27. april 2019 arkiv

So it goes

27. april 2019

Og titlen på den amerikanske komedie blev hængende i bevidstheden, som om den ventede på den rette sang. Og hvad var det for en sang, der lurede der lige om hjørnet. Jo, selvfølgelig, Nick Lowe og hans “So it goes”. Ingen anden forbindelse end et sammenfald af titler.

Aftenens filmoplevelse: De er aldrig for sent

27. april 2019

Jeg skulle egentlig tage mig sammen og tage ind og se den roste tyske film Værk uden forfatter (Werk ohne Autor). Men det er ikke lykkede mig endnu. Og i går ville jeg så se en anden film på skærmen, nemlig 45 Years med Charlotte Ramplin og Tom Connelly. Men min optagelse hakkede og slæbte sig af sted, så jeg gav op og faldt så tilfældigvis ind i den amerikanske film And so it goes, der har fået den lidt misvisende titel Det er aldrig for sent.

Med Michael Douglas i hovedrollen som et røvhul af en ejendomsmægler, der er i gang med at planlægge sit sidste salg og gå på pension. Douglas spiller den næste arketypiske rolle som en mand, der har viet sit liv til sin karriere. Konen er død af kræft nogle år tidligere og er begravet på en høj uden for byen. Og sønnen har Oren ikke set i årevis, fordi sønnen har været ude i et stofmisbrug. Men Oren (Douglas) er en følelsesafstumpet karrieremand, der lever højt på sin karrieres bedrifter, og bliver støttet af en ældre, kvindelig kollega, der er hans eneste ven (med hendes ord).

Og det ligger næsten i kortene på denne Hollywood-bagatel og i titlen, at Oren her på falderebet til pensionistlivet, skal lære noget om tilværelsens “sande værdier”. Og derfor bor han i et mindre træhus med Leah (Diane Keaton), en lidt mislykket sangerinde, som nabo – og viser det sig hurtigt: potentiel hjerterdame. Og den potentielle romance og Orens omvendelse til et bedre menneske sættes i gang, da hans søn en dag dukker op og afleverer Orens ukendte barnebarn, en pige på 9 år, til ham, fordi faderen skal ni måneder i fængsel (uberettiget viser det sig siden hen).

Oren tager vrangvilligt pigen til sig, og hun, Sarah, bliver en katalysator for såvel romancen med Leah og for forsoningen med sønnen og den emotionelle opblødning af machomanden Oren, der både skal lære at tale pænt til andre, være ydmyg og vise medfølelse for andre end sin afdøde kone.

Selv om skuespillerne spiller med forventelig professionalisme, kan det ikke dække over, at den garvede Rob Reiners film er en kliché af den mest forudsigelige slags. En feel-good-film, der skal få os til at glemme, at sådan er virkeligheden ikke. I virkeligheden er der ikke altid en happy end og røvhullerne bliver langt fra altid bedre mennesker, men fortsætter deres egoistiske liv, indtil de ender i en kiste.

Det eneste formildende ved filmen er dens soundtrack, der ud over nogle forglemmelige sange med Diane Keaton , byder på genhør med Judy Collins, Allman Brothers Band, Canned Heat og The Band. Jovist, tresserne og halvfjerdsernes musik skal nok få urimelighederne til at glide lidt lettere ned.

Så brug tiden på noget andet, hvis du støder på den film i tvs uendelige række af genudsendelser…