2. oktober 2021 arkiv

Actionthriller

2. oktober 2021

I går aftes så jeg den ‘amerikanske action-thriller’ (DRs betegnelse) Man on Fire fra 2004. Måske lidt inspireret af den aktuelle positive omtale af den nye James Bond-film, der jo bevæger sig inden for samme genrefelt – agent, action, thriller.

I Man on Fire spiller den garvede Denzel Washington en tidligere CIA-agent John Creasy. Han opsøger sin ven Paul Rayburn i Mexico, hvor han tilbydes et job som privat vagt for en lokal bilproducent. Hans primære opgave er at beskytte familiens datter “Pita” i en by, hvor drab og kidnapning er hverdagsbegivenheder.

Plottet er ganske simpelt. Creasy, der temmelig alkoholiseret og tydeligvis desillusioneret efter mange års professionel dræberliv, påtager sig rollen. Og en dag sker så det, der ikke må ske. “Pita” bliver kidnappet. Den efterfølgende forhandling med bortførerne går i vasken og “Pita” bliver tilsyneladende dræbt. Og i forbindelse med bortførelsen såres Creasy alvorligt. Men da han omsider rejser sig fra sygelejet går han målrettet i gang med at slå de formastelige forbrydere ihjel, sådan som han har lært som agent.

Det kommer der en ganske forudsigelig og på ingen måde overraskende eller original historie ud af. Og den ganske erfarne instruktør Tony Scott fortæller historien ganske fantasiløst og uden den mindste interesse i at give historien bare et lille tvist. Det hele er bare så forudsigeligt, som tænkes kan.

For eksempel indledes filmen med en meget hurtigt klippet bílledstorm, der tydeligvis har til formål at signalere at vi har med en action-film at gøre. Måske fordi der faktisk ikke er noget action af betydning i selve handlingen. Så har man (instruktøren) da i det mindste sørget for at skabe forventninger om action…

Det eneste lille lyspunkt, jeg fandt i filmen var, at den fordrukne hovedperson, der har erklæret sig uinteresseret i musik, går ind i en forretning og køber en CD med Linda Ronstadts største hits. Og nogle af disse bruges så i filmen – især første halvdel, før slagteriet begynder. Man må nøjes med de små glæder, når DR vil bruge en lørdag aften på sådan en regulær B-film.

Filmoplevelse: Ud og stjæle heste

2. oktober 2021

Informations anmelder indleder sin omtale af Hans Petter Molands filmatisering af Per Pettersons roste og nærmest kanoniserede ny-klassiker Ud og stjæle heste med at konstatere, at en sådan filmatisering er vanskelig. Men at det også er lykkedes for Moland.

Jeg har ikke læst bogen (hvilket jeg betragter som en fordel), men synes også, at det er en vellykket film.

Vi følger pensionisten Trond (spillet af Stellan Skarsgård), der flyttet til et afsides liggende hus for at finde et refugium, hvor han kunne være alene med sine tanker. Men det viser sig hurtigt, at ‘nissen er flyttet med’. En nabo viser sig at være en af barndommens legekammerater, Lars. Og dermed er døren til fortiden og alle erindringerne fra barndommen og ungdommen sparket ind og Tronds drømme om et liv i ensomhed forstyrret. Og filmen kommer til at foregå i fortiden. Dengang Trond holdt sommerferien hos sin far, der solgte tømmer og var lidt af en indelukket enspændernatur, der belærer Trond om at tage livet som det kommer. Om vennen Jon, der tager Trond med ud  ‘og stjæle heste’ (det bliver dog mest til en ridetur). Om to brødre, hvoraf den ene mister livet i en vådeskudsulykke, om nabokonen, som faderen (og Trond) forelsker sig i. Oplevelser, der alle er med til at forme og præge Trond, og som han retrospektivt forsøger at få hold på og få bearbejdet.

Filmen fortælles ligefremt i en vekslen mellem nutiden, hvor Trond snakker med Lars og ellers sysler med sine gøremål, og fortiden, hvor erindringsscenerne udspilles en for en. Og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er fortiden, der vejer tungest i Tronds liv og i filmens fortælling. Ting sker, som Tronds far belærer Trond om, og de ting, der sker, bliver en del af erindringen. Den erindring, der udgør et menneske. Og som man ikke kan flygte fra. I en central scene opsøges Trond af sin datter, der har ledt efter ham overalt i Sverige, hvor han kom fra, for at finde ham i Norge. Scenen er et billede på, hvor umulig Tronds flugt fra fortiden er.

Filmen er smukt fotograferet. Skuespillerne passer godt til de roller, de har fået. Og fortællingen forløber med en ro og eftertanke, der er usædvanlig i vores tidsalder. Og dermed understreges forbindelsen til romanen. Filmen er tæt på romanen, og det skal forstås som noget positivt.

Det var DR, der viste filmen, og det skal kanalen have ros for – i betragtning af, hvad de ellers kan finde på at sende.