CAPAC

For en god måneds tid siden fylde Don Everly – den ene af de to Everly Brothers – 75 år, som man kan læse hos Torben. Lillebroder Phil Everly blev “kun” 73 den 19. januar.

Da de to brødte i 1973 gik hver til sit som duo og begyndte som soloartister var deres storhedstid allerede fortid. Andre – Beatles, Simon & Garfunkel m.fl. – førte deres vokale pionerarbejde videre. Og tiden og den musikalske nyorientering gjorde nok, at det ville have været svært for duoen at genindtage hitlisterne, sådan som de gjorde i tresserne. Everly Brothers tilhørte den generation, der inspirerede The Beatles og den nye britiske bølge – og betalte med successen for æren… Lidt firkantet sagt.

Men det betyder ikke, at det, de lavede efterfølgende, var dårligt. Slet ikke. Hvor godt det var, kan man høre på fx Phil Everlys soloalbum »Star Spangled Springer« fra 1973. Albummet var det første soloprojekt for de to brødre, og den udkom på RCA, men er aldrig blevet genudsendt på CD før nu i år (plademærket Wounded Bird).

Produceren var ingen ringere end twang-guitaristen Duane Eddy, der også spillede med på pladen. I øvrigt sammen med en anden berømt guitarist, James Burton. I det hele taget er pladen nærmest overrendt af berømte studiemusikere. På pladen dukker også en dengang ukendt musiker ved navn Warren Zevon op som guitarist, tangentspiller og arrangør. Zevon var med i Everly Brothers band på det tidspunkt. Og Phil medvirkede også på Zevons debutalbum.

På albummet finder man Phil Everlys fine, nedtonede version af The Air That I Breathe, som blev skrevet af Mike Hazelwood og Albert Hammond – og som Everly Brothers-arvtagerne The Hollies gjorde til et stort hit. Det var Phil Everlys udgave, der overbeviste Hollies om sangens potentiale. Ellers består pladen af sange, som Phil Everly selv har skrevet i samarbejde med englænderen Terry Slater, der også var basist i Everly Brothers band.

Star Spangled Springer er en af den slags plader, der lyser af professionalisme og elementær spilleglæde. En af de plader, man til enhver tid kan hive ned fra reolen og lytte til, fordi den holder trods tidens gnavende tand.

COMMANDMENTS

1. Work on one thing at a time until finished.

2. Start no more new books, add no more new material to “Black Spring.”

3. Don’t be nervous. Work calmly, joyously, recklessly on whatever is in hand.

4. Work according to Program and not according to mood. Stop at the appointed time!

5. When you can’t create you can work.

6. Cement a little every day, rather than add new fertilizers.

7. Keep human! See people, go places, drink if you feel like it.

8. Don’t be a draught-horse! Work with pleasure only.

9. Discard the Program when you feel like it—but go back to it next day. Concentrate. Narrow down. Exclude.

10.Forget the books you want to write. Think only of the book you are writing.

11. Write first and always. Painting, music, friends, cinema, all these come afterwards.

Cit. efter Henry Miller on Writing.

– med små justeringer kunne disse bud også gælde forfatteren af en weblog…

Anmelderen Klaus Lynggaard beskrev engang – meget humoristisk – sin forvandling fra discount-hippie (flipper) til ‘undercover glamkid’. Egentlig følte han sig for gammel til som lillesøsteren at hoppe på vognen med plateausko, stenbesatte klæder og etageklippet langt hår. Men en overspilning af albummet Electric Warrior med T. Rex til båndoptageren forfører Lynggaard til den elementært, effektive glitterrock. Og det holder så et årstid – til og med opfølgeren The Slider (1972). Derefter var Marc Bolan og vennerne i lodret fald kuntnerisk set – og set Lynggaards kullede klarsyn.

Om det forholder sig så enkelt, kan man sagtens diskutere. Og det gør vennen Bo Green Jensen da også i sin anmeldelse af Lynggaard-antologien Et kullet klarsyn, hvor han slår et slag for albummet Zinc Alloy & the Hidden Riders of Tomorrow som et overset værk – og peger på musikanmelderens lod og arbejdsvilkår: Det kan blive nødvendigt at æde sine ord i sig igen, når man kommer til at afskrive en kunstner eller en plade i den evige kamp mod dead-line.

Men det var nok ikke tilfældigt, at det netop blev Electric Warrior, der fik Klaus Lynggaards mormor til at sy en skinnende stjerne på barnebarnets cowboyjakke. Electric Warrior var T. Rex’s helt store gennembrud. årets album i England og topplaceringer her, der og allevegne. Pladen nåede toppen i England i december 1971 og holdt den med en kortere pause i januar 1972 frem til den 19. februar. Det er altså – for nu at gentage mig selv – 40 år siden, den var helt oppe at ringe. I den anledning genudsendes albummet i en såkaldt Super Deluxe udgave med 2 Cd’er og en DVD. Ud over selve den oprindelige plade får man singler, demoer osv. og på DVD’en gensyn med T. Rex’ tv-optrædner osv.

Hvis man skræller glitter og glamour af T. Rex, så kommer man ind til selve rockbenet, der er lige så elementært enkel som den rock, Buddy Holly, Chuck Berry og andre af rock’n roll-urfædrene spillede. Og den opskrift går aldrig af mode…

Den danske sekstet Anchorless, som i morgen udsender sin første langspiller, er ikke et nyt bekendtskab på alternativscenen. I 2011 udsendte de – som det er almindeligt nu om stunder – en EP, der er blevet hentet ned fra nettet rigtig mange gange. Og ikke kun, fordi den var gratis.

Anchorless spiller nemlig en smittende, dansant poprock, der med et personligt twist legerer inspirationen fra en lang række ældre og nyere powerpopbands. Det er nærliggende at tænke på R.E.M, der stadigvæk står som et fyrtårn og sender et skarpt lys af inspiration over mange af de nyere bands. Også Anchorless. Men i mine ører sender lyden af ringlende guitarer, dansende, lette trommer og melodiøse sange også tankerne af sted til halvfjerdsernes og tressernes powerpopbands og fx til Squeeze og de popglade The Smiths. Og hinsides dem powerpopbandet The Beatles.

Anchorless består af Henrik W. Hald (sang), Jan Petersen (kor og tangenter), Jacob Ankær Johansen (gt), Jakob Reichert Nielsen (gt), Nikolaj Wichmann (bas) og Daniel Kruse (trommer). Sammen spiller de en medrivende, energisk powerpop, der stilistisk måske ikke helt kan rive sig løs fra inspirationskilderne, men på smuk vis bærer den uopslidelige tradition for ørehængende og dansevenlig, flerstemmig, guitarbåret poprock videre. Musik, man bliver rigtig glad af at lytte til. Med kærlig hilsen til R.E.M og – ja, The Beatles….

Every Nook and Cranny hedder det nye album (Play/Rec), og den består af ni iørefaldende sange, der hver for sig sagtens vil kunne gøre sig som singleudspil. Det er en plade, der sætter en tyk rød streg under den kendsgerning, at der er masser af grøde og utæmmelig talent i ung dansk musik. Ikke mindst uden for tv-kanalernes lørdagsunderholdning. Hvis du er til smittende powerpop, så skulle du få fat i Every Nook And Cranny, der kan fås både på vinyl og som digital produkt. Anchorless har kastet ankeret midt i poprocken.

Opdatering: Hele albummet streames i en  uge – fra og med i dag 6/2 – her.

Kris Kristoffersons og Fred Forsters sang "Me and Bobby McGee" blev en stor succes for Janis Joplin. Hendes eneste nr. 1-hit – og det enddan posthumt.

Sangen havde allerede været et mindre hit for Roger Miller, der som den første indspillede den og bragte den ind på den amr. countryliste. Siden har mange andre taget den til sig. The Statler Brother, Grateful Dead, Gordon Lightfoot, Johnny Cash, Jerry lee Lewis m.fl. Og i denne ugen for 40 år siden, indtog Kris Kristofferson selv den danske top 10s førsteplads med sin udgave. Den holdt sig på listen i tre uger.

Til historien om denne sang hører, at Janis Joplin gjorde hovedpersonen Bobby til en mand, men faktisk var der tale om en kvinde. Og det er slet ikke utænkeligt, at hun selv har leveret noget af materialet til den figur, for Janis og Kris var venner og sengekammerater helt frem til hendes alt for tidlige død. Denne viden giver teksten en ekstra vemodig valør:

From the coalmines of Kentucky to the California sun,

Bobby shared the secrets of my soul

Standin’ right beside me Lord, through everything I’ve done

‘n every night she kept me from the cold

Then somewhere near Salinas, Lord I let her slip away

Lookin’ for the home I hope she’ll find

And I’ll trade all my tomorrows for a single yesterday

Holdin’ Bobby’s body next to mine

Jerry Lee Lewis rockificerer Me and Bobby McGee

Knap havde jeg slået øjnene op og var vendt tilbage til de vågnes land, før The Beatles lød for mit indre øre med Good Day Sunshine efterfulgt af Here Comes The Sun. Og da jeg ved nattetide trillede gennem århus by og sneen sagte dalede mod forruden i bilen var det B. S. Ingemans smukke I Sne Står Urt Og Busk I Skjul, der blev afspillet. Endnu en af de sange, jeg fik med i rygsækken fra min lange vandring gennem det danske uddannelsessystem. Og tak for det.

I sne står urt og busk i skjul,

det er så koldt derude,

dog synger der en lille fugl

på kvist ved frosne rude.

Giv tid! giv tid! – den nynner glad

og ryster de små vinger, –

giv tid! og hver en kvist får blad,

giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,

må frosten det end kue,

giv tid! og hvad du drømte skønt,

du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund

skal fly for herlig sommer,

giv tid, og bi på herrens stund,

– hans skønhedsrige kommer.

Bonus: Beatles – Sunking

Neil Young er en af rockens enere. Han har aldrig lidt af behagesyge og er altid gået sine egne veje – og gør det fortsat. Og han har kunnet tillade sig det, fordi hans fans har fulgt ham – uanset om han spillede techno, støjrock, country eller hvad der nu lige faldt ham ind at spille. På den måde ligner han landsmanden Bob Dylan.

Men i januar 1972 udsendte han den plade, der for alvor ramte mainstream rent: Harvest. Ti sange, hvoraf i hvert fald halvdelen – fx Alabama, Old Man og The Needle and the Damage done – er i mesterklassen, blev indspillet med hjælp fra vennerne Crosby, Stills, Nash, Linda Ronstadt og James Taylor – og så London Symphony Orchestra. Og med hittet "Heart of Gold" havde Young leveret nøglen til hitlisteguldet – og en sang, der kunne få mainstreamfolket til at købe hele albummet. "Heart of Gold" blev nr. 1 på Billboards singlehitliste og Harvest årets bedstsælgende album i USA…

Successen var et "lucky punch" for en kunstner, der aldrig har leflet for pladeselskaberne eller søgt publikums yndest for enhver pris. Og det kom bag på Young, der faktisk ikke brød sig om al den virak, der fulgte med berømmelsen. Hvis man skal tro, hvad man læser i litteraturen om ham. Men sangenes kvalitet – og ikke mindst singlehittets klare sing-a-long-popkvalitet forvandlede med et slag outsideren Young til mainstreamprodukt. En slags amerikansk svar på C. V. Jørgensens Tidens Tern. Men efter at have sundet sig oven på oplevelsen vidste Young godt, hvad der skulle til for at ændre det billede. Med de efterfølgende album – On the Beach og Tonight’s the Night – strøg han mainstreamsegmentet mod hårene og satte igen dagsordenen. Sikkert til pladeselskabets fortrydelse.

Meget sigende for albummets særstilling i Youngs værk, så blev publikumssuccessen ikke helt modsvaret af kritikernes opfattelse. Det toneangivende magasin Rolling Stones anmelder John Mendelsohn var skuffet, fordi han nærmest opfattede pladen som en lightudgave af After the Goldrush – tilsat pedal steel guitar og andre tekster. Typisk for skeptikerene er, at de opfattede lettilgængeligheden som et kunstnerisk udsalg – og ikke som endnu en facet af et i forvejen mangefacetteret kunstnerisk gemyt. Siden dengang er albummet blevet kanoniseret som et af de helt store fra den periode. Og pladen er selvfølgelig genudgivet flere gange og i lydforbedrede udgaver.

Harvest var ikke alene en gylden nøgle til hitlisterne og det store publikum, den er også en nøgle til Youngs værk som sådan. Med sin lettilgængelighed virker Harvest som et forstørrelsesglas, der lader en forstå, hvor storartet og særegen en sangskriver Neil Young er – også når han iklæder sine sange dissonant støj eller discountproduktion, sådan som det var tilfældet med de to efterfølgere. For mig faldt mange ting på plads med det album. Nybegyndere i Youngkataloget kan passende begynde med Harvest.

Når talen falder på Bob Dylan, Simon & Garfunkel, Neil Diamond, Joan Baez eller Peter, Paul and Mary – bare for at tage et par eksempler på kunstnere med rod i folkemusikken – så kommer man ikke uden om at nævne deres udspring af scenerne i The Village, den bydel på Manhattan, hvor det hele startede for alvor i de tidlige tressere. Er man i tvivl kan man fx læse Bob Dylans første bind Krøniker. Det var her, det begyndte.

For os, der ikke var der, da det begyndte, er der nu mulighed for at få en levende indtryk af, hvordan det gik for sig. På DVD-udgivelsen Legends of Folk: The Village Scene, som udkommer til april, vil man kunne opleve en ung Dylan spille ‘Blowin’ in the Wind‘ og se en lang række andre folk-kunstnere optræde på et tidligt tidspunkt i deres karriere. Et must for fans, der også interesserer sig for kulturhistorie. [Trailer]

LEGENDS OF FOLK: THE VILLAGE SCENE Tracklisting: Læs mere »

Der ligger en grum historisk ironi i den kendsgerning, at Janis Joplin skulle komme til at opleve sin største kommercielle succes post mortem med albummet “Pearl”. Pladen er uden tvivl Joplins mest tilgængelige plade, og den ramte mainstreamsegmentet i kraft af sangene “Me and Bobby McGee” og “Mercedes Benz”. Og så hjalp det også på pladesalget, at Joplin blev en af de unge døde i rockmytologien.

Med Pearl lykkedes det at skabe et album, der forenede de svært forenlige modsætninger mellem kreativ, kunstnerisk udfoldelse og renlivet kommercialisme. Uden at der blev tale om kunstnerisk udsalg.

Den 19. januar ville Janis Joplin være fyldt 69 år, hvis ikke lige der kom noget heroin og alkohol i vejen for den mulighed. Og fødselsdagen bruges af pladeselskabet som påskud for at genudsende Pearl i en forbedret, udvidet (2 CD) udgave til april. Under titlen Janis Joplin – The Pearl Sessions får vi mulighed for at høre de kendte sange- i mono og stereo – og nogle såkaldte ‘studio outtakes’, live-optrædener og andet fra Joplins sidste tid. Om ekstramaterialet vil føje noget nyt til billedet af legenden Joplin vil tiden vise. Men Pearl fortjener under alle omstændigheder en genudgivelse her i genudgivelsernes og bokssættenes tid.

Janis Joplin – The Pearl Sessions – en oversigt: Læs mere »

Læsere af denne weblog vil vide, at jeg har en stor svaghed for de grupper og solister, der af den ene eller anden grund er gledet ind i den store glemmebog. Og det er altid en fornøjelse at hente dem frem i lyset igen.

En af dem, der får chancen for at blive husket, er den engelske sangerinde Beryl Marsden.

Beryl Marsden tilhører det kuld af unge talenter, der kom ud af Liverpool-scenen i årene omkring The Beatles’ gennembrud. Hun kom fra Liverpool-lokaliteten Toxteth, hvor hun voksedeop i en børnerig familie. Allerede som nyudklægget teenager vandt hun en lokal sangkonkurrence og blev medlem af et band, The Undertakers. Hun skiftede hurtigt til et andet band Howie Casey and the Crew, fordi hun ikke måtte komme med The Undertakers til datidens musikalske Mekka, Hamborg. Hun var for ung – og pige. Og med The Crew begyndte hun at optræde i Cavern Club.

I 1963 – kun 16 år gammel – lykkedes det dog alligevel for Beryl at komme med på en tur til Hamborg og optræde på Star Club. Og det banede vejen for en pladekontrakt med Decca Records, da hun vendte tilbage til England. Et par coversingler blev udsendt, men de vakte ikke interesse hos det store pladekøbende publikum. Og efter at have optrådt på plakaten sammen med The Beatles på deres sidste turné i Storbritannien fik hun en ny pladekontrakt med Columbia. Også her udsendte hun et par singler med coverversioner uden at slå igennem som pladekunstner.

I 1966 kom hun med i gruppen Shotgun Express, der også omfattede Rod Stewart (ja, den Rod), Mick Fleetwood (ja!) og Peter Green (ja!). Konstellationen holdt et års tid, hvorefter Beryl kom med i andre bands, der er gået mere eller mindre i glemmebogen.

Beryl hvis kunstnerefternavn ikke har forbindelse til LIverpoolikonet Gerry Marsden, blev aldrig et stort navn på linje med fx Cilla Black. Og en forklaring er nok, at hun ikke besad en stemme med tilsvarende personlighed. Men Beryl Marsden, der har været aktiv helt frem til 2008, hvor hun fik udsendt en single (“To late”), har en kraftfuld stemme, der får en til at tænke på de mange amerikanske soulsangerinder, der kom frem i tresserne. En god stemme, der måske ikke berettigede til pladser på hitlisternes forjættede top-10, men på den anden side nok er værd at lægge øre til, hvis man sætter pris på gode fortolkninger og gode sange i almindelighed.

Anledningen til ovenstående indlæg er, at RPM Records har udgivet en opsamling med Beryl Marsdens indspilninger: Changes: The Story of Beryl Marsden.

Beryl på YouTube

DETTE ER INDLÆG NR. 7000 I CAPAC-WEBLOGGEN

Det er altid trist, når unge mennesker i ungdommeligt letsind kommer til at tage sig af dage. På denne dag i 1979 blev Sex Pistols’ Sid Vicious fundet død i sengen, hvor han lå sammen med sin stadigvæk sovende veninde Michelle Robinson. Det var moderen Anne Beverley, der fandt ham. Selv om mytomanerne har forsøgt at koge på det tragiske dødsfald, så er den triste sandhed nok, sådan som nogle af Sids venner bevidnede, at han havde taget et skud for stærk heroin efter en festlig aften i venners lag.

Sid var ung og vild og hans unge liv brændte ud, inden de for alvor var kommet i gang. Det samme kan man sige om den musik, Sex Pistols fik skudt af. I realiten fik de kun lavet et album – Never Mind the Bollocks. Alt, hvad der ellers er kommet er rip off. Til gengæld brænder Never Mind The Bollocks med en letantændelig og letantændende energi, som fortsat vil være et brændende pejlemærke for kommende rockbands.

[Foto: Mug Shot af Sid]

Never Mind The Bullocks – Classic Album

Fotoet ovenfor viser Paul McCartney i 1952. Han foregiver at læse i en tegneserie. Det må være dengang, han også lå på gulvtæppet i familiens stue og lyttede til faderen, der spillede standards fra tyverne, trediverne og fyrrerne på klaveret. Lige nu kan man lytte til hele albummet her – og det er en yderst behagelig affære. Macca fremfører de gode gamle sange – fx Fats Wallers I’m gonna sit right down and write my selv a letter og It’s only a Paper Moon – uden svinkeærinder og helt i sangenes ånd. Det er tilbagelænet, let swingende og boblende som et glas champagne. Man kan høre, at Macca har nydt omsider at få mulighed for at realisere en gammel drøm. Det er ikke musik, der ændrer verdens gang, men musik, der er med til at sikre, at verden fortsat bevæger sig, sådan som den altid har gjort. 6 stjerner til Macca.

[Fotoet er lån her]

"No, there’s no rivalry. Paul is Paul, Ringo is Ringo and this is what we do. We don’t phone each other and say, ‘You can’t you bring your record out because I’ve got one!’. We live our lives, we make our music and pick a release date. This was the date we picked and that’s just how it is. "

Ringo Starr til NME

Det hører til sjældenhederne, at nogen bliver indlemmet i Rockberømmelsens hellige haller – rockmusikkens svar på Nationalmuseet: Rock and Roll Hall of Fame – for medlemskab i to toneangivende bands. Men det er sket for Graham William Nash, der i ukronologisk rækkefølge blev indlemmet for sin tid i Crosby, Stills & Nash (1997) og The Hollies (2010).

Nash, der fylder 70 i morgen, var krigsbarn. Han blev født, da familien var på flugt for de tyske bombardementer. Han voksede op i Salford, Lancashire, og i de tidlige tressere fandt han sammen med skolekammeraten Allan Clarke og dannede The Hollies, der blev en af tressernes mest populære vokalgrupper.

Med sin lyse tenor satte Nash et umisteligt præg på gruppens sound. Men han var også gruppens ubestridte leder og talsmand. Selv om Allan Clarke blev betragtet som forsangeren i gruppen, så skete det ofte, at Nash var i forgrunden eller delte æren med Clarke (fx i hits som ‘Just One Look‘, ‘On a Carousel‘ og ‘Carrie Anne‘). Det var også Nash, der i 1963 fik overtalt de andre til at begynde at skrive deres egne sange. Det lå i tiden, at coverbands var ved at være på vej ud.

Og i 1965 tog han sammen med den tredje stemme i gruppen, Tony Hicks, initiativ til at etablere “Gralto Music Ltd”, der skulle varetage gruppens sangskriverinteresser. Samme firma fik i øvrigt en vis Reg Dwight (senere kendt som Elton John) i sin stald… Sammen med Clarke og Hicks stod Nash for mange af de sange, gruppen indspillede i de efterfølgende år.

Graham Nash var uden tvivl primus motor for gruppens udvikling frem til 1968. Han havde antennerne ude og forstod, at gruppen, der oprindeligt var meget inspireret af fx Everly Brothers, skulle følge med tiden. Og da den psykedeliske og eksperimenterende rock strømmede ind fra San Francisco og Vestkysten af USA, var det også ham, der var med til at ændre lydbilledet hos The Hollies. Det skete på album som Evolution og Butterfly. Det er også i den styrende rolle, man kan se tilløbet til et brud med The Hollies. På de nævnte plader kan man skimte omridset af soloartisten Graham Nash. Og publikum, der elskede vokalgruppen Hollies kunne åbenbart ikke snydes. I hvert fald solgte den nye lyd slet ikke så godt som den gode gamle popsound. Det førte til, hvad man med en eufemisme kalder “musikalske uoverensstemmelser” i gruppen. Og efter at Nash havde mødt David Crosby et par gange i 1966 og 1968 tog han springet og var med til at stifte Crosby, Stills & Nash. Igen en vokalgruppe, men som navnet antyder mere en samling individualister end et fasttømret kollektiv som Hollies.

I Crosby, Stills & Nash – og den senere udvidede udgave med Neil Young – blev Nash igen en central skikkelse, der som sangskriver, sanger og musiker var med til at præge gruppens musik. Han skrev nogle af gruppens helt store sange – fx hittet fra debutalbummet ‘Marrakesh Express‘ og klassikerne fra klassikeralbummet Deja Vu ‘Our House‘ og generationsoden ‘Teach Your Children‘. Med det var også Nash, der sørgede for at holde sammen på de tre andre egoer, som ofte røg i totterne på hinanden. Som Ringo i The Beatles var Nash den, der kunne gyde olie på vandene og få de skrøbelige alliance til at fungere, så længe det fælles musikalske mål var i sigte. Uden sammenligning i øvrigt.

Det siger ikke så lidt om Nash’ evner som samlende midtpunkt, at han var været drivkraften i ikke bare Crosby, Stills, Nash & Youngs genforeninger, men også The Hollies’. Og man kan også genkende hans kollektive engangement og loyalitet i den kendsgerning, at hans solokarriere kun har kastet fem album af sig siden 1971 – og de seneste fire (heriblandt opsamlingsboksen Reflections) er fra tiden efter gruppens storhedstid.

Graham Nash var også den ubetinget mest politisk engagerede i kvartetten. Et engagement han har holdt fast i lige siden han skrev sange som “Military Madness” og “Chicago“. Han var ankermand, da anti-atomkraft-kampagnene No Nukes rullede over USA i halvfjerdserne og var med til at stifte Musicians United for Safe Energy. å sent som sidste år var han på gaden for at bakke om om Occupy Wall Street-bevægelsen. Og for ganske nylig udsendte han sammen med James Raymond en sang og en video til støtte for soldaten Bradley Manning, der står anklaget for at have lækket fortrolig information til bl.a. Wikileaks.

Som Jackson Browne har Nash været en af de relativt få, der har holdt fast i nogle af drømmene fra tresserne – på trods af succes, jetset-liv osv.

Knap så kendt er det, at Graham Nash ved siden af sit liv i musikken har haft en gammel lidenskab for fotografiet. Siden han var helt ung, har han samlet på fotografier, som har været genstand for udstillinger i USA. Og han har også selv fotograferet og arbejdet med fotografiet som kunstart.

Crosby, Stills & Nash drager i år på turné i Australien og New Zealand.

Det er en kunst at være en god interviewer. Og det må være noget af en udfordring af afæske Sir Paul McCartney noget, der ikke er sagt før. Om det lykkes for den tyske journalist Christoph Dallach i dagens udgave af Die Zeit skal jeg ikke sige med 100% sikkerhed. Men i hvert fald er der et par informationer, jeg ikke er stødt på før.

Anledningen til det store interview er selvfølgelig McCartneys nye plade, hvor kunstneren griber tilbage til tyvernes og tredivernes amerikanske sangskat. De sange, som hans egen far underholdte med i det McCartneyske hjem. Det er et læseværdigt interview. Alene indledningen, der fortæller om de strikse regler, der gælder en “audiens” hos Macca er kostelig læsning. Temaet er afgrænset. Tiden er ligeså. Det gælder om at være topforberedt – og ikke afstikke fra afstukne vej, for så stopper interviewet pronto.

Men det lykkes for Dallach at få McCartney til at fortælle og endda rose intervieweren for et af de få spørgsmål, der er tid til. Den rosende bemærkning falder, efter at intervieweren har stillet følgende spørgsmål: “Opfattede de sange som It’s only a Paper Moon eller Bye, bye, Blackbird som deres forældres eller deres egen popmusik?”. Og Macca indrømmer, at han faktisk holdt mere af disse gamle standards end den rockmusik, der dukkede op med Little Richard, Fats Domino osv. Fordi den unge McCartney allerede dengang forstod, hvor godt disse sange var skruet sammen af de gamle mestre.

Apropos de gamle sange, så forsøger Macca også (igen) at aflive myten om John Lennon som værende den hårde negl. Også han havde en svaghed over for sentimentale jazz-numre som fx Little White Lies og Close your Eyes, put your Head on my Shoulder. Lennon elskede dem. Og selv om Lennon ikke var så velbevandret i den gamle sangskat som Paul selv (i hvert fald i følge hans fremstilling), så dannede de gamle sange grundlaget for deres fælles kompositioner.

På spørgsmål om, hvor Paul fik sit musikalske dannelse fra, svarer han, at det i hvert fald ikke var fra skolen, hvor undervisningen bestod i afspilning af grammofonplader med klassiske værker af Beethoven osv. Inspirationen kom fra radioen og fra faderens klaver, der underholdt familien. Apropos klaveret, så er det sjovt at læse, at faderen købte den i den forretning, som senere blev ledet af en vis Brian Epstein. Længe før The Beatles overhovedet var noget, der var på tegnebrættet. Et pudsigt tilfælde, som McCartney selv påpeger.

McCartney giver også endnu et eksempel på, hvor let nogle af sangene kommer til ham. Jeg kan huske, at han engang fortalte, hvordan en sang var kommet til ham i en drøm. Lige efter Freuds Drømmetydning. Men i interviewet fortæller han om sangen Valentine, som blev til, medens Paul var på ferie. I hotellets vestibule stod et gammelt klaver, og da de øvrige gæster havde søgt tilflugt på deres værelser på grund af dårligt vejr, satte han sig til at spille – og i løbet af en halv time var sangen færdig. Sådan.

Læs resten af det fine interview her.

[ukrediteret privatfoto]