september 2021 arkiv

Pretty Belinda

30. september 2021

Nej, jeg har aldrig været en stor fan af dansktopmusikken (apropos mit nekrogram over Lars Stryg). Jeg ejer kun to navne på pladereolen, som kan relatere sig til den genre, nemlig Gitte Hænning og Birgit Lystager (to små bokse). Men de var også så meget andet end dansktop. fx jazz.

Og medens jeg rodede med det problem (hvis man da kan kalde det det), så opdagede jeg, at Birgit Lystagers største dansktophit “Smilende Susie” (1970) er en fordanskning af Chris Andrews’ “Pretty Belinda” (1969) med tekst af selveste Sejr Volmer Sørensen.

Dødsfald: Lars Stryg – 75 år

29. september 2021

Først hed de The Young Ones og blev dannet i 1962 i Alstrup på Falster og spillede instrumentalmusik. Lars Stryg spillede lead-guitar. Året efter blev de til Danny & The Royal Strings, fik en forsanger med og lod sig inspirere af Cliff & the Shadows. Efter forskellige udskiftninger begyndte gruppen af spille musik inspireret af britisk R&B, bl.a. The Pretty Things. Og med langt hår og en hård stil lykkedes det dem at gøre sig i det ellers lokalt centrerede København og de fik en stor fanbase. Inden gruppens opløsning i 1968, hvor Lars Stryg forlod gruppen, spillede de musik, der byggede på Cream og Jimi Hendrix.

Lars Stryg, egl. Lars Ale Bent Stryg gik videre til Skyriders, og i sommeren 1968 dannede han med resterne af Royal Strings den dansktopgruppe, der kom til at hedde Lars Stryg & The Royal Strings. Og som sådan blev i årene 1968-1978 et af de allerstørste navne inden for dansktoppen, bl.a. med sangen “Aldrig mer’ må jeg se dig”, der lå på hitlisten meget længe (55 uger).

Forleden døde Lars Stryg, 75 år gammel, efter længere tids sygdom.

370000 kr. – Radio Peace på kassettebånd

29. september 2021

370000 kr. var vist, hvad en mand fra Thy fik for et gammelt kassettebånd med en optagelse af John Lennon og Yoko Ono dengang de lagde vejen forbi. Tja, hvad skal man sige? Noget om nostalgiens kraft og ikke mindst pengenes. Nej, jeg lader være.,

Disneypiger

28. september 2021

I dag blev jeg nødt til at købe Bruce Johnstons album Going public. Fordi jeg gerne vil have hans udgave af sin egen – fra Beach Boys’ Surf’s Up  – kendte sang “Disney Girls (1957)”. En af de smukkeste og mest rørende sange i Beachs Boys’ katalog. En sang der er “en nostalgisk refleksion set fra en mands synspunk. En mand, der forkaster virkeligheden til fordel for nostalgien, han føler over for fantasiverdenen af piger i Walt Disneys film og tv-shows, sange af Patti Page og dengang han lavede vin i sin garage og nød lemonade i den landlige skygge”, Wikipedia)

Dødsfald: George Frayne – Commander Cody – 77 år

27. september 2021

Commander Cody and his Lost Planet Airmen blev dannet tilbage i 1967 og var et af de første country rock bands, der ikke tog inspiration fra folk rock og blue grass, men i stedet fra western swing, country, boogie woogie, rockabilly og jump blues. Og efter at have spillet de lokale barer og klubber tynde i i lokalområdet i og omkring Ann Arbor, Michigan, drog bandet i 1069 til Berkeley Californien, hvor en pladekontrakt med Paramount Records lå og ventede på dem.

Bandet og ledere George Frayne tog navn efter nogle dengang populære B-film om Commander Cody. Og bandet var aktivt i årene 1971-76 især, og i tiden derefter fortsatte George Frayne som solist og med forskellige gruppedannelser under navnet Commander Cody. Den seneste udgivelse, nogle gamle optagelser fra 1970, udkom i 2020. Og forleden døde så George Frayne i en alder af 77 år efter nogen tids kræftsygdom.

Lovely Linda – Linda McCartney – 80

27. september 2021

Linda Louise McCartney (Eastman) ville være fyldt 80 d. 24. september. Kendt som fotograf, musiker, aktivist og iværksætter. Født ind i en velhavende familie med jødiske rødder (oprindeligt var efternavnet Epstein) blev hun fotograf med speciale i rockmusikere og folk fra musiklivet. Det var som sådan hun mødte Beatlen Paul McCartney og blev fru McCartney og mor til tre børn (i forvejen havde hun et barn – datteren Heather – fra sit første ægteskab med Joseph Melville See Jr.).

Det var som fru McCartney hun for alvor fik gang i sit musikalske virke som sangerinde og tangentspiller i Wings. Et forhold, der dengang blev rynket lidt på næsen af, fordi hun ikke var professionel. Der var ikke forståelse for, at Paul McCartney af andre grund (kærlighed) lod hende få en plads i bandet. Hun fik også udgivet et album, opsamlingspladen Wide Prairie (1998).

Der er ingen tvivl om, at Linda var – med en floskel – kvinden i Paul McCartneys liv. Hun døde i en alder af kun 56 år i 1998 af brystkræft. Men stadigvæk er hun en vital del af McCartneys liv. Senest har familie udgivet endnu en vegetarisk kogebog, som Linda har lavet.

 

Ingen mælk i dag

26. september 2021

Gensyn med de gamle gymnasiekammerater. Og snakken gik, og erindringerne arbejdede på højtryk. Og blandt stumperne var dengang i 1967, hvor vi var på lejrskole og Mona åbnede et vindue på første sal (pigernes afdeling) og Herman’s Hermits “No milk today” drønede ud over hovederne på os, der stod nedenfor.

Balladen om rullestenene

25. september 2021

Har nu fået læst om Rolling Stones første tid frem til det helt store gennembrud med !(I can’t get no) satisfaction”. Og det er lutter ballade. Især når de giver koncert. Og især når de er i USA. Pigerne er ellevilde og jagter Brian Jones og hans band – på scenen og alle steder de færdes. Men de markedsføres også bevidst som nogle slemme, langhårede, beskidte drenge (og de forsøger at leve op til deres image). Christoffer Sandfords jubilæumsbiografi beskriver detaljere, hvordan det går ved de enkelte koncerter og på turneerne. Ingen tvivl om det: Rolling Stones skal være et modstykke til de fire pæne mopheads fra Liverpool. Sjovt at få en detaljeret beskrivelse af det, man kun flygtigt havde hørt om dengang i de tidlige tressere.

Sheila Bromberg – harpenist på Sgt. Pepper – er død, 92 år

24. september 2021

Damen til venstre for Ringo Starr er Sheila Bromberg. Eller rettere: var, for hun døde d. 17. august på et hospital i England. Og når hun skal nævnes og erindres her, så er det, fordi hun var den første kvinde, der spillede på et Beatlesalbum. Nærmere bestemt Sgt. Pepperøs lonely Hearts Club Band, hvor hendes harpespil kan høre på “She’s leaving home”. Historien om den indspilning og Paul McCartneys problemer med at forklare, hvad han ville have hende til at spille kan man læse her, hvor der er skrevet en nekrolog.

Gensyn og -hør med Jomfru Ane Band

23. september 2021

Et herligt gensyn og -hør med Jomfru Ane Band i en optagelse fra TV-2 og med de uforlignede søstre Sanne og Rebecca Brüel i den vokale forgrund.

John Mayall stiller skoene…(nej, han er ikke død)

23. september 2021

Britisk rhythm-and-blues’ grand old man (eller i hvert fald en af dem, for vi skal ikke glemme Alexis Korner) John Mayall stiller skoene. Nej, ikke i overført forstand. Selv om manden er 87 år, så er han still going strong. Men han stiller sine road shoes. På grund af coronapandemien, der stadigvæk hærger i udlandet, og den fremadskridende alder vil Mayall indskrænke sine optrædener til det lokale område i Californien, hvor han bor, med enkelte afstikkere uden for lokalsamfundet. Slut med lange, udmarvende turnéer i bluesens tjeneste.

Og vi må vel også sige, at Mayall har gjort sig fortjent til at neddrosle sine aktiviteter. Siden tresserne har hans bands været rugekasse for nogle af de allerstørste talenter i britisk musik. Eric Clapton, Peter Green og Jack Bruce – bare for at nævne dem, der altid biver nævnt. Og dertil skal lægges, at han hele vejen selv har forvaltet bluestraditionen på fornemste vis og har været den ypperste ambassadør for netop den musikgenre.

50: Christiania

22. september 2021

Vi befinder os i halvtredsåret for fristaden Christianias grundlæggelse. I 1971 rømmede det danske forsvar Bådsmandstrædes Kaserne – og umiddelbart efter blev området indtaget af slumstormere (datidens husbesættere), og den 26. september blev fristaden formelt grundlagt. Siden har Christiania været et fristed for mange hjemløse, udsatte mennesker og folk, der bare ønskede at leve på en anden måde end det omkringliggende samfund. Men stedet blev også hjemsted eller i hvert fald tilholdssted for mere eller mindre kriminelle elementer, fx hashhandlere.

Og lige siden 1971 har Christiania både været et yndet besøgsmål for lokale og udenlandske turister – og genstand for kritik og modstand fra især politikere fra dansk politiks højrefløj. Christiania har altid været en torn i øjet, også på folk, der ellers mener at besidde liberale værdier. Men Christiania er her endnu halvtreds år efter sin grundlæggelse. Ganske vist i en mere styret og mere konventionel udgave, men alligevel.

Filmoplevelse: Persepolis

21. september 2021

Marjane Satrapis film Persepolis fra 2007 har længe stået på min imaginære liste over film, jeg skulle se. Og forleden kom muligheden så. I stedet for en tung dokumentar om en kendt persons lidelser på DR fik jeg sat Persepolis på.

En film, der bygger på Satrapis egen graphic novel, der fortæller en ung piges historie fra den iranske revolution og frem (ja og med tilbageblik til tiden før). Filmen, der vandt juryens pris ved Cannes-festivalen i 2007, starter i Orly lufthavnen i Paris, hvor den unge kvinde Marji (Marjane) sidder på en bænk og ryger – og tænker tilbage på og over sin barndom, og det der siden hændte. Og med hendes og til dels familiens synsvinkel fortælles Irans historie fra den iranske revolution i 1979 og frem. En historie om krig, undertrykkelse og en stadig kamp for at få styr på og mening med livet. Marji er lidt af en vildbasse, der drømmer om at gøre en forskel i verden, og i sin ungdom prøver hun forskellige anti-autoritære holdninger af, blot for at erfare, at ingen af dem rummer løsningen på alle problemerne. Men en konstant har hun dog i sine mange forsøg på at få mening med sit liv og at gøre en forskel, nemlig hendes bedstemoder, der har været det hele igennem og som insisterer på, at Marji skal være tro mod sig selv.

Filmen er holdt i streng sort-hvid æstetik, der er taget lige ud af forlægget. Og det virker meget mere levende end man forestiller sig. Dernæst udmærker filmen sig ved ikke at pege på nemme løsninger for den iranske befolkning, som den har som primært publikum. Filmen har ikke nogen simpel happy end, men lever mere højt på løbende at give stof til eftertanke ved at udfordre vores (og iranernes egne) fordomme om de historiske og kulturelle forhold. Og filmen ender med en åben slutning, hvor Marji tager en taxa bort fra lufthavnen. Taxichaufføren spørger hende, hvor  hun kommer fra, og hun svarer: “Iran”. Dermed viser hun, at hun husker, hvad hun har lært af sin bedstemor – ikke at glemme sin oprindelse og være tro mod sig selv. Og så kommer hun i tanke om dengang, bedstemoderen fortalte hende, at hun hver dag puttede jasminblomster ned i sin BH for at dufte godt.

Persepolis er med rette blevet berømt og belønnet. Det er en film, der bedre end mange tunge dokumentarer fortæller noget om, hvad det vil sige at vokse op og leve i et land som Iran. Kan kun anbefales på det varmeste.

Capac anbefaler: Esben Langkniv – Gudenåen

20. september 2021

Esben Bøgh Laursen kalder sig som kunstner Esben Langkniv, med et lån fra den berømt-berygtede danske “Robin Hood” Jens (Olesen) Langkniv, der huserede som fredløs i 1600-tallet og især Trediveårskrigen. Og med dette navn skaber Esben ikke en men flere forbindelser til fortiden. Jeppe Åkjær, der er et socialt-realistisk forbillede for Esben, har skrevet om Jens Langkniv. Det samme har en anden forudsætning, nemlig Lars Lilholt, der har viet både en sang og et helt album (hans andet) til netop denne mytologiske figur i jysk historie.

Og Esben trækker på alle disse forbindelser til det, der har været. Og med sit projekt Gudenåen, hvor han har taget dette vandløb som inspirationskilde for femten sange, der alle på den ene eller anden måde knytter an til den store å, går han både i Lilholts Aakjærs og andres fodspor. Ja, Esben fremhæver selv amerikaneren Woody Guthrie som et forbillede udi den kunst det er, at fortælle historier med udspring i det folkelige og med kun guitaren som akkompagnement. Man kunne også vove den påstand, at Esben Langkniv griber tilbage til den danske troubadourtradition, der går helt tilbage til folkevisernes tid. Det er der en sandhed i, som jeg tror Esben Langkniv vil goutere.

I hvert fald trækker Langkniv på en lang og sej tradition for at synge og fortælle historier, som altid har været der og sandsynligvis altid vil tiltrække nogle kunstnere. Behovet for at skrælle alle unødvendige udenomsværker – som der er rigtig mange af i vores tid – og komme ind til kernen i såvel det tekstlige som det musikalske.

Og sammen med Tom Bilde (kendt fra sit samarbejde med netop Lars Lilholt og Poul Krebs) har Esben Langkniv så skabt femten sange, der alle tager deres udspring i Gudenåens historie og resulterer i sange, der både er båret af humoristisk sans, sans for fordybelse og ikke mindst lysten til at fortælle en historie.

Musikalsk set kan det være svært at kategorisere pladen. Det er folk med mange krydderier fra andre af de store genrer. Her er lidt rock, lidt blues osv. Alt sammen tilsat i forhold til den historie, der skal fortælles.

Gudenåen er en rigtig fin plade, der bekræfter behovet for at genbruge traditionen og genopfinde de gamle dyder – at fortælle en god historie med en god sang. Og som sådan indskriver den sig smukt i en lang række af plader – både danske og udenlandske – der har håndhævet de basale kvaliteter i den folkelige musik. Hvis man er til Lilholt, Guthrie, John Mogensen, Bruce Springsteen, Bob Dylan eller Ulf Lundell, for at nævne nogle af tradionens bærere i flæng, så kan man roligt indlemme Gudenåen i rækken. Hermed anbefalet.

Esben Langkniv. Gudenåen. Produktion: Tom Bilde, Esben Langkniv og Torben Laursen. Gateway Music. Udkom 7/8-2021

Mama Cass – 80

20. september 2021

Cass Eliott eller Ellen Naomi Cohen, som hendes borgerlige navn var, var en på enhver måde stor sangerinde. Hun døde alt for ung, 32 år gammel, da hendes hjerte ikke ville mere. Men da – juli 1974 – havde hun allerede sat et kraftigt aftryk på populærmusikken med sin smukke stemme. Især som en del af Mamas & Papas – 1965-68 – var hun med til at definere lyden af tresserpoppen. Men også på en række fine soloindspilninger, en duoplade og som medlem af Big 3 og The Mugwumps fik hendes flotte stemme mulighed for at præge tresserlyden.

I dag ville hun være fyldt 80. Sådan skulle det ikke være, men musikken har vi da stadig, så nu vil jeg sætte Mamas & Papas på afspilleren.