit hovede: Skulle jeg i et svagt øjeblik have forvist den til kælderen? Noget, jeg nødigt gør, fordi det gør det endnu mere besværligt at finde noget som helst. Jeg blev langsomt men sikkert mere modfalden og slukøret. Og det, vidste jeg godt på forhånd, ville ske. Ikke at kunne finde noget gør mig nedslået og i trist humør. Det slår aldrig fejl.

Da jeg for tredje gang omhyggeligt, men forgæves gik hyldemeter efter hyldemeter igennem, fordi jeg vidste, at jeg kunne have overset den et sted, fordi sådan en granskning af bogrygge altid får mig til at tænke på alt muligt andet, der lige i øjeblikket er irrelevant – fx hvornår mon Heidegger blev født. Hvorfor Ringo Starr altid virker så venlig? Hvorfor der ikke skrives flere bøger om erotiske tegneserier? Hvornår jeg dog får læst alle de bøger om H.C. Andersen, som er indkøbt osv.? – så satte jeg mig lettere opgivende foran computeren og satte John Cales Paris 1919 på cd-afspilleren (en smuk plade, der gør humøret godt…). Og hvad falder mit øje så på? På hylden lige over computeren? Ja, netop: Rullesten-bogen. På hovedet. Og det forklarer måske noget af den mislykkede jagt. En sten faldt fra mit hjerte – og ud af bogen faldt et par gamle udklip: En omtale af en koncert med netop John Cale og hans band i Klub Tatuba i København. Et gulnet avisudklip med et par fotos af selveste Gorm Valentin af en hvidklædt, sortmaskeret Cale med flyverbriller og pileformet el-guitar – og et lille udklip fra Brabrand Boligforenings medlemsblad med omtale af Cales koncert på Gellerupscenen dagen før (el. efter). Datoen er borte, men det var 1974 eller -75 – altså kort tid efter Paris 1919 – i den periode, hvor Cale havde kontrakt med Island Records og udsendte pladerne Fear, Slow Dazzle og Helen of Troy. Jeg husker selve koncerten på Gellerupscenen ganske tydeligt. Med sig havde han den fabelagtige guitarist Chris Spedding og bassisten Pat Donaldson. Det var en af de mest vellykkede rockkoncerter, jeg har været til. Lyden var perfekt (måske, fordi det foregik i en teaterbygning), bandet fungerede optimalt sammen og Cale var i hopla med sit teatralske sceneshow.

Mere om Rullesten-bogen i morgen.

I dagens Information anmeldes Klaus Lynggaards nye bog Et kullet klarsyn, der består af et skønsomt udvalg af Lynggaards skriverier i samme avis fra perioden 1992-2006. Anmelderen er vennen, den jævnaldrende filmanmelder på Weekendavisen, Bo Green Jensen. Green gør fra starten af opmærksom på, at han, der har drukket andet end kaffe og røget andet end tobak med Lynggaard – og mere end én gang – er helt og aldeles inhabil. Hvorefter han leverer et meget fint portræt af en af sin generations nok bedste rockmusikanmeldere (Jensen var en af de andre…). Det er et billede af den lidenskabelige skribent og musiksamler, der dropper en i øvrigt mere end lovende litterær forfatterkarriere til fordel for det at skrive om rockmusikken (i bredeste forstand). Men Green stryger ham ikke bare med håret, selv om artiklen oser af dyb respekt for Lynggaards evner som formidler af sin passions frembringelser og flere gange kanoniserer hans artikler. Som den kender af Lynggaard, Green er, går han også i clinch med hans undertiden noget kategoriske underkendelse af visse kunstnere, som fx Michael Falch og Poul Krebs, og anfægter også hans vurdering af visse pladers holdbarhed; det gælder fx Marc Bolans Electric Warrior og The Slider m.fl.

Reflekterende sin inhabilitet kommer Green også ind på spørgsmålet om generationssamtidigheden. Er det, fordi Lynggaard fylder 50 (som Green), at han synes, de “gamle navne” (Dylan osv.) er begyndt at skrive deres bedste sange? Og man mærker en latent frygt for, at det også er denne samtidighed, der præger vurderingen af Lynggaard. I hvert fald lidt. Men – som jeg ser det – så har alderen kun betydning på den måde, at ca. 25 års intens beskæftigelse med en musik, der lidenskabeligt har optaget en og fortsat gør det, giver et overblik og en dyb forståelse, som man nødvendigvis ikke kan have som nyudsprunget anmelder. Dertil kommer selvfølgelig, som Green også pointerer, at man har nogle fælles referencer, som indiskutabelt har med tiden at gøre. Fx at begge fik en Donovan-single som den første plade eller begejstredes for bogen Der gror aldrig mos på en rullesten fra 1970 (den første egentlige samling af dansk rockkritik).

The Guardian fortæller, at Harry Potters forfattermor, J.K. Rowling, næsten blev stoppet i New Yorks lufthavn af sikkerhedsfolkene, fordi hun formastede sig til at tage noterne til bind syv i serien om helten Harry Potter med i flyet i stedet for at putte dem ned i sin check-in bagage… På sin hjemmeside forklarer Rowling sine læsere, at hun ikke ville “skilles fra sine noter”, da de er den eneste, håndskrevne kopi af det nye værk, som eksisterer.

Blogbestyreren er sikker på, at alle Harry Potter-fans holder med forfatterinden i hendes kamp for Potters fremtid…

I min bogsamling står Casanovas Erindringer i to halvlæderbind med Hans Bendix’ illustrationer (Martins forlag, 1950), som jeg har arvet efter min far. I dette værk kan man læse om libertineren, der forførte mange kvinder og derfor lagde navn til begrebet en casanova, der er synonymt med en liderbuks, hjerteknuser, horebuk, jon, kvindebedårer, vellystning m.fl. Men nu gør en ny bog op med dette – på praleri byggende – renommé! I Judith Summers bog Casanova’s Women: The Great Seducer And The Women He Loved kan man nu læse, at det forholdt sige lige omvendt. Filmaktuelle Casanova var en mand, der søgte den ægte kærlighed, men blev kynisk udnyttet af kvinder, der blot ville have deres lyster tilfredsstillet! Læs mere her. Endnu en af historiens ofre er rehabiliteret.

There was a garden fork sticking out of the dog. Den slags bryder vi hundeejere os ikke om at læse. Men ellers tegner Mark Haddons bog om hundehændelsen godt. Vi har læst i den tidligt i morges, medens vi ventede på, at kaffen skulle blive klar, og sanserne endnu var helt jomfruelige. Og vi har – inspireret af Henriks rejects – lyttet til Guy Chadwick og The House of Love, der lader John Lennon m.fl. komme til orde i sangen The Beatles and The Stones (“The Beatles and the Stones/ Sucked the marrow out of bone/ Put the V in Vietnam”) . Sådan fik nostalgien også sit, inden dagen for alvor kom igang…

Dagens jyske bog fra forlaget Hovedland er “Liv og Lys. Rockpoesi – eksistens religion”. Om C.V. Jørgensen og Steffen Brandt. To præster – Anders Kjærsig og Jesper Hougaard Larsen – har kastet sig over Steffen Brandts og C. V. Jørgensens tekster. Det handler – indlysende nok – om at læse teksterne ud fra en kristen-religiøs vinkel. Bogen er velkommen. De to herrer fortjener at blive læst og fortolket.

Medens Crosby, Stills, Nash & Young turnerer de amerikanske landeveje tynde i deres alternative fuel-drevne turbusser udsender Næsehornsforlaget en boks med musik af David Crosby. Før eller siden ender alle åbenbart i en boks (hæ-hæ…).

Både før, under og efter C,S,N & Y’s storhedsperiode har de fire herrer udsendt soloplader – især Young, den ukuelige individualist. Ser vi et øjeblik bort fra Youngs imponerende række af plader, så det kendetegnende for de øvrige, at deres første soloprojekter har været af meget høj kvalitet. Såvel Hollies-veteranen Graham Nash’s Songs for Beginners, som Steven Stills første plade og David Crosbys debut If I could only remember my name indeholder sange af høj kvalitet, der stadigvæk holder. De efterfølgende plader har derimod været af svingende kvalitet. Groft taget.

Nu får man så mulighed for at se på udviklingen i Crosbys produktion med boksen “Voyage”, der følger mandens karriere fra hans tid i The Byrds (8 Miles High), over perioden med de tre øvrige med sange som Guinnevere, Almost Cut My Hair og Long Time Gone, til perioden fra 1977 til 2004, hvor hans liv har været præget af stofmisbrug, men også af samarbejdet med hans genfundne søn James Raymond i bandet CPR. Blandt ekstramaterialet på cd’erne finder man en jamsession med afdøde Jerry Garcia fra Grateful Dead og demoversioner af gamle sange som fx Deja Vu. Hvis man ikke er inkarneret fan af Crosby kan man også nøjes med at anskaffe sig eller måske låne genudgivelsen af If I could only remember my name, der kommer en udvidet osv. udgave (og også indeholder Garcia-jammet…) med videoer osv.

Endelig skal det nævnes at Crosby nogenlunde samtidig udsender sin selvbiografi med den sigende titel Since Then: How I Survived Everything and Lived to Tell about It…

Min gode ven Michael gjorde mig for længe siden opmærksom på den amerikanske forfatter Bill Bryson.

Bryson, der er født i 1951, slog sig ned i England i 1973, hvor ham på en rejse mødte sin kone. Her har han boet siden, bortset fra en periode i slutningen af 1990’erne, hvor han og familien var tilbage i staterne. Han ernærede sig som skribent for de to førende aviser The Times og The Independent, hvor han har skrevet en lang række artikler, især om det at rejse.

Skribentvirksomheden resulterede også i en lang række bøger, hvoraf mange er blevet bestsellers, fx debuten The Lost Continent, hvor han beskriver sin rejse rundt i USA i sin moders gamle Chevy. Hans seneste bog er en erindringsbog med titlen The Life and Times of The Thunderbolt Kid. Avisen Guardian bringer et fyldigt uddrag af bogen, som jeg har læst og moret mig en del over. Den handler nemlig om seksualmoralen i 1950’erne. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at tænke på de seneste dages opstandelse over chatekperten Rudy – som Peter Laugesen i dagens Information meget lidt flatterende kalder “Pikken fra Herning” (à  la “Ørnen…”) – der, bogstaveligt talt, blev grebet med bukserne nede om hælene i sine bestræbelser på at misbruge unge pigers stjernedrømme til egen seksuel lystgevinst. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er forkasteligt, at en mand misbruger en betroet stilling som chatkonsulent til den slags. Og han skal nok få sin fortjente straf for det.

Men den smålumre, skingre moralske forargelse og slet skjulte sensationsophidselse i visse dele af medierne er grinagtig, tankevækkende og vækker genklang af netop halvtressernes forkrampede seksualmoral. Man skulle tro, at vi ikke er kommet ret meget videre… I sin bog beretter Bryson fx om, hvordan skuespilleren og komikeren Lucille Ball i den dengang meget populære tv-serie I Love Lucy, der også blev vist i Danmark (Lucy Show), var gravid i en række afsnit i periode 1952-53, og det blev forbudt at nævne ordet “gravid” i udsendelserne. En ting var, at man kunne se det, men tale om det, måtte man ikke! Meget sigende.

Bryson fortæller også en herlig historie om Ruthie Lucille Fontanini, der bestyrede et etablissement i Des Moines med navnet Ruthie’s Lounge. I 1953 foranstaltede det lokale politi en razzia mod stedet for at pågribe Ruthie, der var blevet kendt for at udføre, hvad der blev beskrevet som en usædelig handling. Handlingen bestod i, at hun placerede to ølglas på sine sweatersklædte bryster, fyldte dem – altså glassene – med øl og bar dem hen til et bord – uden at spilde en eneste dråbe. Bryson ironiserer over, at handlingen åbenbart var så provokerende, at det var nødvendigt for to vicepolitiofficerer og politichefen at opsøge stedet for opleve nummeret. I øvrigt havde de fleste mænd i byen set stuntet.

Heldigvis afviste den lokale dommer sagen og Ruthie endte som hjemmegående husmor, gift på 30. år. Morsom er også forfatterens beretning om, hvordan hans 11-årige storesøster indvier ham i seksuallivets mysterier, så han er om muligt endnu mere mystificeret efter forelæsningen. Hans beretning om dengang, han overraskede sin moder og fader midt i den seksuelle “brydekamp” (hvor moderen fremstod som vinderen!) er også latterfremkaldende. For slet ikke at nævne fortællingen om, hvordan det omsider lykkedes kammeraterne at få den underskønne Mary O’Leary til at smide tøjet oppe i hulen i træet, medens forfatteren som hvalp var bortrejst for at besøge de tv-løse bedsteforældre. Ønsker man at vide mere om denne forfatter til bøger om rejser, videnskab og det engelske sprog kan man opsøge Wikipedia.

En gammel talemåde siger, at når Fanden bliver gammel, så begynder han at gå i kirke. Talemåden falder mig ind under læsningen af et interview med den engelske forfatterinde Fay Weldon i The Guardian. Weldon er kendt som en ferm beskriver af kvindeliv igennem de sidste tre-fire årtier. På sin egen vittige og skarpe facon har hun slået et slag for kvinders frigørelse med bøger som The Fat Woman’s Joke (1971), Puffball (1980), The Lives and Loves of a She-Devil (1983), Big Women (1991) og selvbiografien Auto da Fay (2001). Bare for at nævne et par stykker. Mange af bøgerne er – med held – blevet filmatiseret til biograflærredet og ikke mindst tv-skærmen.

Jeg har altid synes, at Weldon var interessant at læse og lytte til, fordi hun ikke blot var blåøjet kvindesagsforkæmper. Det har altid været med en god portion ironi og skepsis i relation til kvinders handle- og tænkemåde; en djævlesplint i øjet, en ironi, der altid lod en tilbage med en fornemmelse af, at Weldon kunne overraske en igen. Som mange andre gode forfattere og kunstnere i almindelighed – lad os bare nævne bloggens darling, Bob Dylan – har hun aldrig været for fastholdere.

Nu kan man så læse, at Fay i en høj alder (hun er over 70) har forladt ateismen til fordel for kristendommen. Hun er oven i købet blevet døbt. Intervieweren, Robert Harris, lægger ikke skjul på, at han inderligt håber, det er en spøg, og at hun er en upålidelig fortæller. At Weldon endnu engang vil drille sine læsere, trække dem rundt i manegen ved næsen. Men nej, Weldon forklarer sin modstand mod at tro på Gud og et evigt liv som en intellektuel vildfarelse. En vigtig bevæggrund for hendes omvendelse er, at hun for et år siden var lige ved at dø på grund af en allergisk reaktion. Da oplevede hun, at døren – en gammel flot trædør med dobbeltglasruder – til Himlen (eller måske Helvede) åbnede sig, og medens lægerne trak den ene vej, trak en kerub den anden vej. Det var ikke nogen rar oplevelse, men den forvissede forfatterinden om, at der er en sjæl i mennesket, og at der er noget hinsides døden.
I sin nye bog What Makes Women Happy forklarer hun, at det nok ville være meget nemmere, hvis sjælen ikke eksisterede, og man ikke behøvede at bekymre sig om det hinsides. Men så nemt slipper vi ikke.
Omvendelsen har præg af anger og fortrydelse. For, som Fay Weldon siger, så har hun medansvar for den kultur, vi lever i. Det er til dels min skyld, at balancen mellem kønnene er ændret, pointerer hun. Måske en smule ironisk, håber Harris. Han er stadig i tvivl.
Det ville nok være for meget af det gode, hvis Weldon simpelthen var faldet til patten. Hvis hun var blevet en af de skingre, “frelste” nykristne, der blot vil moralisere over os andre arme syndere (jeg skal nok undlade at give nogle danske eksempler…). Men hun mener, at både mænd og kvinder vil have godt at føle mere skyld. Det vil gøre deres sjæl godt. Hvis en kvinde har et sidespring, så skal hun ikke være så dum at forlade sin mand til fordel for elskeren. Men vende tilbage til ægteskabet, holde kæft og – føle skyld. Næsten Business as usual, kan man sige, men et kristent, moralsk twist. Weldon har tydeligvis selv behov for at føle skyld over sit umoralske levned, som hun har beskrevet detaljret i sin selvbiografi om de unge år. Her fortæller hun åbenhjertigt om, hvordan hun lod sine indre dæmoner styre sit liv med uheldige konsekvenser. Sjovt nok er det ikke en åndelig leder, der får hende til at indse det håbløse i at forfølge sine egoistiske impulser, men derimod en “hård og streng freudiansk hjernevrider”! Og præsterne kan hun ikke rigtig bruge til noget. De er blevet en slags terapeuter og følelsespsykologer, der ikke forstår deres moralske fordring.

Men Weldon er stadigvæk god for en provokation. I den nye bog, som hun blandt andet har skrevet, fordi hun er blevet ansat på et universitet som underviser i creative writing, kommer hun med overraskende tanker om den kvindelige lykke. Svarene på, hvad der gør kvinder lykkelige – bogens titel – er: Sex, chokolade, shopping og venner, mad og familien. Og sidst men ikke mindst: Vær god! Hvis du er god bliver du lykkelig, vær lykkelig og du vil blive god!

Skal man nu være chokeret over Fays omvendelse? Næ, egentlig ikke. Hun er stadigvæk ironisk og dybt skeptisk over for det, hun ser og oplever. Fx mener hun, at kvindefrigørelsen ikke har gjort kvinder lykkeligere. Tværtimod. Kvinderne har vundet kvindekampen. Ingen tvivl om det. Men de har ikke vundet lykken. Kvinderne har fået magt, men ved ikke, hvordan de skal bruge den til deres eget bedste. Som eksempel – og man vil forstå, at det ikke er, hvilket som helst eksempel, når man kender lidt til Weldons forfatterskab – orgasmerne. De er ikke en kilde til lykke, siger Fay. I gamle dage bekymrede mænd sig ikke om kvinders orgasme. Og mange kvinder anede ikke, at de fandtes. Nu er orgasmen en målestok for vellykket sex – og for mænds duelighed i sengen. Men, du kan sagtens nyde sex uden orgasme, understreger Fay. Med kravet om orgasme risikerer både kvinder og mænd at blive frustrerede.

Hvad mon feministerne vil tænke?, spørger den rystede interviewer. “Det er jeg for gammel til at bekymre mig om”, lyder svaret.

PS. Overskriften, som jeg har tyvstjålet fra Guardian, er selvfølgelig en parafrase af Victorianismens holdning til sex. Tænk på Gud og Imperiet, de par minutter den kødelige akt tager.

Jeg kom lige forbi St.Knuds Torv (Ryesgade), hvor der er et STORT hollandsk marked med bøger i lange baner, tegneserier i stabler, videobånd i hundredtal, musik på grammofonplade og cd. I dag er enhedsprisen 35 kr., og den falder de følgende dage, som det sig hør og bør. Jeg købte ikke noget – havde for travlt, kunne ikke beslutte mig osv. Men der var ellers mange lækkerbiskener, fx adskillige omnibus-bøger fra Carit Andersen forlag, men ikke lige dem, jeg var ude efter.

Opdatering: Jeg ved godt, at det er “ondt” over for bibliofile bloggere som Lars og Carsten, men på den anden side ville de jo ærgre sig, hvis det var kommet igennem Festugen uden at være informeret om denne overflod af medier, der bare bliver billigere og billigere…

I den fortsatte serie “Hvad blev der af…?” (sidst Twiggy) er vi kommet til sangeren, sangskriveren og musikeren Janis Ian. Ian var et stort navn i tresserne og halvfjerserne. Hun slog igennem allerede i 1965-67 i en alder af 15 år med sangen “Society’s Child” om den dengang kontroversielle kærlighed mellem en sort og en hvid i USA. Det fortælles, at det store pladeselskab Atlantic Records, der skulle have udgivet pladen, fik kolde fødder og trak sig. Siden hen er sangen indlemmet i Grammy Hall of Fame som en tidsløs sang af stor betydning for musikhistorien.

Samtidig med singlehittet udsendtes hendes første LP, der blot hed “Janis Ian”, og den blev også en sællert. I 1975 udsendte hun, hvad man kunne kalde hendes kendingsmelodi: “At seventeen”. En iørefaldende sang, der som titlen antyder, handler om den svære teenagetid, set fra den voksnes synspunkt. Sammen med det album, sangen var en del af, “Between the Lines” indtog den hitlisterne.

Ians succes fortsatte frem til 1980’erne, hvor hun stod uden pladekontrakt efter dårlige salgstal for pladerne Miracle Row (1977), Night Rains (1979), and Restless Eyes (1981). Gode plader, men uden deciderede hitpotentialer. Derefter var hun ude af mediernes søgelys en hel del år, uden at hun af den grund var holdt op med at spille musik og komponere. Og i 1993 vendte hun tilbage med LP’en “Breaking Silence”, hvis titel hentyder til, at hun var sprunget ud af skabet som lesbisk. Rygtet om hendes seksuelle orientering havde cirkuleret i henved tyve år.

At Janis Ian ikke er gået i stå, kan man forvisse sig selv om ved at besøge hendes interessante hjemmeside. Blandt andet har hun været en hård kritiker af musikindustrien og en varm fortaler for fildeling og downloading af gratis musik (free Music i samme betydning som free Beer, som hun påpeger). På hendes hjemmeside kan man af samme grund downloade en række af hendes fine sange, lige som man kan downloade alle hendes sangtekster i pdf-format og gratis ring-tones, og man kan læse “The Internet Debacle” om kulturpolitiken på dette område. Man kan selvfølgelig også købe hendes plader på siden.

Ian har også kastet sig over forfattervirksomheden som science fiction-forfatter, og har en række titler bag sig.  Man kan også læse noget om the Pearl Foundation, en fond, som er oprettet i Janis’ mors navn til fordel for studerende, der, efter at være droppet ud af en eller anden grund, kan få mulighed for at vende tilbage til uddannelsessystemet. Fordi mennesker skal have lov til at slå nogle kolbøtter i deres liv… Dybt sympatisk.

Janis Ian er i øvrigt en af de kunstnere, der har gjort sig godt i Japan.

Forbrugeroplysning: Stort set alle Janis Ians plader kan man låne via folkebibliotekerne ( og bibliotek.dk).

Dagens fødselar er den belgisk-argentiske forfatter Julio Cortazar (->), der forlod denne verden i 1984. Det viser sig, at han bl.a. har leveret forlægget til Antonionis filmklassiker Blow Up, der nemlig bygger på forfatterens historie Las Babas del Diablo,  (oversat til engelsk, men vist ikke til dansk). Det kunne jeg ikke huske. Antonionis film tilhører den kategori af film, der ud over at have en bestemt historie at fortælle, også handler om filmkunsten som sådan. Om voyeur-temaet, om forholdet mellem virkelighed og fiktion (ser jeg nu det, jeg ser…) osv. Peeping Tom er anden, Rear Window (Hitchcocks) en tredje. Jeg husker den også som en film, der er meget præget af tressernes smag for eksperimenterende udtryksformer. Fødselsdagen har givet mig lyst til et snarligt gensyn. Læs nærmere om filmen her: http://www.dbhome.dk/martin/film/antonioni/anto3.htm