oktober 2021 arkiv

Aftenens filmoplevelse: Anders Matthesens – Sorte Kugler

31. oktober 2021

DR valgte at vise komikeren Anders Matthesens film Sorte Kugler. Efter at have set Terkel i knibe (2004) og Ternet Ninja (2018), så var det let at overtale sig selv til at bruge tid på denne film fra 2009, hvor Matthesen står for instruktion, manuskript og selv spiller hovedrollen.

I filmen spiller Matthesen manden Alex Klein, der som navnet antyder er et ‘klein’ menneske, en lille mand, der ikke rigtig slår til i tilværelsen. Ja, selv hans tissemand er for lille. Alex arbejder som ejendomsmægler for den glatte, smarte og overlegne Marc, der lokker Alex med et partnerskab i firmaet, hvis ellers han kan få solgt en milliondyr villa, som Alex selv har tabt penge på i finanskrisen. Men det lykkes selvfølgelig ikke. For Alex forblive den lille mand, sådan som han hele tiden har været. Det vil sige, siden han ikke – i modsætning til sin kæreste – kom ind på politiskolen og blev betjent, fordi han netop var for lille. Og Alex reagerer på sin kleinhed med at forsøge at punke andre og verden i det hele taget til rette. Og det med vrede, korrektioner og perfiditet. Og ingen går ram forbi.

Så går det hverken værre eller bedre end at Alex kører galt, da han i sin frustration over livet spilder kaffe ud over sig under kørslen. Og han kolliderer med en anden bil og ender på sygehuset. Og her laver Matthesen så et kunstgreb, der for alvor sætter komedien i scene. For medens Alex’ krop ligger på operationsbordet , vågner han selv op i et limbo mellem liv og død. Et limbo, der som Christian Mongaard rammende pointerer, er en slags ‘moderne gameshowudgave af Skærsilden’, altså det sted i den katolsk-kristne selvforståelse, hvor menneskets endelige skæbne skal besegles – er enden helvedet eller himlen?

Og med selveste Søren Rislund som showets quizmaster Lurifax skal Alex nu testes på sine menneskelige egenskaber. Han får så at sige en chance for at bevise, at han på bunden af sin utilstrækkelighed er et godt og  uselvisk menneske, som så kan få en chance til i livet. Og quizens svar belønnes af hvide kugler eller straffes af de sorte kugler, som filmtitlen hentyder til. Og den lille Alex føres nu gennem en række tests, der alle velkonstruerede stykker situationskomik af fineste skuffe. Her viser Matthesen, at han har et klart talent for at se det komiske i helt ordinære situationer og få det optimale ud af det verbale.

Hvordan det går den lille Alex skal jeg ikke afsløre, men det er tydeligt, at Matthesen kan sin film- og komediehistorik. Temaet med den lille mand på skideren går i hvert fald tilbage til efterkrigstidens sorte Hollywoodkomedier og også til vores egen filmhistories tradition for små mænd i knibe. Tænk blot på Olsenbandens Egon Olsen. Ja, helt ud i udformningen af filmplakaten viser Matthesen sin veneration for og inspiration fra den danske filmkomedie – ikke mindst fra Erik Ballings hånd. Og det er bestemt en fordel at læne sig op af filmgenerer, der tidligere har vist sig at have folkelig appel. Og Matthesen viser med sin historie, at han bestemt er en værdig arvtager af fx Erik Balling, der også udmærkede sig ved at være en fundamental humanist, der altid var solidarisk med de “små” mennesker i samfundet.

Og som sin forgænger forstår Matthesens at skrive et enkelt og virksomt manuskript, besætte filmens roller med skuespillere, der kan leve op til komikkens krav (fx Bent Burgs som sig selv, Linda P som Alex’ lillesøster, Kit Eichler som Alex’ moder osv. ) og holde filmens dramaturgi inden for nogle rammer, der vil være kendt fra den danske folkekomedie i tresserne og halvfjerdserne.

Grace Slick – Jefferson Airplane – 82

30. oktober 2021

I dag er håret hvidt. Der er kommet nogle ekstra kilo på sidebenene. Men hun har stadigvæk sine meningers mod og skarphed – som man kan forvisse sig om, hvis man følger hende på de sociale medier – og  hun forfægter stadigvæk de drømme og idealer, der var drivkraften bag hende og Jefferson Airplane. Og så havde hun en uforglemmelig rockstemme.

50: Duane Allman dør

29. oktober 2021

Allman Brothers havde udgivet og fået succes med At the Fillmore East, da Duane Allman d. 29. oktober 1971 satte sig op på sin Harley Davidson-motorcykel og med stor fart kørte ned ad Hillcrest Avenue i Macon. I krydset ved Bartlett Street blev han nødt til at forsøge at undvige, da en mindre kranbil pludselig stoppede op. Han ramte lastbilen og motorcyklen landede oven på ham, og flere af hans indre organer blev ødelagt. Han døde efterfølgende på hospitalet, 24 år gammel.

Hank Marvin – 80

29. oktober 2021

Hank Marvin – egl. Brian Robson Rankin – fylder 80. Bedst kendt som guitarist i The Shadows. Og som sådan stilskabende og indflydelsesrig lead guitarist, der har været forbillede for mange senere guitarister – fra George Harrison til Jimmie Page. Mange kilder mener, at det faktisk var ham, der så at sige skabte guitarhelten, som siden blev dyrket i stor stil i rocken. Glemmes skal ikke, at han ved siden af sit virke i Shadows og bag Cliff Richard har haft en fin solokarriere og har været med i trioen Marvin Wells and Farar.

Å æ fucking ø

29. oktober 2021

Selv om jeg ihærdigt forsøger at nedbringe mit tv-forbrug, så kan jeg ikke helt undgå at se noget, fordi familiesituationen nu engang er sådan, at husalteret kører om aftenen. Og i går – i min tilstand af træthed – måtte jeg så, samtidig med at jeg forsøgte at læse lidt og lave en krydsord, se et program med titlen Øen på DR.

Vi befinder os i udsendelsesrækkens anden sæson, og ideen er, at to hold mennesker, der sikkert er frivillige og også nøje castet, bliver sat i land på en sydhavsø, hvor de skal overleve i 30 dage – og vel at mærke filme det hele undervejs. Med sig har de en sygeplejerske og en smule udstyr og informationer om øens muligheder (man kan finde ferskvand, mad, lave ild m.m.). Altså en slags moderne versionering af den gamle historie om Robinson Crusoe, der ved skæbnens (u)gunst landede på en øde ø.

Hvorfor man laver den slags programmer, kan godt undre mig. Det er helt sikkert et koncept, som DR har overtaget (=købt) fra en stor udenlandsk kommerciel station og formålet er at underholde seerne (underholde defineres af Den Store Danske Ordbog: “noget der morer, glæder eller adspreder nogen, fx optræden, et lettere og ikke særlig krævende åndsprodukt eller en fornøjelig beskæftigelse). Man kunne prøve at forstå konceptet ud fra en sikkert helt fejlagtig forestilling om, at folkene bag ville fortælle os noget om moderne menneskers overciviliserede livsform og dennes afprøvning i mødet med den barske natur og virkelighed på en øde ø!? Men det er nok at trække den for langt. Det handler nok mest af alt om underholdningsværdien af at se nogle mennesker dumme sig og gøre erfaringer med et simpelt liv. Altså om at lave en salgbar serie.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på min gamle geografilærer fra folkeskolens sidste år. Han gjorde meget ud af at fortælle os, at vi i vores civiliserede liv er blevet ude af stand til at overleve. Hvis ikke vi kunne tænde for strømmen, gå i varmt bad, tage mad i køleskabet og sove i en varm seng, så ville vi være ringe stedt. Han mente, at vi ikke ville overleve mange dage, hvis vi blev sat ud i den norske eller svenske vildmark udstyret med et kompas. Og jeg er tilbøjelig til at mene, at han nok havde fat i en pointe. I hvert fald var det slående, hvor prægede og afhængige de medvirkende var og er af det liv, de normalt lever. Og det er også tydeligt, at især de yngre medvirkende i allerhøjeste grad er præget af et virkelighedssyn, der er farvet af de såkaldt sociale mediers og fiktionsindustriens (streamingtjenesternes) virkeligheder.

Et aspekt af dette virkelighedssyn kom til udtryk i sproget. Især en deltager, en ung dame, insisterede på at bruge kraftudtrykket “fucking” hele tiden. Det er “fucking palmer”, kunne hun sige. Eller det er “fucking ananas”. “Fucking” som en amerikansk importeret almenækvivalent for en række tillægsord, der ikke er en del af vedkommendes ordforråd eller blot som udtryk for en slags begejstring eller overraskelse. I hvert fald udtryk for en begrænset sproglig kompetence, man ikke ville have oplevet på tv for blot få år siden.

Som læseren nok kan forstå, så følte jeg mig ikke specielt underholdt af dette afsnit af Øen. Og måtte endnu engang undre mig over mediets udvikling genne de seneste mange årtier. Hvorfor er dette medie, der jo er som skabt til folkelig oplysning og public service, degenereret til hjernedød underholdning? Det kan ikke undre, at tv i sin klassiske form er ved at bliver overtaget og overhalet af underholdende streaming.

Opdatering: Og så fik jeg lige set lidt af seneste afsnit af Øen. Og det slog mig, at udsendelsen selvfølgelig – for sådan er det med tv – er en helt igennem redigeret udsendelse. Hvert eneste klip er valgt med omhu og med en bestemt hensigt. Derfor følger jeg også lidt trang til at undskylde hende den blonde “fucking”-brugende pige. Det er sgu ikke tilfældigt, at hun i rigtig mange af de klip bruger ordet “fucking”. Det er sådan, hun skal fremstå. Hun skal være hende den lidt “dumme”, der kun kan sige “fucking” i mangel af tillægsord eller udtryk for begejstring eller det modsatte. Fucking tv-iscenesættelse.

Træthed

28. oktober 2021

Egentlig burde det ikke være sådan. Jeg har sovet godt. Som jeg plejer. Mere end otte timer oven i købet. Alligevel føler jeg mig træt ind til benet. En underlig mat træthed, der ikke har ladet sig fjerne, hverken af morgenmad, frokost eller rigelige mængder kaffe. Måske er det prisen for at gå næsten fire kilometer med min ven hunden i går. Hunden var bare glad for, at jeg gad. Selv var jeg bare udmattet efter turen. Træthed.

Gensyn og -hør med – Cornelis Wreeswijk

27. oktober 2021

For tiden kan man gense Liv Thomsens historiske tilbageblik i reklamens verden i serien “Reklamer til tiden”. Ud over at være et på godt og ondt genopfriskende tilbageblik på markedets markedsføringsprodukter, så er det også en temperatutmåling på den tid, reklamerne blev til i. For der er ingen tvivl om, at netop reklamerne lagde sig helt tæt op ad tidsånden. Moralen, moden, musikken osv. Og man bliver mindet om, hvor hurtigt tiden egentlig er gået.

I et indslag ser man den svenske troubadour Cornelis Wreeswijk spille og synge lidt i promoveringen af sæbeproduktet Rexona, der i lang periode (i tresserne og halvfjerdserne) markedsførtes under sloganet “Altid plads til en til (der bruger Rexona)”. Desværre er netop den reklame ikke sådan til at finde på det store net, men sjovt var det nu at se Cornelis med guitar i reklamens tjeneste.

50: Grateful Dead – “Skull and Roses”

26. oktober 2021

Samtidig med “American Pie” udkom Grateful Deads eponyme, andet live-album, der bærer kæle- eller øgenavnet “Skull and Roses”. Det var gruppens første guldpladeindbringende album, oven i købet et dobbeltalbum.

50: Don Mclean – American Pie

26. oktober 2021

Don Mclean dedikerede sit andet album til forbilledet Buddy Holly, og med sangen “American Pie”, der tematiserer ‘den dag, musikken døde’, den dag, hvor bl.a. Buddy Holly døde i en flyulykke, opnåede han en succes, han kun kunne have drømt om. Og måske var noget af forklaringen på successen – sangens og pladens – at den smukke sang, som Mclean nægtede at fortolke, fordi han mente, at den talte for sig selv, var med til at skabe tressernostalgien. Den markerede den tidlige rock-and-rolls “død” og den nostalgi, der opstod med uskyldstabet. Eller også var forklarringen bare den, at det er en ualmindelig god sang med en tekst lidt ud over det sædvanlige.

Men albummet indeholder mange andre fine sange end “American Pie” og “Vincent”. Fx “Crossroads”:

Stones og Altamont

25. oktober 2021

Jeg kan ikke helt slippe Stones-biografien. Sandford kommer selvfølgelig også ind på koncerten i Altamont. Og det interessante ved hans beskrivelse er, at den faktisk afmy(s)tificerer historien om Altamont. Koncerten, der kom til at stå som modstykket til Woodstock. Koncerten, der mest huskes, fordi nogle Hells Angels-medlemmer gjorde sig skyldig i grov vold og drabet på en ung, sort mand.

Og det er også rigtigt, at disse helvedesengle var med til at ødelægge festen. Men det er forkert, som myten vil, at det var Stones, der engagerede dem som vagter. Og det er også forkert, at festivalen på alle måder var mislykket. Godt nok var der nogle dødsfald. Ud over drabet på den unge sorte, mand, var der to, der blev kørt ihjel, medens de sov i deres soveposer, en druknede i en kloak og en anden omkom i en ulykke. Til gengæld blev der ikke født børn på festivalen, sådan som myten også ville det. Og koncerten med Stones stoppede ikke med knivdrabet på den unge mand. Stones spillede koncerten færdig, inden medlemmerne i halst blev fløjet væk i en helikopter.

Altamont skulle have været et nyt Woodstock. Men på grund af Hells Angels blev hippiedrømmen ikke til det, den skulle have været. Altamont var dog bedre end sit rygte, viser Sandford med sin detaljerede beskrivelse. Og det er trods alt en præstation, sådan at kunne afmy(s)tificere festivalen.