CAPAC

DR valgte at vise komikeren Anders Matthesens film Sorte Kugler. Efter at have set Terkel i knibe (2004) og Ternet Ninja (2018), så var det let at overtale sig selv til at bruge tid på denne film fra 2009, hvor Matthesen står for instruktion, manuskript og selv spiller hovedrollen.

I filmen spiller Matthesen manden Alex Klein, der som navnet antyder er et ‘klein’ menneske, en lille mand, der ikke rigtig slår til i tilværelsen. Ja, selv hans tissemand er for lille. Alex arbejder som ejendomsmægler for den glatte, smarte og overlegne Marc, der lokker Alex med et partnerskab i firmaet, hvis ellers han kan få solgt en milliondyr villa, som Alex selv har tabt penge på i finanskrisen. Men det lykkes selvfølgelig ikke. For Alex forblive den lille mand, sådan som han hele tiden har været. Det vil sige, siden han ikke – i modsætning til sin kæreste – kom ind på politiskolen og blev betjent, fordi han netop var for lille. Og Alex reagerer på sin kleinhed med at forsøge at punke andre og verden i det hele taget til rette. Og det med vrede, korrektioner og perfiditet. Og ingen går ram forbi.

Så går det hverken værre eller bedre end at Alex kører galt, da han i sin frustration over livet spilder kaffe ud over sig under kørslen. Og han kolliderer med en anden bil og ender på sygehuset. Og her laver Matthesen så et kunstgreb, der for alvor sætter komedien i scene. For medens Alex’ krop ligger på operationsbordet , vågner han selv op i et limbo mellem liv og død. Et limbo, der som Christian Mongaard rammende pointerer, er en slags ‘moderne gameshowudgave af Skærsilden’, altså det sted i den katolsk-kristne selvforståelse, hvor menneskets endelige skæbne skal besegles – er enden helvedet eller himlen?

Og med selveste Søren Rislund som showets quizmaster Lurifax skal Alex nu testes på sine menneskelige egenskaber. Han får så at sige en chance for at bevise, at han på bunden af sin utilstrækkelighed er et godt og  uselvisk menneske, som så kan få en chance til i livet. Og quizens svar belønnes af hvide kugler eller straffes af de sorte kugler, som filmtitlen hentyder til. Og den lille Alex føres nu gennem en række tests, der alle velkonstruerede stykker situationskomik af fineste skuffe. Her viser Matthesen, at han har et klart talent for at se det komiske i helt ordinære situationer og få det optimale ud af det verbale.

Hvordan det går den lille Alex skal jeg ikke afsløre, men det er tydeligt, at Matthesen kan sin film- og komediehistorik. Temaet med den lille mand på skideren går i hvert fald tilbage til efterkrigstidens sorte Hollywoodkomedier og også til vores egen filmhistories tradition for små mænd i knibe. Tænk blot på Olsenbandens Egon Olsen. Ja, helt ud i udformningen af filmplakaten viser Matthesen sin veneration for og inspiration fra den danske filmkomedie – ikke mindst fra Erik Ballings hånd. Og det er bestemt en fordel at læne sig op af filmgenerer, der tidligere har vist sig at have folkelig appel. Og Matthesen viser med sin historie, at han bestemt er en værdig arvtager af fx Erik Balling, der også udmærkede sig ved at være en fundamental humanist, der altid var solidarisk med de “små” mennesker i samfundet.

Og som sin forgænger forstår Matthesens at skrive et enkelt og virksomt manuskript, besætte filmens roller med skuespillere, der kan leve op til komikkens krav (fx Bent Burgs som sig selv, Linda P som Alex’ lillesøster, Kit Eichler som Alex’ moder osv. ) og holde filmens dramaturgi inden for nogle rammer, der vil være kendt fra den danske folkekomedie i tresserne og halvfjerdserne.

I dag er håret hvidt. Der er kommet nogle ekstra kilo på sidebenene. Men hun har stadigvæk sine meningers mod og skarphed – som man kan forvisse sig om, hvis man følger hende på de sociale medier – og  hun forfægter stadigvæk de drømme og idealer, der var drivkraften bag hende og Jefferson Airplane. Og så havde hun en uforglemmelig rockstemme.

Allman Brothers havde udgivet og fået succes med At the Fillmore East, da Duane Allman d. 29. oktober 1971 satte sig op på sin Harley Davidson-motorcykel og med stor fart kørte ned ad Hillcrest Avenue i Macon. I krydset ved Bartlett Street blev han nødt til at forsøge at undvige, da en mindre kranbil pludselig stoppede op. Han ramte lastbilen og motorcyklen landede oven på ham, og flere af hans indre organer blev ødelagt. Han døde efterfølgende på hospitalet, 24 år gammel.

Hank Marvin – egl. Brian Robson Rankin – fylder 80. Bedst kendt som guitarist i The Shadows. Og som sådan stilskabende og indflydelsesrig lead guitarist, der har været forbillede for mange senere guitarister – fra George Harrison til Jimmie Page. Mange kilder mener, at det faktisk var ham, der så at sige skabte guitarhelten, som siden blev dyrket i stor stil i rocken. Glemmes skal ikke, at han ved siden af sit virke i Shadows og bag Cliff Richard har haft en fin solokarriere og har været med i trioen Marvin Wells and Farar.

https://www.youtube.com/watch?v=JZWDmY6_E2A

Selv om jeg ihærdigt forsøger at nedbringe mit tv-forbrug, så kan jeg ikke helt undgå at se noget, fordi familiesituationen nu engang er sådan, at husalteret kører om aftenen. Og i går – i min tilstand af træthed – måtte jeg så, samtidig med at jeg forsøgte at læse lidt og lave en krydsord, se et program med titlen Øen på DR.

Vi befinder os i udsendelsesrækkens anden sæson, og ideen er, at to hold mennesker, der sikkert er frivillige og også nøje castet, bliver sat i land på en sydhavsø, hvor de skal overleve i 30 dage – og vel at mærke filme det hele undervejs. Med sig har de en sygeplejerske og en smule udstyr og informationer om øens muligheder (man kan finde ferskvand, mad, lave ild m.m.). Altså en slags moderne versionering af den gamle historie om Robinson Crusoe, der ved skæbnens (u)gunst landede på en øde ø.

Hvorfor man laver den slags programmer, kan godt undre mig. Det er helt sikkert et koncept, som DR har overtaget (=købt) fra en stor udenlandsk kommerciel station og formålet er at underholde seerne (underholde defineres af Den Store Danske Ordbog: “noget der morer, glæder eller adspreder nogen, fx optræden, et lettere og ikke særlig krævende åndsprodukt eller en fornøjelig beskæftigelse“). Man kunne prøve at forstå konceptet ud fra en sikkert helt fejlagtig forestilling om, at folkene bag ville fortælle os noget om moderne menneskers overciviliserede livsform og dennes afprøvning i mødet med den barske natur og virkelighed på en øde ø!? Men det er nok at trække den for langt. Det handler nok mest af alt om underholdningsværdien af at se nogle mennesker dumme sig og gøre erfaringer med et simpelt liv. Altså om at lave en salgbar serie.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min gamle geografilærer fra folkeskolens sidste år. Han gjorde meget ud af at fortælle os, at vi i vores civiliserede liv er blevet ude af stand til at overleve. Hvis ikke vi kunne tænde for strømmen, gå i varmt bad, tage mad i køleskabet og sove i en varm seng, så ville vi være ringe stedt. Han mente, at vi ikke ville overleve mange dage, hvis vi blev sat ud i den norske eller svenske vildmark udstyret med et kompas. Og jeg er tilbøjelig til at mene, at han nok havde fat i en pointe. I hvert fald var det slående, hvor prægede og afhængige de medvirkende var og er af det liv, de normalt lever. Og det er også tydeligt, at især de yngre medvirkende i allerhøjeste grad er præget af et virkelighedssyn, der er farvet af de såkaldt sociale mediers og fiktionsindustriens (streamingtjenesternes) virkeligheder.

Et aspekt af dette virkelighedssyn kom til udtryk i sproget. Især en deltager, en ung dame, insisterede på at bruge kraftudtrykket “fucking” hele tiden. Det er “fucking palmer”, kunne hun sige. Eller det er “fucking ananas”. “Fucking” som en amerikansk importeret almenækvivalent for en række tillægsord, der ikke er en del af vedkommendes ordforråd eller blot som udtryk for en slags begejstring eller overraskelse. I hvert fald udtryk for en begrænset sproglig kompetence, man ikke ville have oplevet på tv for blot få år siden.

Som læseren nok kan forstå, så følte jeg mig ikke specielt underholdt af dette afsnit af Øen. Og måtte endnu engang undre mig over mediets udvikling genne de seneste mange årtier. Hvorfor er dette medie, der jo er som skabt til folkelig oplysning og public service, degenereret til hjernedød underholdning? Det kan ikke undre, at tv i sin klassiske form er ved at bliver overtaget og overhalet af underholdende streaming.

Opdatering: Og så fik jeg lige set lidt af seneste afsnit af Øen. Og det slog mig, at udsendelsen selvfølgelig – for sådan er det med tv – er en helt igennem redigeret udsendelse. Hvert eneste klip er valgt med omhu og med en bestemt hensigt. Derfor følger jeg også lidt trang til at undskylde hende den blonde “fucking”-brugende pige. Det er sgu ikke tilfældigt, at hun i rigtig mange af de klip bruger ordet “fucking”. Det er sådan, hun skal fremstå. Hun skal være hende den lidt “dumme”, der kun kan sige “fucking” i mangel af tillægsord eller udtryk for begejstring eller det modsatte. Fucking tv-iscenesættelse.

Egentlig burde det ikke være sådan. Jeg har sovet godt. Som jeg plejer. Mere end otte timer oven i købet. Alligevel føler jeg mig træt ind til benet. En underlig mat træthed, der ikke har ladet sig fjerne, hverken af morgenmad, frokost eller rigelige mængder kaffe. Måske er det prisen for at gå næsten fire kilometer med min ven hunden i går. Hunden var bare glad for, at jeg gad. Selv var jeg bare udmattet efter turen. Træthed.

For tiden kan man gense Liv Thomsens historiske tilbageblik i reklamens verden i serien “Reklamer til tiden”. Ud over at være et på godt og ondt genopfriskende tilbageblik på markedets markedsføringsprodukter, så er det også en temperatutmåling på den tid, reklamerne blev til i. For der er ingen tvivl om, at netop reklamerne lagde sig helt tæt op ad tidsånden. Moralen, moden, musikken osv. Og man bliver mindet om, hvor hurtigt tiden egentlig er gået.

I et indslag ser man den svenske troubadour Cornelis Wreeswijk spille og synge lidt i promoveringen af sæbeproduktet Rexona, der i lang periode (i tresserne og halvfjerdserne) markedsførtes under sloganet “Altid plads til en til (der bruger Rexona)”. Desværre er netop den reklame ikke sådan til at finde på det store net, men sjovt var det nu at se Cornelis med guitar i reklamens tjeneste.

Samtidig med “American Pie” udkom Grateful Deads eponyme, andet live-album, der bærer kæle- eller øgenavnet “Skull and Roses”. Det var gruppens første guldpladeindbringende album, oven i købet et dobbeltalbum.

Don Mclean dedikerede sit andet album til forbilledet Buddy Holly, og med sangen “American Pie”, der tematiserer ‘den dag, musikken døde’, den dag, hvor bl.a. Buddy Holly døde i en flyulykke, opnåede han en succes, han kun kunne have drømt om. Og måske var noget af forklaringen på successen – sangens og pladens – at den smukke sang, som Mclean nægtede at fortolke, fordi han mente, at den talte for sig selv, var med til at skabe tressernostalgien. Den markerede den tidlige rock-and-rolls “død” og den nostalgi, der opstod med uskyldstabet. Eller også var forklarringen bare den, at det er en ualmindelig god sang med en tekst lidt ud over det sædvanlige.

Men albummet indeholder mange andre fine sange end “American Pie” og “Vincent”. Fx “Crossroads”:

Jeg kan ikke helt slippe Stones-biografien. Sandford kommer selvfølgelig også ind på koncerten i Altamont. Og det interessante ved hans beskrivelse er, at den faktisk afmy(s)tificerer historien om Altamont. Koncerten, der kom til at stå som modstykket til Woodstock. Koncerten, der mest huskes, fordi nogle Hells Angels-medlemmer gjorde sig skyldig i grov vold og drabet på en ung, sort mand.

Og det er også rigtigt, at disse helvedesengle var med til at ødelægge festen. Men det er forkert, som myten vil, at det var Stones, der engagerede dem som vagter. Og det er også forkert, at festivalen på alle måder var mislykket. Godt nok var der nogle dødsfald. Ud over drabet på den unge sorte, mand, var der to, der blev kørt ihjel, medens de sov i deres soveposer, en druknede i en kloak og en anden omkom i en ulykke. Til gengæld blev der ikke født børn på festivalen, sådan som myten også ville det. Og koncerten med Stones stoppede ikke med knivdrabet på den unge mand. Stones spillede koncerten færdig, inden medlemmerne i halst blev fløjet væk i en helikopter.

Altamont skulle have været et nyt Woodstock. Men på grund af Hells Angels blev hippiedrømmen ikke til det, den skulle have været. Altamont var dog bedre end sit rygte, viser Sandford med sin detaljerede beskrivelse. Og det er trods alt en præstation, sådan at kunne afmy(s)tificere festivalen.

Historien om The Liverbirds, der var pigernes svar på the Beatles i Liverpool. Og som man kan høre, så besøgte de også Danmark. I popbladet Beat, nr. 1, 1965, var der en artikel om dem. Den kan læses på The Butterflies’ danske hjemmeside – her. Hvor de optrådte i Danmark har jeg ikke kunnet få at vide, men sandsynligvis har det været i København, for de var jo et relativt stort navn dengang. Og jeg har selv set dem optræde på tysk tv i Beat-Club, som beskrevet i dette indlæg.

En rørende, sjov historie, selv om de ikke nåede helt så langt som deres mandlige modstykker.

                                                                                                                                                                             I oktober 1962 forlader Dck Taylor The Rolling Stones. Han erstattes af en 26-årig, Brylcreme-indsmurt tidligere bookmaker ved navn Bill Perks. Denne skifter navn til Bill Wyman og er til audition en aften i snevejr på en pub ved navn Wetherby Arms, nær Edith Grove. Prøvesessionen er nærmest en katastrofe. De andre Stones negligere ham, indtil han får stillet sine to store Vox-forstærkere op og demonstreret, at han faktisk kan spille på bas.

Bill blive en del af Rolling Stones uden at være imponeret. Han er den ældste af dem, betragter dem først som en flok beatnicks og trives bedst med Brian Jones. Han bliver dog i bandet frem til februar 1993, hvor han meddeler, at han vil forlade gruppen, fordi han hellere vil lave et bluesband, skrive endnu en bog om sin tid i Stone og blive gift igen. Det billede, man får at Wyman hos Sandford, er, at han først og fremmest er gruppens womanizer. Det er tydeligt, at han er vild med piger og ikke kan få nok af det, de kan give ham. Han bliver også gift hele tre gange, første gang i 1959, anden gang i 1989, hvor han gifter sig med den kun 18-årige Mandy Smith (han var selv 52 og havde kendt Mandy siden hun var fjorten) og endelig i 1993.

Kun Keith Richard protesterer mod Wymans exit, og han forsøger at overtale ham til at blive, fordi han elles vil miste mange millioner i indtægt. Men Wyman holder fast i sit. Og selv om Wyman har optrådt lejlighedsvis sammen med Stones, så har han ikke været interesseret i at genoptage forbindelsen og har klaret sig fint, bl.a. i kraft af sit eget band Bill Wyman’s Rythm Kings.

I dag fylder Bill så 85 år.

“To dage efter at have sagt farvel til sine forældre for sidste gang, gav Brian [Jones] sit sidste optagede bidrag til the Stones. Siddende i et hjørne for sig selv lagde han nogle få uforglemmelige [haunting] toner til “You got the silver”.” [Christoffer Sandford/ The Rolling Stones]

Der er skabt en hel mytologi omkring Brian Jones’ død. At den på en eller anden måde skulle være mere og andet end blot et forudsigeligt uheld. Men Sandford fortæller stille og roligt og uhyre omhyggeligt om tiden op til Jones’ druknedød i sin egen opvarmede swimmingpool. Og man skal være noget af en konspirationsteoretiker, hvis man ikke lader Sandfords beretning stå til troende.

Brian Jones var manden der skabte Rolling Stones, gav bandets dets navn og i nogle år var dets formelle leder. Men den musikalske Jones kom ud i et voldsomt stof- og alkoholmisbrug, som beskrives ned i mindste detalje i biografien. Han tager voldsomt på i vægt, bliver mere og mere psykisk ustabil og upålidelig og til sidst må de andre i gruppen de facto fyre ham. Og Jones ved godt, at han er nået til en slags endestation. I månederne op til sin druknedød  planlægger han sin egen afsked med verden og sin egen begravelse. Det er som om han godt ved, at hans liv er ved at rinde ud. Men han formår ikke som de andre at få styr på sit voldsomme og voksende misbrug. Og derfor ender han liggende med ansigtet ned i vandet, armene og benene ud til siderne, druknet og død i en alder af kun 27 år.

Men historien om “Hound Dog” slutter ikke med Elvis’ indspilning og succes med sangen. Jerry Leiber var ikke helt tilfreds med Elvis’ udgave. For – som nævnt – teksten var forvansket. Ja, faktisk er teksten i Elvis’udgaven lidt volapyk. Og sangskriver Leiber mente, at Elvis med sin version tabte pointen. Nemlig, at der ikke var tale om en hund, men om en mand, en “freeloading gigolo”. Og at sangen i Big Mama Thorntons fortolkning var “an anthem of black female power”. For Big Mama Thornton var netop eksponent for de sorte kvinders voksende styrke og frihed.

Og ikke nok med, at Big Mama Thornton – som egl. hed Willie Mae Thornton og blev født i 1926 (og døde i 1984) – var en stor, sort kvinde. Hun var også – i følge omstridte rygter – queer. Og der fortælles en anekdote, om dengang Little Richard (der jo var bøsse) havde hængt Big Mama ud som lesbisk. Det fik hende til at jagte Little Richard rundt i deres fælles pladeselskabs lokaler med en stor, nyslebet slagterkniv, løftet til hug. Og pladeselskabet ejer måtte lægge sig imellem den store, stærke, vrede Big Mama og en grædende Little Richard. Hvor sand historien er, tør jeg ikke med sikkerhed sige, men den fortæller os i hvert fald noget om, hvilken selvstændig og stærk kvinde Thornton var.

Til historien om Thornton hører også, at hun var ophavskvinde til sangen “Ball ‘n Chain”, som Janis Joplin gjorde til et hit. Thornton indspillede selv sangen i de tidlige tressere på plademækret Bay-Tone Records. Men pladeselskabet ville ikke udgive sangen og beholdt oven i købet rettighederne til den. Hvilket betød, at Thornton gik glip af nogle royalties, da Joplin senere hittede med sangen.

https://youtu.be/mZbiPQksmhM

Sangskriverduoen Jerry Leber og Mike Stoller var bare nogle unge knægte, da de blev uhjælpeligt forelsket i den bluesbaserede sorte musik. Og specielt den 150 kilo tunge sangerinde Big Mama Thornton gjorde et dybt indtryk på de to unge, hvide mænd. Og de besluttede sig for at skrive en sang, der kunne leve op til det udtryk, de oplevede i det enerigbundt. Og resultatet blev sangen “Hound Dog”, som Big Mama Thornton fik ud på plade i 1953.

Men sangen blev mest kendt i Elvis Presleys udgave. Det var dog ikke Big Mama Thorntons version, der overbeviste Elvis om, at han skulle synge den sang. Selv om han sikkert har elsket hendes vulkaniske fortolkning. Derimod var det Freddie Bell & the Bellboys, der fik æren af at få Elvis til at indspille nummeret. I deres fortolkning havde de ændret på det sorte feminine perspektiv og havde renset teksten for ord og vendinger, der for tydeligt henviste til det seksuelle forhold mellem mand og kvinde. Og dertil kom at Freddie Bell havde valgt at arrangere nummeret, så det lød mere som rock and roll end blues – for Freddie og hans Bellboys var en hvid gruppe, der som nogle af de første, der tog den sorte Rhythm and Blues til sig.