Arbejdet ligger stadigvæk som en tung dyne over min hverdag her op til ferien. Arbejde med arbejde på, som en nær ven ville sige. Jeg ser frem til et samfund, hvor vi kunne fordele arbejdet og pengene ligeligt mellem hinanden.
Jeg skulle grave virkelig dybt for at få nogen som helst association til navnet Faith Brown. Britisk skuespillerinde, komiker og sangerinde. Hun hærgede ikke ligefrem hitlisterne, men fremstår som et udmærket eksempel på præ-Beatles-pop. Og jeg kunne slet ikke stå for denne sammenflikkede video i al dens konsturerede tresseratmosfære.
Tiden nærmer sig for sommerferien. Det vil ikke ændre noget for bloggen her, der vil køre videre som om intet var hændt. Jeg bliver, hvor jeg er og forsøger at få pulsen ned og beskæftige mig med ting, som arbejdslivet ellers ikke levner megen plads til. Sådan bliver min ferie.
The Guardian fejrer Carole Kings album Tapestry. Jeg har selv gjort det i flere omgang. Og det samme gjorde Torben Bille. Med mere end 25 millioner solgte plader verden over, blev denne smukke svanesang over hippiedrømmen en af vor tids største successer. Og den dag i dag overbeviser pladen smukt, i kraft af Carole Kings udviklede fornemmelse for ‘den gode sang’ og teksternes dokumentation af en ny, moderne kvindelighed. En af den slags plader, der hører hjemme i enhver velassorteret pladesamling.
Â
“De skændtes meget, men de var som brødre eller bjergbestigere, der var sammen om deres fælles absolutte tro på deres projekt. Et rigtigt band. De var overbevist om, at de ville blive større end The Rolling Stones om cirka 10 minutter. Sådan gik det ikke helt, men det var ikke helt ved siden af. Det var den tidlige tid, hvor altid stadigvæk var foran os, før stofferne blev et problem.
Jeg husker, at vi alle sammen var inde i en fotoboks i Liverpool Street for at tage noget speed. En politibetjent må have set fire par Dr Martens stikke ud af boksen og forsøgte at trække forhænget til side, medens vi lo og lo indtil vi begyndte at græde, sådan som man gør, når man er et barn”
Forfatteren og journalisten Tony Parsons fortæller om et møde med The Clash
Jeg har lige købt et par ældre Neil Young-plader. Og nu vil jeg også købe hans seneste med Promise the Real. Anmeldelserne af Youngs optræden på Roskilde Festival overbeviser mig om, at han stadigvæk – dinosaur eller ej – har noget at byde på, når det gælder om at repræsentere rocken, den musikform, der er lige så gammel som manden selv.
Alrunen er altid god for et nostalgisk tilbageblik. Her er et af de bedste beatorkestre fra halvfjerdserne, Culpeper’s Orchard, i en optagelse fra “Tom McKlein Show” i 1974. – Hvornår kommer den boks med Culpepers samlede indspilninger?
Hvor flygtninge sendes på integrationsydelse, hvor EU-kommissionsformanden nægter at sende frihandelsafstemningen om TTIP til afstemning i nationalstaterne af frygt for et nej, hvor folk med trang til at gå i det andet køns tøj – transvestisk fetichisme – ikke længere stemples som værende sindsyge, hvor ozon-hullet har det lidt bedre, hvor musikere i hundrevis klager til EU over Youtubes udbytning af deres musik og hvor der er en uge til sommerferiens start. A day in the life… God fredag.
Hun er 22 år gammel. Hun kommer fra Sydafrika. Og har gjort indtryk som busker i Berlin og Amsterdam. Og er så småt ved at gøre sig på lokale festivaler rundt om i Nord-europa. Og den tyske avis die Zeit fangede hende på gade i Berlin. Endnu et smukt eksempel på, at kombinationen af gode sange, akustisk guitar og en god stemme er tilstrækkelig til at skabe vedkommende musik.
“Det er en modig handling at give slip. Jeg får se, hvad der sker, hvis jeg giver slip. Så får jeg at se, hvem jeg er? Eller er jeg bare denne person, der blev defineret af, hvad jeg gjorde? Og hvis det er borte, hvis du skal genopfinde dig selv, hvem er du så?” Paul Simon til New York Times.
Alderen trykker og tiden går sin ubønhørlige gang. Og ingen kan løbe fra den kendsgerning, at vi alle – hvis vi er heldige nok – bliver ældre og en dag dør. Det gælder også alle vores helte i musikken. En dag vil Paul McCartney, Bruce Springsteen, Rolling Stones og Bob Dylan – ikke længere være iblandt os, og kun eksistere som musikalske spor fra en svunden tid. Og Paul Simon sætter fint ord på, hvad det betyder for den enkelte at stoppe. Det er hele eksistensen og identititeten, der er på spil. Det gamle filosofiske spørgsmål: Hvem er jeg? Og det gælder ikke kun for kunstnere som Simon. Det gælder for os alle. Var det bare det? Og hvem er jeg?
Â
Med Scotty Moores død sættes et endeligt punktum for et vigtigt kapitel i rockens historie. Han var den sidste af det hold musikere, der oprindeligt dannede bandet bag Elvis Presley. Scotty var studiemusiker i Sun Studierne i Memphis i halvtredserne. Og det var her, han mødte den unge Elvis i 1954. Sun Studiernes sekretær Marion Keisker var lun på Elvis og overtalte ejeren Sam Phillips til at give den unge mand en chance. Og Sam sendte straks Elvis videre til Scotty, der skulle lytte til Elvis og sige sin mening om det, han hørte. Mødet mellem Scotty og Elvis resulterede i sangen “That’s All Right”. Siden var Scotty med til at definere den tidlige rock’n roll med sit guitarspil på sange som “All Shook Up” og “Heartbreak Hotel”.
Rolling Stone fejrer tyve rockalbums’ 20 års jubilæer. Og der er mange interessante ting imellem. Lige fra R.E.M. til Wilco og Swans. Og så hende her…
“I loved John Lennon and Paul McCartney’s stuff … I thought ‘Rubber Soul’ was the greatest album I ever heard. So I went to my piano and started writing ‘God Only Knows’.†(Brian Wilson)
Northside Festival, Tinderbox, Roskilde Festival. Og så Paul McCartney og Bruce Springsteen i landet. Men, men, mindre kan gøre det. Den 1. juli optræder således selveste Kim Larsen og Kjukken ved “Fed Fredag” i aarhusianske Tivoli Friheden. Og Larsen er aktuel med en ny sang, hvor han priser vores allesammens moder jord – en i mine ører rigtig Larsen-popsang. Nej, det behøver ikke at være stort for at være godt. Og Larsen er stadigvæk god.
