7. juli 2021 arkiv

Capac anbefaler: Nicolai Majland Trio – Welcome

7. juli 2021

Selv om Nicolai Majland Trios nye album Welcome vist nok er blevet til en sommerferie i den italienske landsby Sutri, så er det langtfra det sydlandske der præger musikken. Det er snarere den melankolske nordiske tone, som allerede blev bemærket på Majlands første plade Leaving and Believing. En vemodig, eftertænksom tone, der strømmer ud fra Majlands ret så dominerende piano og farver de i øvrigt meget melodiske numre på pladen og dermed også helhedsindtrykket.

Det er kendetegnende for pladen, at numrene har en næsten popagtig karakter i kraft af deres ubetvivlelige melodiøsitet, samtidig med at denne lethed og opdrift sættes på spil af jazztilgangen, og det vil først og fremmest jo sige improvisationerne.

Det illustreres smukt af det indledende nummer – “Sutri” – hvor først Majland piano bearbejder melodien for så at blive suppleret af Thomas Fonnesbæks lydhøre og indlevende basbearbejdning af samme. Og også Morten Lunds trommer får løbende lov til at udfolde sig inden for numrenes melodisk-melankolske rammer. Og bekræfter hermed, at der er tale om en trio-indspilning.

For godt nok dominerer Majlands piano lydbilledet, men det er kun for et første og måske lidt overfladisk lyt, for efter nogen tid står det klart for en, at de tre musikeres musiceren indgår i en nærmest organisk symbiose, hvor instrumenterne får lov til at supplere hinanden og væve et sammenhængende smukt lydbillede af nordisk vemod og melodisk forførelse.  Hermed anbefalet.

Nicolai Majland Trio – Welcome. Produktion: Thomas Vang. Amp Music and Records. Er udkommet.

 

 

Århus Jazz Festival 2021 – 10/7-17/7

7. juli 2021

Selvom fodbolden fylder (alt for meget), så sker der også andre ting, fx afholdes Århus Jazzfestival fra på lørdag og en uge frem. Med masser af musik – både med fri entré og med billetter. Og med en mængde spændende navne. Se programmet – her.

Fx kan man møde selveste Tom McEwan (sammen med Oliver McEwan), Dicte (sammen med Søren Kjærgaard), Amy Winehouse Tribute (med Samara Bahrami) og – kendt her fra bloggen – Mathias Heise Quartet. Og med fri adgang til flere koncerter skulle der nok bliver råd til en fadøl til overpris ved åen.

Ringo Starr – 81

7. juli 2021

Henning Pold – 70

7. juli 2021

[Foto lånt fra dansk Wikipedia]

Henning Pold Christensen fylder 70 år i dag. Og alle, der har fulgt bare lidt med i dansk pop og rock fra halvfjerdserne og frem, vil have hørt eller læst hans navn. Ikke mindst fra hans mangeårige samarbejde med Kim Larsen, som han i mange år var sparringspartner for (bassist, arrangør, medkomponist og meget mere). Han er uddannet bassist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og uddannet kirkesanger (2005).