Aftenens filmoplevelse: Alene i Berlin
7. november 2021Fredag aften viste DR2 den tysk-britiske samproduktion Alene i Berlin, der bygger på den kendte tyske forfatter Hans Falladas roman Jeder stirbt für sich alein fra 1940. Instrueret af den svejsiske instruktør Vincent Perez.
Filmen foregår i Berin i 1940. Ægteparret Otto og Anna Quangel har lige mistet deres søn Hans, der var soldat og bliver skudt under tyskernes invasion af Frankrig. Og sønnens død får Otto og Anna til at begynde deres egen diskrete kamp på nazismen. Otto, der arbejder som værkfører på en fabrik, der producerer ligkister, begynder at skrive anonyme postkort med “sandheder” om Hitler og nazismen. Og sammen med Anna placerer han postkortene – med en opfordring til at viderebringe postkortene til andre – på offentlige steder.
Der er dødsstraf for at udbrede den slags propaganda om Hitlerismen, og det ved Otto og Anna godt. Men de fortsætter ufortrødent med at sprede deres kort over et stor del af byen. Men den professionelle politimand – og Gestapo – Escherich får til opgave at finde den skyldige. Escherich er først og fremmest politimand og tager sit arbejde meget alvorligt, men brænder ikke for nazismen. Og han arbejder systematisk som en af vor tids moderne detektiver for at afsløre Otto og Anna.
Så vidt kan filmen godt opfattes som en ganske almindelig kriminalhistorie, blot med en særlig historisk ramme. Men det afgørende er spørgsmålet om, i hvilket omfang forbrydelsen lykkes. Ottos og Annas aktion har til formål at få berlinerne til forstå, at Hitler og nazismen er af det onde. Og dette overordnede budskab afhænger selvfølgelig af, hvor mange der læser postkortene. Selv om Otto forsøger at finde ud af, om læserne giver kortet videre, så får han og Anna ikke rigtig svar på spørgsmålet.
Det lykkes for ægteparret at få uddelt mere end 200 postkort. Men en dag taber Otto to postkort på sit arbejde, fordi der er gået hul i hans frakkelomme. Og han bliver efterfølgende arresteret og indrømmer sin skyld, vel vidende at det vil koste ham livet. Han forsøger til sidst at indgå en handel med nazisterne: At han underskriver en tilståelse til gengæld for, at de lader Anna gå fri. Men sådan går det selvfølgelig ikke. Da politmanden spørger Otto, om han har et sidste ønske, siger han: et postkort og en pen. Og fortæller politimanden, at han ikke har holdt sit løfte. Derefter føres Otto til guillotinen.
Filmens afgørende scene får man bagefter, hvor den pligtopfyldende politimand, der undervejs i sagen er blevet tvunget til at skyde en uskyldig mistænkt, står tilbage på sit kontor med alle postkortene. Og han fortæller sig selv, at han er den eneste, der har læst alle postkortene. Han tager de sidste atten kort, der endnu ikke er fordelt af Otto og smider dem ud af vinduet; hvorefter han skyder sig selv. I billederne derefter ser man hundredvis at kort svæve ned over byen Berlins gader. Og så kan man fortolke det, som man vil.
Først og fremmest er filmen en nænsom og fint fortalt historie, der har rod i virkeligheden. Emma Thompson og Brendan Gleeson spiller ægteparret Quangel så overbevisende, at man kun kan få den største sympati for de to mennesker, der er alene mod overmagten, men i kraft af deres diskrete kamp har fået deres frihed tilbage. Også de andre skuespilpræstationer i filmen – fx politimanden (Daniel Brühl) og en SS Officer (Mikael Persbrandt) -spiller deres roller overbevisende med nedtonede virkemidler.
Dertil kommer, at filmen gengiver tiden i de sidste år af nazismen med stor akkuratesse og sans for “tidsånden”. Instruktør Perez forstår at respektere forfatteren Falladas “nye saglighed”, den nøjeregnende, præcise realisme. Det er en stille, overbevisende film om et til tider lidt forsømt emne: den civile modstand mod nazismen i Tyskland. Absolut seværdig.
