Jeg fordriver de sidste sommerdage med at dykke ned i vinylerne for at finde nogle af de sange, der har gjort sig værdige til at være mine favoritter. Vi snakker ikke primært om hits og kendte sange, men dem, der falder lidt uden for disse kategorier. Første valg er Bob “Grateful Dead” Weirs “Cassidy” i udgaven fra hans første album Ace (1972). Navnet Cassidy henviser til beatpoeten Neal Cassidy, men også til andre fra Grateful Deads omgangskreds med dette navn. Sangen er indspillet flere gange af Grateful Dead, fx på live-albummet Reckoning.
Brødrene John og Mark Sebastian voksede op i New York. Og når sommeren nærmede sig, så de to drenge frem til at komme på sommerlejr (i New Hampshire), som andre børn med deres sociale baggrund. Det var ensbetydende med at komme væk fra storbyens hede og komme ud, hvor der var frisk luft. Men en sommer havde deres mor ikke råd til at sende dem af sted, så de måtte blive hjemme. Og Mark brugte noget af tiden på at lave en ny sang. En sang, der skulle handle om blive tilbage i den varme by New York. Mark fortalte ikke John om sangen. Men da John efterfølgende gav Mark sin aflagte guitar, spillede Mark sangen for sin storebroder, der netop var slået igennem som musiker. Mark var 14 år – og sangen hed “Summer in the City”. John reagerede ved at skrive nogle mere fængende verselinjer og et andet arrangement. “Summer in the city” blev Lovin Spoonfuls eneste nr. 1-hit. Skrevet af en fjortenårig dreng, og siden blevet en af tressernes store, memorable popsange.
Når Wikipedia og andre informationssider fremhæver John Sebastian som sangskriveren, så skal det altså tages med et gran salt. Mark var ophavsmanden, og Steve Boone satte også sit aftryk på den gode, aktuelle sang.
Med til historien hører også, at Mark forfulgte vejen som sangskriver og musiker og blev en del af slænget omkring sangskriverlokaliteten Laurel Canyon. Men i mange år lykkedes det ham ikke at få en pladekontrakt. Først i 2014 udkom albummet The Real Story.
Tak til Christian for at gøre opmærksom på denne fine, fællesnordiske udgave af Griegs “Til ungdommen”, også kendt som “Kringsat af fjender”. Den kan også ses i en lidt bedre billedkvalitet her:https://www.nrk.no/video/til-ungdommen-med-jahn-teigen-bjorn-afzelius-kim-larsen-og-aage-aleksandersen_74054.
Joseph Michael Hill – bedre kendt som Dusty Hill, mangeårig bassist og sanger i ZZTop er død i sit hjem, 72 år gammel. Dusty var med til at danne ZZTop sammen med Billy Gibbons (sang og guitar) og Frank Beard (trommer) i 1969, og de tre har udgjort bandet i mere end 40 år. Med deres lyd – hård guitarbaseret Texas-blues-rock – og image (Gibbons og Hills obligatoriske alenlange skæg og sorte solbriller) har ZZTop været en konstant i rocken med succesmæssig zenith i 1970′- og 1980’erne. Den seneste plade – livealbummet Tonite at Midnight udkom i 2016. Spørgsmålet er så, hvad Gibbons og Beard gør nu, hvor bassisten har forladt bandet for stedse?
There was something about the moody, romantic idea of this song that I absolutely identified with, as ludicrous as that notion is when you read the lyrics: “I need a good woman” sounds like very wishful thinking for a teenager. I was the youngest in my class at school, and I didn’t have a girlfriend at that age. “Man of the World” is a dream that I had of what I might be if I ever plucked up the courage to talk to a girl.
This is the song that specifically made me pick up a guitar. It was a weird song to learn because it’s very complicated, but it fascinated me. I had a guitar that just sat in the corner of my room. It was a Spanish guitar bought in Spain on a holiday that my folks and I had taken, and I must have had it for five years by that point. It was just gathering dust with old toys, and then I picked it up and learned how to tune it. Somebody gave me pictures of what the chords looked like in diagrams, and I very painstakingly taught myself to play just that one song. That’s all I could play. I had a one-song repertoire, but it was a hell of a good song.[Costello i et interview med musiksiden Pitchfork]
Den 27.juni 1971 afholder den kendte promoter Bill Graham den sidste koncertaften på spillestedet Fillmore East. Spillestedet åbnede i marts 1968 og blev hurtigt berømt for en række dobbelt- og tredobbelt-koncerter med store navne, fx Jimi Hendrix, Cream, Kinks, Frank Zappa, Allman Brothers Band (der nærmest var husorkester på stedet),Grateful Dead, Jefferson Airplane, Crosby,Stills,Nash & Young – og mange flere. På den sidste aften var Beach Boys, Allman Bros Band og Mountain på programmet.
Brexit eller ikke. De to store kulturlande, England og Frankrig, har siden Romerrigets tid ligget temmelig langt fra hinanden. Og medens britisk pop altid har haft relativt let spil i Frankrig, så har det været mere overskueligt den anden vej. Selv meget store franske navne har haft det svært ved at gøre sig på det angelsaksiske sprogområde.
Dette misforhold har uden tvivl meget med sprogbarrieren at gøre. Det er ikke en selvfølge at franskmænd taler engelsk og omvendt heller ikke almindeligt at englænderne mestrer fransk.
Her er så et eksempel på, at engelsk pop uden de store problemer kan adapteres til fransk. Den store franske sangerinde Sylvie Vartan har kastet sig over Sheena Eastons store hit “Morning Train” og er blevet til en sang om kærligheden som en cigaret. Og arrangementet har også fået en frankificering, der har gjort den effektive engelske sang til en kvasi-chancon-blød sag.
Sådan en dag kan vi vist alle have. Hvor man får det forkerte ben ud af sengen, spiller kaffe på den rene, hvide t-shirt, kommer til at bide sig i tungen og det begynder at regne, medens man er ude at gå en tur. Og hvor dage truer med at blive en Thyge Brahe-dag.
Så er det jo heldigt, at man falder over den kanadiske duo Dawn & Marra og deres lille, ukomplicerede sang om ikke at være på toppen – “Not on top” – fra deres charmerende album Teaspoons and Tablespoons(vistnok deres eneste udgivelse). Sådan et af de der små album, der vokser lidt hver gang, man lægger øre til det. Med sange, der løfter ens dag en lille smule.
Ti år er gået siden Amy Winehouse døde og gjorde popmusikken så meget fattigere. Og der er – i mine ører – ikke rigtig kommet nogen til, der kan udfylde tabet af hendes stemme i England.
En Facebookgruppen har udnævnt Kim Larsens første soloalbum fra 1973 Værsgo til at være “det bedste danske album nogensinde”. Kriterierne for valget er vist bare – så vidt jeg kan læse mig til – at mange har stemt på netop den plade. Ikke noget om, hvilke kvaliteter, der gør, at den kan gøre krav på den hyldest. Det forekommer mig at være samme kvantitative logik som i ’50 millioner fans kan ikke tage fejl’, titlen på en største-hits-opsamling med Elvis Presley, eller den folkelige udgave: 1 million fluer kan ikke tage fejl – æd lort.
I disse dage for et halvt århundrede siden udkom der flere gode plader. Ud over plader med pigegruppen Fanny (Charity Ball), Black Sabbath (Master of Reality), Deep Purple (Fireball), Jack Bruce (Harmony Row) og The Moody Blues (Every Good Boy deserves favour) kom også en plade, som har stået mit musikhjerte nært, nemlig McGuinness Flint og deres Happy Birthday Ruthy Baby.
McGuinnes Flint var ikke et stort navn, snarere et kultnavn, bestående af tidligere medlemmer fra Manfred Man og John Mayalls Bluesbreakers. Sangskriverduoen Gallagher og Lyle var også med en overgang.
Under den lidt misvisende titel Spion ved et tilfælde viser DR for tiden den spanske tv-serie Dime quién soy (Fortæl mig, hvem jeg er). En filmatisering af Julia Navarros roman af samme titel. Når den danske titel er lidt misvisende, så hænger det sammen med, at det bestemt ikke er en tilfældighed, at hovedpersonen Amelia (spillet af Irene Escolar) bliver en “blind” spion. Tværtimod er der tale om en ganske bevidst, ja kynisk, handling, som Amelia bliver genstand for.
I en (sommer)tid, hvor DR – og TV2 for den sags skyld – skraber bunden, når det gælder nogenlunde intelligent underholdning for seerne og gerne griber til genudsendelser af tidligere programmer, er det nærmest overraskende, at DR byder på en ny serie, og ikke bare en ny serie, men noget så eksotisk som en spansk serie. Det er sgu ikke hverdagskost på den gamle tv-station.
Når så der oven i købet er tale om en særdeles seværdig serie, så er det lige før man klapper i hænderne.
Serien handler om overklassepigen Amelia, der sympatiserer med den af kommunister, anarkister og socialister bestående folkefront, der er dannet i 1930’erne som modstykke til den fascistiske general Franco, der sidder på magten. Amelia engagerer sig i frontens arbejde i sin egenskab af uddannet skolelærer og møder derigennem franskmanden Pierre, der også har forladt sin velhavende baggrund for at arbejde for kommunismens sag. Og Amelia forlader sin familie og sit nyfødte barn for at følge Pierre til Buenos Aires for at arbejde for etableringen af et lokalt kommunistpart – uvidende om, at Pierre og hans kontakter i Europa vil bruge hende som spion i sagens tjeneste.
Serien – i hvert fald de to første afsnit, som jeg har set – tegner et billede af det klima af mistillid, kontrol og dogmatik, der prægede den kommunistiske del af folkefronten – og som siden hen var en væsentlig del af forklaringen på, at folkefronten havde mere end svært ved at finde fælles fodtrin og siden tabte forsmædeligt til Franco-styret. Det taler for serien, at den formår at skildre konflikterne, intrigerne og hele det urene spil, der foregår ganske overbevisende. Og det gør den til meget mere end en spændingsserie, sådan som den danske titel antyder. Nemlig til en serie der er et psykologisk studie i en særlig historisk sammenhæng. Hvis man ikke har andet at bruge sin sommer på, kan den kun varmt anbefales.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 17 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 17 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
bloggens maksime: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maksimet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
