CAPAC

For mange år siden læste jeg Shakespeare i gymnasiet. Machbeth. Og i forbindelse med sin gennemgang kom min engelsklærer ind på en bestemt Shakespeare-figur: Fallstaff. En nærmest mytologisk-fiktiv figur, der vist har hentet inspiration i en historisk skikkelse. Fallstaff – nogle vil sikkert se Orson Welles’ bredmavede levemand for deres indre blik – var en hedonist, der svælgede i mad, drikke og kvinder. Og ikke bekymrede sig om ret meget andet. Indtil den dag, hvor han – ved skæbnens (u)gunst – skulle beslutte, om han ville overtage et magtfuldt, religiøst embede. Han vælger jobbet til – og derefter ændrer han fuldstændig karakter. Den fiktive figur er selvfølgelig en studie i magtens betydning. I hvad magten gør – eller kan gøre – ved mennesker.

Og jeg kom til at tænke på denne Fallstaff-figur, da jeg – via Lars – læste Niels Krause Kjærs kronik “Tilfældet Birthe Rønn”. Rønn Hornbechs forvandling fra liberal kritisk medlem af Venstres folketingsgruppe til minister i magtens arrogante centrum er eksemplarisk. Selv havde jeg – desværre – forudset, at det ville gå sådan. For jeg tror, det vil kræve overmenneskelig styrke at sprænge de rammer, en minister er bundet af. Men det kan godt undre mig, at fru Rønn ikke har indset det – eller har været så kynisk at vælge magten frem for sin politiske tænke- og handlefrihed.

I går kom jeg til at tænke på den danske kunstner Mikael Witte, der huserede i århus i min tidlige studietid. I 1976 var han med til at lave “Selskabet for smukkere byfornyelse” og Socialistisk Bogklub, og han begyndte at lave plakater, som vakte postyr i medierne. Der bliver nedlagt fogedforbud mod nogle af dem, blandt ovenstående satiriske plakat med budskabet: Danske svin er sunde. De strutter af penicillin. Landbrugets store organisationer brød sig ikke om budskabet og fik nedlagt  et fogedforbud, som først blev ophævet i 1980.
Jeg så Wittes plakat for mit indre øje, da jeg så TV-avisens indslag om dansk svineproduktions stadigt voksende forbrug af antibiotika. I udsendelsen fremviste en dyrlæge en næsten nyfødt gris, der var født med gul diarre, hvorfor den straks fik en indsprøjtning. Dyrlægens kommentar var, at man ikke med sikkerhed viste, hvorfor smågrise nu blev født med diarré…

Samtidig kom det frem, at forbruget af antibiotika i svineproduktionen er med til at forstærke de problemer, sygehusene har med såkaldt resistente bakterier. Det bliver sværere og sværere at holde disse bakterietyper stangen – og at behandle dem, når de først kommer ind i kroppen på mennesker.
Den konventionelle industrilandbrug har ikke gjort fremskridt siden Mikael Witte lavede sine plakater. Tværtimod. Og det var mildest talt forstemmende at se og høre fødevareminister Henrik Høegh (Venstre) glide af over for kritikken fra dyrlægerne. I stedet for at forholde sig til det konkrete problem, snakkede han om “gule kort” til de landmænd, der var særligt ødsle med antibiotika, og om, hvor stort andre landes forbrug var.
For nylig vakte det furore i medierne, da det kom frem, at tusindvis af smågrise dør hver dag i den danske svineproduktion. Nu forskrækkes forbrugerne for en stund af meldingerne om overforbruget af medicin. Smågrise sprøjtes inden de overhovedet har fået øjne. Spørgsmålet er, hvad der skal til for at ændre den situation? Det burde være klart for enhver, at produktionsmål og bundlinjetal vejer meget tungere i dansk landbrug – og landbrugspolitik – end hensynet til dyre- og menneskevelfærd. Vi har set det så tit. Vandmiljøplanerne, dyretransporterne, pdyrkning af braklægningsarealer, snyderiet med gamle kødvarer – og nu antibiotikaoverforbruget. Måske er det os ganske almindelige forbrugere, der skal ændre på forholdene, når vi står med hånden nede i køledisken!?

PS. Det fremgik også af udsendelsen, at to svineproducenter havde givet tilsagn om at medvirke i udsendelsen. Men deres brancheorganisation mente, at det ikke var nogen god idé. Heller ikke på det punkt har meget ændret sig de sidste 30-35 år…

Jeg føler mig ydmyget og nedgjort. Jeg føler mig svigtet af samfundet. Her går vi ud og forsvarer danske interesser, går ud og passer vores arbejde, sådan som de danske politikere har bedt om. Når vi så kommer hjem, så har de lavet love, som pisser og op og ned af ryggen

Ordene er Martins. Han har som soldat været udsendt til Kosovo, Irak og Afghanistan. Som andre af hans kammerater, der har deltaget i de militære aktiviteter i udlandet, har det haft personlige omkostninger. Martin har fået diagnosen “post traumatisk stress”, og det betyder, at han er henvist til offentlig hjælp. Martin er derfor blevet tildelt “starthjælp”, fordi han har opholdt sig mere end to år ude for rigets grænser. Starthjælpen er højst 5.638 kroner om måneden – før skat.
Konfronteret med Martins og andres situation reagerer beskæftigelsesminister Støjberg sådan: “Det skal ganske enkelt ændres. Fordi vi skal behandle vores soldater ordentligt. Og det er klart, at hvis man har været i udlandet nogle år fordi man har været udsendt som soldat, så skal man ikke hjem og på starthjælp. Det bliver ændret, og det bliver ændret hurtigst muligt”. Men forklar mig lige, hvorfor soldater skal behandles anderledes end andre borgere, der har opholdt sig i udlandet – som studerende, forskere, arbejdstagere osv.? Skal de ikke også “behandles ordentligt”?  Skal der ikke være lighed for loven?! Ministeren taler, før hun tænker. Sikkert, fordi hun godt ved, at regeringen har en rigtig dårlig sag her, og regeringen i forvejen har nok af dårlige sager.
Soldaten Martins situation handler ikke kun om rigets behandling af danske soldater, der tjener rigets interesser (?), men om starthjælpens urimelighed. Jeg tror ikke, Martin er den eneste, der føler sig ‘pisset op og ned ad ryggen’, ‘nedgjort og ydmyget’…[link]

Et velfungerende demokrati burde kunne tæmme det værste magtbegær, som driver politikernes virke. Men sådan er det langtfra altid. Det danske demokrati er ingenlunde perfekt, og i disse dage har man mulighed for at studere, hvordan magtbegæret kommer til udtryk på forskellig vis.

Regeringen er trængt, og statsminister Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke formået at vise, at han har format til at være partileder og statsminister. Senest har han forsøgt at sætte punktum i den såkaldte Lene Espersen-sag, men samme Espersens alt andet end troværdige, alt for sene, offentlige undskyldning havde ikke karakter af et punktum, men snarere et udråbstegn. Sagen vil ikke dø.

Og nogen – en anonym kilde i regeringens koordinationsudvalg – har sørget for at forstørre udråbstegnet ved at afsløre, at Per Stig Møller – kulturministeren – i marts havde advaret fru Espersen mod at tage på familieferie i stedet for at tage til Arctic 5-møde med Hilary Clinton i Canada. Der blev også sået tvivl om, hvad statsministeren var vidende om og hvornår.

Den usædvanlige lækage er svær at forstå som andet end et politisk forsøg på at blamere den i forvejen upopulære Lene Espersen – og måske også svække den siddende regering og dens statsminister. Er der tale om et vendetta fra Per Stig Møllers side? Er det en tak-for-sidst til Lene Espersen, som angiveligt degraderede den ærgerrige Møller fra udenrigsministerposten til den lavtrangerende kulturministerstol ved seneste ministerrokade?

Per Stig Møller afviser selvfølgelig, at det skulle forholde sig på den måde og roser rituelt sin ministerkolllega i offentligheden. I en mail til Ritzaus bureau skriver Møller: “Jeg gik ind for hende både som politisk ordfører og som partiformand. Lene Espersen har sat virkelig god gang i strategiarbejdet i den konservative folketingsgruppe og er en stærk politisk dynamo i gruppen. At hun ved rokaden valgte at sætte holdet op på en ny måde er hendes ret, som jeg respekterer“. Jeg fremhæver. Mailen kan læses som politiks doublespeak. På overfladen anerkendes Espersens position og den politiske magtbalances status quo. Møller respekterer, at virkeligheden er sådan. Lige nu. Møller respekterer, at Espersen har disponeret, som hun har gjort, fordi hun havde ret til det, men bag ordene arbejder magtbegæret, som siger: Det burde være anderledes. Og måske er tiden inde til at ændre på det…

Kunne man forestille sig, at danske rock- og popmusikere gik på barrikaderne imod Dansk Folkepartis og regeringens diskrimination af indvandrere og flygtninge? Jo, vi kan forestille os, at gamle gavflab Larsen siger nogle uforgribelige meninger om det, men ellers?

Nej vel. Det er som om sporene fra halvfjerdserne skræmmer eller, at musiklivet – som kulturlivet i øvrigt – er blevet så opslugt af sig selv, business og medierne, at man slet ikke kan tænke tanken længere.

Som Torben er inde på, så er der en anden tradition for sammenblanding af politik og musik i USA. Kunstnere bakker op om præsidentkanditater osv. Vi så det senest med Obamas indsættelse. Og så er der, hvad man kunne kalde soundtrackpolitiken. Altså det fænomen, at politikere (mis)bruger kendte kunstneres kendte sange som led i deres egen politiske karriere. Senest har den tidligere præsidentkandidat John McCain fået en over næsen for misbrug af Jackson Brownes sange.

Mere usædvanligt er det, at en række kunstnere med Rage Against The Machine i spidsen er gået så vidt at boykotte en hel stat, Arizona, på grund af dens førte politik. I alt 20 grupper og kunstnere har valgt at gøre Arizona til et sted, hvor de ikke vil optræde, fordi politikerne der har indført en ny immigrationslov, der på det nærmeste gør indvandrere til jaget vildt. Og i følge Zack de la Rocha, forgrundsfigur i Rage Against The Machine, skruer Arizona dermed tiden tilbage før borgerrettighederne indførelse. Han udtaler: “Folk, der er fattige, ligesom nogle af os var engang, kan blive tvunget til at leve i konstant frygt, mens de blot forsøger at finde et job og overleve..Denne uretfærdige lov er sat i værk af den samme Arizona-regering, der nægtede at anerkende Martin Luther King Jr.-dagen som en national helligdag“. Stærke ord i sommeren 2010.

Protestbevægelsen har også lavet en hjemmeside, hvor de fremfører deres holdninger: www.thesoundstrike. net. Med i bevægelsen er fx Cypress Hil, Kanye West, Massive Attack og Sonic Youth. Måske danske kunstnere kunne finde inspiration i denne bevægelse? [link]

Onsdag gennemførte Elton John en koncert i Rabat, Marokko. Elton var inviteret til at deltage i Mawazine World Rhythm Festival og koncerten forløb uden problemer. Det skal ses i lyset af, at konservative, religiøse af islamisk observans havde krævet koncerten aflyst, fordi Elton John i ugerne op til koncerten havde kritiseret de muslimske lande for at behandle deres homoseksuelle borgere dårligt. Han havde også til magasinet Parade ladet en bemærkning falde om, at Jesus nok var homoseksuel. Uanset, hvad man så måtte mene om Jesus-bemærkningen (og mange skal nok have en anden mening…), så er kernen i sagen, at Elton John insisterer på sin ytringsfrihed og slår et slag for homoseksuelle menneskers rettigheder i denne verden. I følge Associated Press kom der tusindvis af Elton John-fans til koncerten. Hatten af for Elton John og de marokanske koncertarrangører, der nægtede at bøje sig for fundamentalistiske mørkemænd og viste os andre et eksempel til efterfølgelse.

Jeg bemærkede mig, at Pia Kjærsgaard som argumentation for at gå med til forringelserne af dagpengeperioden m.m. henviste til nødvendigheden af besparelser. Og dermed løb fra tidligere løfter om, at man i DF “under ingen omstændigheder” ville være med til forringelser af dagpengeperioden og efterlønnen. Som om der ikke var andre muligheder – f.eks. gennem en mere retfærdig fordeling af skattebyrderne…

Forståeligt nok angribes Kjærsgaard og DF nu af fagbevægelsen for at være et bundt vendekåber, der løber fra tidligere løfter for at bevare sin plads som regeringens parlamentariske grundlag. Alternativet kunne jo have været et valg…

I dag reagerer fru Kjærsgaard så med symptomatisk voldsomhed over for fagbevægelsen, idet hun kalder 3Fs kritik for “fuldstændig uanstændig” og i samme åndedrag opfordrer forbundsformand for 3F, Poul Erik Skov Christensen, til at gå ned i løn. Hun mener, at 3Fs protest og kritik udspringer af, at loftet over fradraget for fagforeningsbidraget hænger sammen med de høje lønninger hos fagforeningspamperne…

Selv om jeg skal være den allersidste til at forsvare fagforeningsbossernes store lønninger og grundlæggende er enig med FOAs Dennis Knudsen i, at de ikke burde få mere end deres medlemmer plus en tillæg, så er kritikken fra fru Kjærsgaard absurd og et moralsk desperat forsøg på at forskyde fokus fra kritikkens indhold til noget andet, nemlig den udbredte fagforeningslede. Burde fru Kjærsgaard ikke være den første til at vise mådehold lønmæssigt? Som andre europæiske kolleger i øvrigt har gjort (i beskedent omfang ganske vist, men ikke desto mindre). Har vi ikke for ganske nyligt på store plakater set, hvor meget fru Kjærsgaard får ekstra i lønningsposen efter den skævvridende skattereform? Det var betydeligt mere end den børnecheck, som småbørnsfamilierne nu i bedste fald kan gøre sig håb om at modtage. Har fru Kjærsgaard nogensinde stemt imod en forhøjelse af folketingsmedlememmernes løn? Mig bekendt aldrig. Hvem sagde “pamper”? Hvem har glemt, hvor hun kom fra?

Fru Kjærsgaard og hendes kumpaner kommer ikke uden om, at de med det indgåede forlig har svigtet tusindvis af småbørnsfamilier, hundredtusindvis af ledige medborgere, flygtninge med tolkebehov, fattige i ulandene, folk med høreproblemer (bl.a. nogle af de pensionister, der stemte på DF sidst) osv. Blot fordi de vil holde fast på deres taburet og magtbastion for enhver pris. Føj for den lede. Jeg håber, at mange af DFs vælgere vil bruge anledningen til at genoverveje, hvor de vil sætte deres kryds næste gang… [link]

Man skal passe på med at kaste med sten, når man selv bor i et glashus, siger en gammel talemåde. En af dagens små nyheder drejer sig om, at Jyllands-Posten har fået fingre i et brev, hvori Venstres næstformand Kristian Jensen henvender sig til en række ‘talentfulde, liberale unge’, som Venstre ønsker at indsætte i diverse ‘råd, nævn og udvalg’. Afsløringen – eller hvad man nu vil kalde nyheden – har straks fået Socialdemokraterne politiske ordfører Henrik Sass Larsen ud af røret. Larsen henviser til, at den store rorgænger Anders Fogh Rasmussen tidligere har kritiseret Socialdemokraterne for samme praksis. Larsens siger: “Det er dybt pinligt, at Venstre nu er blevet taget i at lokke folk med en plads i råd og nævn på baggrund af deres politiske tilhørsforhold. Det er klokkeklart kammerateri”.

Ingen tvivl om det. Det er indspisthed, nepotisme, kammerateri, pamperi osv. Men – i den politiske virkelighed er hukommelsen åbenbart kort som en barneskjorte. Vi skal ikke mere end et par måneder tilbage i tiden for at finde sagen om den socialdemokratiske overborgmester Frank Jensens kammerateri i besættelsen af stillinger på rådhuset i København. Politikerne har altså ikke noget at lade hinanden høre. Og der er ikke fugls føde på den nyhed. Det er Business as usual.  Som almindelig borger kan man kun beklage, at det forholder sig sådan. Det ville være bedre, hvis man ansatte de bedst kvalificerede. [JP]

I den forgangne uge stjal socialdemokraten Mette Frederiksen overskrifter i aviserne, fordi hun havde valgt at sætte sine børn i en privat lilleskole. Problemet var ikke selve valget, men at hun i 2005 – på en for hende sædvanlig lidenskabelig og moraliserende vis – havde sendt følgende svada af sted til danske forældre: “En stor del af ansvaret for folkeskolen fungerer ligger hos os forældre. Det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole så snart der er problemer i folkeskolen. Alle har et ansvar for at folkeskolen fungerer. Det betyder altså, at man må blive og tage kampen op … kæmpe for at forbedre skolens faglighed og miljø, i stedet for at tage børnene ud af skolen“.

Bedre blev det ikke af, at Frederiksen forsøgte at forklare sin egen handling som en nuancering af ovenstående markante og ret så entydige holdning. Og bedre blev det slet ikke af, at hendes formand Helle Thorning Schmidt efterfølgende indrømmede, at også hun valgte en privatskole til en af sine børn – selv om hun heller ikke i princippet havde ændret holdning til folkeskolen.

I dag kan man så læse af hele 25% af folketingets medlemmer har valgt at sætte deres “overskudsbørn” i privatskole. Problemet med Frederiksen og Thorning er selvfølgelig, at vi almindelige dødelige vælgere forventer, at der er sammenhæng mellem det politikere siger og mener – og det, de gør. At der er konsekvens mellem deres sigen og gøren. Det er så at sige væsentligt træk ved det repræsentative demokrati. Det handler om politiks troværdighed. Politikerne vælges ud fra deres sigen og skriven (valgløfter og programmer), og vælgerne forventer, at de forsøger at realisere det sagte og skrevne.

Men, som vi også ved, så forholder det sig sjældent sådan. Derfor har vi fænomener som “politikerlede” og politisk desinteresse. Det er det repræsentative demokratis svamp. At repræsentationen ikke fungerer godt nok. Frederiksens og Thornings handlinger og efterfølgende svage argumentation udstiller endnu engang, hvor gabende stor afstanden er mellem de folkevalgte og deres vælgerskare. Mellem den politiske elite og dem, der ikke har noget reelt skolevalg. Og debatten illustrerer, hvorfor man som vælger skal vurdere politikerne på deres politiske handlinger og ikke primært på deres talestrømme.

I går aftes havde jeg opportun lejlighed til at lytte til P1 hele aftenen, og et af de programmer jeg lyttede til, var “Krause på tværs”, som bestyres af journalisten og politisk kommentator Niels Krause-Kjær. I studiet havde han Michael Jeppesen, der har slået sig op som kunstanmelder (senest i Information) og forfatter til en bog om klimatopmødet. Så vidt jeg har forstået er Michael Jeppesen autodidakt i enhver henseende. Og man kan godt mærke på hans tilgang til politik og medier, at han ikke har gået i nogen formel journalistisk skole. Og det skal forstås i positiv forstand. Med en selviscenesættelse, der minder en om den lille dreng i H. C. Andersens “Kejserens nye klæder”, forsøger Michael Jeppesen, hvad enten han ser på ny kunst eller går rundt på klimatopmødet at bilde sig selv og os andre ind, at han som en anden nar kan være med til at fjerne det slør af spin, skjulte dagsordener, skamridte kæpheste osv., der præger vores politiske og kulturelle tid. Og det kan han måske også i et vist omfang.

I hvert fald var det forfriskende at høre hans skråsikre forsvar for sin egen weblog over for Krause Kjærs diskrete , men for mange journalister typiske, nedladenhed over for blogfænomenet. I sin blog på Politiken har Jeppesen blandt andet dokumenteret, hvordan bl.a. TV2 på uheldig vis har været fedtet ind i den såkaldte “Lækagesag”. I Krause Kjærs spørgsmål og i TV2-journalisten Jes Dorph-Petersens kritik af Michael Jeppesens blog lå et latent  forsøg på at kastrere og bagatellisere dette sociale og demokratiske medie. Men Jeppesen holdt fanen højt og angreb de to journalister på deres svage flanke: Han bad dem dokumentere deres påstande om, at bloggens dokumentation ikke holdt, og at debatniveauet var under avisstandard. Det var kosteligt at høre, hvordan den ellers meget forstående og lyttende Krause Kjær for en gangs skyld var trængt og på hælene. Og Jes Dorph Petersen fik et forklaringsproblem. Hør udsendelsen her.

I Politiken kan man her på arbejdernes internationale kampdag læse, at 66000 danskere forgæves har søgt hjælp på de lokale jobcentre. De pågældende har hverken kunnet få dagpenge eller bistand. Det hænger selvfølgelig sammen med to forhold. For det første har de ikke været medlem af en a-kasse, medens de var i beskæftigelse (eller er af andre grunde ikke berettiget til at modtage dagpenge, fx at de har været medhjælpende ægtefælle i familiefirmaet). For det andet har deres ægtefælle en indtægt og dermed forsørgerpligt – og de har ejendom, som først skal formøbles, inden de kan modtage bistandshjælp. I følge LO er 370000 danskere i risiko for at lande i samme situation.

Det er selvfølgelig dybt beklageligt, at voksne mennesker i den erhvervsaktive alder således sendes i lodret fald mod samfundets bund. Og spørgsmålet er, hvad man kan gøre ved det? For det første må man indse, at ledighed er en indiskutabel del af den samfundsøkonomi, vi har. Og at den såkalde flexicurity-model på arbejdsmarkedet i sin kerne er bygget op om arbejdsløshedsfluktuationernes kendsgerning. Desværre har den nuværende regering igennem et årti foregøglet mange unge mennesker, at højkonjunkturen var kommet for at blive på grund af regeringens økonomiske politik, og derfor har mange fravalgt a-kasserne i den overtro, at jobs var noget, man altid kunne finde. Men den aktuelle dybe økonomiske krise viser noget andet.

Skal vi – som i mange år har betalt til vores a-kasse – så forbarme os over for de stakler, der nu går på røven? I hvert fald ikke betingelsesløst. De vil være en hån mod det store flertal, der i årevis har betalt deres bidrag, hvis man blot begyndte at udbetale dagpenge til de 66000 danskere. Måske kunne man forestille sig en model, hvor de pågældende blev pålagt at betale a-kassebidrag med tilbagevirkende kraft. At de for at modtage dagpenge på ordinær vis skulle acceptere en solidarisk gæld til fælleskabet? Den anden side af sagen er så, at vi bør indrette arbejdsmarkedspolitiken således, at alle der har et ordinært lønarbejde obligatorisk bidrager til en a-kasse. Når ledigheden er en reel risiko, så bør a-kassemedlemeskab være obligatorisk. Af hensyn til den enkelte – og af hensyn til fællesskabet. [link]

Som læserne sikkert vil vide, med mindre man har haft hovedet gravet ned i jorden eller puden som en anden struds, så er den politiske offentlighed for tiden inde i et ophedet skænderi, hvor navngivne danske politikere sætte i relation til nazismen. Den aktuelle mudderkastning blev sat i gang af nogle karikaturtegninger, der blandt andet viste Pia Kjærsgaard med nazistiske tegn, men vandet til mudderpølen var allerede tilført af DFs ideolog Søren Espersen, som for nylig i en kronik i Politiken satte lighedstegn mellem kommunisme, nazisme og så Ole Sohn, nuværende, ledende medlem af SF og tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti i årene for dette partis afvikling.

Den aktuelle mudderkastning handler selvfølgelig om noget andet, nemlig om, hvem der skal til magtens fad efter et kommende valg. SF står godt i meningsmålingerne, og DF ved godt, at deres markante position i magtens centrum vil svinde ind til en plads i oppositionens skygge, hvis S og SF vinder. Derfor prøver man – DF og Venstre – at gøre en sag ud af de omtalte nazikarikaturer. Måske også i håb om, at opmærksomheden vil bortledes fra regeringens aktuelle afmagt den indenrigspolitiske scene.

Det, der er beskæmmende, er den lethed, hvormed man griber til “nazikortet”, som det er blevet udtrykt. Man griber til dette forsmædelige kort, når andre politisk saglige argumenter fejler. Kan man ikke andet, kan man da svine hinanden til.

For generationer, der er yngre end denne blogger, er naziskænderiet måske blot endnu en absurd diskussion i et i forvejen absurd politisk spil i medierne. Men for denne blogger er det infamt at sætte nogen i forbindelse med nazismen uden grund. Nazismen står for den mest radikale, industrialiserede, perverterede udgave af den racisme, vi stadigvæk dagligt konfronteres med i vores virkelighed. At sætte nogen i forbindelse med nazismen – uden grund, uden argumentation – er intet mindre end infamt. Og jeg forstår godt, at DF og fru Kærsgaard er fortørnet over, at nogen vil fremstille dem med nazitegn, selv om de retter bager for smed, når de gør Sten Gade og Kureshi ansvarlige for, hvad andre har bedrevet.

Selv om DF kan give mindelser om nationalsocialisterne i kraft af partiets forlorne nationalisme og indædte, til xenofobi grænsende anti-islamholdning, så er der ikke grund til at mene, at partiet eller dets ledere skulle være nazister. Man skal i den forbindelse huske på, at DF de facto har udrenset alle de elementer, der har haft nazisympatier. Det er – i mine øjne – ganske enkelt en uhyrlig påstand, at kalde DF nazistisk. Lige som det er uhyrligt at sætte Ole Sohn i relation til nazismen, selv om han engang havde sympati for den såkaldt virkeliggjorte socialisme i øst, og selv om han ikke i fuld offentlighed har udøvet en bodshandling – men med sine handlinger og bøger har vist, at han har bevæget sig.

Semiotikeren Per Aage Brandt gjorde for nylig os opmærksom på et forhold, der burde være indlysende for enhver, der har fulgt med i den såkaldte Danish Cartoon-sag. Nemlig, at symboler – fx karikaturtegninger – er voldelige. Symbolerne skaber forbindelser – blender – fx mellem en religion og terrorisme eller mellem en dansk national politiker og den mest rabiate form for racisme, nazisme, og det bringer os i affekt. Vi har nu set det igen med karikaturerne hos Danmarks Løver. Og det, vi kan lære af det, er måske, at vi skal være forsigtige, når vi bruger symboler. Vi ved ikke, hvad de sætter igang. I stedet for at fremstille Pia Kjærsgaard med swastika på ærmet og lille Hitleroverskæg, skulle vi i stedet i skrift og tale kritisere hendes og DFs politik synder og sammen. Det skal ikke forstås som udtryk for selvcensur eller som et ønske om at begrænse vores højt besungne ytringsfrihed, som selvfølgelig er principiel og ikke til diskussion. Det er bare et ønske om, at vi bruger symboler med omtanke – og vælger kritik og oplysning i stedet for uigennemtænkte, voldelige symboler…

Læs også Lars’ kommentar

Udenrigsminister Lene Espersen har ikke medvind i medierne og meningsmålingerne for tiden. Senest har hendes meget omtalte udeblivelse fra et møde i Canada fulgt hende som en plet, der ikke kunne vaskes af med Biotex. Plettens genstridighed skyldes ikke så meget selve handlingen – at hun i stedet for at komme til møde med udenrigsministrene -  som at hun, for nu at formulere det tilstrækkeligt diplomatisk, “kreativt” forsøgte at nedtone mødets vigtighed og optone merbetydningen af en familieferie. Og i politik gør man klogest i at holde sig til kendsgerningerne og undlade at pynte på dem. For lugter det, så skal emsige journalister og politikere nok få gravet lorten frem.

I går kom det så frem, at Espersens forgænger Per Stig Møller betragtede det omtalte møde som værende “af vital betydning for de arktiske kyststater”. Det sætter forståeligt nok Espersen i en uheldig situation, hvor hun har et stort forklaringsproblem over for offentligheden. Enten har hun eller forgænger Møller en mangel på dømmekraft. Hun kan så vælge at kritisere Møller, grave sig længere ned i uholdbare og upopulære bortforklarigner eller indrømme sin egen fejltagelse.

Sagen er også interessant i et andet lys. Da Espersen begyndte sin ministerkarriere gjorde hun en del ud af at fremstå som forbillede for selverhvervende karrierekvinder, der sagtens kunne bestride et krævende job samtidig med, at de passede deres rolle i parforhold og familie. Jeg husker billeder af en minister, der ammede på ministerkontoret og optrådte som iscenesat rollemodel  i dameblade, der henvender sig til netop segmentet af selvpromoverende karrierekvinder. Den aktuelle sag illustrer vel på bedste vis, at kravet til kvinder om, at de skal kunne mestre det hele – karriere, moder- og kæresterolle – og stadigvæk have styr på makeuppen og timemanageren kan være et urimeligt krav? Fordi man kommer til kort. Det kan man jo ser her… Indrøm det dog Lene!

For en del år siden, hvor jeg endnu pendlede dagligt mellem to større danske provinsbyer, faldt jeg i snak med en medrejsende. På grund af en forsinkelse drejede snakken sig hen mod den offentlige trafik og dens mulige privatisering. Det var før Arriva fik mulighed for at køre her i landet.

Det viste sig, at min medrejsende i årevis havde arbejdet med netop infrastrukturelle problemer i overstatslig sammenhæng. Og han undrede sig dybt over, hvordan man i Danmark kunne gøre de centrale jernbanelinjer til genstand for ideologisk slagsmål om privatiseringens fordele og ulemper. I andre lande – mente han – var man, uanset politisk observans, at den formening, at visse infrastrukturelle forhold bedst og mest rationelt blev varetaget af staten.

Igennem det sidste årti har vi fået ørerne tudet fulde af, hvor effektivt, besparende, kvalitetssikrende osv. privatisering af offentlige områder vil være. Lige fra rengøring af offentlige kontorer over hjemmepleje til private sygehuse og aktivering af de ledige. Ser man bort fra spørgsmålet om den økonomiske rationalitet i privatiseringen (holder løfterne om effektivitet, besparelse osv?), så kan man sige, at privatiseringerne er kendetegnet ved, at det offentliges – eller vi kunne sige: fællesskabets – indflydelse af indlysende grunde reduceres kraftigt.

Denne sandhed er åbenbart gået op for et par konservative ministre i disse dage. Det drejer sig om økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og dennes kollega Lene Espersen, der har været fremme i medierne og beklage privatiseringerne af TDCs kobberkabelnet og Københavns Lufthavne. Begge to blev solgt til såkaldte “kapitalfonde”. Til Jyllands Posten udtaler Mikkelsen: »Når man sidder i en kapitalfond, tænker man ikke på den danske stats ve og vel. Så tænker man på sine aktionærer«. Nej, og det burde vel ikke komme bag på en borgerlig politiker som Mikkelsen!? Er det ikke selve motivet for privatisering: At private kan stræbe efter den profit, der er at hente i den privatiserede virksomhed?

Og for de såkaldte kapital- eller hedgefonde er dette motiv om muligt endnu mere udtalt. Vi så det med TDC, som efter overtagelsen, blev tømt for værdier, som forsvandt ud af landet – og fik tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at arbejde i EU for en lovgivning, der fremover vil kunne modvirke den slags udbytning af privatiserede virksomheder.

Selvfølgelig er det glædeligt, at ideologiens tåger letter til fordel for fornuftens klare lys hos de borgerlige politikere. Men det burde være sket for længe siden…

Hvorfor kommer denne besindelse så nu? Jeg tror, det skal ses i sammenhæng med den aktuelle økonomiske krise og de politisk-økonomiske nødvendigher, denne krise stiller politikerne over for. Vi har allerede på skatteområdet set, at der er slået nye toner an med jagten på skjulte udenlandske bankkonti, internationale selskabers skattesnyderi m.m. Mikkelsens og Espersens indrømmelse handler om statens – fælleskabets – handlemuligheder. Lene Espersens mener, at det først og fremmest er et “sikkerhedspolitisk” spørgsmål, at statens skal bevare kontrollen over centrale dele af infrastrukturen. Men spørgsmålet er, om ikke det stikker endnu dybere og handler om det borgerlige demokratis muligheder for at handle i fællesskabets interesser – ikke mindst i en tid, hvor kapitalen for længst har forladt de nationale grænsers bindinger, og hvor den fundamentale konflikt mellem privat profitbegær og fælleskabets interesser er blevet er blevet forstørret op af krisen i finanssektoren?

I går kunne man læse, at det regeringsbegærlige Socialistisk Folkeparti ville have kvinderne til at arbejde på fuld tid i dette land. I følge SFs Pernille Vigsø Bagge har for mange kvinder deltidsjob, og det er hverken til fordel for dem selv (mindre i løn, pension og ligestilling…) eller “velfærden”. Underforstået: De betaler for lidt i skat til den skrantende “velfærdsstat”.

Hvordan ideen om fultidsarbejde hænger sammen med en folkesocialistisk politik over for de i forvejen belastede børnefamilier, der har svært ved at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, er så en anden sag. Og det er heller ikke indlysende, hvordan SF forholder sig til det faktum, at arbejdsmarkedet bliver mere og mere stressende og belastende at være på. Er det “velfærd” at presse nogen ud i længere tid, end de har lyst til?

I dag får man så at vide, at “hver fjerde arbejder på deltid“. Cirka 25% af arbejdsstyrken arbejder på nedsat tid og nedsat kraft. Og der er to forklaringer. For det første skyldes den nedsatte tid den aktuelle økonomiske krise. Virksomhederne forsøger at spare, hvor de kan. Fx ved at lade nogen ansatte på nedsat tid eller ligefrem gå ned i tid. For det andet vælger nogle af egen drift at gå ned i tid for at få mulighed for at restituere sig selv fra et belastende arbejde med stress, jag og evindelige kontrol- og evalueringskrav. Beskæftigelsesministeren Inger Støjberg reagerer som forventeligt for en politiker, hvis parti lovpriser den fortsatte økonomiske “vækst”, med at love et “incitament” for at arbejde. Det skal være “lukrativt” at arbejde – for “eller kommer vi ikke styrket ind i fremtiden”. Og i den jargon betyder “incitament”: penge. Enten i form af en “gulerod” (skattelettelser?) eller en “pisk” (økonomiske sanktioner over for deltidsjob?).

Som man nok kan se, så er Socialistisk Folkeparti og Venstre i samme båd. Og det er lidt beskæmmende at se, at de folkesocialistiske parti er blevet så magtliderligt, at det ikke kan standse op og sætte spørgsmålstegn ved den underliggende væksttænkning og dennes automatiske forbindelse til den såkaldte “velfærd”. For er “velfærd” (som i følge min gamle ordbog er synonymt med: at det går en godt, at man er lykkelig…) ensbetydende med mere udmarvende arbejde, større forbrug, større skatteprovenu og den slags? For mig at se, så kan der ikke være tvivl om, at Socialistisk Folkepart i sin iver efter at komme til magtens sulefad er i gang med en metamorfose, der efterlader dens dens folkesocialistiske grundlag som en aflagt ham i oppositionens mørke – hvis ellers projektet lykkes. Og er det det, vi har brug for nu, hvor den aktuelle økonomiske krise objektivt set sætter spørgsmålstegn ved de liberale vækstøkonomiers fortsatte himmelflugt? Og hvor skrantende offentlig sektor og en omvendt robin-hood-skattepolitik med al ønskelig tydelighed viser, at den er helt gal med prioriteringerne på skatteområdet?