Nej, jeg har aldrig været en stor fan af dansktopmusikken (apropos mit nekrogram over Lars Stryg). Jeg ejer kun to navne på pladereolen, som kan relatere sig til den genre, nemlig Gitte Hænning og Birgit Lystager (to små bokse). Men de var også så meget andet end dansktop. fx jazz.
Og medens jeg rodede med det problem (hvis man da kan kalde det det), så opdagede jeg, at Birgit Lystagers største dansktophit “Smilende Susie” (1970) er en fordanskning af Chris Andrews’ “Pretty Belinda” (1969) med tekst af selveste Sejr Volmer Sørensen.
Først hed de The Young Ones og blev dannet i 1962 i Alstrup på Falster og spillede instrumentalmusik. Lars Stryg spillede lead-guitar. Året efter blev de til Danny & The Royal Strings, fik en forsanger med og lod sig inspirere af Cliff & the Shadows. Efter forskellige udskiftninger begyndte gruppen af spille musik inspireret af britisk R&B, bl.a. The Pretty Things. Og med langt hår og en hård stil lykkedes det dem at gøre sig i det ellers lokalt centrerede København og de fik en stor fanbase. Inden gruppens opløsning i 1968, hvor Lars Stryg forlod gruppen, spillede de musik, der byggede på Cream og Jimi Hendrix.
Lars Stryg, egl. Lars Ale Bent Stryg gik videre til Skyriders, og i sommeren 1968 dannede han med resterne af Royal Strings den dansktopgruppe, der kom til at hedde Lars Stryg & The Royal Strings. Og som sådan blev i årene 1968-1978 et af de allerstørste navne inden for dansktoppen, bl.a. med sangen “Aldrig mer’ må jeg se dig”, der lå på hitlisten meget længe (55 uger).
Forleden døde Lars Stryg, 75 år gammel, efter længere tids sygdom.
370000 kr. var vist, hvad en mand fra Thy fik for et gammelt kassettebånd med en optagelse af John Lennon og Yoko Ono dengang de lagde vejen forbi. Tja, hvad skal man sige? Noget om nostalgiens kraft og ikke mindst pengenes. Nej, jeg lader være.,
I dag blev jeg nødt til at købe Bruce Johnstons album Going public. Fordi jeg gerne vil have hans udgave af sin egen – fra Beach Boys’ Surf’s Up – kendte sang “Disney Girls (1957)”. En af de smukkeste og mest rørende sange i Beachs Boys’ katalog. En sang der er “en nostalgisk refleksion set fra en mands synspunk. En mand, der forkaster virkeligheden til fordel for nostalgien, han føler over for fantasiverdenen af piger i Walt Disneys film og tv-shows, sange af Patti Page og dengang han lavede vin i sin garage og nød lemonade i den landlige skygge”, Wikipedia)
Commander Cody and his Lost Planet Airmen blev dannet tilbage i 1967 og var et af de første country rock bands, der ikke tog inspiration fra folk rock og blue grass, men i stedet fra western swing, country, boogie woogie, rockabilly og jump blues. Og efter at have spillet de lokale barer og klubber tynde i i lokalområdet i og omkring Ann Arbor, Michigan, drog bandet i 1069 til Berkeley Californien, hvor en pladekontrakt med Paramount Records lå og ventede på dem.
Bandet og ledere George Frayne tog navn efter nogle dengang populære B-film om Commander Cody. Og bandet var aktivt i årene 1971-76 især, og i tiden derefter fortsatte George Frayne som solist og med forskellige gruppedannelser under navnet Commander Cody. Den seneste udgivelse, nogle gamle optagelser fra 1970, udkom i 2020. Og forleden døde så George Frayne i en alder af 77 år efter nogen tids kræftsygdom.
Linda Louise McCartney (Eastman) ville være fyldt 80 d. 24. september. Kendt som fotograf, musiker, aktivist og iværksætter. Født ind i en velhavende familie med jødiske rødder (oprindeligt var efternavnet Epstein) blev hun fotograf med speciale i rockmusikere og folk fra musiklivet. Det var som sådan hun mødte Beatlen Paul McCartney og blev fru McCartney og mor til tre børn (i forvejen havde hun et barn – datteren Heather – fra sit første ægteskab med Joseph Melville See Jr.).
Det var som fru McCartney hun for alvor fik gang i sit musikalske virke som sangerinde og tangentspiller i Wings. Et forhold, der dengang blev rynket lidt på næsen af, fordi hun ikke var professionel. Der var ikke forståelse for, at Paul McCartney af andre grund (kærlighed) lod hende få en plads i bandet. Hun fik også udgivet et album, opsamlingspladen Wide Prairie (1998).
Der er ingen tvivl om, at Linda var – med en floskel – kvinden i Paul McCartneys liv. Hun døde i en alder af kun 56 år i 1998 af brystkræft. Men stadigvæk er hun en vital del af McCartneys liv. Senest har familie udgivet endnu en vegetarisk kogebog, som Linda har lavet.
Gensyn med de gamle gymnasiekammerater. Og snakken gik, og erindringerne arbejdede på højtryk. Og blandt stumperne var dengang i 1967, hvor vi var på lejrskole og Mona åbnede et vindue på første sal (pigernes afdeling) og Herman’s Hermits “No milk today” drønede ud over hovederne på os, der stod nedenfor.
Har nu fået læst om Rolling Stones første tid frem til det helt store gennembrud med !(I can’t get no) satisfaction”. Og det er lutter ballade. Især når de giver koncert. Og især når de er i USA. Pigerne er ellevilde og jagter Brian Jones og hans band – på scenen og alle steder de færdes. Men de markedsføres også bevidst som nogle slemme, langhårede, beskidte drenge (og de forsøger at leve op til deres image). Christoffer Sandfords jubilæumsbiografi beskriver detaljere, hvordan det går ved de enkelte koncerter og på turneerne. Ingen tvivl om det: Rolling Stones skal være et modstykke til de fire pæne mopheads fra Liverpool. Sjovt at få en detaljeret beskrivelse af det, man kun flygtigt havde hørt om dengang i de tidlige tressere.
Damen til venstre for Ringo Starr er Sheila Bromberg. Eller rettere: var, for hun døde d. 17. august på et hospital i England. Og når hun skal nævnes og erindres her, så er det, fordi hun var den første kvinde, der spillede på et Beatlesalbum. Nærmere bestemt Sgt. Pepperøs lonely Hearts Club Band, hvor hendes harpespil kan høre på “She’s leaving home”. Historien om den indspilning og Paul McCartneys problemer med at forklare, hvad han ville have hende til at spille kan man læse her, hvor der er skrevet en nekrolog.
Britisk rhythm-and-blues’ grand old man (eller i hvert fald en af dem, for vi skal ikke glemme Alexis Korner) John Mayall stiller skoene. Nej, ikke i overført forstand. Selv om manden er 87 år, så er han still going strong. Men han stiller sine road shoes. På grund af coronapandemien, der stadigvæk hærger i udlandet, og den fremadskridende alder vil Mayall indskrænke sine optrædener til det lokale område i Californien, hvor han bor, med enkelte afstikkere uden for lokalsamfundet. Slut med lange, udmarvende turnéer i bluesens tjeneste.
Og vi må vel også sige, at Mayall har gjort sig fortjent til at neddrosle sine aktiviteter. Siden tresserne har hans bands været rugekasse for nogle af de allerstørste talenter i britisk musik. Eric Clapton, Peter Green og Jack Bruce – bare for at nævne dem, der altid biver nævnt. Og dertil skal lægges, at han hele vejen selv har forvaltet bluestraditionen på fornemste vis og har været den ypperste ambassadør for netop den musikgenre.
Vi befinder os i halvtredsåret for fristaden Christianias grundlæggelse. I 1971 rømmede det danske forsvar Bådsmandstrædes Kaserne – og umiddelbart efter blev området indtaget af slumstormere (datidens husbesættere), og den 26. september blev fristaden formelt grundlagt. Siden har Christiania været et fristed for mange hjemløse, udsatte mennesker og folk, der bare ønskede at leve på en anden måde end det omkringliggende samfund. Men stedet blev også hjemsted eller i hvert fald tilholdssted for mere eller mindre kriminelle elementer, fx hashhandlere.
Og lige siden 1971 har Christiania både været et yndet besøgsmål for lokale og udenlandske turister – og genstand for kritik og modstand fra især politikere fra dansk politiks højrefløj. Christiania har altid været en torn i øjet, også på folk, der ellers mener at besidde liberale værdier. Men Christiania er her endnu halvtreds år efter sin grundlæggelse. Ganske vist i en mere styret og mere konventionel udgave, men alligevel.
Marjane Satrapis film Persepolis fra 2007 har længe stået på min imaginære liste over film, jeg skulle se. Og forleden kom muligheden så. I stedet for en tung dokumentar om en kendt persons lidelser på DR fik jeg sat Persepolis på.
En film, der bygger på Satrapis egen graphic novel, der fortæller en ung piges historie fra den iranske revolution og frem (ja og med tilbageblik til tiden før). Filmen, der vandt juryens pris ved Cannes-festivalen i 2007, starter i Orly lufthavnen i Paris, hvor den unge kvinde Marji (Marjane) sidder på en bænk og ryger – og tænker tilbage på og over sin barndom, og det der siden hændte. Og med hendes og til dels familiens synsvinkel fortælles Irans historie fra den iranske revolution i 1979 og frem. En historie om krig, undertrykkelse og en stadig kamp for at få styr på og mening med livet. Marji er lidt af en vildbasse, der drømmer om at gøre en forskel i verden, og i sin ungdom prøver hun forskellige anti-autoritære holdninger af, blot for at erfare, at ingen af dem rummer løsningen på alle problemerne. Men en konstant har hun dog i sine mange forsøg på at få mening med sit liv og at gøre en forskel, nemlig hendes bedstemoder, der har været det hele igennem og som insisterer på, at Marji skal være tro mod sig selv.
Filmen er holdt i streng sort-hvid æstetik, der er taget lige ud af forlægget. Og det virker meget mere levende end man forestiller sig. Dernæst udmærker filmen sig ved ikke at pege på nemme løsninger for den iranske befolkning, som den har som primært publikum. Filmen har ikke nogen simpel happy end, men lever mere højt på løbende at give stof til eftertanke ved at udfordre vores (og iranernes egne) fordomme om de historiske og kulturelle forhold. Og filmen ender med en åben slutning, hvor Marji tager en taxa bort fra lufthavnen. Taxichaufføren spørger hende, hvor hun kommer fra, og hun svarer: “Iran”. Dermed viser hun, at hun husker, hvad hun har lært af sin bedstemor – ikke at glemme sin oprindelse og være tro mod sig selv. Og så kommer hun i tanke om dengang, bedstemoderen fortalte hende, at hun hver dag puttede jasminblomster ned i sin BH for at dufte godt.
Persepolis er med rette blevet berømt og belønnet. Det er en film, der bedre end mange tunge dokumentarer fortæller noget om, hvad det vil sige at vokse op og leve i et land som Iran. Kan kun anbefales på det varmeste.
Esben Bøgh Laursen kalder sig som kunstner Esben Langkniv, med et lån fra den berømt-berygtede danske “Robin Hood” Jens (Olesen) Langkniv, der huserede som fredløs i 1600-tallet og især Trediveårskrigen. Og med dette navn skaber Esben ikke en men flere forbindelser til fortiden. Jeppe Åkjær, der er et socialt-realistisk forbillede for Esben, har skrevet om Jens Langkniv. Det samme har en anden forudsætning, nemlig Lars Lilholt, der har viet både en sang og et helt album (hans andet) til netop denne mytologiske figur i jysk historie.
Og Esben trækker på alle disse forbindelser til det, der har været. Og med sit projekt Gudenåen, hvor han har taget dette vandløb som inspirationskilde for femten sange, der alle på den ene eller anden måde knytter an til den store å, går han både i Lilholts Aakjærs og andres fodspor. Ja, Esben fremhæver selv amerikaneren Woody Guthrie som et forbillede udi den kunst det er, at fortælle historier med udspring i det folkelige og med kun guitaren som akkompagnement. Man kunne også vove den påstand, at Esben Langkniv griber tilbage til den danske troubadourtradition, der går helt tilbage til folkevisernes tid. Det er der en sandhed i, som jeg tror Esben Langkniv vil goutere.
I hvert fald trækker Langkniv på en lang og sej tradition for at synge og fortælle historier, som altid har været der og sandsynligvis altid vil tiltrække nogle kunstnere. Behovet for at skrælle alle unødvendige udenomsværker – som der er rigtig mange af i vores tid – og komme ind til kernen i såvel det tekstlige som det musikalske.
Og sammen med Tom Bilde (kendt fra sit samarbejde med netop Lars Lilholt og Poul Krebs) har Esben Langkniv så skabt femten sange, der alle tager deres udspring i Gudenåens historie og resulterer i sange, der både er båret af humoristisk sans, sans for fordybelse og ikke mindst lysten til at fortælle en historie.
Musikalsk set kan det være svært at kategorisere pladen. Det er folk med mange krydderier fra andre af de store genrer. Her er lidt rock, lidt blues osv. Alt sammen tilsat i forhold til den historie, der skal fortælles.
Gudenåen er en rigtig fin plade, der bekræfter behovet for at genbruge traditionen og genopfinde de gamle dyder – at fortælle en god historie med en god sang. Og som sådan indskriver den sig smukt i en lang række af plader – både danske og udenlandske – der har håndhævet de basale kvaliteter i den folkelige musik. Hvis man er til Lilholt, Guthrie, John Mogensen, Bruce Springsteen, Bob Dylan eller Ulf Lundell, for at nævne nogle af tradionens bærere i flæng, så kan man roligt indlemme Gudenåen i rækken. Hermed anbefalet.
Esben Langkniv. Gudenåen. Produktion: Tom Bilde, Esben Langkniv og Torben Laursen. Gateway Music. Udkom 7/8-2021
Cass Eliott eller Ellen Naomi Cohen, som hendes borgerlige navn var, var en på enhver måde stor sangerinde. Hun døde alt for ung, 32 år gammel, da hendes hjerte ikke ville mere. Men da – juli 1974 – havde hun allerede sat et kraftigt aftryk på populærmusikken med sin smukke stemme. Især som en del af Mamas & Papas – 1965-68 – var hun med til at definere lyden af tresserpoppen. Men også på en række fine soloindspilninger, en duoplade og som medlem af Big 3 og The Mugwumps fik hendes flotte stemme mulighed for at præge tresserlyden.
I dag ville hun være fyldt 80. Sådan skulle det ikke være, men musikken har vi da stadig, så nu vil jeg sætte Mamas & Papas på afspilleren.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
