Hverken alder eller corona synes at kunne lægge en dæmper på Rod Stewart. Således har han netop meddelt, at han udsender sit 31. album Tears of Hercules. Og Roden selv mener, at det er det bedste album han har lavet i mange år. Det må vi så tro på, indtil udgivelsen materialiserer sig. I øvrigt består pladen af nye, selvskrevne sange og coverversioner af bl.a. Johnny Cash. Og så er der selvfølgelig en smagsprøve ude med det samme…
[Foto lånt fra New Musical Express]
Jeg har ikke kunnet undgå at bemærke, at den nittenårige Billie Eilish er det nye store dyr i Åbenbaringen, det store stjerneskud på poppens firmament. Og at hendes musik – de to albums When we all fall asleep, were do we go? (2019) og Happier than ever (2021) – er blevet godt modtaget af såvel pressen som publikum. Oven i købet har hun fået den ære, der ellers har været forbeholdt for gamle kendinge, nemlig at indsynge den seneste temasang til James Bond-filmen Time to die.
Og derfor har jeg sat mig for at lytte lidt til den purunge stjerne, der allerede – som fotoet fra den prestigefyldte Met Gala ovenfor understreger – har indtaget sin position blandt underholdningsindustriens privilegerede udvalgte.
Jeg indrømmer gerne, at jeg har lidt svært ved at forstå den virak, som Bilie Eilish har vakt rundt omkring. En ting er, at hun – som påpeget af flere kritikere – nærmest hvisker sine sange. Hun synger ikke igennem, så man kan høre, hvad hendes stemme formår. Men som bekendt er det med stemmer et omstridt emne i populærmusikken. Og nogle af sangene, fx titelsangen til det nye album, er da iørefaldende på en meget nedtonet, næsten underdrevet, facon. Til gengæld får selviscenesættelsen, fremtoningen, indpakningen osv. fuld skrue. Den får ikke for lidt, når frøken Eilish skal markedsføres. Og det kan man – jeg i det mindste – opfatte som tidens mærke. Det ligger i tidsånden, at der skal gøres meget ud af iscenesættelsen. Det er de såkaldt sociale mediers æstetik og normativitet, der farver underholdningsindustrien. Og omkostningen er så, at de udvendige tager overhånd i forhold til det indvendige. Udtrykket dominerer over indholdet. Jo mere udvendig æstetik, desto mindre indholdsmæssig substans har man brug for – synes logikken at være.
I hvert fald har jeg efter nogen tids lytning måttet erkende, at jeg – lige som sangskriver Trinelise Væring (på sitet side33) – hurtigt har nået “et mætningspunkt for hviskeriet”. Og derfor har jeg kastet mig over countrydamer, der ikke hvisker, men krænger hele deres sjæl ud…
Og hermed ordet til Elle King og Tenille Townes, der har styr på både udtryk og indhold:
Når jeg går rundt og handler, iført mit vaskbare mundbind, så er der andre handlende, der kigger undrende på mig. Og de tænker nok deres! Men som jeg ser det, så er vi endnu ikke ude af pandemien – heller ikke herhjemme. Selv om folk kan gå til koncert, fodbold og i byen og udfolde sig som i gamle dage, så er smitten her stadigvæk.
Ud af en befolkning på 5 850 189 mennesker (4. kvartal 2021, Danmarks Statistik) er 4312400 færdigtvaccinerede, det seneste døgn er 370 blevet smittet, 116 er hospitalsindlagt (heraf 28 på intensiv) og 3 er døde det seneste døgn. Smitten huserer især blandt de ikke-vaccinerede (ca. halvanden million mennesker), og det vil især sige blandt yngre mennesker. Og med den førte coronapolitik, så lever vi altså med, at yngre mennesker bliver smittet, indlagt, dør eller får langvarige mén af sygdommen. Er det udtryk for at vi har lært noget af pandemien? Eller blot udtryk for, at ledende politikere har ladet sig forføre af lad-os-vende-tilbage-til-normaliteten-stemningen, der har været ret så dominerende i den borgerligt politiske opposition og i pressen? Og er det ikke bare frygteligt naivt og tankeløst at tro, at alt er godt, fordi vi her i vores lille nationale enklave har fået ret godt styr på smitten? Medens landene omkring os og længere ude stadigvæk oplever den ene bølge efter den anden skylle hen over befolkningerne med frygtelige konsekvenser. Lærer vi overhovedet noget af den pandemi?
Der er stadigvæk al mulig god grund til at holde fast i den adfærd, som pandemien har pålagt os: god hygiejne (ikke mindst hænderne), afstand til mennesker, man ikke omgås til daglig, og i det hele taget undgå situationer, hvor smitte kan opstå. Ser man tilbage på de mange epidemier, der har ramt verdens befolkninger gennem historien – sådan som fx Jeanette Varberg og Poul Duedahl gør i Den fjerde rytter – så står det klart, at det store øvelse for de epidemiramte samfund er at lære af epidemierne. At blive bedre til det. For der kommer andre epidemier i fremtiden, måske nogle der er langt alvorligere end coronaen.
