CAPAC

Et af tressernes legendariske album udkom på denne dag i 1968. The Zombies’ Odessey and Oracle. I pressen gik albummet hen over hovederne på kritikerne, men siden hen er albummet blevet anerkendt som et af de mest nyskabende i perioden. Singleudspillet “Time of the season” blev et pænt hit, medens albummet blev en “sleeper”, der først skulle blive en kultklassiker, før den blev anerkendt som noget af den bedste britisk psychedelia fik frembragt.

Med nogle blide toner fra sin Kasuga westernguitar slår Son of Caesar – eller Peter Nørgaard Mathiesen, som er kunstnerens borgerlige navn – en folktone an der et kort øjeblik sender tankerne tilbage til de tidligere Simon & Garfunkel. Men ellers er de retrograde associationer også defineret af kunstnernavnet, der reflekterer en forbindelse og måske en arv til tressernes folkemusik, nærmere bestemt Cæsar, der for et halvt århundrede siden besang det brede ungdomsoprør og luftede en almen samfundskritik (“Jorden i flammer”).

Men Son of Caesar er ikke et genoptryk af Cæsar, men en arvtager i den forstand at sønnike på sin egen personlige facon fortolker såvel folktonen og virkelighedsopfattelsen. Borte er den åbenlyse kommentar til samfundets status qvo til fordel for en inderlig beskæftigelse med tilværelsens foranderlighed anno 2018. Som det eksempelvis hedder i den indledende folkagtige sang “Againt the ground”:

“Time, don’t be the reaper fof the young/ we’ve got the pulse against the beat against the ground/ we see our dreams vanish every single morning/ and every chance could be our last/ when you’re calm waiting by your mothers side/ wshen you’re calm wainting for the storm/ when you’re calm sleeping by de fireside/ would you come away with me?”

Tiden som den, der berøver ungdommen, dræber drømmene og spænder ben for chancerne, hvis man ikke følger med den. Kunne man måske hævde. Melankolske og nostalgiske sange, der underskriver titlen på pladen: Intet er hvad det var engang. Nostalgiens grundtanke: Det var bedre engang. Foranderligheden og udviklingen som potentielle trusler mod en skrøbelig identitet. Der er nok at fordybe sig i – i teksterne, hvis man vil studere den melankolske stemning i tidsånden.

Og sangene iscenesættes i en moderne folktone, der afveksler med indierock. Som fx i sangen “Here we go again”, der afløser den netop citerede indledningssang. Her transformeres sangen til indierock med luftigt-tørt trommespil, ringlende guitarer og sfæriske-klingende baggrundssang. Og denne vekslen mellem et akustisk folkudtryk, centreret om Kasugaguitaren, og fuldttonende rocksange præger pladen som helhed og gør både pladen til en både sammenhængende og varieret oplevelse. Og Mathiesen forstår at skrue endog meget iørefaldende sange med hit- og popplaylisteappel sammen (lyt fx til en sang som “Sally Johnson”, der burde aspirere til enhver singlehitliste), så der opstår en slags modvægt til teksternes alt andet end optimistiske grundtone. Modsat sin urfader, Cæsar, er Son of Caesar i bund og grund en moderne melankoliker, der iklæder sine sange poppens formildende klædedragt. Moderne folk-indie-rock-og-pop, der henvender sig til yndere i alle aldre. Hermed anbefalet.

Son of Caesar. Nothing is what it was. Produceret af: Niels Høg og Peter Nørgaard Mathiasen. Celebration Records. 13. april 2018

I forbindelse med den nye dokumentar Elvis – The Searcher kommer der hidtil uudsendt materiale med manden selv på plade. Fx denne – sjette – “take” af hittet “Suspicious Minds”. En skrabet udgave, hvor Elvis’ stemme er helt i fokus.

Jeg leder i mine gemmer efter Lovebites’ første pladeudgivelse, nothing but joy. Som jeg husker det, var det især Solveig Sandnes’ stemme, der fik mig til at hoppe på Lovebites’ vogn. Og nu er Solveig ikke mere. Hun er død efter længere tids kræftsygdom. Det er hendes medspiller i Lovebites, Henrik Olesen, der bringer den hjerteknusende meddelelse på sin Facebookside. Og det er da næsten ikke til at bære, når et så ungt menneske skal bukke under for den forfærdelige sygdom, der desværre korter mange af vore liv af. Og bedre bliver det ikke af, at vi med Solveig mister en af de gyldne stemmer i dansk pop og rock.

Hvor er den nu henne, den CD? Pokkers…

En vaks, ny læser har gjort mig opmærksom på, at Solveig slet ikke er med i videoen ovenfor. Det er derimod Mathilde Lunderskov. Så vi tager lige en med Solveig også…

Det ligger snublende nært, når man her i dansktoppoppens 50års-jubilæumsår lytter til det fjerde,dansksprogede album fra Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med, Boligindretning, at tænke: moderne danskpop. Og det er da heller ikke helt forkert, men heller ikke helt rigtigt.

Ikke helt forkert, fordi musikken sagtens kunne falde inden for det spektrum, vi kender som dansktop. Men heller ikke helt rigtigt, fordi teksterne på pladen er mere komplekse og krævende – og i en vis forstand politiske eller i hvert fald samfundsdebatterende på en facon, der ligger langt fra dansktoppens eksempler på det (fx en Thøger Olesen eller John Mogensen). Her minder Boligindretning nok mere om den samfundskritiske rock, der blomstrede i halvfjedserne – fx omkring plademærket Demos – uden at pladen simpelthen kan tages til indtægt for at  være “venstreorienteret”. I hvert fald ikke i snæver, fordomsfuld forstand.

Men der er ikke noget forgjort ved at forstå pladen som moderne danskpop, måske endda som et bud på en modernisering og opdatering af den jubilerende genre, der i tekst og musik henvender sig til et stort udsnit af befolkningen. Enkle iørefaldende melodier, der går lige ind i øret. Og tekster, der med Skou Andersens egne ord drejer sig om “identitet og forvandling”. Lad os tage et eksempel, sang nr. 2 “En ny regering”:

“Jeg har sat mit kryds/ mit blyantskys/ men der var intet navn som dit på listen,/ og den revne, vi/ stak sedlen i,/ var ganske uden lighed med dit skød./ Da en ikke-dig/ spurgte mig, hvad jeg/ havde stemt, forstod jeg knap, hvad det betød.// En ny regering ændrer ingenting/ Du bliver aldrig min igen.// Og jeg ved, at jeg/ må ændre mig,/ hvis jeg vil drømme, jeg får dig tiltage./Og jeg ved, at jeg/ må ændre mig./ hvis jeg vil gemme drømmende om dig./ Retter verden sig,/ gør jeg selv, hvis jeg/stemmer på, at en forvandling er på vej?//En ny regering ændrer ingenting./Du bliver aldrig min igen.// før var jeg rebelsk, nu er jeg helt konform og stiv./Aldrig mere glemsom, ubeslutsom og naiv./Ansvarsfuldt, stabilt, fornuftigt dækker nu mit liv./ Jeg fik lyst til at sende sedlen til dig.// Men jeg betroede min fremtid til en urnes dom./Og en ofring, som er givet, gøres ikke om./ Jeg sank en klump og trådte ud på gaden, netop som regnen kom// En ny regering ændrer ingenting./ du bliver aldrig min igen.”

Teksten beskriver – for nu at blive inden for tematikken “identitet og forvandling” – en skrøbelig identitet. Teksten hævder, at en forvandling har fundet sted – fra et glemsomt, ubeslutsomt og naivt subjet til et konformt og stift. Men forvandlingen modsiges af det skred mellem to virkelighder, der foregår i sangen. En valghandling glider sammen med en kærlighedsbegæring til en forhenværende pige, og valghandlingen kommer mere til at handle om at få pigen tilbage end om at gøre en forskel politisk set. Subjektet, den unge mand, er lige vidt efter at have puttet sedlen i stemmeboksen og er trådt ud i regnvejret. Det politiske vil ikke ændre sig, og den unge mand er lige så usikker, som da han trådte ind i valglokalet.

Måske er det et tidstypisk træk ved pladens tekstunivers, at samfundsengagementet udspringer af eller er gennemfarvet af et individcentreret perspektiv. En individualisme, der både er engagementets uomgængelige forudsætning og dets “politiske” begrænsning.

Teksterne på pladen – der heldigvis er trykt i det medfølgende hæfte – er ordrige og bevæger sig i en form for prosadigtning, selv om de ikke går af vejen fra rim her og hisset. Et testunivers, der – som allerede nævnt – godt kan minde om forne tiders mere ekstrovert-politiske tekster, fx hos en Jesper Jensen. Altså en slagt moderne politisk danskpop, kunne man forsøgsvis kalde det.

Pladen er i øvrigt et prisværdigt eksempel på en vellykket udgivelse, hvor der er kælet for de muligheder, som et albumcover giver. Her er et stort hæfte med fotos af “boligindretningen” (formodentlig i hovedpersonens hjem og hjemmestudie?) og tekster, og et foldeud-cover, holdt i lilla, guld og gråt og med kunstnerisk udtryk, der indfanger pladens grundliggende tematik. Dertil kommer en oplysning om, hvordan man kan få fat i en digital udgave af musikken på nettet. Fornemt.

Samlet set er pladen et interessant bud på, hvordan moderne samfundsengageret, dansksproget musik kan tage sig ud anno 2018. En plade, der både lægger om til modsigelse og debat – og til bare at lytte til de melodiske sange som var det den rene (moderne) danskpop. Hvad det jo så også er… Hermed anbefalet.

Morten Skou Andersen og de mennesker han normalt sammenligner sig med. Eget forlag. Udkom 7. april 2018

“We all owe him for going first into battle. He had no road map, and he forged a path of what to do — and what not to do. We shouldn’t make the mistake of writing off a great artist by all the clatter that came later. We should dwell on what he did that was so beautiful and everlasting, which was that great, great music.” [Tom Petty om Elvis]

Der er åbenbart ingen ende på Elvis Presley. En ny dokumentarfilm er klar på streaming-tjenesten HBO, “Elvis Presley: The Searcher“, der giver endnu et bud på, hvorfor Elvis blev den, han blev. Og undervejs kan man høre Tom Petty fortælle som sit forhold til The King.

Ja, i dag er det fødselsdatoen for en af bluesmusikken på flere måder Store Damer, nemlig Bessie Smith, der døde kun 43 år gammel i 1937 efter en bilulykke.

Året 1968 forbindes ofte med studenter- og ungdomsoprør og med hele det antiautoritære oprør, der ulmede og brød ud i lys lue. Men det var fx også det år, hvor “dansktoppen”, “dansktopmusik” blev et begreb og en genrebetegnelse. Og en musikstil, der på mange måder stod i grel modsætning til de andre frigørende konnotationer, som “1968” har. Elsket og hadet blev “dansktoppen”, fordi den kom i modsætning til den dengang herskende kulturradikale tidsånd, der mente at vide, hvad der var kunstnerisk kvalitet og hvad der ikke var det. Underforstået: Det var dansktoppop ikke. Og hvis man var lidt oprørsk, så lyttede man ikke til dansktoppop – i hvert fald ikke officielt.

I aften fejres genren ved en stor fest i Herning. Og selv om nogle stadigvæk mener, at genren er lidt ugleset, så har den for længst vist og bevist, at den har stor folkelig appel og vinde genklang dybt ned i folkedybet. Og det gør den, og har den gjort, fordi den i sin kerne er elementær, gedigen pop med syng-med-melodier med fængende omkvæd og tekster, der hverken har for højt lixtal eller brug for ordbøger, og som handler om helt almindelige, banale hverdagsting.

Og så skal vi ikke glemme, at pigtrådsmusikken jo var leverandør af en hel del dansktopmusik. Keld & The Donkyes, The Defenders, The Hitmakers m.fl. kastede sig uden den store modvilje over dansksprogede popsange, da det galt. Ved landsbyens gadekær, Jeg har aldrig fået no’et osv. understregede, at der nok ikke var så langt fra oprørsk beatmusik til tilpasset danskpop, som man er tilbøjelig til at tro.

https://www.youtube.com/watch?v=JdB-8sgaofA

I går blev jeg endnu engang sendt ned af erindringens forgrenede stinet. Jeg læste i en bog med erindringer om årene efter Besættelsen. En ung man fortæller, hvordan han og kammeraterne i det arbejderkvarter, hvor han boede, fornøjede sig med at læse – i det skjulte – i magasinet Varieté. Det var et af de blade, der var forløbere for senere tiders sex- og pornoblade. Varieté bød på aktfotos af, som en sælger i den Blå Avis udtrykker det, “skønne, slanke, nøgne, sunde damer” og artikler af forskellig observans. Og straks var jeg tilbage i min baggårds miljø og sammen med den l okale rod, der var en af mine legekammerater, men også ekspert i at stjæle blade i den  lokale bladbutik. Sammen med et par andre rødder gik han ind i butikken, hvor de to andre skulle bortlede ekspedientens opmærksomhed, medens han listede et magasin ind under trøjen og ned i bukserne.

Bagefter kunne vi så alle drenge sammen fornøje os over billederne af de bare damer. Det var i årene, før tekst- og billedpornografien blev frigivet (hhv. 2. juni 1967 og 30. maj 1969). Og set fra nutiden, hvor billedpornografi er frit tilgængelig på internettet, så er det nok svært at forestille sig, hvor sensationelt det kunne være, at se afklædte kvindekroppe på fotos. Selv var jeg vant til at se nøgne mennesker, fordi mine forældre havde et meget afslappet forhold til nøgenhed i hjemmet. Så jeg var ikke overrasket over synes at bare bryster og kønsbehåring. Men mine kammeraters reaktioner afslørede, at dette frisind langt fra var gængs og først i løbet af tresserne ville blive det. Og siden har jeg ofte tænkt, at noget gik tabt med frigivelsen af tekst- og billedpornografien. Nemlig følelsen af, at noget var frækt, forbudt, skamfuldt osv. – og derfor meget interessant, pirrende og spændende. Og denne ophidsende faktor forsvandt med et slag eller to, da minister Thestrup sørgede for frigivelsen af pornoen.

Det skal ikke forstås som et ønske om at genindføre forbuddene. Jeg er tilhænger af ytringsfrihed i størst muligt omfang, også på dette område. Og desuden har pornografi eksisteret lige så længe mennesker har kunnet udtrykke sig i billeder og skrift. Men som bekendt har ethvert fremskridt også en pris. Noget vindes og noget tabes. I dette tilfælde en særlig uskyldighed.

PS. Der var også andre magasiner af den slags. Lidt research på nettet har genfremkaldt titler som Vu, Kavalkad, Pin-Up og Striptease. Men det var især Varieté, vi skarnsknægte havde smag for.

Associativt musikspor:

Rocknostalgien har sine egne, mærkelige udtryk. Således kan man læse, at gamle døre, der her siddet i det navnkundige hotel Chelsea, hvor mangen en kendt person – fra Mark Twain til Bob Dylan – har overnattet, bliver solgt til skyhøje priser. Fx er den dør, der gemte Bob Dylan engang, blevet bortauktioneret for kr. 600.000. – Så er det man tænker, at nogle mennesker har for mange penge – og at fandyrkelsen har udviklet sig til en verdslig udgave af den religiøse helgendyrkelse. Fordi Bob Dylan gik gennem døren bliver den nu betragtet på lige fod med Jesu ligklæde eller Jomfru Marias sandalaftryk. Og måske er det i virkeligheden udtryk for, at vi slet ikke er så sekulariserede, som vi gerne vil fremstå. Vi har blot udskiftet Gud med halvguder, menneskelige halvguder. Og det er – efter min mening – latterligt. Kunstnere skal anerkendes for deres værk, ikke for de almenmenneskelige spor, de efterlader sig i deres liv.

Don’t Think Twice It’s Alright [Bob Dylan 1962] from Dan Pick on Vimeo.

Laura Marling – en af mine personlige favoritter på spindesiden – har, efter successen med Semper Femina, forladt solovejen for en stund og er gået sammen med Mike Lindsay (fra folkkonstellationen Tunng). Sammen kalder de sig Lump og sammen træder de lidt væk fra folksporet i retning af noget moderne psych-orienteret folkpop. Det klæder dem begge, og Lauras stemme klæder bestemt den nyvalgte stil. En plade er på vej.

[privatfoto]

Fem år er gået, siden Torben Bille forlod denne verden, musikken og os. Og alligevel synes jeg, det var i går, jeg svarede på en af hans emails. Men sådan er det jo med tidens elastik.

Og i dagens anledning har jeg ledt efter et citat, hvor Torben skrev noget om sin kærlighed til og passion for musikken. Men kunne ikke lige finde det. På den anden side kan man jo læse, lige meget hvad han skrev, og mærke at hjertet bankede for musikken. At lidenskaben brændte lige under skriftens blæk – også og måske ikke mindst, når han svingede sin krabask over danske såvel som udenlandske kunstnere.

Nå, men Torbens Facebookside er lukket ned. Tilbage er hans digitale hjertebarn bloggen Midt i en beattid. Inden den lukkes ned, burde man måske overveje at trykke artiklerne i et gammeldags, analogt bogformat, evt. som tillæg til et genoptryk af hans Brockerier, der kom på Informations Forlag for mange år siden.

Som tidligere skrevet og gentaget derefter, så fylder jazz ikke så meget i mit musikunivers, men den – jazzen – er der dog og har sin plads. Og i dag faldt jeg over en artikel om albummet Relaxing with The Miles Davis Quintet (fra 1957) og så klappede fælden og Miles’ afslappende toner fik lov til at fylde casa.