Filmoplevelse: Persepolis

21. september 2021

Marjane Satrapis film Persepolis fra 2007 har længe stået på min imaginære liste over film, jeg skulle se. Og forleden kom muligheden så. I stedet for en tung dokumentar om en kendt persons lidelser på DR fik jeg sat Persepolis på.

En film, der bygger på Satrapis egen graphic novel, der fortæller en ung piges historie fra den iranske revolution og frem (ja og med tilbageblik til tiden før). Filmen, der vandt juryens pris ved Cannes-festivalen i 2007, starter i Orly lufthavnen i Paris, hvor den unge kvinde Marji (Marjane) sidder på en bænk og ryger – og tænker tilbage på og over sin barndom, og det der siden hændte. Og med hendes og til dels familiens synsvinkel fortælles Irans historie fra den iranske revolution i 1979 og frem. En historie om krig, undertrykkelse og en stadig kamp for at få styr på og mening med livet. Marji er lidt af en vildbasse, der drømmer om at gøre en forskel i verden, og i sin ungdom prøver hun forskellige anti-autoritære holdninger af, blot for at erfare, at ingen af dem rummer løsningen på alle problemerne. Men en konstant har hun dog i sine mange forsøg på at få mening med sit liv og at gøre en forskel, nemlig hendes bedstemoder, der har været det hele igennem og som insisterer på, at Marji skal være tro mod sig selv.

Filmen er holdt i streng sort-hvid æstetik, der er taget lige ud af forlægget. Og det virker meget mere levende end man forestiller sig. Dernæst udmærker filmen sig ved ikke at pege på nemme løsninger for den iranske befolkning, som den har som primært publikum. Filmen har ikke nogen simpel happy end, men lever mere højt på løbende at give stof til eftertanke ved at udfordre vores (og iranernes egne) fordomme om de historiske og kulturelle forhold. Og filmen ender med en åben slutning, hvor Marji tager en taxa bort fra lufthavnen. Taxichaufføren spørger hende, hvor  hun kommer fra, og hun svarer: “Iran”. Dermed viser hun, at hun husker, hvad hun har lært af sin bedstemor – ikke at glemme sin oprindelse og være tro mod sig selv. Og så kommer hun i tanke om dengang, bedstemoderen fortalte hende, at hun hver dag puttede jasminblomster ned i sin BH for at dufte godt.

Persepolis er med rette blevet berømt og belønnet. Det er en film, der bedre end mange tunge dokumentarer fortæller noget om, hvad det vil sige at vokse op og leve i et land som Iran. Kan kun anbefales på det varmeste.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

3 har læst indlægget
15,053