december 2021 arkiv

Godt nytår til alle læsere

31. december 2021

“Right now, what’s holding us back is that we lack that political will. We don’t prioritize the climate today. Our goal is not to lower emissions. Our goal is to find solutions that allow us to continue life [as it is] today. And, of course, you can ask, “Can’t we have both?” But the uncomfortable truth is that we have left it too late for that. Or the world leaders have left it too late for that. We need to fundamentally change our societies now. If we would have started 30 years ago, it would have been much smoother. But now it’s a different situation.” [Greta Thunberg til Washington Post]

Kære læsere, nedtællingen til ’22 er i fuld gang.. Coronapandemien er her stadigvæk og vil være det i det nye år – også selv om vi får styr på den i den hjemlige andedam. For pandemien er global og minder os hele tiden om, hvor skæv udviklingen på kloden egentlig er. Hertil kommer klima”krisen”, der heller ikke ligefrem giver anledning til den store optimisme og tro på fremtiden. Og Greta Thunberg siger det med autistens klarsyn: Hvis ikke vi får ændret vore samfund radikalt, så ser det sort ud.

Det skal dog ikke forhindre at sende jer en vemodig hilsen om et godt nytår. Lad os gøre noget ved det, når klokken slår 12.

Patti Smith – 75

30. december 2021

Endnu en “dame” fylder 75, Patti Smith. Og jeg må tænke på dengang, jeg oplevede hende i Stakladen på Århus Universitet i 1975. En elendig koncert, hvor hun med tilfældigt sammensatte musikere og ryggen til publikum forsøgte at få tingene til at hænge sammen. Siden er det kun gået fremad for hende, musikalsk, som forfatter og kultfigur.

 

 

 

Capac anbefaler: The New Investors – Eschatology

29. december 2021

Jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke The New Investors og deres nye album Esxhatology bliver den sidste anbefaling, som CAPAC får afleveret til læserne i år. Og som sådan passer pladen smukt som Hans i Grete til at afrunde 2021, idet det er en virkelig helstøbt plade, der både peger tilbage i tiden og fremad mod nye ukendte horisonter.

The New Investors er i sin kerne en duo, bestående af Søren Tiemroth og Glen Müller (der – har jeg læst mig til – har en fortid i indiebandet Velouur). De betegner selv deres musik som “psykedelisk pop” eller “psych-pop” og som angelisk drømmepop. Og det er bestemt en kategorisering, jeg gerne køber – hvis blot vi sætter en multifarvet streg under “pop”. For selv om det psykedeliske er umiskendeligt, så er skal man ikke forvente den eksperimenterende, heftige psykedelisk rock, som blomstrede i midten af tresserne. Der er snarere tale om psykedelisk i den aftapning, som de sidste par årtier eller sådan, har udgjort en slags renæssance for psychedeliaen i musikken (ingen nævnt, ingen glemt). Altså: psykedelisk pop anno 2021.

Og Tiemroth og Müllers nemme for at skrive stærkt iørefaldende, bløde, drømmeriske psych-sange gør fra første skæring (“New Beginning”) et stort indtryk. De har formået at støbe et sammenhængende album, der imponerer med sin stilistiske konsekvens og sin homogenitet. Den i første sang anslåede drømmeriske, velbehagelige og forførende stemning holder sig stort set intakt hele pladen igennem. Og det vidner om en høj stilistisk bevidsthed og en evne til at gennemføre de ideer og tanker, de har gjort sig om musikken.

Eschatology er et helstøbt album, hvor såvel tekst som musik realiserer den angeliske drømme-psych-pop, der er duoens drømmemål. Og med pladen viderefører The New Investors på sæt og vis de surf-psych-pop-akter, som fx The Beatles og The Beach Boys fik anslået i kølvandet på den amerikanske psykedelia. Eschatology udgør et godt bud på noget af den nye musik, man kunne smide på grammofonen på den forestående nytårsaften (og mange aftener og dage derefter). Hermed varmt anbefalet.

The New Investors. Eschatology. Produceret af: Tiemroth, Müller og Peter Iversen. Gleisenberg Records. Er udkommet.

Scotty Moore og Keith Richards

29. december 2021
“Scotty Moore was my hero. There’s a little jazz in his playing, some great country licks and a grounding in the blues as well. It’s never been duplicated. I can’t copy it. The closest I came was tracks like “Parachute Woman,” where I fooled around with echoes – those early Elvis recordings got me interested in the possibility of the studio. The first one I got had some of the Sun stuff:
“Baby Let’s Play House,” “Milkcow Blues Boogie.” But “Mystery Train” is the apex. It’s just Bill Black on bass, Elvis on acoustic, and Scotty. No drums. And it’s just the most amazingly huge sound. There’s a run-down that Scotty does on several cuts, like “I’m Left, You’re Right, She’s Gone,” which I’ve never figured out. When I’d ask Scotty, he’d just give me a sly grin.
Scotty Moore, Dec.27, 1932. We miss you!
Keith.[Richard]

Christopher Sandfords bog om Rolling Stones bliver ved med at spøge i mit hovede. Især hans beksrivelse af Keith Richards insisteren på gruppens udgangspunkt i R&B og tidlig rock’n roll. Her fortæller han selv om den inspiration og gåde, som Elvis Presleys guitarist i de unge år, Scotty Moore, var.

Marianne Faithful – 75

29. december 2021

Capac anbefaler: The Men – Sesa Rekordo

28. december 2021

Måske skyldes det det famøse kulturelle jerntæppe, der har det med hænge i Øresund mellem Danmark og Sverige, at jeg ikke endnu har fået Lund-kvartetten The Men ind på radaren. Men nu er der så ikke længere nogen undskyldning for ikke at give dem nogle rosende ord med på vejen, for ad ukendte (om)veje er bandet nyeste album – deres sjette! – landet på min min afspiller. Og det med et brag.

For The Men sparker røv, for nu at udtrykke mig i dagligdags jargon. Der er ikke meget Coronaepidemisk nedlukning med mundbind og social distancering over Sesa Rekordos tolv sange. Tværtimod kunne man godt mistænke The Men for at forsøge at kompensere for alle de live-optrædener, det ikke blev til, med en omgang medrivende, ørehængende, -fængende, danseappellerende rockmusik. Rock, der sender tankerne hen på de unge Rolling Stones (ikke mindst i kraft af forsanger Sven Köhlers energiske, frække, ja flabede attack og fraseringslyst), den kølige New Yorker-rock, britisk pubrock og meget mere. Alt sammen kogt sammen til en smagsfuld stuvning, der er krydret med eksotiske ingredienser som theremin, didjeridoo, musette, sitar og mere til. Og alt sammen på en bund af markante guitarer, trommer, tangenter, bas, horn og baggrundsvokaler fra Olof Wallberg og Ola Främby.

Sesa Rekordo er en plade, der bringer mindelser frem om dengang rocken gik i korte bukser og hvor en ny plade kunne bringe en i en tilstand af henrykkelse. For det er det, den gør med sin energi: henrykker lytteren. Og den giver kun en lyst til at grave tilbage i The Mens katalog for at finde ud af, hvilken vej, der har ført hertil. En særdeles vellykket, sprælsk rockplade er det. En oplagt mandelgave, hvis man ikke fik den på plads i juledagene – eller måske en nytårsgave til en du holder af.

The Men. Sesa Rekordo. Produceret af: The Men. TMI (The Men Musical Industries). Udkom d. 11. december

 

 

Marvin Berry and the Starlighters

28. december 2021

Havde Chuck Berry en fætter ved navn Marvin som også levede af at spille musik? Google kan ikke bekræfte det og er i det hele taget meget nøjsom med hensyn til Berrys familieforhold, bortset fra omtale af hans forældre.Jeg må have fat i Chuck Berrys egen selvbiografi for at se, om den kan kaste lidt lys over det spørgsmål…

Men et faktum er det, at der er en fiktiv karakter ved navn Marvin Berry. Nemlig i Robert Zemeckis film fra 1985 Tilbage til fremtiden, hvor Marvin optræder til en skolefest sammen med sit ligeledes fiktive band The Starlighters. I en scene i filmen får hovedpersonen Marty McFly (Michael J. Fox) æren af, sammen med Marvin og Co., at kickstarte rock’n roll eller i hvert fald Chuck Berrys udgave med en vild udgave af “Johnny B. Good”.

Baggrunden for ovenstående er selvfølgelig, at Danmarks Radio i sit uhæmmede genbrug af “julefilm” i går genudsendte netop Tilbage til fremtiden. Jeg genså den ikke med opsnappede lige netop den scene med Johnnie B. Good. Temaet film og musik har været en rød tråd i min jul.

Listomani, listerier og andre listigheder

27. december 2021

Vi har forladt julen og befinder os i den lidt fortabte uge op til nytårsaften. Og blandt musikfolket er der allerede gang i opregningen af lister over årets bedste plader. Noget jeg ikke gør i. Også fordi mit musikår endnu ikke er slut – jeg har faktisk et par gode plader, der skal anbefales de næste dage.

Og når jeg nedslået må erkende, at jeg langfra kender alle de nye navne, der befolker årslisterne, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på alle de kunstnere, der af den ene eller anden grund aldrig kommer i fokus for listomanien. Men som har kvalitet nok til at være berettiget en plads på det imaginære firmament, der prydes af tidens talentmasse. Som fx den afdøde gademusikanst Roger Ridley, der var en af dem, der var med til at starte det sympatiske projekt Playing for a Change. Det gjorde han bl.a. med en fornem udgave af “Stand by me”. Her er han med en bevægende udgave af doo-wop-sangen “Tears on my pillow” (først indspillet i 1958 af Little Anthony and the Imperials).

Opdatering: Den lille aussiepopdronning Kylie Minogue lavede en gennemført popficeret udgave af netop denne sang i 1990 (hvor den var med på soundtracket til spillefilmen The Delinquents, der gav Kylie hendes første filmrolle). En fin, fin popudgave af den gamle doo-wop-sang.

50: The Rolling Stones – Hot Rocks 1964-1971

27. december 2021

Rolling Stones, der næste år kan fejre 60-års-jubilæum, bidrog til det pladerige 1971 med Sticky Fingers og opsamlingsalbummet Hot Rocks 1964-1971. Sidstnævnte er en skønsom blanding af hits og sange fra forskellige album. Stones havde selv ikke nogen indflydelse på udvalget, da det var deres forhenværende manager Allen Klein, der havde kontrollen over deres sange fra før-1971. Til gengæld kunne bandet så glæde sig over, at opsamlingen blev en kæmpesællert med langtidsholdbarhed på hitlisterne og en stak platinplader i kølvandet.

Tio i top – i 60 år

26. december 2021

Lige som Danmarks Radio havde “Efter skoletid”, “Top Tyve” og flere andre hitorienterede programmer under ledelsel af Jørgen de Mylius, så havde også svenskerne deres. Især radioprogrammet Tio i top, der i år fylder hele 60 år. I den anledning har SVT1 genudsendt et jubilæumsprogram fra dengang Tio i top fyldte 50 år.

Programmet var et lytterstyret popprogram, hvor listens ti numre var valgt af lytterne. Derfor var der også mange store popnumre, der aldrig blev til noget på de program. Det gik  fx ud over Rolling Stones, Mamas & Papas og Simon & Garfunkel. Og det største hit gennem tiderne var Creedence Clearwater Revival med “Looking out my back door”. Og det sidste store hit var “Sugar baby love” med The Rubettes.

Programmet var meget populært, men mødte modstand, da den svenske alternative musikrörelsen i halvfjerdserne gjorde oprør mod den alt for kommercielle popmusik, herunder svensk radio og tvs afhængighed af musikindustrien.

Hvis man har en tv-boks, kan man sandsynligvis se programmet, der er både underholdende og farvet af tidsånden fra dengang.

 

Og Rudolf løb igen..

25. december 2021

For at det ikke skal være løgn, så dukkede “Run Rudolph run” også op i Love acturally. Det er næsten som om den er blevet en signatursang for julen i de moderne angelsaksiske filmkomedier. Og fint nok med det, men her sætter Chuck Berry så punktum for min jul med “Merry Christmas Baby”.

Juleaften

24. december 2021

Så lad det da ske. Lad julefreden dale ned over jeres hoveder. Nyd samværet med dem, I holder af. Glem overforbruget for en stund og få lidt fred og ro i sindet. Bliv som børn igen. God jul.

Julen er gentagelsernes tid

24. december 2021

Jovist. Så faldt jeg i igen. I DRs traditionelle rovdrift på julen og dens kærlighedsbudskab med endnu en genudsendelse af Love actually. Slut med Hjemme Alene-serien og i stedet for voldelige sekvenser en række kærlighedssekvenser.  Nuvel, jeg var mest optaget af soundtracket, der også tidligere har pirret min interesse. Lidt research viser, at der er to soundtracks. Et til det britiske publikum (og dem i EU formoder jeg) og et til dem på den anden side af Atlanten. Og det ene med hovedvægt på britisk pop og det andet med hovedvægten på amerikansk. Amerikanerne har altid været lidt nærtagende og nationalistiske, når det drejede sig om pop. Bortset fra den britiske invasion med Beatles osv. – selvfølgelig.

Denne gang fortabte jeg mig i deltaljerne. Og man må lade filmmagerne, at de har både en god smag og sans for at bringe de rigtige sange i spil i de rigtige scener. Fx i en begravelsesscene, hvor den afdøde, der åbenbart var et menneske fuld af humor og drillesyge, ønsker at blive sendt af sted til krematoriet til tonerne af Bay City Rollers og deres coverversion af Four Seasons-nummeret “Bye bye Baby” (et nummer der i øvrigt ikke er med på soundtrackene).

At folkene bag soundtracket også ved, hvad de taler om, afsløres i en scene, hvor det nyforelskede par Aurelia og Jamie kører i bil sammen og Jamie nævner sangen “Silence is golden” og forklarer, at den bedste version er med Frankie Vallie og the Four Seasons – langt bedre end den med Tremoloes, som ellers blev et stort hit.  Men Four Seasons’  udgave var uheldigvis B-side til “Rag doll” og blev derfor ikke genstand for hitlisteplacering. Men deres version overgår på alle måder Tremoloes i øvrigt udmærkede hit.

Four Seasons overgår  – selvfølgelig, havde jeg næsten skrevet – også Bay City Rollers:

 

 

Glædelig jul…

23. december 2021

Vi kommer ikke tættere på. I aften er det lillejuleaften og i morgen, så gælder det for alvor. Glædelig jul til bloggens læsere med Sexsmiths egen julesang … Og se, se, om ikke sneen daler stille over denne plet på jorden!

Rudolf løb igen..

23. december 2021

Det siger nok en hel del om, hvor kedelig mine før-juledage har været, at jeg fordrev aftenen med endnu en ombæring af Alene Hjemme-serien. Nærmere bestemt den anden del af serien, som er et ret uopfindsom opkog af etteren. Fortællingens rammer er lidt anderledes – denne gang er knægten Kevin blevet alene i New York, medens familien er taget til Florida – men ellers er plottet næsten identisk med etterens. Kevin skal opleve, at han alligevel elsker sin familie, selv om den går ham på nerverne det meste af året, og for at genforenes med familien skal han besejre de to skurke, Harry og Marv. Og det gør ham med midler vi kender alt for godt i forvejen. Man satser på, at genkendelsens glæde vil sælge, og det gjorde den vist også.

Nå men undervejs citerer instruktøren Chuck Berry og “Run Rudolp run” ganske kort. Det virkede jo i etteren, så hvorfor ikke alludere til den?!

Nå, men om ikke andet, så kan citatet da bruges til at opspore nogle af de mange Berry-sange, der aldrig blev hits, men som funkler af rock og rul, som fx  instrumentalnummere “In go” fra 1958 (findes på Berry andet album One dozen Berrys).