maj 2020 arkiv

Clint Eastwood – 90

31. maj 2020

Fra spaghettiwesterns til egne filmværker. Clint Eastwood, der bliver 90 og stadigvæk er aktiv, har været en del af den kulørte filmunderholdning i mange år. Og jeg har været ganske godt underholdt, hvad enten det var i italienske westerns, Dirty Harry-film eller hans egne værker. Men hvad vil det sige: underholdt? Jo, i Eastwoods tilfælde: en vis forudsigelighed af højredrejede (republikanske) amerikanske synspunkter og “værdier”, en dyrkelse af  den handlende ener (à la  John Wayne og lign. typer), en særlig tør, tilknappet, ordknap maskulinitet, der synes at være gået lidt af mode i disse år og nogle film, der levede højt på handlingen og mindre på filmæstetikken. Til lykke og velbekomme.

Sam Cooke – Dion og Paul Simon

30. maj 2020

Selv om man har været på afstedsturné, så betyder det ikke nødvendigvis, at al musikalsk aktivitet er slut. Og se om ikke Paul Simon – for det er ham det gælder – dukker op sammen med en anden musikalsk gigant, Dion, i en hyldest for en tredje gigant, Sam Cooke.

Paul McCartney øver sig … i 1972

30. maj 2020

Nettet flyder over med fine optagelser med mange af de store navne. Her er Paul McCartney med fru Linda og et par stykker mere i gang med at øve. Et fint lille indblik i motorrummet hos Macca.

Velvet Volume har fået nok

30. maj 2020

Den århusianske trio Velvet Volume har fået nok, kan man læse på DRs Nyhedsside. Og det de tre søstre, Noa, Naomi og Nataja Lachmi, har fået nok af, er – kort og måske lidt tendentiøst formuleret – den standende kønsforvirring. Noa formulerer det bramfrit således: “- Hvis du er for feminin, bliver du ikke taget seriøst nok, men hvis du er for maskulin, er du ikke smuk og cute nok, og så er der ingen, der vil kneppe dig – hvilket åbenbart er succeskriteriet.”, og tilføjer, at ‘man aldrig kan gøre det rigtigt’.  Velkommen til rockens verden, får man lyst til at tilføje. Øl, fisse og rockmusik, for nu at bogstavere fordommen om rocken. Velvet Volume er, med andre ord, gået i identitetsfællen.

Den fælle, hvor det for alt i verden gælder om at finde og/eller definere en identitet. Er du hetero, bøsse, lesbisk, trans eller ?! LGBT+?! Og det er vel at mærke en identitetsfælle, som rocken som historisk fænomen har opstillet. Som bekendt er rocken blevet anklaget – af moderne feminister – for at være mandsdomineret, en maskulin verden, hvor der ikke er nok kvinder eller hvor kvinder kun spiller en underordnet rolle. Rocken er med andre ord “bare” et aspekt af det patriarkalske samfund, som er feministernes modpol.

Og Velvet Volume tre søstre oplever, hvor absurd kønslogikken stadigvæk fungerer i rockmusikken: Man kan ikke gøre det rigtigt. Enten er man for feminin eller også er man for maskulin. Og sådan vil det forblive med at være, så længe man søger en bestemt kønsidentitet. Er jeg en mand eller en kvinde, når jeg spiller rock?

Som min tænkemester, den provokerende intellektuelle filosof Slavoj Zizek, understreger, så skal man ikke tro på identitet. Som han siger i nedenståen kommentar til ‘black lives matter’-bevægelsen og LGBT+-bevægelsen, så kan vi ikke forstå subjektet, vor tids subjekt, som en fasttømret identitet. Med henvisning til LGBT+-tanken, siger han, at subjektet snarere er dette “+”, dette mere, det overskud af noget identisk.

Og Velvet Volume kommer faktisk frem til samme indsigt – uden på nogen måde at gribe til filosofiske termer:
– Nogle gange har vi nok glemt at spørge os selv om, hvad fuck det egentlig er, vi vil, hvordan vi har lyst til at fremstå, og hvad det er, vi drømmer om. På det nye album har vi virkelig haft brug for at være ligeglade med, hvad andre synes, og udfolde os selv på alle parametre. Det har været naturligt for os at udtrykke os endnu mere ekstremt, endnu mere maskulint og endnu mere egocentrisk, forklarer guitarist og sanger Noa Lachmi.

Med deres nye album Ego’s need sætter de strøm til dette “+”. Sagt på en anden måde, så har Velvet Volume fundet ud af, at sætte parantes om alt det med “feminin” vs. “maskulin” og koncentre sig om de musikalske drømme. Og dermed viser de vejen for andre kønsforvirrede rockelskere.

John Fogerty – 75 år

29. maj 2020

I går rundede John Fogerty 75 år. Og for 50 år siden var han og resten af Creedence Clearwater Revival på toppen af deres succes. To album blev det til det år, Cosmo Factory og Pendulum . Året før var det dog blevet til hele tre stykker. Men det kørte for bandet, selv om mørke skyer voksede i horisonten.John Fogerty var meget dominerende i bandet og i starten af 1971 fik broder Tom Fogerty nok og forlod bandet, og det var begyndelse på enden på gruppen.

50: Mungo Jerry – In the Summertime

28. maj 2020

Selv om det er svært at finde den præcise udgivelsesdato, så er der ingen tvivl om, at vi befinder os i halvtredsåret for udgivelsen af Mungo Jerrys store hit “In the Summertime”. Og selv om Mungo Jerry og ankermand Ray Dorset har lavet meget andet, så er det især denne sommerhyldest, bandet og Dorset huske for. Det er lige før, vi kan tale om et one-hit-wonder.

Dorset skrev sangen på ingen tid, i en pause i arbejdet på urfirmaet Timex. Og sådan er det ofte med gode sange, de skriver næsten sig selv. Og så blev den udsendt på en maxisingle sammen med andre sange, men det forhindrede den ikke i at krybe op ad den britiske hitliste.Efterspørgslen var så stor, at pladeselskabet Dawn Records (en filial af Pye Records) måtte lave en ordinær single med sangen som A-side – af hensyn til alle radiostationerne og de lokale djs.

Og sangen havde og har alt det, der skal til for at hitte. Og jeg tror, den holder de næste 50 år med.

Siouxsie Sioux . 63 år

28. maj 2020

Et af de band, der faldt under min radar dengang, var Siouxsie Sioux and the Banshees. Ganske ufortjent, hvorfor jeg siden har forsøgt at genoprette forbindelsen til dette førende navn i den såkaldte post-punk. I dag fylder Siouxsie – Susan Jane Baliot – 63 år, og det er næsten ikke til at forstå. Var post-punken ikke i går?!

10 plader af betydning

28. maj 2020

På Facebook har en god ven opfordret mig til at vise 10 album, der har ‘påvirket min musiksmag’. Og selv om jeg i første omgang ikke havde lyst til at deltage, så sprang jeg alligevel ud i det, for man skal jo ikke være ein Spielverderber, som tyskerne siger. En, der ødelægger legen og den gode stemning.

Men selv om jeg har indskrænket mig til at vise omslaget på 10 album, jeg faktisk har i min lille samling, så er de dårligt nok repræsentative for den musik, der har påvirket mig. Jo ældre jeg bliver, desto klarere bliver det for mig, at stor set al den musik, jeg har hørt og lyttet til, har været med til at præge min musiksmag. Også musikarter, jeg egentlig ikke bryder mig om, som fx den mest banale dansktopmusik, visse former for heavy metal, visse former for avantgarde-jazz, visse former for orientalsk og arabisk musik og en hel del aversioner. Også de har været med til at påvirke min musiksmag, som jeg i øvrigt ikke kan sige noget sammenfattende om. Jo ældre jeg bliver, desto rummeligere bliver min musiksmag. Fx betyder musik fra tiden før beatmusikkens fremkomst og rock and rollens fremkomst mere end nogensinde før. I dag kan jeg nyde kvaliteterne i Glenn Millers musik, som jeg bare hørte på dampradioen og på folkeskolens samtaleanlæg, da jeg var dreng. Og jeg kan høre kontinuiteten mellem den slags musik og vor tids musik. Og det er sådan set det væsentligste.

På hjernen: Mr. Fantasy

27. maj 2020

Dear Mister Fantasy, play us a tune
Something to make us all happy
Do anything, take us out of this gloom
Sing a song, play guitar, make it snappy

You are the one who can make us all laugh
But doing that you break out in tears
Please don’t be sad.
If it was a straight mind you had
We wouldn’t have known you all these years

Dear Mister Fantasy, play us a tune
Something to make us all happy
Do anything, take us out of this gloom
Sing a song, play guitar, make it snappy

Dear Mister Fantasy, play us a tune
Something to make us all happy
Do anything, take us out of this gloom
Sing a song, play guitar, make it snappy

You are the one who can make us all laugh
But doing that you break out in tears
Please don’t be sad.
If it was a straight mind you had
We wouldn’t have known you all these years

Den har snurret rundt på den indre, grønne grammofon. Traffics gamle sang om “Mr. Fantasy”. Og det gør ikke noget, for det er og bliver en dejlig sang. Her i en sublim udgave med Steve Winwood og Slowhand.

Øv – Graham Nash

27. maj 2020

Øv, så blev den ‘intime aften’ med Graham Nash i Musikhuset aflyst. Forventeligt, javist, men alligevel ærgerligt. Men sådan er det jo med den coronavirus. Folk, der tager smitten alvorligt, tager også deres forholdsregler. Så må vi håbe på, at gamle Graham kommer forbi en anden gang.

Og så kan vi jo passende læse Torben Billes hyldest til den lyse tenor, der brandede The Hollies og Torbens egen revurdering af den fabelagtige vokalgruppe: The Holllies var ikke stemmespild.

Peggy Lee – 100

27. maj 2020

https://www.facebook.com/PaulMcCartney/photos/a.488766413312/10158748562098313/?type=3&eid=ARAn6goc_BkLmgpk-phxcYDe9B0NXT36QVoU6AWpC4e7toyDDkf2NM5tbRIQQnLE3idGhZvsajHLZN00&__xts__%5B0%5D=68.ARBSrr4gLLG8QhYUOov1UTSbeOCkCW2652zpLG02Tq0LH9nPJ9M7cQ8gzoPWQpguB20lL4UUoBph_R3v81NbilvSlo9Kw6HC6Pqj1UFgFjsImkAhFWfA7lDVTyS2IDz4FsnhfVs_GrK1xcXoeyEfnrPOXIpasX0KOX11-GODclumuSmQPamJYId3r_903xYj4VHRvK6wjtl-7tKI5i3TwouSXlyQSnJTgkVFpgWmoB67kAxLPuZv83NDMdju2K7YUpPQ6RtjDdooMeCwcXgo53QODENaf6dPbHqbwoP3pQVJzJpBCzTnW7SJWfPT5tkzIiCa2lSu4ba5VAM2DKhgIYDiDfLLL9-hbrSqGGWdkMT0vdsEOUTylof2LAor1q9rdI565T6xb3PxbvZihVR4ZhxmgL8q8BqOFlWNTjfiVYcy70jEsGCK-cosEfKJ7q3ja34mRzUjBvhm3qAURtWxyKFxypaKNJ_6zubTug1GqK7KpWgO3e33vwuclwMQ9Rj0gpU5uafKew&__tn__=EHH-R

Som man får indtryk af i Paul McCartneys rosende omtale, så var Peggy Lee en af de store damestemmer i tiden før The Beatles. En af de stemmer, som også den helt unge Paul McCartney lyttede til hjemme i Liverpool og som givetvis var med til at farve hans musikalske smag.

Clapton i Nürnberg

26. maj 2020

Jeg kan ikke helt slippe Billy Cross’ lille erindringsbog. I omtalen af Bob Dylans koncert i Nürnberg for 80.000 publikummer fortæller Cross, at Eric Clapton kommer på scenen for at “jamme” med Dylan og bandet. Clapton står “bomstille”, hans ansigt er “udtryksløst” og kroppen “stiv som et bræt”. “Men tonerne der kom fra hans forstærker var uforglemmelige”. Og det er lige sådan, jeg opfatter Eric Clapton – især efter at have set dokumentaren Life in 12 bars. Som en kunstner, der lader sit instrument tale og overlader alt det med sceneoptræden til dem, der mener, at det er nødvendigt og vigtigt.

https://youtu.be/ugTaPTv0eQY

Cross, Springsteen og ikke mindst Bob Dylan

25. maj 2020

“Han synger om biler. Jeg synger om ting fra før bilernes tid.”

[Bob Dylan om Bruce Springsteen – i følge Billy Cross]

Jeg er næsten færdig med Billy Cross’erindrende Så langt så godt, og er kommet til den tid, hvor Cross bliver optaget i Bob Dylans band og er på verdensturné, der bl.a. fører til Japan, Australien, New Zealand og til sidst USA. Og sammen med Dylan indspiller han og de andre musikere dobbelt-live-albummet …at Budokan og albummet Street Legal. Samtidig får vi Cross’ billede af den store sangskriver, og Cross er hele vejen igennem fuld af beundring for den tynde jødiske mand. Et billede, der er overvejende positivt. Dylan fremstår som en både omgængelig og respektfuld mand, der har styr på hele sin virksomhed og som hele tiden skrive sange, der – når det passer Dylan selv – bliver prøvet af i øverummet.

Men også en Dylan, der helt klart ved, hvad han vil og ikke vil. Det kommer bl.a. til udtryk i en pinlig oplevelse, som Cross fortæller om. På et tidspunkt bliver han kaldt op til Dylan, der vil snakke med ham. Cross er sikker på, at Dylan vil fyre ham og er rystende nervøs. Men, det er værre endnu. Dylan ønsker, at Cross skal give en fyreseddel til vennen Rob Stoner. Cross skal være sendebud. Og han gør det, selv om det koster ham et venskab, der har varet siden de unge år. Cross er knust, men bebrejder alligevel ikke Dylan.

Cross’ Dylan-billede bekræfter også det, man får ved læsningen af Dylans egne Chronicles, af en kunstner, der især har været optaget af musikken fra gamle dage. Musikalsk er Dylan tilbageskuende mod traditionen. Det var han, da han var ung, og det er han stadigvæk. Den store traditionsbevidsthed er et adelsmærke hos Dylan. Og det er også det, der kommer til udtryk i hans bemærkning om ‘den nye Dylan’, Bruce Springsteen. For at være den store fornyer i rocken, skal man være den store traditionalist. Og det er Bob Dylan.

Og Cross fremhæver koncerten i Nürnberg som et højdepunkt. Lydsporet til den koncert ligger lige nu på Youtube. Og nedenfor er en lille film om Dylans ankomst til Tyskland i 1978, hvor vi får et glimt af det art deco-tog, som Dylan havde lejet til køre sit show rundt i Europa. Et tog, der tidligere havde tilhørt Goebbels. Og vi får også et lille glimt af Billy Cross på scenen.

Aftenens filmoplevelse: Erik Clausen – Mennesker bliver spist

24. maj 2020

Coronaen og andre af livets forhindringer ville, at jeg i går landede på DR2, hvor man viste Erik Clausens film fra 2015 Mennesker bliver spist. Og det var et positivt slumpetræft, for det er en god film, den kære Clausen her har bedrevet.

Jeg har ikke fulgt Clausen i et og alt som instruktør, men mest som samfundskritiker, og har fået indtryk af en instruktør, der på sin egen skæve facon og fra sit eget socialistiske ståsted har skabt en række “folkekomedier”, der ikke ligner andres.

Og også Mennesker bliver spist kan læses og forstås som en variation over folkekomedien, hvis man blot husker på, at ingen komedie fungerer, hvis ikke også den har et element af -tragedie.

Filmen er en fortælling om familiefaderen og automobilmekanikeren Herluf – kaldet Luffe – der bliver ramt af demens. Hans kone Ingelise (Bodil Jørgensen) har indledt en affære med en mandlig kollega på socialkontoret, hvor hun arbejder. Datteren Gitte (Lærke Winther) står for at skulle giftes for tredje gang og Herluf skal betale (igen), selv om han meget hellere ville bruge pengene på en gammel Triumf motorcykel, som han har forelsket sig i. Og oven i det kommer så en katastrofe, som Herluf udløser, da han på værkstedet glemmer at sætte bremsekablerne på en bil, han har arbejdet med, med den konsekvens at en mor og hendes datter kører galt og kommer til skade. Herlufs demens udvikler sig hurtigt og spiller ham et puds, der fører til hjemsendelse fra arbejdet og en politisag på nakken.

Med meget enkle midler fortæller Erik Clausen, der selv spiller Herluf, hvordan Herlufs liv fra den ene dag til den anden styrter sammen. En tragedie udfolder sig og truer med at gøre fortællingen til en dyster sag. Men det ville nok ligne Erik Clausen meget dårligt, hvis fortællingen blot tog en nedadgående bue. Og det sker da heller ikke.

Med en gammel vens mellemkomst kommer den dementforvirrede Herluf på bilauktion, hvor hans egen bil stjæles af et par unge løjsere, og han selv ‘kommer til’ at købe en ny bil på auktionen. I forvirringen – sin egen og situationens – ender Herluf inde i en bil på ladet af en biltransport og køres til Polen. Her indlogeres han hos nogle polakker, der lever af at handle og fuske med brugte biler, og han får til opgave at reparere biler. Situationen er uholdbar fra starten af, og det ender med, at de polske mænd kører tilbage til Danmark med Herluf, så han kan komme hjem igen, hvorefter de fortsætter deres virke.

Selv om demens er en alvorlig sag, og selv om Herlufs demens udvikler sig hurtigt og trist, så lykkes det Erik Clausen at snige en masse humor og menneskelighed ind i fortællingen. Faktisk fra starten af, og i scenerne på bilauktionen og i Polen kaster det et formildende skær over det hele. Man kommer ligefrem til at holde af Herluf, der er fortabt både i sit eget hovede og i et fremmed land.

Og så bliver Herlufs forsvinden (i dobbelt forstand) noget, der sætter gang i konens og familiens selvransagelser. Det går op for konen Ingelise, at hun elsker sin kedelige mand Herluf, og i konsekvens heraf dropper hun elskeren, forsoner sig med sin søster og formår at samle hele familien i et forsøg på at finde den fortabte Herluf. Og Herluf kommer hjem af sig selv og filmen slutter med en fotografering af den genforenede familie.

Selv om Clausen ikke helt undgår de klichéer, som en sådan særlig folketragikomedie lægger op til, så lykkes det fint for ham med enkle og stille midler at skabe et hverdagskunstværk om et liv i al dets tragikomik. Med filmen viser Clausen, at han altid har været solidarisk med de mennesker, han fremstiller i sine film, i al deres tragikomiske menneskelighed. Og det er nok ikke en film for alle. Jeg tror, man skal have en vis modenhed for at kunne sætte pris på filmens fortælling og fortællemåde.

PS. Filmens titel er et halvt citat af John Mogensens lidt sære sang “Mennesker bliver spist i Polynesien“, som er Herlufs yndlingssang. Og mennesker i Danmark bliver spist af de problemer, de løber ind i, og de omstændigheder, de er placeret i. Måske har Clausen også sendt den tyske Rainer Werner Fassbinders film Angst essen Seele auf…

The Jam i Spil Op, DR april 1982

24. maj 2020

Jeg skynder mig at dele Jens Unmack og Pastorens opslag med The Jam på dansk tv. Den optagelse har vist ikke tidligere været tilgængelige på nettet og den sendte mig tilbage til den aften for mange år siden, hvor jeg i de sidste timer af en kollegiefest sad med en samfundsfagsstuderende deltager og lyttede til Jams første album In The City. Det var her, jeg for alvor fik smag for bandet, der ikke kunne skjule sin begejstring for The Kinks, The Who og flere andre tresserbeatnavne.

Bemærk også introduktionen – jo, man tog beatmusik seriøst på DR tv dengang.