CAPAC

Jacob Eriksen Og Koldstart – 1000 Violiner from uefilm on Vimeo.

Opdatering 6/2: Læs også medblogger Torben Billes sympatiske anmeldelse.

Det er ikke hver dag, man støder på et album med tekster af Viggo Stuckenberg, Sophus Claussen, H. C. Andersen, Jeppe Aakjær og tilsvarende lyriske sværvægtere. Men det sker på sangerinden Helene Blums nye album “Men med åbne øjne”.

Der er også tekster af yngre tekstmagere som Pia Tafdrup, Jan Toftlund, Michael Simpson og Blum selv. Og for at blive ved teksterne, for de er vigtige på denne plade, så er alvoren et gennemgående træk ved pladen. Den alvor, der vokser ud af det levede liv. Det understreges allerede af den indledende sang “Du som har levet” med Stuckenbergs tekst. “Aldrig skabtes en lykke helt/ og aldrig en skyggeløs morgen,/ livet er smukt og ligedelt/ imellem glæden og sorgen”. Jo, sorrig og glæde de vandrer tilhobe, for nu at citere en anden dansk digter. Livets dobbeltbundethed af alvor og alvorens modsætning glæden er en rød tematisk tråd på Helene Blums plade som sætter sig igennem helt ud i albumtitlens lille forbehold Men med åbne øjne…

Musikken er folkemusik eller folk, som man engang kaldte det. Det understreges ikke mindst af den folkeviseagtige traditionelle sang “Gådevisen”. Helenes smukke stemme, der er klar som isvand og forførende feminin, danser på et grundlag af forfinet, primært akustisk musiceren, der er udført af Helene Blums faste band, der bl.a. omfatter ægtemanden Harald Haugaard (violin og komposition). De 11 sange på pladen er popmelodiøse, og netop den folk-pop-iørefaldende musik er med til at binde de forskelligartede tekster sammen til en harmonisk helhed.

Men med åbne øjne er efter sigende Helen Blums fjerde album. Jeg har desværre ikke lyttet til de foregående, men det vil jeg gøre efterfølgende. For det er en dejlig, seriøs og livsbekræftende plade, Helene og Co. har begået, som fortjener at få mange lyttere. Hermed anbefalet.

Helene Blum. Men med åbne øjne. Produceret af Helene Blum og Harald Haugaard. Pile House Records. Udkommer i dag.

Københavnerbandet Atomfax – Andreas Hjertholm (Sang, Guitar), Martin Prüsse (Trommer), Anders Verner (Guitar, Synth) og Jeppe Bodenhoff (Bas) – blev dannet i 2011 og udsendte deres debut-EP i november måned 2012. Mekonium hedder den, og den er et spændende bud på, hvordan avantgarderock kan lyde her i 2013.

I pressematerialet sammenlignes Atomfax med Pere Ubu, Talking Heads, Roxy Music og svenske Bob Hund. Og sammenligningerne giver god mening i den forstand, at også Atomfax bevæger sig i grænseområdet mellem lettilgængelig rock og pop – og bevidst eksperimenteren. Men sammenligningen er også – hvor flatterende den end måtte være – begrænsende, fordi den for let spærrer for Atomfaxs egenart.

På det tekstlige felt bevæger Atomfax sig inden for et univers, der dyrker det nihilistiske, absurde og ligefrem digtergale. Som fx på pladens vel nok mest tilgængelige sang “Fødselsdagssang”, hvor det hedder:

Ingenting stopper mig nu

Ingenting

Strålen sender mig langsomt ned

Her på denne planet

Alting virker så frydefuldt

Frydefuldt, frydefuldt

Sæbebobler i lyskeglen

Fra en kvindes skød

Aftryk ses i mekonium

Fødselsdag, Fødselsdag

Ingenting stopper mig nu

Ingenting

Sangens absurditet understreges af Andreas Hjertholms let manierede sangforedrag, der kan minde om tressernes syrede hippiesangere og Pere Ubus David Thomas.

De nonsenspoetiske tekster forbindes med en musikform, der nok er poprock, men – i mine ører – minder ikke så lidt om halvfjerdsernes eksperimenterende rock med sin kærlighed for let improviserende forløb på instrumenterne. Der er noget Canterbury-kloge-åge (positivt ment!) over de fem sanges fascinerende musiceren.

Atomfax vil gå deres egne veje. Og det lykkes også ganske godt på denne lille plade, der giver appetit på et rigtigt album – og på at opleve dem på en lille klubscene eller i et lille festivaltelt.

Atomfax – Mekonium – produceret af: bandet og Nikolaj Nørlund – Ramona Records 2012

EP’en kan hentes ned – kvit og frit – fran bandets hjemmeside!

Skæbnen – i form af Fruen – ville, at jeg skulle tilbringe noget af dagen i dag i biografen. Og på mit forslag så vi Christopher McQuarries spændingsfilm Jack Reacher med Tom Cruise i hovedrollen. Filmen, hvis premiere blev forsinket på grund af det seneste skoleskyderi i USA, fik en flot anmeldelse i Politiken. Flot nok til, at jeg havde appetit på at se filmen, selv om Tom Cruise ikke er min kop te. Men efter at have set filmen vil jeg gerne indrømme, at Cruise faktisk spiller bedre end mine fordomme ville have det…

Filmen er en filmatisering af forfatteren Lee Childs (aka Jack Grants) serie om Jack Reacher. Om måske har Politikens anmelder ret, når han antyder, at der kan blive tale om en serie af film. I så fald skal den være velkommen…

Filmen starter med en scene, hvor en mand kører op i en parkeringsbygning i en hvid varevogn. Han putter en mønt i parkometeret og sætter sig derefter ned og skyder fem (tilsyneladende) tilfældige mennesker på den anden side af den flod, der løber forbi parkeringsområdet. Kort tid efter, at manden har forladt bygningen ankommer politiet, der finder spor nok til at anholde gerningsmanden – en vis James Barr – i hans hjem. Beviserne peger entydigt på Barr, der opfordres til at underskrive en betingelsesløs tilståelse. Men i stedet anmoder Barr politiet – i skikkelse af politidetektiven Emerson og den offentlige anklager Alex Rodin – om at få fat i en vis Jack Reacher. Fra det øjeblik ændrer filmen sig fra en ganske banal krimi om (endnu) en nedskydningssag til en moderne spændingsfilm med et plot, der har mange lag.

Medens politidetektiven og den offentlige anklager forsøger at finde ud af, hvem denne Jack Reacher er, dukker han uanmeldt op. Reacher er forhenværende medlem af militærpolitiet og kender James Barr og hans forhistorie. Til denne forhistorie hører, at Barr engang før har begået massemord – i militæret – og slap godt fra det. Derfor har Reacher svoret, at hvis Barr igen begik drab, ville han sørge for, at Barr fik sin retfærdige straf.

Politiet vil ikke lade Reacher se beviserne mod Barr, men han får lov til at møde Barr, der ligger i koma efter at være blevet overfaldet af nogle medfanger under en transport. Medens han er der møder han Barrs forsvarsadvokat Helen Rodin, der viser sig også at være datter af den offentlige anklager. Og hun overtaler Reacher til at blive sin efterforsker i sagen. Til gengæld lover hun ham, at han får indblik i alle beviserne. Makkerskabet mellem de to indbygger en spænding i historien, fordi Reacher kun ønsker Barrs død, medens Helen Rodin vil forsvare ham og i sidste ende have ham frifundet, hvis det er muligt.

Som led i sin efterforskning i sagen beder Reacher forsvarsadvokaten om at interviewe de dræbtes familier og selv undersøger han igen gerningsstedet, hvor han opdager nogle ting, der ikke stemmer. Fx at Barr, der var professionel snigskytte, havde valgt et på alle måder uhensigtsmæssigt sted at skyde fra. Efter at være blevet overfaldet på et værtshus kommer Reacher også på sporet af, at nogen er interesseret i at forhindre ham i at gennemføre opklaringarbejdet. Herefter optrævles en kompliceret historie om nogle lyssky bagmænd, der spekulerer i misbrug af offentlige anlægsarbejder, korruption af politiet osv. Lag for lag skrælles plottet løg, inden man når frem til det endelige opgør.

Instruktøren fortæller historien lige ud ad landevejen, og fra det øjeblik, det går op for en, at der er mere i plottet end blot en enkelt dræbers vanvid, sidder man fastnaglet i lænestolen og følger den nådesløse optrævling af den intrikate historie.

Tom Cruise er godt castet til rollen som den omflakkende fhv. militærpolitidetektiv, der er drevet af sin egen sans for retfærdighed mere end lovens. Og så er birollerne besat med mange fine deltagere. Blandt andet instruktøren Werner Herzog i rollen som den dybt usympatiske bagmand bag byggespekulationen.

Filmen har masser af virtuost fotograferet og iscenesat action, men action- og slåskampscenerne bliver afviklet uden af forfalde til det næsten obligatoriske ødelæggelsesorgie. I stedet ligger spændingen i forventnigerne og det psykologiske.

Jack Reacher er en ny heltetype, der føjer sig til fx Jason Bourne-figuren. Med Reacher bevæger vi os væk fra den James Bondske ego- og machotype og over i noget, der nærmest er det modsatte. Reacher er nærmest en anti-helt. En taber, en outsider, der nok står i en højere sags tjeneste – nemlig sandhedens og retfærdighedens – men ellers går sine egne veje. På den måde kan vi sige, at Reacher repræsenterer nogle sider af vor tid individualisme.

Det skal blive spændende at følge figuren, hvis ellers der kommer flere film. Den første film er mere end lovende og et anbefalelsesværdigt appendix til den modernisering af actionsgenren, vi har set gennem det seneste årti. God tur i bio!

Nå, vi skal ikke langt ind i det nye år, før der er ny musik at omtale.

I det forgangne år 2012 har de dansksprogede tekster også markeret sig stærkt. Her i bloggen i form af bl.a. Mellemblond, Ulige Numre, Johnny Runner og Tobias Trier. Og nu slutter foretagendet Ræv Bjørn Hund sig til med debut-EP’en “Det er din natur”. Trioen Klaus Mandal Hansen (el-guitar og sang), Hans Holten Hansen (bas, keyboards og sang) og Casper Wackerhausen-Sejersen (trommer) har allieret sig med forfatterinden Helle Thornvig Christensen og har lavet fem sange (hvoraf de to har tekst af Helle T. Christensen), der vil mere end blot levere ord til popvellyd. I titelsangen “(Det er din)natur” anskues forholdet mellem et jeg og et du som et artshistorisk naturligt sceneri. “Jeg drømte, jeg sov på Christiansborg” er – som titlen måske antyder – en fantasi, hvor drøm om (politisk) virkelighed væves sammen som i en drøm mellem vågen tilstand og søvn. Hvis ellers jeg har dechiffreret teksten rigtigt (hvilket får mig til at beklage at teksterne ikke er tilgængelige på tryk…). “I vægtløs tilstand” er også en slags fantasi ud fra tanken: Hvis vi nu var vægtløse, så…

Uden at være prætentiøse er det sangtekster, der ikke stiller sig tilfreds med, at lytteren bare synger med. Her er det påkrævet at man lytter nøje efter – og tænker over tingene. Hvor megen pop- og rocklyrik kan man sige det om?

Musikken er guitarbåret rock, der oser af storby. EP’en “Det er din natur” er udkommet digitalt, men inden længe kan de også fås som rigtig vinylplade – og den følges om af endnu en EP inden for en overskuelig fremtid. Hermed anbefalet.

EP’en er udkommet på forlaget Melodika.

Rod Stewart har gennemheglet den store amerikanske sangbog på flere plader. Og i det forgangne år udsendte Sir Paul McCartney en plade med musik fra sin fars tid, “Kissing at the Bottom”. Er denne orientering blandt rockens seniorer mod forfædrenes musik en tilfældighed, en trend eller bare udtryk for, at man med alderen bliver rummeligere (også musikalsk) og erkender og accepterer den påvirkning, man er blevet udsat for fra barnsben af? Kunne man forestille sig Mick Jagger springe ud som crooner? Eller Pete Townshend udsende en plade med covers af Django Reinhardt? Hvorfor ikke?!

I morgen udkommer The Bryan Ferry Orchestra med albummet The Jazz Age, hvor hvor Bryan Ferry i anledning af 40-året for sin karrieres begyndelse har indspillet en række af sine egne sange i nye arrangementer, der er dybt inspireret af den jazzmusik, der blev spillet i mellemkrigtiden. Det mest bemærkelsesværdige ved pladen er vel, at den er helt igennem instrumental. Det er jo i allerhøjeste grad som sanger, vi kender Bryan Ferry. Derimod er det måske mindre overraskende, at Ferry søger tilbage i tiden. Han har gjort det før, fx på As Times Goes By, hvor fokus var på 1930’ernes musik.

Alligevel synes jeg, det er modigt gjort af Ferry at satse et helt album på en musikstil, der havde kronede dage i 1920’erne. Men satsningen lykkes til fulde, og jeg kan kun håbe, at også hans Roxy Music-fans vil give pladen en chance. For det er jazz af høj kvalitet, og det klæder hans sange – lige fra “Do the Strand” over “Slave to Love” til “Virgina Plain” – at blive fremført med swingende tromboner, trumpeter, klarinetter osv. Det er lige før man tænker, at Ferry kunne have gjort sig som jazz-musiker – dengang.

Medens man lytter til pladen, er man slet ikke i tvivl om, at der er tale om et con amore-projekt for Ferry. Det er gennemført smagfuldt gjort. Orkesteret, der består af Colin Good (Piano), Robert Fowler (klarinet), Malcolm Earle–Smith (trombone), John Sutton (trommer), Martin Wheatley (guitar, steel guitar, banjo, ukulele), Alan Barnes (saxofone and klarinet), Enrico Tomasso (trumpet) og Richard White (saxofone) – fremfører sangene med stor musikalitet og fornemmelse for den tids stilart. Musikken lyder som den jazz, man kunne høre på de gamle 78’ere. Ikke som et moderne plagiat, men – faktisk – som den rene vare. Hermed varmt anbefalet – også til rock- og popelskere derude…

The Jazz Age

1. Do The Strand

2. Love Is The Drug

3. Don’t Stop The Dance

4. Just Like You

5. Avalon

6. The Bogus Man

7. Slave To Love

8. This Is Tomorrow

9. The Only Face

10. I Thought

11. Reason Or Rhyme

12. Virginia Plain

13. This Island Earth

The Bryan Ferry Orchestra – The Jazz Age – BMG – 2012. Udkommer 12. december

Så vidt jeg husker, så er det vist ikke blevet til så mange skriverier om country i det snart forløbne år 2012. Men jeg kan da lige nå at slå et lille slag for trioen Pistol Annies, som jeg er stødt på for et stykke tid siden.

Amerikanerne kan det der med at kombinere countrymusik og kønne, fotogene, talentfulde damer. Og det sælger, så vidt jeg ved.

Pistol-Annierne – Miranda “Lonestar Annie” Lambert, Ashley “Hippie Annie” Monroe og Angaleena “Holler Annie” Presley – debuterede i 2011 i et tv-country-show, Girls’ Night Out: Superstar Women of Country, og fulgte denne optræden op med debutalbummet Hell on Heels senere samme år. Pladen toppede den amr. countryalbumliste og blev nr. 5 på den generelle albumliste.

Medvirkende til at skabe successen har det givetvis også været, at Miranda Lambert i forvejen er et kendt countrynavn, der siden debuten i 2001 har udsendt en god håndfuld album.

Pistol Annies spiller en mainstreamcountry, som falder godt i amerikanernes smag. Iørefaldende sange om hverdagslivet, dagen og vejen (fx hittet “Takin Pills“) – måske det, de kalder helvede på (høje) hæle?! – arrangeret som let rockende og i hvert fald sejt swingende country. Det er ikke musik, der vil flytter musikalske hegnspæle, provokerer eller støder nogen på manchetterne. Men de unge damer synger dejligt og bekræfter, at jorden stadigvæk drejer om sin akse. Krise eller ej.

Om kort tid udsender Ashley Monroe en soloplade med titlen “Like a rose”.

“Boys from the South” – “Hell over heels” –

Keith Canisius er ikke et ubeskrevet blad i dansk popsammenhæng. Han udgjorde en vigtig del af duoen Rumskib og har også et soloalbum på samvittigheden, nemlig “This Time It’s Our High” fra 2010.

Det nye album er – som title angiver – inspireret af hajen, denne truede dyreart, som vi mennesker har ikke så lidt tilfælles med. Og det er svært ikke også at opfatte temaet metaforisk. Som et billede på menneskeheden – også en truet rovdyrart…

Men først og fremmest består Beautiful Sharks af 13 flotte poprockstykker. Bag sig har Keith Canisius The Holy Dreamers, der består af trommeslager Anders Haaning, guitarist Christian Mathiesen, guitarist m.m. Christian Blæhr og syntheziser- og slagstøjsspiller og sanger Gerda Odgaard. Og sammen spiller de en luftig, stemningsfuld poprock, der domineret af sprøde trommer, fint vokalarbejde og insisterende, flotte guitarer. Der er noget indadvendt, shoegazing over projektet, men især i kraft af Keith Canisius’ og Gerda Odgaards vokaler åbner det musikalske univers sig generøst mod lytteren med sine drømmeagtige popkvaliteter.

Home by five – the Great White Shark – Interesting Corners –

Keith Canisius. Beautiful Sharks. Producer: Keith Canisius. Saint Marie Records. Er lige udkommet.

Bag musikprojektnavnet 209 gemmer sig kunstnren Christian Hansen, der har en fortid som forsanger i det lovende rockband Dial Zero. Dial Zero nåede ikke at indfri alle de løfter, de gav, men Christian Hansen er vendt tilbage til musikken med albummet”Fused and Confused” efter i en periode at have fordybet sig i billedkunsten – i form af video- og installationskunst (mere her).

Det er en finurligt album, 209 har udsendt. Et album, der befinder sig et sted mellem behagesyg, dansant pop og avant-garde, der vil have lytteren til at løfte øjenbrynene og tænke sit. Efter sigende er sangene blevet til på et billigt Casio keyboard. Og det forklarer måske den popenkelhed, der er over sangene. Men med hjælp fra Anna Rosenkilde og Frederik Schumann (hhv. keyboards og trommer) har de melankolske sange (ja, kærligheden…den uopslidelige.. er med igen) fået et løft, der forsyner sangene med en ambience af nærvær og magi. Der er en avantgardistisk stemning over disse sange, som leder tankerne hen på fx Brian Enos lydlandskaber, uden sammenligning i øvrigt.

Fused & Confused er et velkomment udspil i en tid, hvor det tematiske album måske er en døende race, og hvor den kommercielle mainstreampopsang måske dominerer mere end nogensinde før. Hermed anbefalet.

Smagsprøve: Echoes

209. Fused & Confused. Produceret af: Frederik Schuman og 209. Musiksmag. 2012. Udkom d. 25. november.

“Little girl make me lie next to you tonight

Lick on my neck, bite my lip

and sink your nails into my back

I’ll let you into my Never-Never Land again

Never-Never Land

Never-Never Land

Never-Never Land

Never-Never Land”

Citatet ovenfor fra titelsangen “Never-Never Land” forklarer ganske enkelt, hvilket Never-Never Land, titlen henviser til. Det er ikke Peter Pans drømmeland, men kærlighedens eller erotikens. Og netop forholdet mellem kønnene er et gennemgående tema i sangskriver Timo Jeppe Møllenbergs sange, fx “My Girl“, “Craving for her touch”, “What you make me do” og “By your side”. Så man kan vel påstå, at kvartetten The Righteous på deres nye, andet album tematisk bevæger sig inden for rockens og poppens kendte emnekredse.

Og musikken kan heller ikke løbe fra, at den står i gæld til traditionen. Nærmere bestemt den rå, upolerede rock af den slags, der stadigvæk har en dragende effekt på unge mænd (og kvinder) mellem 14 og 30. De skrøbelige melodier bæres frem af Kasper Dreyers heftige keyboards, der er tunge af associationer til tressernes dyrkelse af netop orglet, Andreas Wiggers og Bartal Læarsson solide rytmegenerator af bas og trommer og Timo Jeppe Møllenbergs guitar og maskulint hæse stemme. The Righteous spiller en afart af garagerock med højt testoteronniveau og et lige så højt oktantal. Velegnet til de mange scener rundt om i landet, som bandet spiller på – og hvor der er brug for noget at danse til osv..

The Righteous. Never-Never Land.  Produceret af: Jens Benz & The Righteous. 2012. Er udkommet.

Endnu en af de små udgivelser skal omtales her i bloggen.

På mandag udkommer Mads Mouritz & Hælernes EP “Den sidste dag og den første” som digital download. Jeg har allerede omtalt Mads og Hælernes single- og videoudspil “Put dig med mig” som eksempel på moderne troubadourkunst. Singlen er også med på EP’en, der forstørrer billedet af en ung, dansk sangskriver, der med de fem sange på udgivelsen skriver sig ind i traditionen fra de bedste dansksprogede beatudgivelser fra tresserne – ikke mindst Thøger Olesen og frem – til C. V. Jørgensen, Peter Olesen (der også har en finger med på EP’ens sange), Peter Sommer m.fl. Som hos fx Olesen og Jørgensen kan man hos Mouritz opleve, hvad jeg vil kalde en vemodig realisme. Den viser sig fx i den indledende sang “Blues & Salmer” om fyren, der ikke kan få hoved og krop til at spille sammen. “Til hverdag synger jeg blues. I weekenden bliver det mest til salmer, salmer…”. En person, der er i familie med Olesens “grimmeste mand i byen” og Jørgensens anti-helteskikkelser. En lignende tematik støder man på i sangen “Idiot eller borger”, der også er et lille portræt af en taberfigur fra hverdagen.

Hælerne består af musikere fra Mellemblond (Kristoffer Munck Mortensen på guitar), I got you on Tape (Rune Kielsgaard, trommer) og The Gun (Anders Wallin,bas). Og sammen spiller de en form for rock, der lige som teksterne, står på skuldrene af forgængerne og forfædrene. Selv synes jeg at høre fx The Band og Tom Waits. Men lyt selv og lad associationsmotoren køre.

Den nye EP er en herlig aperitif til det album, som Mads og vennerne gerne må indspille på et tidspunkt, inden for en overskuelig fremtid. En smagsprøve, der understreger, at der sker noget inden for den dansksprogede rock i disse år. Og det kan kun glæde en gammel dansklærer… Hermed anbefalet.

Mads Mouritz & Hælerne. Den sidste dag & den første. Produceret af: Roger Moutenot. 2012. Den digitale udgave udkommer på mandag.

I dg udkommer Grammofunchs andet album Largo at last. Bag bandnavnet Grammofunch gemmer sig sangskriverne Jeppe Gram og Rune Funch. På debupladen bevægede Grammofunch sig i jazzens grænseland. På den nye plade er stilen, som titlen Largo at last antyder en form for alvorstung postrock, altså en rockform, der lever højt på stemninger og lydtekstturer. Inspirationskilderne skal uden tvivl findes i Bristol-trip hoppen md navne som Massive Attack, Portishead og Tricky. Altså en musikform, der lever højt på gode melodier, gode vokaler (her repræsenteret ved sangerinden Qarin Wikström), electronica og tunge beats.

I den klassiske musik betegner largo et bredt musikstykke af alvorsfuld karakter. Det samme kan man sige om Largo at last. Det er en plade, der på tekstniveau dykker ned i livets alvor. De begivnehder, der er alvorlige og givende. Livets given og tagen så at sige. Og teksterne er itonesat, så alvorens mangefacieterede stemninger kommer til at dominere. Storslåede, soniske stemningsbilleder, der kommenterer livets tildragelser. som fx i sangen “Welcome”, der byder velkommen til livets karuselture. Måske et velkommen til et nyt lille menneske på livets scene, men også et alment velkommen til at gribe livets udfordringer og gaver.

Ud over komponisterne funch og Gram – og sangerinden Qarin – medvirker Simon Toldam (tangenter), Jeppe Skovbakke (bas) og Thomas Høffding (sang på “Welcome”). Og sammen har de skabt et album, der er som et filmisk rum. Fuld af melankolske og alvorsfulde stemningsmalerier. Et album, der inviterer til aktiv lytten og til aktiv deltagelse i det liv, vi alle deler på den blå planet. Er man til postrock, så kommer man ikke uden om Grammofunchs nye skive. Hermed anbefalet.

Og så er der video “Adventurous minds”

Grammofunch. Largo at last. 2012. Udkommer i digital form i dag. Kan erhverves her.