Og medens vi er ved optrædener, så er her en fin optagelse med et af mine favorit-kult-navne, Clem Snide (og dvs. Eef Barzelay), der efter en længere pause har udgivet en ny plade. Her optræder Clem Snide dog med Scott Avett (Avett Brothers) – uden at det bliver dårligere af den grund.
https://www.youtube.com/watch?v=tLz1JBmONVk
What’s not to like, som man siger på nu-dangelsk. Grateful Dead optræder i min barn- og ungdoms beatprogram på tysk tv, Beat-Club, og har offentliggjort koncerten på deres Youtube-kanal. Der er ingen ende på Grateful Dead.
For længe siden (2008) skrev jeg om min purile besættelse af Davy Crockett og ønsket om at få en pelshue som hans. Og jeg funderede lidt over, hvad der havde udløst en sådan besættelse og nævnte i den forbindelse den sang, der lød dengang og endnu klinger i mit baghovede. Davy Crockett, præriens bedste mand. Og nu er jeg så via en længere associationsrække, der omfatter både Lou Reed, Weekendavisens Bo Green Jensen med meget mere endt der, hvor jeg har fundet sangen om Crockett i Preben Uglebjergs og Henry Hagemanns orkesters version fra 1955. Jeg var to år, da den udkom, og har sikkert hørt den mange gange på dampradioen.
I Weekendavisen kommenterer journalist René Gummer under rubrikken Gabetokken en debat, der har kørt – især på Facebook. Det drejer sig om firmaet Lagkagehuset.
For nogen tid siden mente TV2 at kunne udpege en række firmaer, bl.a. Lagkagehuset, som firmaer, der har modtaget lønkompensation via de såkaldte krisepakker, selv om firmaerne benytter sig af “skattely”, dvs. selv om de overtræder en af reglerne for, hvem der kan modtage krisebestemt lønkompensation.
Det førte til, at ngo-virksomheden Oxfam Ibis (der bekæmper fattigdom i verden) lavede et opslag, hvor de viste billedet af en muffin med teksten “skattelymuffin til 67 kroner til dem, som ikke vel dele med fælleskabet”. Og det satte igen gang i en Facebook-trend, hvor Facebook-brugere gav udtryk for, at de ikke længere ville handle hos Lagkagehuset.
Som Gummer forklarer, så er denne udvikling problematisk. For det første er Lagkagehuset ikke omfattet af EUs liste over skattelyfirmaer (fordi Lagkagehuset opererer på Jersey og i Luxembourg) og har derfor ret til støtte fra hjælpepakkerne. For det andet har firmaet de sidste par år investeret så meget i deres forretning, at der ikke har været noget overskud at beskatte herhjemme. Og for det tredje har firmaet kun overholdt landets love og regler. Gummers pointe er, at Oxfam / Ibis, der selv modtager over 150 millioner fra staten om året, fremfører en moralsk kritik:
“Men når der nu fidnes en række regler og love om firmaer og skat, der tydeligt skelner mellem rigtigt og forkert, er det så ikke tilstrækkeligt, at man opfylder de regler og love? Og hvis man som Oxfam / Ibis mener, man skal stramme eller ændre de lover, bør man så ikke henvende sig til dem, der har ansvaret for det?”
Hertil er der flere ting at anføre. For det første, så er der jo ikke noget som helst forkert i at forholde sig moralsk til en sag som denne. Især ikke når moralen bygger på Oxfam (Bis’ idegrudlag, der handler om at afhjælpe verdens fattigdom. For det andet har Gummer jo ret i, at Oxfam / Ibis og dets følgere i denne sag ‘retter smed for bager’. For, hvis Lagkagehuset (og andre) overholder EUs og Danmarks regler og love på skatteområdet, så er det jo ikke firmaet Lagkagehuset, der er ‘forbryderen’, men derimod lovenen og reglerne – og det vil sige det politiske establishment i Danmark og EU. Som i andre sager – hvidvaskningssagerne, skatterefusionssagerne, Britta Nielsen-sagen med mange flere – så er der i pressen en tydelig tendens til at fokusere på selve handlingen og de handlende subjekter, men at glemme den lovgivning og det regelsæt, der ligger bag. Det nytter ikke noget at jagte og straffe nogen, der blot handler inden for lovenes og reglernes rammer, især ikke når man glemmer det politiske system, der har skabt disse rammer.
Hvis man vil skattely til livs, så nytter det ikke at fravælge et bestemt firmas produkter – fx Lagkagehusets brød og kager – især ikke, hvis man ikke arbejder politisk for at ændre den lovgivning, der muliggør skattelytænkning. Skattelyproblemet skal ses i en større kontekst end den, pressen præsenterer for os.
https://www.facebook.com/ExtinctionRebellion/videos/682933195827031/?t=0
Lou Reed i 2009 på Lollopoaloza, Chicago. Ret meget bedre bliver det ikke med hr. stenfjæs ham selv…
https://www.facebook.com/mariannefaithfullofficial/photos/a.10152013901983975/10159947264928975/?type=3&eid=ARBsKJGFDvqbSGkD2k0Ouv1rhEzFTNwAHzHs-m8w2w-zAxxlugb_BVK_7CLfqqK5EJ_HAFb6nj_QdFp3&__xts__%5B0%5D=68.ARCljqbJlKm3tC-mYExoYLMvmD1SUecAMCTIAnh3AwkkMcZ0BPljgU2-dbgmjCqZHjUHkDhSyMxWEMZ8lsM6DXX9nKgm3CTd6mLS6j1Z2J81k-zOVSv9F0W9tq8E2Eraw6dbEMrD1a7_WaZX9q8zlOkof5SGCr9ChURJdewLcKaL12NyDhTKdVIZhkjqhugCzzE8R4b6Z9h7InEVpOjCKQXRx4_fXM3HIIlf3grPeaVI-qU700Wf9lTZddF1imxUe1-5Ro0f7AcFxWiONonK5PdHJcuE-OL4pMGhIHCud2bEOdyycN_8BbDRJrpaSBCxZWeoXrcHCriuFX9JWisIYQEke3yyaK2wrdI5C-O5HsbYIg&__tn__=EEHH-R
Der skulle gå seks år, før Kathleen Edwards fandt ud af, at det der med at droppe musikken ikke var nogen permanent løsning på noget som helst. Om et par måneder er hun tilbage med albummet Total Freedom. Og det er en glædelig begivenhed i min kalender.
DR2 opper sig i aften og viser den aktuelle dokumentar Marianne & Leonard: Words of Love af Nick Broomfield. Og den handler selvfølgelig om forholdet mellem den norske pige Marianne og Leonard Cohen, et forhold, der satte sig spor i Cohens musik. Dokumentaren har fået mange rosende ord med på vejen. Den vises kl. 20.45.
Apropos Pete Townshends fødselsdag, så er det 50 år siden i disse dage, at albummet Live at Leeds udkom. Optaget i februar det år og tænkt som en anderledes opfølgning af albummet Tommy. Man kan vel sige, at The Who – på næsten Rolling Stonesk manér – vendte bøtten og fandt tilbage til den forrygende rock, de begyndte med i starten af tresserne. Pladen står stadigvæk som et af de bedste livealbums gennem rockens historie, og det er da noget af en bedrift.
https://www.facebook.com/1183191885/videos/10222460604122231/?t=28
[Coronarelateret sang, lånt fra Cross’ Facebookside]
Som nævnt læser jeg pt. – blandt meget andet – Billy Cross’ lille erindringsbog Så langt så godt. Det er en letlæst bog, hvor Cross fortæller om sit liv som studerende og musiker fra de unge år og frem. Og undervejs hører man selvfølgelig om de mange musikalske sammenhænge, han indgår i. Fra The Esquires og videre.
Blandt de navne, man høre om, er Cat Mother and the night newsboys, der omtales om dels et Jimi Hendrix-fund (han mistede dog hurtigt interessen…) og dels som et af de første ‘roots’-orkestre, som Cross støder på.
Andre bands, Cross er involveret i, er Meat, der vist ikke får udgivet noget, og Black Sabbath, der må skifte navn og er lige ved at få en pladekontrakt, der dog forpurres af et bandmedlem, der er blevet lidt for glad for heroin. Men bedst kendt er nok bandet Sha Na Na, der nok er bedst kendt for deres optræden på Woodstock-festivalen. Cross giver et fint billede af dette retro-rock-band, der er dygtige musikere, men som plages af indbyrdes konflikter.
Forleden så jeg – som omtalt – en dokumentar om Woodstock-festivalen. Og der var et lille glimt med The Who. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Kors, hvor har Townshend dog en gennemslagskraft i The Who. Og sådan har jeg altid haft det med Pete Townshend. Han guitar i the Who var og er markant.
I dag fylder den unge mand så 75, og vi må med rette nævne alle hans andre meritter. Sangskriver, producer, forfatter og så videre – læs eventuelt min omtale af hans memoirer – her.
Uden ligefrem at være fan, så har jeg beundret Suzi Quattro, lige siden hun dukkede op i halvfjerdserne. Og hun er stadigvæk aktiv. Så sent som i 2019 udkom hendes seneste album, det syttende, No control. Og hun optræder også rundt omkring, bl.a. på retro-festivaler som Esbjergs tresserfestival.
Så det er helt passende, at Suzi Quattro nu er blevet genstand for en dokumentarfilm om hendes liv. Suzi Q hedder den, og den kan allerde købes på dvd.
På nettet kan man rundt omkring se og læse om, hvordan vor tids elektroniske og computeriserede musikproduktionsmuligheder efterhånden har taget livet af såvel pop som rock og anden populærmusik. Og der er da ingen tvivl om, at de digitale muligheder kan blive en blindgyde eller ligefrem motorvej, hvor musikken ikke hjælpes frem og understøttes med tværtmod aflives. Eksemplerne er legio.
Men der er også eksempler, der viser, at udstyret og dets muligheder i de rette hænder kan stå i musikkens tjeneste. Et nyt eksempel på denne truisme er Favors plade Crush. Bag kunstnernavnet Favor gemmer sig Jeppe Gade Hviervelkær. Og som Favor har han lavet en plade, der som produkt er et barn af sin tid. Såvel produktion som instrumentering er udpræget (fuldstændig?) digital.
Men det, der gør Crush, til en vellykket popplade, er, at den bærer sin elektroniske og digitale klædedragt på en måde, så man ikke et øjeblik er i tvivl om, at den først og fremmest er en moderne popplade. En plade, man kunne forestille sig, at the Bee Gees eller nogle amerikanske soulkunstnere fra sidste halvdel af forrige århundrede, havde lavet, hvis de havde været unge i dag og havde haft nutiden digitale muligheder.
Crush er en plade, der lever – og lever godt og højt – på sine lette, næsten skrøbelige melodier, som Favor fremfører med en lys, levende stemme. Melodier, der signalerer sommer og dagdrømme og helt tydeligt fremstår som en probat modgift til tidens hang til melankoli, navlepilleri og sortsyn – og som en diskret opfordring til at nyde livet, synge med, danse og komme i feststemning. Det er en let, men ikke letbenet, svævende, drømmende oplevelse at lytte til Favor. En plade, der må kunne gøre sig i den sommer, vi venter på lige nu i coronaens skygge. Crush er en af den slags plader, der gør en lettere om hjertet, som et glas med lækre bobler på en dansk sommeraften. Hermed anbefalet.
Favor. Crush. Producer: Morten Søgaard. Celebration Records. Udkom 27. marts 2020.
Women hed trioen The Great Dictators’ seneste album, som jeg var så heldig at anbefale i november 2016. Det var et album, der dyrkede de mørke sider af livet og musikken. Civilisationens bagside af medaljen kan man sige. Siden dengang har bandmedlem og forsanger Dragut Lugalzagosi været igennem en svær depression, som man set i bagklogskabens lys godt kunne spore ansatser til på Women.
Og den nye plade One Eye Opener fortsætter, hvor Women slap. Igen befinder vi os – tekstligt og musikalsk – i et mørke- og skyggeområde, et post-punk landskab, hvor de musikhistoriske pejlemærker og koordinater er Velvet Underground, Joy Division (og New Order) og Kraftwerk. I en egensindig og stilbevist opdateret indie rock-udgave. Og tekstligt spalter mørket sig i en introvert og en ekstrovert o rientering, som ganske fint skitseres i titelsangen:
your world is ending
hell is a new beginning
democracy is a cute little lie
here comres the tide
here comes the tide
to wash us away
there was one eye open
everybody’s dyring
everybody’s dying
to feel something
everybody’s dying
everybody’s dying
to feel something
keeping up apperance
keeping down the sickness
was it at clash of a melting together
again today, when people met
here comes the tide…
everybody’s dying
everybody’s dyring to feel something…
mama’s little man don’t feel to good
mama’s little man don’t feel to good
someone asked for some change
the someone took the money and ran away
everybody’s dying
everybody’s dying
Noget er helt galt. Både indvendig og udvendig. Teksten nærmer sig næste noget psykotisk eller i hvert fald psykopatologisk i sin anonymt-personlige beskrivelse af en verden af lave, hvor helvede åbner sig, meningen skrider og ‘alle dør’. Måske kan man gå så vidt som til at påstå, at denne sang og flere andre på pladen indkredser og beskriver noget ved tidsånden i den tid, vi lever i, hvor melankoli, depression, (døds)angst og livslede er blevet nærmest generelle diagnoser.
Heldigvis underbinder og -støtter musikken ikke kun tekstuniversets mørke, men udgør også noget kontrapunktisk. Noget, der peger mod lyset og opad. I forgrunden finder vi Lugalzagosis markante stemme, der indtrængende og til tider næsten slæbende foredrager teksterne, og omkring stemmen bygges musikken op, bestående af både elektroniske instrumenter og maskiner og analoge ditto. Og The Great Dictators har helt sikkert fundet deres specielle udtryk og lyd på denne plade, selv om sporene fra de store mestre fra de foregående mange årtier ikke lader sig udviske.
Der er både langsomme numre og numre med mere skub og fremdrift i. Det er intelligent indie rock, der kender sit musikalske ophav, står ved det og rendyrker sin egen nichestil.
Samlet set er One Eye Opener en overbevisende plade, der smukt skriver sig ind i den række plader, der beskriver den såkaldte post-punks historie. Og en plade, der fortjener at have sin plads blandt disse på musikelskerens grammofonpladehylder. Hermed varmt anbefalet.
The Great Dictators. One Eye Opener. Producer: Dragut Lugalzagosi. Celebration Records. Er udkommet.
New Yorks båndentusiaster nåede at opsnappe Wilco, da bandet i januar gav koncert i Mexico, inden en vis virus satte en stopper for den slags løssluppenheder.
