Jackson Browne var en af Laural Canyon-slænget (eller -kollektivet), der kom til at tegne den amerikanske vestkystrock i halvfjerdserne. Og med debutpladen, der ikke hedder “Saturate before using”, som mange fejlagtigt har ment, men er et eponymt album, placerede han sig med det samme som en af de førende singer-songwriters i den generation. Og han er stadigvæk aktiv, senest med albummet Downhill from Everywhere (2021).
“I’ve decided to remove all my music from Spotify. Irresponsible people are spreading lies that are costing people their lives. I stand in solidarity with Neil Young and the global scientific and medical communities on this issue. —Joni Mitchell”
Joni Mitchell følger nu trop med Neil Young, der netop har fået fjernet al sin musik fra streamingtjenesten Spotify, fordi den spreder misinformation om Coronapandemien og dermed er med til at slå folk ihjel.
https://www.youtube.com/watch?v=1s8vHSB1eRo
Hatten af for de to gamle kæmper.
For nylig havde Frederik Stjernfelt en klumme i Weekendavisen med rubrikken “Farvel 68”. I klummen beskæftigede Stjernfelt sig med den kendsgerning, at en række af de humanister, der var med til at tegne “68” på det intellektuelle og universitære plan – Carsten Thau, Klaus P. Mortensen, Lars-Henrik Schmidt og Per Aage Brandt – var døde i 2021. De tegnede med skribentens ord en anden side af 68 end den, der cirkulerer i medierne som et fordomsfuldt billede af samfundsomvæltende, seksuelt frigjorte, langhårede, idealistiske oprørere.
Nu meddeles det så, at endnu en af disse alternative 68-ere, nemlig idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz, også er død. Endnu et af de tidligere halvfjerdseres intellektuelle fyrtårne eller høje træer er væltet. Det ligner nærmest en epidemi.
Og Schanz, som han bare hed, dengang, jeg begyndte min lange vandring gennem universitet, var en af de alternative 68-ere. Ganske vist lagde han ud med at læse og studere Karl Marx og Friedrich Engels, og var med til at nære den intense læsning af marxismens klassikere, som blev et fælles udgangspunkt for mange af os, der studerede dengang. Og han blev “grundlægger” af det, man siden har kaldt “kapitallogikken”. Et ord, der ikke er blevet brugt i nogen positiv betydning af kommentatorerne.
Men han slap også den nærmest filologiske Marx-læsning og valgte at gå andre veje. Og bemærkelsesværdigt dengang var det, at Schanz ikke tog det politiske imperativ, som Marx’ tekster kan hævdes at indeholde, på sig, men insisterede på at fordybe sig i filosofien og de problemer, den behandlede og også lod være ubehandlet. Så Schanz var ikke kun en berømt inspirator for Marx-læsningen i Norden og langt udenfor, men også som akademisk rollemodel med ganske traditionelle kvaliteter og dyder som belæsthed, grundighed, forberedthed osv.
I forbindelse med sin afskedsforelæsning blev han citeret for følgende ord (formuleret af Martin Heidegger ved Georg Gadamers 70-års-fejring): “Karl Heinrich Marx skrev i 1842-43 følgende: Hidtil har filosofferne kun tolket verden forskelligt. Det drejer sig om at forandre den. Kære Hans Georg Gadamer, Karl Heinrich Marx tog fejl. Det skulle hedde: Hidtil har filosofferne kun forandret verden, det gælder om at forstå den’.” Og Schanz tilsluttede sig Heidegger: Det drejer sig om at forstå verden.
Selv har jeg altid haft svært ved at forstå, hvorfor Schanz var så døv over for det politiske imperativ i Marx’ tænkning, men det ændrer ikke ved, at også han har været en af mine akademiske forbilleder, der som de andre ovenfor nævnte, insisterede på at gå sine egne veje og ikke var til fals for universitære modeluner og forførelser.
Lungekræft afkortede Björn Afzelius’ liv allerede i 1999. Han blev 52 år, men nåede mere end de fleste som musiker og holdningsmager for den svenske venstrefløj. Sammen med Michael Wiehe dannede han bandet Hoola Bandoola Band, der blev et flagskib for den svenske musikrörelsen i halvfjerdserne. Et band, der både var progressivt – musikalsk og tekstmæssigt – og med klare popkvaliteter. Samarbejdet med Wiehe fortsatte helt frem til Afzelius’ død og går som en rød tråd gennem de to kunstneres virke og udgivelser. Blandt anmeldere – bl.a. her i Danmark – var der en blandet holdning til Afzelius. Selv synes jeg, at han med sit uortodokse, udogmatiske engagement vokser lidt ved hvert genhør.
Al begyndelse er svær. Også for sangeren og sangskriveren Neil Sedaka, der måtte erkende, at hans første par singler floppede totalt. Men han gav ikke op. Lyttede til en masse popsingler for lære noget om, hvad der skal til for at lave en god sang, et hit. Og så skrev han sangen “Oh Carol!”, der blev hans store gennembrud. Nr. 1 i hjemlandet og flere andre steder.
Den Carol, sangen henvender sig til, var Neils high school-kæreste Carol Klein, der også blev sangskriver og verdenskendt som Carole King. Mindre kendt er det, at hun replicerede på sangen med en mod-sang “Oh Neil!”, der udkom samme år, men ikke blev noget hit.
Medens DR har travlt med at reklamere for sine egne mere eller mindre populistiske programmer – livsstil, indsamlingsshows osv. – så glemmer de fuldstændig at reklamere for de gode, udenlandske programmer, de faktisk viser – på DR2 især. Fx film om verdenskrigene eller som den tyske serie med titlen “1968 – en ny verden?”.
Over fire længere afsnit fortælles vores fælles historie fra det famøse “1968” og frem til nutiden. Og vel og mærke på en måde, der både er vældig underholdende i kraft af fint udvalgt filmmateriale og oplysende uden at være decideret indoktrinerende. Fx lægges der ikke skjul på, at USA har spillet en lidet flatterende rolle i kampen for demokrati rundt om i verden. Og alt sammen spindes fint sammen med fine filmklip og interviewklip med nogle af de personer – både centrale og mere anonyme – der var med, hvor det skete. Dertil kommer en lydside der er i pagt med den beskrevne tidsalder.
De fire afsnit vises for tiden og kan også ses på DRs internetside.
Han var en af inderkredsen hos Linda Ronstadt, Jackson Browne og The Eagles i halvfjerdserne, og bragede igennem lydmuren til kritikere og publikum med sit andet album, der bare bar hans navn. Warren Zevon. Desværre fik han ikke så mange år på denne jord. En kræftlidelse tog ham af dage i 2003, kun 56 år gammel.
Men han efterlod sig en sangskat, der stadigvæk skattes højt af rockfans, selv om hans plader aldrig blev store kassesuccesser. I dag ville han være blevet 75 år, men sådan skulle det ikke være. Så vi må nøjes med at kigge i kataloget for at fejre den fødselsdag, der aldrig blev til virkelighed.
Det eponyme album Paul Simon var Paul Simons første skridt væk fra tiden med Art Garfunkel (der med succes havde kastet sig over filmarbejde). Simon søgte i retning af det, der siden blev kaldt world music. Fx reggae med sangen “Mother and Child Reunion”. Og med hjælp fra musikere fra fx jazzen (Stéphane Grappeli og Airto Moreira) søgte og fandt Simon nye udtryksmuligheder.
Pladen blev godt modtaget af pressen, men blev ikke en kæmpemæssig sællert.
[Foto, lånt fra Momus hjemmeside]
I formiddags havde jeg fornøjelsen af at se Moesgård Museums nye udstilling RUS- vikinger i øst. Og den er absolut værd at se, hvis man ellers interesserer sig for vort lands forhistorie og ikke mindst vikingerne. For udstillingen giver os et indblik i hvilke mennesker vikingerne var, når vi ser bort fra det fordomsfulde billede af vildmænd, der røvede, voldtog og slog ihjel på deres færd. Vi får et meget mere nuanceret billede af vikingerne som handelsmænd, skibsbyggere, håndværkere, nysgerrige globetrotter og meget mere. Det er en udstilling, der rokker ved det fordomsfulde billede af vikingen og nuancerer det. Og det er al ære værd. Og jeg skal bestemt ud og se udstillingen (der løber til september) igen, for der er så meget at se, så mange informationer at hente, at det halve kunne være nok. Hermed anbefalet.
Selv om Grateful Dead var et højproduktivt band, så fik medlemmerne mulighed for at indspille soloalbums i starten af halvfjerdserne. Og den første på banen var guitarist og sangskriver Jerry Garcia med debutalbummet Garcia. Ikke et stortsælgende, karrieredefinerende album, men et album, der både duftede af Grateful Dead (flere af sangene indgik siden i Grateful Deads koncertrepertoire) og af Jerry Garcias lyst til at fylde mere (han spillede de fleste instrumenter). Et album, der især henvendte sig til Deadheads og yndere af Jerry Garcia.
Med albummet Bat out of Hell (1977) bragede Meat Loaf internationalt igennem og sikrede sig en varig plads i rockhistorien med et album, der både var voldsomt, farverigt og havde stor publikumsappel. Det siges, at albummet stadigvæk – efter et salg på 65 millioner eksemplarer – sælger stort hvert år (i hvert fald indtil streamingtjenesterne tog over…). Og selv om sangeren har lavet mange albums siden hen, så er det stadigvæk flagermusen fra helvede, han huskes for. Og det har nok været lidt af en byrde at skulle leve med en så stor succes som konstant målestok for sine kunstneriske udfoldelser. Jim Steinman, der var Meat Loafs samarbejdspartner på Bat-pladen, døde i 2021, og Meat fastholdt samarbejdet med Steinman til det sidste – sikkert i håb om endnu engang at kunne levere en stor succes. Men døden kom i vejen for den drøm.
Det var først for ganske nyligt, jeg stødte på Blossom Toes. Et psykedelisk band, der huserede i de gyldne år 1966-1970 og var under den excentriske og indflydelsesrige manager Georgio Golmelskys vinger og pladeselskab (Marmelade). Tre album blev dt til, og den første blev nådigt modtaget og – som overskriften viser – sammenlignet med Beatles’ Sgt. Pepper (i Melody Maker). Og betragtes af samlere og psykedelia-elskere som noget af det bedste inden for sin genre. Et af medlemmerne – Jim Cregan – kom siden med i Family, Cockney Rebel og Rod Stewarts backingband. Man kan være heldig at finde en opsamling (faktisk to…), hvor det meste af gruppens produktion er med.
A Hard Day’s Night og Help! var med til at gøre filminstruktøren Richard Lester verdenskendt. Han var autodidakt, begyndte sin filmkarriere som altmuligmand for først amerikansk og senere britisk tv, hvor han fik lov til at lære håndværket på den hårde måde og fra grunden. Og hans første “rigtige” film blev The Running, Jumping and Standing Still Film i 1959 med selveste Peter Sellers i en vital rolle.
Og da den film var en af en The Beatles’ – og ikke mindst John Lennons – yndlingsfilm kom Lester i søgelyset, da de fire drenge fra Liverpool selv ønskede at lave film. Og med Lester som instruktør fik de skabt en klar succes. Og af den sort-hvide film kan man også se, at Lester også må have brugt tid i biografen og have lært et og andet af de moderne europæiske instruktører, fx den nye franske bølge med dens sanselige realisme og de tjekkiske instruktørers blanding af realisme og humor. Og det absurde teater må også have været en slags inspirationskilde, måske filtreret gennem Peter Sellers’ og The Goon Shows gakkede humor.
Efter Beatles fik Lester lavet en lang række succesfulde film, fx Superman I-III, How I won the war (m. John Lennon), Petulia, De tre musketerer og De fire musketerer.
Denne plade, Ronstadts tredje soloalbum, blev en kommerciel fuser, men et hit hos mig. Og siden er den blevet udnævnt til at være en af countryrockens forløbere. Og det er den plade, hvor Ronstadt fik hjælp af en flok af netop countryrockens fremmeste repræsentanter – den flok, der blev til The Eagles. Plus flere andre musikere med fremtid i den form for rock.
Nej, jeg kunne i stå for Ronstadts stemme og så de der brune øjne…
