CAPAC

Også her i bloggen har jeg skrevet om Phil Collins’ tilbagetrækning fra musikscenen. Men på sin hjemmeside kommenterer Collins mange af skriverierne med disse ord:

"1/ I’m not stopping because of dodgy reviews or bad treatment in the press.

2/ I’m not stopping because I don’t feel loved, I know I still have a very large fanbase that loves what I do. Thank you.

3/ I’m not stopping because I don’t fit in, this was proved with "Going Back" reaching No 1 in the UK, and doing incredibly well worldwide.

4/ I’m not stopping so I can dive full time into my interest for the Alamo.

I am stopping so I can be a full time father to my two young sons on a daily basis."

Ærlig snak. Hvorfor ikke bruge tid på sine børn, når man har tid og råd til det – og i øvrigt har vist sit værd på musikscenen? Der er andet i livet end berømmelse og pladeindspilninger…

Going Back

Den er lige på trapperne. Leonard Cohens nye og med spænding vendtede album Old Ideas. Og den forsmag, som er sluppet ud, lever helt op til mine forventninger. "Darkness" hedder den. Stemmen er, som vi er forvænt med, mørk og så dyb, så dyb. Arrangementet swingende med et duvende damekor. Gamle ideer på nye flasker eller noget i den retning. Men Cohen er Cohen og skal ikke forny sig, bare holde stilen. Og den gør ingen bedre end han.

I forbindelse med genudgivelsen af The Doors’ sidste opus L. A. Woman fandt producer Bruce Botnick en hidtil ukendt Doors-sang “She smells so nice” – på de sessionindspilninger, der førte frem til den originale plade. Selv om det ikke er en sang, der lægger alen til gruppens renommé, så er det en rigtig Doorssang. Du kan lytte til den lige her. Genudgivelsen af L. A. Woman sker d. 24. januar.

She Smells So Nice by The Doors Official

Jeg har et særligt forhold til Stanley Kubricks dystopiske filmatisering af Anthony Burgess’ roman “A Clockwork Orange”, som havde europæisk premiere i denne uge for fyrre år siden. Den aften, jeg skulle ind at se den sammen med en gymnasieveninde, blev jeg påkørt af en John Lennon-sygekassebebrillet mand på scooter. Jeg havde lånt min fars Morris 1000 og kørte mod Esbjergs Strandbio, da omtalte mandsperson påkørte bilen i et blødt sving i et villakvarter i Fourfeld. Heldigvis skete der ikke andet med manden end at han fik nogle hudafskrabninger på hænderne og fik knust sine briller. Jeg kan endnu se ham stå der uden for bilen og kigge gennem de knuste brilleglas. Han var landet på en græsplæne. Heldigvis. Forskærmen og -hjulet på bilen var ødelagt, og det blev ikke til noget med den biograftur med min veninde. Men jeg fik set filmen et par dage efter.

Kubricks film havde været til debat i gymnasiets kristendomstimer, fordi læreren havde set den ved premieren og brugte den til at diskutere emnerne ‘vold’ og ‘æstetik’. Siden har jeg genset filmen nogle gange og er lige så fascineret af den, som første gang jeg så den. Dengang var det provokerende, at Kubrick kombinerede Beethovens musik med scener af vold og voldtægt – oven i købet med et anstrøg af humor. Som det komplekse kunstværk filmen er, så er dens skildring af mennesket som både et dyrisk og et kulturelt højtstående væsen og af samfundet som modsigelsesfuld blanding af civilisation og brutalitet kompleks, så kompleks, at de nemme konklusioner, vi gymnasieelever drog, ikke forekommer så enkle og ligetil i dag.

En voldsscene fra filmen

Så slap katten ud af sækken. Paul McCartney har afsløret, at den kommede plade fra hans hånd kommer til at hedde Kisses at the Bottom. Titlen har fået New Musical Express til at opstille en liste med de 50 dårligste pladetitler gennem årene…

Men titlen har en forklaring. Der er tale om et citat fra det indledende nummer på pladen, Fats Wallers berømte ‘I’m gonna sit right down and write my selv a letter’ fra 1935. De indledende linjer lyder: “”I’m gonna sit right down and write myself a letter and make believe it came from you; I’m gonna write words oh so sweet. They’re gonna knock me off of my feet. A lot of kisses on the bottom, I’ll be glad I got ’em’.” De kys, der er tale om, er altså dem, der står sidst i brevet…

Maccas nye plade kommer først i næste måned på kaffeplademærket og består af standards, som McCartney er vokset op med, og så to nye numre, skrevet i samme stil: My Valentine og Only Our Hearts. På pladen får han bl.a. hjælp af fru Elvis Costello, jazz-musikeren Diane Krall, og Eric Clapton.

En denne blog musikalske kædedægger, canadiske Kathleen Edwards, har ligget lidt på den lade side i lang tid. årsagen skulle angiveligt være, at hun er blevet kærester med den meget feterede Bon Iver. Og det kan der jo gå megen god tid (til spilde) med… Men nu er hun så tilbage med sit nye album Voyageur, som man kan høre i hele sin længde lige – her.

Der er alt for lidt tysk musik i denne weblog. Ingen tvivl om det. Det hænger nok sammen med, at det danske musikmijø siden pigtrådens dage især har orienteret sig mod det angelsaksiske område eller den lokale andedam. Det har både franskmænd, tyskere, nordmænd og svenskere måttet lide under. Sådan formuleret i meget almene og fordomfulde vendinger…

Hvis man ikke lige vidste bedre, så kunne man godt tro, at det debuterende Berliner-trio This Love Is Deadly kom fra USA eller Storbritannien. Lyden ekkoer af Sonic Youth og andre ikoner inden for støjrocken. Forstærkerne er skruet op for fuld volumen, guitarerne drøner og sender forvrængende toner ud i æteren. Men musikken er også så melodiøs, at man ikke kommer uden om at bruge termen "pop".

My Bloody Valentine, Sonic Youth og Dinosaur Jr. har sat deres spor i musikken og This Love Is Deadly træder bevidst i sporet og tilfører den støjende tradition nye lag af fængende pop – som ikke mindst bæres frem af forsangerinden og basisten Lisas stemme.

Red Drop by This Love Is Deadly

Misery To You from This Love Is Deadly on Vimeo.

Ofte angives ‘musikalske uoverensstemmeler’ at være årsagen til gruppers opløsning eller for udskiftninger af musikere. Knap så ofte angives grunden til at være ‘erotiske forviklinger’. Men i Robert Joseph Westons tilfælde var det lige netop det sidste, der gjorde sig gældende, da han måtte forlade en ellers lovende karriere i den tidlige udgave af Fleetwood Mac.

Som så mange andre unge i sin generation blev Weston grebet af tressernes R&B-renæssance i England. Tidligt lærte han at spille guitar og forsøgte at gøre Hubert Sumling og Muddy Waters kunsten efter. Det lykkedes ham også at komme med i et band – The Kinetic – efter at have løbet rundt til de obligatoriske auditions i musikkens mekka, London. The Kinetic havde især succes i Frankrig, hvor de opnåede at spille sammen med fx Jimi Hendrix og Chuck Berry.

Robert, der blev kaldt Bob, sådan som det er almindeligt, fik ry af at være en opfindsom bluesguitarist, og det førte ham sammen med en af tressernes markante skikkelser på bluesscenen: Graham Bond. Og sammen med Bond spillede Weston med i Long John Baldrys backinggruppe – og var også med til at indspille Baldrys album Everything Stops for Tea (1972), som blev produceret af Baldrys venner, Rod Stewart og Elton John.

Long John Baldrys band optrådte ofte med datidens førende R&B-band, Fleetwood Mac. Og da Peter Green forlod bandet i 1970 – og Jeremy Spencer og Danny Kirwan fulgte trop – fik Bob Weston tilbuddet om at blive den nye guitarist og takkede ja. På det tidspunkt var Fleetwood Mac inde i musikalsk omstillingperiode, hvor de bevægede sig i retning af mere mainstreamorienteret rock’n roll. Weston var med til at definere kursskiftet på de to album Penguin og Mystery to Me med sit guitarspil og sin sangskriving.

Men Fleetwood Mac var også et band med mange interne problemer og udskiftninger. Der var spændinger i ægteskabet mellem Christine Perfect og John McVie, og da Weston fik en amourøs affære med trommeslager Mick Fleetwoods kone, Jenny Boyd, var gruppen på randen af regulær opløsning. Og Weston blev fyret på gråt papir.

Fleetwood Mac genopstod snart efter som det nye og meget succesfulde Fleetwood Mac med Stevie Nicks og Lindsay Buckingham -og Weston vendte tilbage til den britiske bluesscene, hvor han spillede sammen med den navnkundige Alexis Corner. I tiden efter Fleetwood Mac blev Robert Weston mest kendt for sit samarbejde med musicalstjernen Murray Head. Men han fik også indspillet tre soloalbum og musik til tv og film.

Bob Weston blev fundet død d. 3. januar 2012. Han blev 64 år.

Fleetwood Mac anno 1973 – med Bob Weston på leadguitar

Transkription:

Dear Suzy,

Thank you for your letter.

Please forgive the amount of time that has elapsed since I received it but as you know I am either on the road performing or in the studio recording singles and albums until I sit down with a stack of fan mail every two or three weeks, I don’t realise how much has accumulated.

At the moment I am finishing me new album and I hope you are enjoying "Rebel Rebel", which will be included in the album. I am mad on it. Hope you are.

I want you to all know and tell your mates that the mail I’ve been receiving about performing live again is starting to get to me. I can’t promise but I think you lot will lure me back!

You know it is your letters and cards and applause after each show which makes me able to carry on and devise new ideas and schemes to entertain you and make me happy. DON’T EVER STOP.

Love on ya!

Det er ikke de tre gratier, der er tale om. Men tre af de bedste sangerinde, amerikansk populærmusik kan diske op med. Og vi er langt fra X-Factor og anden glamourøs tv-performance, hvor udvendighed er en dyd, men indholdet ikke altid står mål med den strålende overflade. Her er der nærmest tale om tre piger fra nabolaget – iført t-shirts, cowboybukser og uden nogen form for silikone – der synger benådet. The Trio kaldte de sig engang. Og det er ikke falsk varebetegnelse, når Dolly Parton og veninderne Emmylou Harris og Linda Ronstadt folder sig ud. Her i “Bury Me Beneath The Willow”. Smukt og bevægende er det.

I dag ville Elvis Presley være fyldt 77. Og det er lidt svært at forestille sig ham i denne fremskredne alder… Her i bloggen vil jeg markere dagen med en lille privatoptagelse fra 1959. Elvis var udstationeret i Tyskland som soldat, og sammen med nogle bekendte tog han på orlov til Paris for at kigge på byen og dens liv. En kvindelige fan spottede Elvis og optog den lille farvefilm. Den ledsages af sang, fremført af den engelske Elvis-klon Johnny Earle. Til lykke til The King, hvor han end måtte befinde sig…

[Fotoet, ukrediteret, er lånt fra sitet http://www.usvetsinc.org, der hylder amr. militærveteraner]

Det er ikke kun David Bowie, der i morgen runder det halvskarpe hjørne, 65 år. Det samme gør Terry Sylvester fra The Hollies.

Sylvester fik fornøjelsen af at være den, der skulle erstatte Graham Nash, da han forlod gruppen i 1968 for at søge lykken i USA som medlem af Crosby, Stills & Nash. Noget Sylvester siden måtte høre for – i USA – hvor C,S & N var meget større end The Hollies nogensinde blev.

Men Sylvester var mere en bare en erstatning for Nash. Han var, hvad man kalder en fuldgyldig erstatning. Inden han kom med, havde han allerede haft succes som medlem af The Escorts, der optrådte sammen med The Beatles i Liverpools Cavern Club – og også havde haft et enkelt mindre, nationalt singlehit i 1964 med en coverversion af ‘Dizzy Miss Lizzy’. Ganske vist lykkedes det ikke for The Escorts at få successen til at række ud over lokalområdet i Liverpool, og deres singler fra midten af tresserne slog ikke rigtig an, men det var et af de mange yderst kompetente bands, som dukkede op i kølvandet på The Beatles. Singlerne er siden blevet genudgivet på LP og CD på opsamlingsalbummet From the blue Angel.

Terry Sylvester kom i kontakt med The Hollies, da de to bands turnerede i Tyskland, og nogle af Hollies-medlemmerne – Graham Nash, Allan Clarke og Bobby Elliott – måtte vikariere for tre syge musikere i The Escorts.

Men inden Sylvester fik chancen for at blive en del af The Hollies, skulle han lige en omvej omkring et andet legendarisk tresserband – The Swinging Blue Jeans. Her erstattede han guitaristen og vokalisten Ralph Ellis. Sylvester blev i tre år i gruppen, der ganske vist ikke havde hits i den periode, men var et efterspurgt navn på musikscenerne.

1967-68 var også en tid, hvor musikscenen ændrede sig meget. De nye toner fra The Summer of Love, Bob Dylan og folkscenen og den psykedeliske og eksperimenterende musik satte nye standarder for, hvordan musik skulle spilles og lyde. Og musikalbummet blev det foretrukne medie, hvor singlepladerne tidligere havde været mediet. The Hollies havde frem til Nashs skift til C, S & N været en udpræget singlehitgrupṕe, men i tiden efter viste gruppen sig ikke med samme hyppighed på singlelisten som før. De store hit ‘Sorry Suzanne‘ (som blev nr. 3 på den engelske singleliste i 1969) og ‘He Ain’t Heavy, He’s My Brother‘ (ligeledes nr. 3 og også et hit i USA) markerede et punktum for Hollies som markant og førende singlehitgruppe. Og på begge indspilninger var Terry Sylvester med til at føre gruppens umiskendelige vokallyd videre.

Sylvester var den førende skikkelse i The Hollies i en del halvfjerdserne. Det blev tydeligt, da forsangeren Allan Clarke forlod gruppen for at forsøge sig som solist og blev erstattet af svenske Mikael Rickfors, og i perioder var Sylvester forsanger i gruppen. Et par solide singlehits blev det også til. Størst var ‘The Air That I Breathe‘ (skrevet af Albert Hammond), som blev nr. 2 i 1974. Men også ‘Long Cool Woman in a Black Dress‘ (med Sylvester i front) blev et stort hit – i USA, hvor en 2. plads sørgede for platinsalg. Ellers var halvfjerdserne især en periode, hvor The Hollies flotte vokalsang kom til deres ret på en række album. Det første album med Sylvester var  -meget betegnende for de nye vinde i musikbranchen  – The Hollies sings Dylan.

Undervejs frem til bruddet med Hollies i 1981 fungerede Sylvester også som flittig leverandør af selskrevne sange til gruppen. Også på det punkt erstattede han Graham Nash fuldgyldigt.

Medens han var med i Hollies fik han også indspillet en eponym soloplade i Abbey Road Studierne (1974), og han sang også på The Alan Parson Project’s Tales of Mystery and Imagination (1975). Alan Parson havde været producer på soloalbummet.

Efter en kort periode, hvor Terry Sylvester ernærede sig som ejendomsmægler i London, vendte han tilbage til musikken, hvor han især har optrådt sammen med andre koryfæer fra tresserne – fx Billy J. Kramer, Peter Noone og Gerry Marsden – i sammenhænge, hvor tressernostalgien bliver dyrket. Især i Nordamerika.

Ja, det er rigtig nok. I morgen bliver den unge mand på billedet ovenfor 65 år. Og i år er det også 45 år siden, han debuterede med det album, billedet pryder. Et par singler var løbet i forvejen i årene 1964-1966.

Det seneste album fra Bowie udkom i 2003, Reality. Siden har vi måttet nøjes med nogle dvd’er, opsamlinger og nye udgaver af klassiske værker. Problemer med hjertet – en hjerteoperation – har fået ham til at skrue ned for de artistiske aktiviteter, så det er uklart, om der kommer nyt fra Bowie. Vi får se. Han er jo en overraskelsernes mand. Til lykke.

David Bowie The Marquee Club 1966

Tilbage til bloggens serie om mere eller mindre oversete pigegrupper. De seneste indlæg har især drejet sig om sorte vokalgrupper. Men der var også mere hårdtslående beatgrupper. Fra 2004 og frem udsendte det lille plademærke Romoulan en håndfuld opsamlingsplader under titlen Girls in the Garage. Og her finder man mange interessante pigegrupper, som dengang forsøgte at gøre herrerne rangen stridig i beaten. Fx The Girls.

The Girls blev dannet omkring 1965 og bestod af Rosmary (leadguitar og sang), Sylvia (bas og sang), Margaret (trommer og sang) og Diane (rytmeguitar og sang). Som børn havde Margaret og Diane markeret sig ved lokale sangkonkurrencer, og Rosemary og Sylvia havde dyrket den klassiske musik – bl.a. havde de optrådt sammen med Huntington Symphony Orchestra. Men tresserne ændrede på det – sådan som de gjorde for mange andre unge – og The Girls blev dannet. Da de begyndte at optræde sammen blev de opdaget af en talentspejder fra Capitol Records og fik en pladekontrakt. For at det ikke skal være løgn blev det også sponseret af guitarfirmaet Fender.

Mange plader blev det ikke til. Capitol udsendte to singler. I 1965 kom ‘Chico’s Girl’/’Dumb Song’. Den anden single var ‘My Baby’/’My Love‘. Mere blev det ikke til for The Girls på pladefronten. Men de oplevede at spille for soldaterne i Vietnam og kom på plakaten sammen med store navne som “The Byrds,” “The Lovin’ Spoonful,” “The Yardbirds,” “The Who,” “The Association,” “The Young Rascals” og the “Righteous Brothers.”

Hos The Girls løber lyden af twang-guitar, Phil Spectorsk lydmur og vokalsang à la The Shangri-Las o.a. sammen i nogle fine indspilninger, der måske ikke berettigede til top 10-placeringer, men bestemt holder endnu.

Chico’s Girl-singlen er ikke på YouTube, men du kan fx lytte til den på Bibliotekernes Netmusik eller vol. 4 af Girls with Guitars. Den findes også på opsamlingen “The Shangri-Las & The ’60s Girl Group Garage Sound.”

I slutningen af denne måned udkommer albummet med den beskedne titel "1966", som selvsagt henviser til det år, hvor indspilningerne blev foretaget. Demoindspilningerne. I 1966 tog Carl Baron sin båndoptager med til Karen Daltons afsidesliggende hytte i Summerville, Colorado, og det lykkedes ham at dokumentere, hvordan det lød, da Karen og vennen Richard Tucker øvede sig op til en forestående optræden. En blanding af sange af Fred Neil (‘Other Side To This Life’) og Tim Hardin (‘Reason To Believe’ og ‘Don’t Make Promises’), blandet op med traditionelle sange.

Der er altså tale om hidtil uudgivne demoindspilninger. Men det skal man ikke lade sig narre af. For stort set alt, hvad der er udgivet med Karen Dalton lyder, som var det demooptagelser. Forstået på den måde, at de har den der nøgne, rå, umiddelbare karakter, som demoindspilninger i bedste fald har.

I sine fine autobiografiske krøniker fortæller Bob Dylan, at han mødte Karen Dalton, da han sammen med mange andre befandt sig i Greenwich Village i tresserne og forsøgte at slå igennem. Han optrådte et par gange sammen med hende på Cafe Wha? ‘Hun var min foretrukne sanger på det sted. Hun lød som Billie Holiday og spillede guitar som Jimmie Reed’. Det kan godt være et åg at blive sammenlignet med Billie Holiday. Men i Karen Daltons tilfælde passer sammenligningen faktisk meget godt. Ikke, fordi stemmerne ligner hinanden (det gør det, men ikke så meget igen), men fordi Daltons stemme besidder en tilsvarende sårbarhed og emotionel transparens.

Karen Daltons skæbne var krank. Hun døde efter sigende på gaden i New York, af de følgesygdomme, man får, når man har AIDS. Hun havde også haft store problemer med alkohol og stoffer – og var en sky person.

Jeg har omtalt Karen Dalton flere gange i min weblog og gør det gerne igen. For hendes musik sætter al anden musik i relief, sådan som god musik gør. Smuk, hudløs, ufiltreret er hendes sange en påmindelse om, hvorfor man overhovedet gider at lytte til musik. En påmindelse om, at hvis en musiker har noget på hjerte, en portion talent, så behøver man ikke mere end stemmen og en akustisk guitar for at skabe noget stort.