august 2021 arkiv

50: Beach Boys – Surf’s up

31. august 2021

Det er også 50 år siden, mit yndlingsalbum med Beach Boys udkom. Surf’s Up. Gruppens syttende album og noget af en comeback-plade efter nogle kommercielt og kunstnerisk tynde år. Pladen havde en ironisk distance til surferrockårne (fx på forsidefotoet, der kombineret med albumtitlen bliver en ironisk kommentar til tiden som surfrockere og -helte), Brian Wilson var i krise og broder Carl var tovholderen, og til forskel fra forgængeren Sunflower tematiserede den nye plade ekstroverte emner som miljø og samfund. Og så var albummet også blevet til på ruinerne af det mytologiserede og mislykkede Smile-projekt. Hvilket måske forklarer, at pladen trods alt holdt et højt niveau, selv om Brian Wilson spillede en lidt tilbagetrukken rolle som arrangør og producer.

Selv om arrangementerne måske ikke når Brian Wilsons allerbedste præstationer, så synes jeg stadigvæk, at de har høj klasse og så hjælper det også, at de på denne plade har Bruce Johnston med på det vokale og som sangskriver – is. med den underskønne “Disney Girls (1957)”. I hvert fald rangerer denne plade lige så højt som Pet Sounds på min personlige Beach Boys-liste.

50: John Lennon forlader Storbritannien for bestandig

31. august 2021

På denne dag for et halvt århundrede siden, rejste John Lennon til New York, forlod sit hjemland og vente aldrig tilbage. Historien om Lennons sidste tid i USA er kendt og veldokumenteret. En tid med ups and downs, med konflikter, kriser, men også med succesoplevelser og et tragisk endeligt.

Gimme Shelter – Mick Jagger – Mary Clayton med curlers – Keith og Street fighting man

30. august 2021

Og Keith Richards om Street Fighting Man og sit unikke samarbejde med Charlie Watts

Favoritter fra rillerne 5: The Mamas & Papas – I saw her again

29. august 2021

Fra albummet The Mamas & Papas (1966), sangen “I saw her again” (skrevet af John Philips og Denny Doherty).

The Monkees takker af…

29. august 2021

55 år efter den formelle dannelse af The Monkees (ideen blev undfanget allerede i 1962) vil The Monkees  – eller mere præcist de to endnu levende medlemmer af bandet, Mike Neshsmith og Micky Dolenz  – nu afvikle deres farvelturné. Og turen vil starte i september og efter planen slutte med en koncert i Los Angeles på The Greek Theater. Og koncerterne vil – selvfølgelig – byde på et genhør med gruppens mange hits og sange fra 1966 til den sidste studieplade fra 2016 Good Times.

The Monkees var en slags modsvar på The Beatles og The British Invasion. Udtænkt som et skrivebordsprojekt. Men de fire medvirkende – Davy Jones (afdød), Peter Tork (afdød), Mike Nesmith og Micky Dolenz – havde talent nok til at slå igennem som rigtige popstjerner. Og med hjælp fra nogle af datidens førende sangskrivere (fx Boyce & Hart og Neil Diamond) og de bedste studiemusikere (The Wrecking Crew ikke mindst) fik deres sange holdbarhed langt ud over sidste salgsdato.

Godt nok var The Monkees ikke The Beatles, men det er nu med et lille nostalgisk rif i hjertet, at jeg siger farvel til gruppen og dens mange fine popsange.

https://www.youtube.com/watch?v=rcnsao7Y0gk

Betleri – et lille bitte erindringsglimt

28. august 2021

Internettet har gjort det noget nemmere at fordybe sig i nostalgien. Og i går kom jeg til at tænke på et lille emaljeskilt, der var monteret på døren til vores opgang. Det så cirka ud som det ovenfor afbillede [foto lånt fra en antikside]. Og det jeg især husker er ordet “betleri”, der betyder tiggeri. Dengang i halvtredserne var tiggeri ikke et ukendt fænomen. Der var “sigøjnere”, der kom til byen nu og da og bl.a. forsøgte at betle sig frem til dagen og vejen. Der var gårdmusikanter, der spillede for småskillinger. Der var landevejenes farende svende og andre fattigrøve, for hvem betleri var en udvej til at få noget at opretholde livet med.

Og jeg har nu og da tænkt på det lille skilt, der som et andet færdselsskilt fortalte om, hvad man måtte og ikke måtte på opgangene. Og om hvad et sådant lille skilt fortæller om udviklingen fra dengang til nu, hvor man ikke længere ser den slags skilte på dørene. Og jeg har tænkt på, hvad der mon blev af det skilt, da døren blev renoveret!? Tja, vi er ovre i petitstoffet, men alligevel i det nostalgiske.

Barton Hills Choir – Abbey Road Medley

28. august 2021

50: Let it be

27. august 2021

Så skal Beatlesfans til lommerne igen. Gruppes musikalske svanesang – Let it be – kommer omsider i en jubilæums-luksus-udgave med masser af ekstramateriale og i ny studiebearbedning. Udgivelsen har været forsinket og længe ventet, men sker i oktober, hvor den kommer i såvel ordinære udgaver og i super-deluxe-udgaver. De sidste omfatter dels en femdobbelt vinylversion med en stor bog og dels i en CD-BluRay-udgave med fem medieskiver og den medfølgende bog. Så mangler vi bare, at instruktøren Peter Jacksons film om tiden omkring Let it be også udgives på et medie. Indtil da kan den vist ses på en af de større streamingtjenester.

Og sygeplejerskerne

26. august 2021

Så skete det. Regeringen greb ind over for sygeplejerskernes strejke og ophævede den seneste mælingsskitse til lov. Og det var ikke overraskende, snarere helt forventeligt. For det lå i kortene, at det ville ende sådan.

Dels havde sygeplejerskerne selv gjort politikerne til en del af konfliktløsningen, da de ikke alene krævede mere i løn, men også et opgør med den tjenestemandslov af 1969, der ligger til grund for deres lønninger. Og dels bør det heller ikke kunne overraske nogen, at regeringen – specielt den socialdemokratiske regering – ville gribe ind, når konflikten for alvor blev mærkbar. Socialdemokraterne har historisk set været et parti, der gjorde den slags beskidte arbejde.

Selv om statsministeren ved festlige lejligheder priser “den danske model” – og også har gjort det i forbindelse med sygeplejerskestrejken for ganske nylig – så er der intet overraskende i, at hendes parti vægter andre hensyn (til vælgeropbakningen, til statens økonomi, til mandatfordelingen i folketinget osv.) højere end respekten for modellen og troen på, at “parterne” selv ville kunne finde en løsning, højere end netop modellen. Og derfor griber til et lovindgreb. Og så hjælper det ikke sygeplejerskerne, at coronaperioden har gjort dem til vor tids nye helte. Lovprisning af deres indsat koster kun ord, men omsættes altså ikke til mærkbare lønstigninger.

Hvad så? Jo, sygeplejerskerne ligger som beskrevet, som de selv har redt. Konflikten har hele tiden peget mod politikerne som dem, der sad inde med “løsningen”. Og med en socialdemokratisk regering kan man kun forvente et lovindgreb. Tilbage står så det problem, at sygeplejerskerne stadigvæk er genstand for ulighed på lønområdet. Oven i købet en ulighed, der er grundfæstet i en lov fra 1969. Kan Socialdemokratiet, der officielt står for ligestilling mellem kønnene, leve med den lov? Og hvad med partiets såkaldte parlamentariske grundlag – Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten – kan de sidde med hænderne i skødet oven på al opbakningen til sygeplejerskerne? Nej, de må i det mindste på banen og kræve, at regeringen får ændret på lovgrundlaget, så der kan skabes et grundlag for en reel forbedring af sygeplejerskernes indtægtsforhold i de kommende år.

Da Watts var skiltemaler i Randers

26. august 2021

Tilbage til Charlie Watts for en kort bemærkning. I går aftes så jeg lidt af DRs “Aftenshowet” (en slags nyheds- og aktualitetsprogram med vægt på det underholdende). Fordi Jørgen de Mylius var inviteret ind for at fortælle noget om Charlie Watts.

Og selvfølgelig kunne Mylius fortælle om dengang han mødte Rolling Stones på et hotel i København i de tidlige tressere. En historie fra en anden tid om halvnøgne groupies, småhærværk på hotelværelserne og en tilbagelænet Charlie Watts, der kiggede på det hele som var det en cirkusforestilling. Men da Mylius skulle fortælle noget om Watts tilknytning til Danmark blev han blank og mumlede noget om, at Watts vist nok havde været i København i sin egenskab af grafiker (Watts uddannelse). Men ikke et eneste ord om, at Watts faktisk boede et par år i Randers, hvor han arbejde på Junckers Reklamebureau som skiltemaler m.v. En historie, der ellers nok er kendt.

Men det er selvfølgelig ikke Mylius, vi skal kritisere for den mangelfulde indsats. Men derimod journalisterne, der burde have lavet en bedre research, fx ved bare at google sig frem til oplysninger om Watts. Så ville de have kunnet læse om dengang Watts afløste Erik Falk som trommeslager i Safari Band, indtil en vis Mick Jagger ringede og fortalte at et nydannet band kaldet Rollin’ Stones (ja, uden -g) havde brug for ham som trommeslager, eller om dengang Poul “Dus med dyrene” Thomsen tog sig af den ludfattige Watts og forærede ham sine gamle Louis Armstrong-plader. Osv.  Men selvfølgelig nøjedes studieværterne med at læne sig op af nyheden om at den “ikoniske” trommeslager i Rolling Stones var død. Intet nyt fra den front.

Dødsfald: Brian Travers – UB40 – 62 år

25. august 2021

Nok om Charlie Watts i denne omgang. Også saxofonisten Brian Travers – fra UB40 – er afgået ved døden i en alder af kun 62 år. Dødsårsag: kræft.

Travers var tekstforfatter, arrangør og saxofonist i UB40, siden starten af firserne. Og var med til at danne orkesteret i slutningen af halvfjerdserne sammen med nogle ligeledes arbejdsløse venner. Derfor – på grund af arbejdsløsheden – kaldte de sig UB40 efter en formular, som arbejdsløse skulle udfylde for at få dagpenge. Siden blev det til 39 top 40-singler og 28 top-40 albums.

Keith Richards: Charlie Watts has always been the bed that I lie on musically

25. august 2021

Keith Richards: “Charlie Watts has always been the bed that I lie on musically” [Keith Richards Life].

Vil du låne mine trommestikker?

25. august 2021

Også Ringo mindes sin gamle kollega på sin FB-side – med masser af ‘peace and love’.

Charlie Watts er død, 80 år

24. august 2021

Jeg var lige gået i gang med aftensmaden, da nyheden om Charlie Watts’ død tikkede ind på mobiltelefonen. Åh nej, tænkte jeg. Ganske vist havde Rolling Stones-trommeslageren for ganske nylig meldt fra til bandets nye turné og havde undergået medicinsk behandling, som det eufemistisk  hedder, når nogen bliver hospitaliseret og opereret. Og nu får vi så at vide, at Watts er sovet ind på et hospital i London, omgivet af sine nærmeste. Åh nej.

Via et fast spillejob hos legenden Alexis Korner kom Charlie Watts med i Rolling Stones, hvor han afløste Mick Avory (der havde en fremtid i The Kinks) til en ugeløn på 5£. Og det selvom han egentlig mest var til jazz og betragtede jobbet hos Stones som et “irriterende tidsfordriv”. Men et tidsfordriv, der sikrede arbejdersønnen en god, fast stadigt voksende indtægt.

Arbejdersønnen (faderen var buschauffør) vidste også, at man skal passe sit arbejde efter bedste evne. Og det har han gjort i den verdensberømte gruppe, hvor han altid har leveret varen og har været et uundværligt ankerpunkt for de mere flyvske Jagger og Richard – samtidig med, at han holdt fast i jazzen som det rigtige tidsfordriv. Fx med Charlie Watts Quartet, Charlie Watts Tentet og Charlie Watts Orchestra.

Og så overlod han til de andre, at leve op til mottoet “sex, drugs and rock and roll”. Bortset fra en periode i firserne, hvor han havde fået arbejdsrelaterede problemer med stoffer og alkohol, har han holdt sin sti ren og har fremstået som gruppens altid velklædte elegantier, der passede sit familieliv med konen Shirley (som han giftede sig med i 1964) og udadtil holdt på en stil, der var præget af distance (til de emsige medier) og en vis reservation.

Med Charlie Watts’ bortgang står Rolling Stones over for den svære opgave, at skulle genopfinde sig selv. Kan de det? The Who kunne, da Keith Moon døde, og mon ikke Mick Jagger har en plan? Vi får se.

Rolling Stones’ hjemmeside d.d. siger måske alt om Watts betydning. Klikker man ind, så er der kun et stort fotografi af Charlie, der ulasteligt klædt kigger ud mod en. Andet er der ikke…

 

Beatles på skuldrene af…

24. august 2021