10. september 2021 arkiv

Dødsfald: idéhistoriker Lars-Henrik Schmidt

10. september 2021

Med tristhed i sindet læser jeg, at Lars-Henrik Schmidt er død i en alder af kun 68 år. På grund af sygdom, kræft.

Arbejdersønnen fra Vejlekanten var allerede, da jeg begyndte at læse på universitetet et “navn”, man lagde mærke til og talte om. Det var i de venstreorienterede halvfjerdsere og Lars-Henrik var en af dem, der forsøgte at tænke med den nye venstredrejning uden at forfalde til dogmatik. Han var erklæret marxist, men ikke partikommunist. Kendetegnende for hans aktive studie- og forskerliv var dengang, at han beundringsværdigt forsøgte at gå sine egne veje, at tænke inden for de nye synsvinkler men på sin egen måde. Med Marx, Freud, Nietzsche, Kant og Rousseau i rygsækken.

Lars-Henrik Schmidt var knap et halvt år ældre end mig, men længere fremme i skoene som akademiker. Han blev færdig på normeret tid og fik ansættelse inden for sit fagområde Idéhistorie. Og jeg havde fornøjelsen af at have ham som underviser på det hedengangne Tværfag sammen med en anden dengang fremtrædende repræsentant for idéhistorie og filosofi Esben Krause Jensen, der også var en ener og som døde alt for ung.

Det var på et tidspunkt, hvor læsningen af Karl Marx var stilnet lidt af (dvs. var blevet en del af de filosofiske fags pensum) og nye tanker trængte sig på, bl.a. fransk inspireret magtkritik. Og Lars-Henrik Schmidt gav sit besyv til kende i en lille bog, Magtens fysik, han fik udgivet på Nordisk Sommeruniversitet. En lille bog, jeg har læst mange gange og hver gang med lige stor fornøjelse, fordi Schmidt havde nye tanker om emnet og besad en veludviklet sans for at analysere alskens kulturelle fænomener. Lige fra tunge teoretikere som Hegel til Tarzan-figuren i den folkelige kultur. Det var ikke uden grund Schmidt i årene derefter formulerede sin egen analytisk funderede teori: socialanalytikken, der blev beskrevet i flere bogværker.

Efter sin studietid gjorde Lars-Henrik Schmidt karriere inden for universitetsverdenen og blev både dr.phil., professor og rektor. Nu er Lars-Henrik ikke mere og hans skarpsindige kommentarer og analyser af, hvad der foregår i – ikke mindst den universitære del af – verden vil være savnet fremover.

 

80: Orson Welles – Citizen Kane (Den Store Mand)

10. september 2021

Firs år er gået, siden Orson Welles’ film Citizen Kane havde amerikansk premiere. Siden dengang har den fået status af at være verdens bedste film. Intet mindre. År efter år lod filmanmeldere og -kritikere den indtage førstepladsen på deres liste over verdens allerbedste film. Mange har siden forsøgt at pille glorien af filmen, men det er kun lykkedes til en vis grad. Den betragtes fortsat som noget af det ypperste filmkunsten har frembragt. Jeg vil ikke blande mig i den histlistediskussion, men blot konstatere, at den er en film, man som filmelsker bør unde sig at se i hvert fald en gang. Og man kan læse en masse om den både på tryk og på internettet, fx hos medblogger Bo Green Jensen. Her.