På papiret en umulig konstellation. Ikke desto mindre gav David Bowie sangen “Oh you pretty thing” – kendt fra hans eget album Honky Dory – til forsanger i Herman’s Hermits, da denne ville forsøge sig som solist. Pladen blev produceret af den dengang efterspurgte producer Mickie Most og Bowie selv spillede klaver på sangen. Most ændrede lidt ved både arrangement og tekst.
Hvis vi havde skrevet 1971 og ikke 2021, så ville Julie Møller Christiansen, der bærer kunstnernavnet GRO, måske have siddet i skrædderstilling med den akustiske guitar i sit skød og have sunget sine popsange om parforholdets komplikationer med sin klare, betagende ungpigerøst – .
Men vi befinder os 2021 og dermed langt inde i den digitale tidsalder. Og GROs debutalbum Columna er indiskutabelt et barn af sin tid. Moderne popsange iklædt elektroniske lydflader og -rum, selv om der da dukker lidt analogt strengeleg (guitar, piano…) og vist også, hvis ikke mine gamle ører tager fejl, lidt trommer, op undervejs. Det er computerspillenes og den moderne digitale electronicas store, åbne lydunivers, der udforskes og afsøges i Gros kompositioner. Der er her den digitale tidsånd sætter sig igennem. Men et eller andet sted insisterer popartisten Gro med sine iørefaldende pop-tunes, der daterer sig tilbage til en tid før Gros fødselsattest.
Som en stor appetitlig smørklat snurrer Columna-vinylen rundt på min grammofon og fylder rummet med en moderne nærmest grænseløs popstemning og inviterer lytteren på en rejse i vor tids popunivers. Og det er som sådan, man bør møde Gros fine debut, der rummer løfter om mere lytteværdig pop i fremtiden. Hermed anbefalet.
Gro. Columna. Tekst og musik: Julie Møller Christiansen (med hjælp fra flere venner). Celebration Records. Er udkommet.
Så blev jeg lige sendt tilbage til dengang i 1979, hvor jeg havde købt den talentfulde Steve Forberts andet album Jackrabbit Slim og fandt en 7″-bonus-single inde i pladecoveret med sangen “The Oil Song” om den forfærdelige oliekatastrofe i 1978, da den Shell-ejede olietanker Amoco Cadiz grundstødte ved Bretagne i Frankrig og udløste den hidtil største olieforurening. Jeg tænkte, hvordan kan man skrive en så smuk sang om noget så forfærdeligt!? Det kan man, når man er en stor sangskriver.
Steve Forbert var et stort talent dengang. En af dem, der blev anset for at være ‘en ny Dylan’, men det lykkedes aldrig rigtig for ham at blive en af de helt store. Men han har fortsat med at udsende det ene fine album efter det andet og er – så vidt jeg ved – stadigvæk aktiv i en alder af 66 år – trods overstået kræftsygdom og anden modgang.
21 år gammel debuterede Bonnie Raitt på denne dag for fem årtier siden. Med et album, der fik gode, positive anmeldelser hos kritikerne, men ikke betød det store folkelige gennembrud. Det kom først nogle år senere. Men en absolut lytteværdig plade med rockede fortolkninger af sange af bl.a. Steven Stills og blueslegenden Robert Johnson.
Ja, hvis ikke han havde meldt sig ind i den mytologiske klub for unge døde rockmusikere allerede i1970, så ville han være fyldt 79 år i dag. Men sådan skulle det så ikke være…
Jimi Hendrix Vejlby Riiskov Hallen 1970
I hvert fald blandt Beatles-fans og -dyrkere, er Peter Jacksons dokumentar Get Back, der i flere timer følger Beatlerne i deres sidste tid, lige nu det varmeste emne. En slags modstykke til filmen Let it be fra 1970, der viser knap så flatterende sider af de fire musikeres omgang med hinanden. Indtil videre er Get Back kun tilgængelig på Disney-koncernens nye streamingtjeneste, men man må formode, at Jacksons opus før eller siden udkommer på en mere alment tilgængelig form.
Forbrug, forbrug, forbrug… Sort, sort, sort. Ja, det ser sgu sort ud, hvis vi fortsætter ufortrødent ad denne sorte vej.
“Den 15. august spiller gruppen to gange i the Cavern, en gang ved frokostid, den anden om aftenen. “Jeg samler dig op i morgen”, råber Pete til John, da han går. “Nej”, svarer John. “Jeg har andre aftaler”.
Det er de sidste ord noget medlem af the Beatles taler til Pete.
Inden Pete forlader the Carven den aften, siger hr. Epstein til ham, at han vil snakke med ham på kontoret næste morgen kl. 10. Det er der ikke noget mærkeligt i, for de mødes ofte for at diskutere aftaler. Neil kører ham ind og sætter ham af ved NEMS-kontoret. Hr. Epstein virke urolig, snakker om ingenting. Han spørgerPete, hvordan han synes gruppen klarer sig. Pete siger “Fab”, et ord der ikke er så moderne, som det snart vil blive. Han mærker, at hr. Epstein har noget i sinde. Hvem kan bebrejde hans usikkerhed. Han er stadigvæk kun 27 år gammel med en baggrund i møbelsalg.
Ud af det blå udbryder hr. Epstein: “Jewg har dårligt nyt til dig. Drengene og jeg har besluttet, at de ikke vil have dig med i gruppen længere, og at Ringo erstatter dig.”
Pete har svært ved at tale. “Hvorfor?”
“De synes ikke, at du er en god nok trommeslager, Pete”, siger han. Og han tilføjer: “Og George Martin mener heller ikke at du er en god nok trommeslager”. George Martin er produceren hos Parlophone som havde Beatles til prøveoptagelse. Da Pete var uden for hørevidde fortalte han Brian Epstein, at Pete ikke kunne holde tempoet, og at han havde planer om at bruge en studietrommelsager til den næste optagelse.
Pete siger, at han mener at han er lige så god som Ringo, hvis ikke bedre. “Ved Ringo noget om det her endnu?”. Ringo er en god ven.
“Han kommer på søndag”
[Craig Brown One Two Three Four The Beatles in time, s. 65-66, min oversættelse]
Fra august 1960 til august 1962 var Pete Best trommeslageren i the Beatles. Så blev han fyret, fordi han ganske enkelt ikke var god nok, som beskrevet i citatet ovenfor. Men det siger noget om The Beatles’ senere status, at Pete Best efter at have forliget sig med sin fortid i de senere år har kunnet leve højt på at have været med i gruppen, fx med den selvbiografiske Beatle! The Pete Best Story (1985) og the Beatles The True Beginnings (2007) .
At det langfra er en fordel at have været sat i forbindelse med de berømte fire, det kan Jimmie Nicol, der afløste Ringo ved Beatles’ koncerter i Danmark i 1964, tale med om. For ham var den korte tid bag trommerne mere end belastning end en fordel.
I dag fylder Pete 80 år.
“En af Danmarks helt store kunstnere bliver første medlem af den nystartede Hall of Fame for folkroots-musikken. 83-årige Povl Dissing hyldes i forbindelse med Danish Music Awards Roots på lørdag d. 27. november 2021 i Tønder.” Sådan starter en af dagens mails i min indbakke.
Og straks glider tankerne tilbage til dengang i tresserne, hvor den nu 83-årige Povl Dissing dukkede op på den danske musikscene, nærmere bestemt: den folkemusikscene, der blomstrede i de år. Og jeg husker, at han hurtigt blev kendt videnom, men også var en der delte vandene. Enten kunne man lide Dissings særprægede stemme og hans repertoirevalg, der både omfattede gamle danske sange og moderne sange af fx Shel Silverstein – eller også kunne man slet ikke holde ham ud. Jeg husker, hvordan min far vrængede ad Dissing, når han blev spillet i musikradioen. Næh, Dissings særlige danske form for blues og hans stemme var ikke hverdagskost dengang i tresserne. Men han holdt ud og langsomt men sikkert arbejdede han sig ind i den folkelige bevidsthed og vandt en helt særlig plads, da han sammen med den kongeniale digter Benny Andersen lavede Svantes Viser, der ikke alene blev et regulært hit, men hurtigt aspirerede til en plads blandt Højskolesangbogens kanoniserende sange.
I albumåret over dem alle, 1971, udsender his Bobness ikke en ny plade, men derimod hans andet Greatest Hits-album. Det hører dog med til historien, at dobbelt-LP’en indeholder adskillige ikke tidligere udsendte optagelser med Dylan. Og at pladen solgte ganske godt.
Det er næsten ikke til at begribe. I dag er det et halvt århundrede siden Gasolin albumdebuterede med det eponyme album med den karakteristiske Hergé-forside (hentet fra et Tintin-album). Og dermed blev der for alvor sparket gang i en af de største successer, dansk rock har frembragt. Pæredansk rock med danske tekster af fineste karat. Forståeligt nok, at Gasolin stadigvæk lyser på firmamentet.
Knap to år og en viruspandemi er der gået, siden Ginne Marker debuterede og brød igennem med sit første album For Seasons to Come. Men i april i år fik vi en forsmag på album nr. 2 – der nu er ude med titlen Ulteria – idet singlen Never Golden But Beautiful / Omen blev udsendt som en lovende og forlokkende forsmag på, hvad der var i vente.
Ulteria kalder kunstneren sin nye plade, og ordet forklares på forsiden af det indlagte teksthæfte i pladecoveret – som en afledning af ordene ulterior og euphoria. Og med den dobbelte betydning: 1. “the profound state of truly accepting change” eller på dansk: at have nået den udviklingstilstand, hvor man accepterer livets forandringer; og 2. fugle Phønix i sin aske lige før den bliver genfødt – det mytologiske billede på, at en afslutning også er en begyndelse på noget nyt og andet.
Og den dobbeltbundede titel fortæller også noget om, hvad der faktisk er på spil i Markers tekstunivers. Lad os bare tage et par eksempler. Den første sang “Titans” er en klassisk parforholdsopbrudssang, hvor et par er gået fra hinanden, men i bevidstheden om, at de var gjort af det samme stykke – “We’re pieces pulled, oh baby/ from the same moon” – og rustet til at klare opbruddet: “Meat to be, built to stand this change”. Ulteria. Og i sang nr. 2, kendt fra singleudspillet, “Never Golden but Beautiful”, mediterer Marker over den unge kærligheds skrøbelighed – “Hearts break, when you least want them to” . En kærlighed, der insisterer, selv om den går i stykker som skrøbeligt glas.
Og Markers tekster beskriver følelsernes ambivalenser og dobbeltbundetheder i et søgende, poetisk sprog, der er tættere på den skrevne poesi end på popteksternes velkendte rimede enkelhed. Så der er god grund til at bruge lidt tid på at læse Markers tekster, for hun har noget på hjerte og vil ikke bare have os til at synge med.
Og Ginne synger sine både poetiske og prosaiske tekster med den stemme, der allerede er blevet påskønnet og fremhævet. En smuk stemme, der har et helt personligt særpræg og udgør et kostbart vandmærke i hendes musik. Og en stemme, der i Aske Jacobys indforståede og lydhøre produktion får tildelt lige netop den fremtrædende plads – i centrum og svævende over instrumenterne – der tilkommer den.
Stilistisk bevæger Ginne Markers sig stadigvæk inden for de genremæssige rammer, vi mener at kende som folk, singer-songwriter-sangskrivning og high-end pop. Sangene har en overvægt af ballader, og det er da også det stille og eftertænksomme, der passer som fod i hose til Markers ulteria-bundne sangskat.
Arrangementerne passser også smukt til sangene. Ginne Markes fine stemme og hendes sofistikerede guitarspil blander sig ubesværet med det lyse, lette arrangementer, hvor de andere musikere omfatter hendes udfoldelser med diskretion og lydhørhed, samtidig med at produktionen let lader lytteren opfatte de enkelte instrumenters bidrag til det samlede, imponerende resultat.
Med Ulteria har Ginne Marker lang endnu en alen til den talentmasse, hun lagde frem med debutalbummet. En alen, der kommer af erfaring og kunstnerisk engagement. Ulteria er et af dette musikårs bedste og mest vedkommende udgivelser. Hermed varmt anbefalet.
[Mick Rock og Lou Reed, foto lånt fra Lou Reed Facebookside]
Manden der “skød” halvfjerdserne er han, fotografen Mick Rock, blevet kaldt. Og rigtigt er det, at han var en af dem, der indfangede halvfjerdsernes musikkultur i det markante årti. En af dem, der tog billeder, der var med til at skabe mytologien omkring rockmusikken. For eksempel finder man hans fotografier på Lou Reeds hovedværk Transformer og på Coney Island Baby.
På Youtube kan man pt. (men man skal nok skynde sig, da den nok bliver pillet ned…) se dokumentarfilmen Shot! The Psycho-Spiritual Mantra of Rock fra 2016 om hans liv og karriere (man skal dog være indstillet på, at det er en spansk udgave af filmen…).
Jeg skal nok blive bedre til at reklamere for andre medier, ud over den reklame, der er indbygget i brugen af videoer fra Youtube. Og der findes jo masser af gode medier derude, når man vil lytte til musik eller høre noget om musik. For eksempel er der den danske podcast Rockhistorier, der bestyres af Klaus Lynggaard (forfatter, musikanmelder – i Weekendavisen m.m.) og Henrik Queitsch, der siden 1999 har anmeldt musik i Ekstrabladet og været medredaktør på Dansk Rock Leksikon m.m.
Podcasten har kørt længe og er som regel bygget op omkring en person eller et emne. Det kan fx være en udsendelse om ABBA i forbindelse med deres seneste udspil eller – som i det seneste afsnit – en udsendelse med og omkring bogaktuelle Søren Ulrik Thomsen, der også har fælles ungdomstid til fælles med de to redaktører. Sidste udsendelse, der er ret repræsentativ for serien, er bygget op omkring Søren Ulrik Thomsens spilleliste (se nedenfor). Og med udgangspunkt i numrene opstår der så samtaler, der dels belyser numrene og giver anledning til personlige kommentarer. Det er vældig underholdende og inspirerende for musiklyttere. Hvor informativt det er, kan man nok diskutere, men det er heller ikke det vigtigste. Udsendelserne er fulde af musikglæde, og det smitter af.
Udsendelserne kan man lytte til på diverse streamingtjenester, bl.a. Spotify, og man kan – hvis man synes det er en idé – være med til at sponsorere udsendelserne.
1. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter: ”Jeg er så træt af rockmusikken” (2016)
2. Creedence Clearwater Rival: “Bad Moon Rising” (1969)
3. Povl Dissing & Beefeaters: ”Godt nyt i dag” (1969)
4. Røde Mor: ”Nylonvinden” (1971)
5. T.Rex: “Get It On” (1971)
6. David Bowie: “Starman” (1972)
7. Lou Reed: “Sweet Jane” – Live (1974)
8. Kraftwerk: Spacelab (1978)
9. Pentangle: Light Flight (1969)
10. Van Morrison: ”Wavelength” (1978)
11. Joni Mitchell: “Free Man in Paris” (1974)
12. Bernard Hermann: Main Title [from “Taxi Driver”] (1976)
13. Brenda Lee: “Let’s Jump the Broomstick” (1960)
14. Roberta Flack: “First Time Ever I Saw Your Face” (1969)
15. Gloria Gaynor: “I Will Survive” (1978)
16. Juicy Lucy: “Who Do You Love” (1969)
17. Grethe Ingmann: “Sommervind” (1965)
18. Fleetwood Mac: “I Loved Another Woman” (1968)
19. Lars H.U.G. / Søren Ulrik Thomsen: “Vent” (1984)
Udsendelsen her inspirerede mig til at finde Lou Reed frem igen fra gemmerne . Især mine to yndlingsalbums med Reed, nemlig koncertpladerne Rock and roll Animal og Live (hhv 1974 og 1975), hvor han bakkes op af de to fortrinlige guitarister Dick Wagner og Steve Hunter, der giver de kendte sange en ekstra rockkant.
Hvad stiller man op mod mange timers tomgangsrapportering af det nu overståede valg til kommuner og regioner? Jo, man sætter en film på. I aftenens tilfælde blev det Domnic Cookes historiske drama The Courier (2020) – dansk tendentiøs titel: Den gode spion. Et drama, der bygger på såkaldt virkelige hændelser.
Vi følger den britiske handelsmand Grevill Wynne (Benedict Cumberbatch), der af den britiske efterretningstjeneste MI6 overtales til at være budbringer – og ikke mere – mellem MI6 og den russiske agent Oleg Penkovsky (Merab Ninidze). Det viser sig så, at Grevil bliver budbringer for efterretningerne om Sovjets planer om at opstille atomraketter på Cuba i de tidlige tressere. Til sidst pågribes både Penkovsky og Wynne af de russiske myndigheder og anklages for spionage.
Selve historien er ganske banal og velkendt. Det er ikke her filmens egentlige kvaliteter ligger. Det er i beskrivelsen af den hæderlige handelsmand Wynne og hans russiske modstykke Penkovsky. Som familiefædre med kone og barn har de fælles interesser, der så at sige går længere end til selve arbejdet med udveksling af efteretninger, og der opstår et næsten paradoksalt venskab mellem de to. Et venskab, der i sidste ende bringer Wynne på anklagebænken.
I PR-materialet sammenlignes filmen med Bond-filmene. Men det er – i bedste fald – misvisende. Filmen besidder ikke Bond-filmenes dramatiske dimensioner. Dramaet ligger derimod i de menneskelige forhold. Og dermed i de fine, nedtonede skuespilpræstatioer, som filme bæres af.
Om man kan sluge filmens forståelse af de historiske kendsgerninge er nok en smagssag. Er Wynne så god og naiv, som man gerne vil have os til at tro? Er modstanderne de fjender, man vil gøre dem til? Tja. Men filmen er værd at se for sit menneskelige drama.
