Indlæg tagget med Nostalgi

1968: Strictly Personal – Captain Beefheart

11. november 2008

I 1968 udsendte Captain Beefheart sit andet album, Strictly Personal, som opfølger til den vellykkede debut, Safe as Milk. I følge myterne omkring pladen, så tog det et års tid at få den i hus. Og kaptajnen var i en højproduktiv fase, hvor der blev indspillet langt mere end det, der kom med på pladen. Pladen udkom på mærket Blue Thumb, som pladens producer Bob Krasnow ejede. En del af det indspillede materiale fra disse sessions er siden dukket op på Mirror Man (1971) og I May Be Hungry But I Sure Ain’t Weird (1992). En sjov ting ved dette hovedværk i Beefhearts produktion er, at pladen har et strejf af tidens psykedeliske tidsånd over sig.

Beefheart i en optagelse fra samme år:

Mere musik fra hedenold: Jacks Beat Records Anthology nr. 1

11. november 2008


Jeg har fået fat på endnu en udgivelse fra Frost Records, der som bekendt specialiserer sig i mere eller mindre obskure udgivelser fra de glade tressere. Denne gang drejer det sig om en antologi af udgivelser fra Jack Fridhjofs lille pladeselskab Jacks Beat Records, der i årene 1965-69 fik udgivet 60 singleplader og fire album. Et imponerede antal.

Når det lykkedes Jack at få produceret så meget i sit lille “æggebakkestudie”, så hang det sammen med to forhold. For det første var det svært for jyske, fynske og andre ikke-københavnske bands at få indspillet noget uden for hovedstaden; for det andet betalte grupperne selv produktionen – helt eller delvist. Jack og Erik Hansen (alias The Lonely One) stod for produktionerne.


I det medfølgende hæfte kan man læse historien om Fridhjofs lille con amore-pladeselskab og dets indiskutable betydning for den tidlige beatmusik. Der er sjove fotos, hvor Jack har besøg af Jørgen Mylius og Gunnar “Nu” Hansen i det lille hjemmegjorte studie.


På musiksiden finder man fx The Snakes, der nåede at være opvarmningsband for Swinging Blue Jeans – og The Who, da de besøgte århus-hallen i 1965. Horsens første pigtrådsgruppen The Rockets, efterfølgerne The Roosters og århus-gruppen The Victors indspillede også hos Jack. Fra Hjørring kom The All Arounds, og fra Skals The Swifters. Børkop leverede Shadows-dyrkerne The Sioux, Ikast The Wiking Strings og fra Thy kom – ja – Thyfonerne, der var inspireret af Johnny & the Hurricanes. Også Odense og Hobro var med i form af The Arons og The Powers. Nævnes skal det også, at Jack selv indspillede plader for sit eget selskab.


Mest blogrelateret, nostalgisk interesse knytter sig til et par navne fra capacs fødeby, Esbjerg. Black Four omtales som et band, der muligvis kom fra Esbjerg-egnen. Men der ringer ikke rigtig nogen klokke her. Det gør der til gengæld ved navnet Johan Lind & The Epics. Johan Lind var Esbjergs Hr. Pigtråd og en af Jacks største successer. Det sidste skyldtes Linds coverversion af Chris Andrews’ hit Yesterday Man.

Jeg kan huske, at de to versioner kappedes om populariteten blandt ungerne hjemme i baggården. Jeg endte med at købe Andrews’ udgave. Lind, der blandt andet optrådte på tv i 1961 ( i udsendelsen “Vi unge”, der blev transmitteret fra Esbjergs stormagasin Centralmagasinet på torvet) og var et fast indslag på Esbjergs beat-scene Africano, er stadigvæk aktiv, hvilket man kan forvisse sig om ved at følge linket under hans navn.


Ud over at være en uundværlig dokumentation af lokal beat-musik fra dengang, så er der musikalske oplevelser på pladen. Igen er det slående, at musikken dengang var drevet af stor begejstring og ungdommelig energi, som man godt kan savne lidt nu til dags i den veletablerede pladeindustris produkter.

Biblioteksfund: Robin Williamson

11. november 2008

Det lokale bibliotek havde igen ryddet op i cd-lageret, og jeg kom hjem med seks næsten nye cd’er til samlingen. Tre for tyve. Den ene er Robin Williamsons’ album fra 2002 Skirting the River Road. Williamson vil være kendt som den markante forsanger i hedengangne Incredible String Band. Når man har hørt den stemme en gang, glemmer man den aldrig…
Allerede i tiden med Incredible String Band begyndte Williamson en solokarriere. I 1971 kom Myrrh. I 1976 dannede han The Merry Band, der indspillede tre album – Journey’s Edge, American Stonehenge og A Glint At The Kindling (1977-79). Derefter forfulgte Williamson en solokarriere, hvor han har dyrket den såkaldte barde-tradition med musikalsk iscenesatte fortællinger og digte. Selv om Incredible String Band har været gendannet et par gange, har Williamson forfulgt sit soloprojekt, og fra starten af dette århundrede har han samarbejdet med det prestigefyldte pladeselskab ECM, der især er kendt for nogle meget æstetisk producerede jazz-cd’er. Skirting The River Road er den anden cd på dette plademærke. Og pladen minder en hel del om Incredible String Bands musik, der også blandede elementer af folk, jazz, renæssancemusik, klassisk og østlig musik. Med sig på pladen har Williamson en håndfuld udsøgte jazz-musikere fra ECM-kredsen: violinisten Mat Maneri, basisten Barre Philips, multi-instrumentalisten Ale Möller og saxofonisten Paul Dunmall. Teksteren på pladen er af Walt Whitman, William Blake og Henry Vaughan. Hvis man – som capac – holder af Incredible String Band, kan det varmt anbefales at lægge øre til denne plade.

The Incredible String Band – Painting Box

En Davy Crockett-hue med hale – erindringsglimt

10. november 2008


Under læsningen af Bo Green Jensens seneste autobiografiske essays Dét der bliver tilbage bliver jeg sendt langt tilbage i barndommen til dengang, mit største ønske var at få en pelshue med stribet hale som den, Davy Crocett bar i følge skrønen. Hvor min interesse stammede fra står ikke helt klart i min erindring, men Crockett var genstand for dyrkelse i bøger – fx Karen Brunés‘ seksten bind om helten – tegneserier, film og sang. Tydeligst husker jeg sangen om David Crockett, The Balad of David Crockett, der også kom i en dansk version (med hvem? Må tjekkes…) – den sang, som Ørkenens Sønner parodierer i deres pikante shows.

PS. Som bloggens kommentatorer rigtignok skriver, så var det selveste Preben Uglebjerg, der sang balladen om Davy Crokett – “Præriens bedste mand”. Jeg har researchet lidt på sangen, men indtil videre kun fundet ud af, at den må være udkommet midt i halvtredserne. Og så er den svær at finde på plade og cd.

1968: Steppenwolf

10. november 2008


Hele to vellykkede albums nåede Steppenwolf at lave i 1968. Det eponyme debutalbum og toeren, der bare hed Second. Hvis titlerne ikke var noget særligt, så var pladerne, der rummer de største hits og bedste sange fra gruppens karriere: Born To Be Wild, The Pusher, Magic Carpet Ride m.fl. De to plader etablerede med et slag Steppenwolf som et af de førende hardrock-bands, og successen varede frem til 1974, hvor uoverensstemmelser mellem den markante forsanger John Kay og de andre fik gruppen til at gå i opløsning. Bandet er blevet gendannet, men det er kun Kay, der er med fra den oprindelige opsætning.

Born to be wild – Steppenwolf

Dagens grammofone genhør: Midnight Sun – Midnight Dream (1974)

10. november 2008


Albummet “Midnight Dream” var Midnight Suns andet album med forsangere Frank Lauridsen. Ud over gruppens øvrige medlemmer medvirker Lasse Helner, Jannie Høegh og Susanne (Sanne) Salomonsen som baggrundskor. Og Peder Kragerup har arrangeret de anonyme strygere. Som den tidligere omtalt Walking Circles, så er der tale om tale om fusionsmusik med inspiration fra grupper som Blood, Sweat and Tears og måske Electric Flag. Jazz og rock i en frydefuld alliance – med rocken som solid bund. Mig bekendt er Midnight Dream ikke udgivet på cd. Desværre.

Julegaveønsker… Harold Lloyd

9. november 2008

If you can’t beat them, join them. Sådan har jeg haft det lidt med julen, siden man forsøgte at afskaffe den i de glade halvfjerdsere. Men nu ser jeg nok lidt mere pragmatisk på det. Hvad er der galt med lidt gavegiveri, god mad og almindelig hygge… Og når det nu ikke kan være anderledes, så kan man jo lige så godt lave sig en ordentlig ønskeliste, der omfatter andet end sokker og slips… Fx Harold Lloyds samlede værker, der også findes på dansk.

Harold Lloyd in A SAMMY IN SIBERIA (1919)

1968: Beach Boys – Stack-o-Tracks

9. november 2008

I 1968 gjorde The Beach Boys noget enestående. Enestående for dem selv og enestående i popmusikken i det hele taget. De udgav albummet Stack-o-Tracks, der består af lydsporet – minus sang – til en række af deres bedste sange fra karrieren. Rygterne vil vide, at det var pladeselskabet – Capitol – der ville presse den økonomiske citron til det sidste, for samme år udgav man også to andre Beach Boys-album: Friends og Best of the Beach Boys Vol. 3. Om det er sandt, vides ikke, men i hvert fald blev Stack-o-Track et kommercielt flop. Pladen viste sig ikke på hitlisterne, hverken i USA eller Storbritannien. Den manglende interesse hænger muligvis også sammen med, at The Beach Boys blev identificeret som en sanggruppe. Stack-o-Tracks afslører imidlertid, at bandet også var en emminent instrumentalgruppe og giver fans mulighed for – før det rigtig blev in – at agere karaoke til musikken. Efter fiaskoen med pladen gik der to årtier, inden Capitol genudsendte den som en af de mange dobbeltcd’er, der er kommet med bandets album. På den anden plade finder man The Beach Boys Party! Men – genudgivelsen indeholder desværre ikke originaludgivelsens lille bog med akkorder, sangtekster og andre anvisninger til, hvordan man spiller Beach Boys. Der skulle dog være udgivet en særlig japansk udgave, der har det hel med…
Stack-o-Tracks er i øvrigt blevet en af mine yndlings-BB-plader…

Beach Boys – Do it again 1968

1968: Joni Mitchell – Song to a Seagul

8. november 2008

I 1968 debuterede Joni Mitchell også med sin sang til en havmåge. På grund af misforståelser på pladeselskabet blev pladen lanceret som et eponymt album, selv om titlen er Song to a Seagul. Et klassisk og folk-inspireret, selvbiografisk påvirket concept-album om livet i byen versus livet ved havet. Med på pladen har hun Stephen Stills og David Crosby har produceret pladen.
Det er en umanerlig smuk plade, der måske er kommet til at stå lidt i skyggen af hendes hovedværk “Blue”, hvilket er både synd og skam. Det er en plade, der med et slag viser Mitchell som den både lyriske og musikalske begavelse hun er. En imponerede debut. Anbefales varmt.

Joni Mitchell-Cactus Tree (BBC)

Lille Per spiller beat – og andet fra de tidlige tressere

8. november 2008

For ikke så længe siden spurgte hhs i en kommentar, om jeg var stødt på Ole Neumans indspilninger. Ole Neuman blev kendt som Lille Per i de første og (stadigvæk) meget populære Far-til-fire-film. Jeg vidste godt, at Ole Neuman havde beskæftiget sig med beat-musik, men havde ingen erindring om den, selv om den nok har været spillet i radioen engang. Men nu har jeg fået fat i cd med optagelser fra det lille hedengangne pladeselskab ECCO Records. Pladen rummer fire optagelser med Ole Neuman and his Newman, en engelsk beatudgave af sangen “Hej med dig” (!) i to forskellige mixninger og en coverversion af Allan Toussaint-nummeret Get Of My Life Woman. Ole and his Newmen kunne måske have drevet det til mere, men Ole valgte en karriere som fotograf i 1967, og dermed var det slut.
Pladeselskabet blev købt af Erik Haaest og Leif Juul, kontorchef på Københavns Universitet (!), for fem kroner af Sonet. Haaest, der – som bekendt fra denne blog – var involveret i beat-konkurrencer og havde sit eget blad var utilfreds med pladeselskabernes rolle i promoveringen af dansk beat – og også med kvaliteten af nogle af indspilningerne. Og han ville vise – med sig selv i rollen som producent – at det kunne gøres bedre…
Pladeselskabet eksisterede et år, men nåede i den tid at få indspillet singler med solide navne som Joe E. Carters Group, Beefeaters, Danny & Royal Strings, Teenmakers og Black Devils. Seksten beat-singler blev det til i alt. Dertil en live-LP med Melvis and his Gentlemen (udgivet på en anden cd fra Frost Records), en LP med DM i beat 1966 og et par andre ting.
CDen rummer fine ting. Joe E. Carters Group – der vandt titlen som “Danmarks Rolling Stones” i 1965 – er repræsenteret med seks indspilninger, solide covernumre af Animals-, Them- og Rolling Stones-numre. Perlerne på cd’en er dog de fire numre med The Beafeaters. Som man kan læse ud af noterne til cd’en, så elskede Søren Seirup og hans band rythm and blues – med tryk på blues. Det høres tydeligt. Beefeaters lå langt fra mainstream-pop-pigtråden. Det er “beskidte”, seje, swingende numre med en vild mundharmonika som ledestjerne. Hvis Beefeaters havde været englændere dengang, så havde de bestemt været seriøse konkurrenter til Pretty Things, Animals og de andre store navne…
Alene optagelserne med The Beefeaters gør, at denne cd bør høre hjemme i enhver pladesamling, der beskæftiger sig med dansk beat fra tresserne..


1968: Soft Machine

7. november 2008

1968: Soft Machine – det engelske progressive rock-band, der tog navn efter en roman af William S. Borroughs – debuterer med deres titelløse album. Ved producerknapperne sad ex-Animals-basisten Chas Chandler og Tom Wilson, der blandt andet havde arbejdet med Velvet Underground. Soft Machine, der blev dannet i 1966, er den engelske progressive rocks store band og den centrale figur på den såkaldte Canterbury-scene. Hovedpersonen Robert Wyatt er stadigvæk fuldt aktiv og udsender det ene fremragende album efter det andet. Og også den anden centrale figur Kevin Ayers er aktiv, men knap så produktiv som Wyatt.

Soft Machine-Moon In June-Bilzen Festival-August 22, 1969

Dagens lydspor: Heart and Soul – Joy Division

6. november 2008

Dagen – og sikkert også morgendagens – lydspor vil være præget af Joy Division bokssættet Heart and Soul, der med sine omtrent firs numre dækker ikke blot de officielle album, men også mere obskure optagelser, samplerbidrag, singleplader, John Peel-optagelser og andre liveoptagelser og uudgivede optagelser fra et mislykket pladeprojekt. Bokssættet er ikke bokssættet, der sætter punktum for Joy Division-udgivelser. Bandet efterlod sig flere optagelser. Men de fire cd’er giver et fornemt billede af gruppens kuldslåede musik, der ofte har en stemning som denne grå efterårsdag (i betonforstæderne). Jeg ved ikke, hvad der gør det, men Joy Division får mig altid til at tænke på Pink Floyd!? Måske, fordi begge grupper fangede noget af det, man med et billede kalder “tidsånden”!?

Joy Division – Atmosphere

1968: The Fantastic Expedition of Dillard & Clark

6. november 2008

Gene Clark forlod den succesfulde gruppe The Byrds i 1968 – vist nok på grund af det, man med en eufemistisk omskrivning kalder “musikalske uoverensstemmelser” – og slog kludene sammen med en anden frafalden musiker, Dough Dillard, der var stået af The Dillards. Sammen gik de i studiet og lavede en plade, The Fantastic Expedition of Dillard & Clark, der i dag står som en af country-rockens mesterværker. Med sig havde de kapaciteter som Chris Hillman, Sneaky Pete Kleinow, Bernie Leadon, Byron Berline og andre i samme vægtklasse.

Dillard and Clark Train Leaves Here This Morning & In The Plan

1968: Shine On Brightly – Procol Harum

5. november 2008

Procol Harum bragede gennem lydmuren i 1967 med deres klassiske debutsingle A Whiter Shade Of Pale. Kort efter indspillede de på to dage deres eponyme debutalbum, der kun blev en moderat succes, blandt andet fordi gruppen valgte ikke at have hitsinglen med på pladen. Den kom med på senere udgaver. Procol Harum var et af de progressive band, der havde inspirationens rødder i såvel den klassiske musik som den bluesbaserede rock. Med Shine On Brightly blev den progressive psykedeliske side af gruppens musik central. På albummet finder man det atten minutter lange nummer In Held ‘Twas I, der satte nye standarder for, hvad man kunne forvente af progressive bands med sin blanding af recitation, klassiske passager og psykedeliske indslag. Samtidig gav pladen en fingerpeg om, hvad man kunne forvente af gruppen de kommende år med hensyn til symfonisk baseret rock.

Procol Harum – Quite rightly so

1968: S. F. Sorrow – The Pretty Things

4. november 2008

The Pretty Things havde allerede været på banen nogle år, da de i 1968 lod sig inspirere af den psychedeliske rock og lancerede concept-albummet, “rock operaen”, S. F. Sorrow. Historien om Sebastian F. Sorrows liv og levned fra fødsel til alderdom. Tiden var inde til albums med et gennemgående tema, og Pretty Things var forløbere i den tendens. Pladen blev indspillet i Abbey Roads studierne samtidig med, at The Beatles arbejdede på det, der skulle blivet til Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band og Pink Floyd skabte The Piper At The Gates Of Dawn. Tre mesterværker i samme hus på samme tid. Det siger lidt om, hvad der skete det år. Som flere andre concept-albums floppede S. F. Sorrow kommercielt. I første omgang gad amerikanerne end ikke at udsende pladen. Det var sket først, da Motown (!) tog den til sig. Tresserne var optimismens tid, og måske var det ikke det mest salgbare påfund at omsætte en nærmest socialrealistisk novelle til et helt album. I det hele taget havde concept-albums det svært på et single-hitliste-orienteret musikmarked. Det måtte fx The Kinks, der lavede flere af slagsen, erfare.
Musikalsk var og er – der meget at hente på pladen. Pretty Things bevægede sig – som Beatles og andre – ud i de eksperimenter, som nye teknologier og instrumenter gav mulighed for. Abbey Road-studierne var foregangsmænd med sådan noget som elektroniske tone generatorer og brugen af Mellotronen. Norman Smith, der havde været tekniker på tidlige Beatles-plader, hjalp gruppen med at realisere deres ideer.
Desværre er er ingen optagelser med S.F. Sorrow-sange på nettet, men her en sjældenhed med bandet fra 1965.

Pretty Things – Blokker Festival Holland 1965