juni 2021 arkiv

The Bee Gees – dokumenteret

30. juni 2021

I ly af EM-fodbolden fortsætter DR med at give os godbidder på DR2. Først fik vi dokumentaren om Elvis, og så en tilsvarende ny dokumentar (fra 2019) om The Bee Gees. The Bee Gees: How can you mend a broken heart. Historien om nogle australske brødre, der – inspireret af The Beatles – ville leve af musik og slå stort igennem. Og gjorde det. Først med guitar- og vokalbaseret tresserpop og siden med falsetdrevet, dansant diskopop. Et stor vokalgruppe på linje med Beatles og Beach Boys.

Dokumentaren kan ses på DRs arkivside.

 

Gitte Hænning – 75

29. juni 2021

En lidt anderledes bog om the Beatles: Craig Brown – One Two Three Four The Beatles in time

29. juni 2021

Er alt ikke sagt og skrevet om The Beatles? I hvert fald er der nok ikke mange, der er skrevet så meget om som netop de fire herrer fra Liverpool. Mængden af biografier og lignende er enorm og den vokser hele tiden. Og et problem i den henseende er, at man let får den fornemmelse, at alt er sagt og skrevet om de fires liv og levned. Og at det ikke står til diskussion. – Men sådan er det selvfølgelig ikke. Dels kan man aldrig helt stole på erindringen (heller ikke de fire herrers), og dels har de mange levnedsbeskrivere modelleret om på det de har hørt og læst sig til.

Craig Brown, der er forfatter til den over 600 sider tykke One Two Three Four The Beatles in time (2020) gør et nummer ud af den usikkerhed og upålidelighed, som de mange skrevne historier resulterer i. Og det er en styrke ved bogen. For bare at tage et eksempel. Craig genfortæller sin udgave af anekdoten om dengang den knap 15-årige Paul McCartney mødte den 17-årige John Lennon og blev en del af dennes band The Quarrymen.  Og efter at fortalt sin version konstaterer han tørt, at der ikke er to, der har den samme historie (kapitel 5, s. 21). Og denne skepsis med hensyn til fakta og erindringens fundamentale svaghed er et bærende og velgørende princip i bogen.

Det gør ikke bogen mindre læsværdig. Tværtimod. Brown forstår at fortælle de mange anekdoter med underfundighed og en hel del humor, samtidig med at han hele tiden prikker til og punkterer troværdigheden af mange af udsagnene. Og bogen er bygget om som en perlerække af anekdotiske begivenheder.

Browns skepsis gør sjovt og paradoksalt nok ikke anekdoterne mindre troværdige, for det handler om, at anekdoternes troværdighed ikke står og falder med alle detaljers korrekthed. Det er som fortællinger, anekdoterne har deres troværdighed. Det er en anden styrke ved bogen: Overbevisningen om, at det ikke handler om at fortælle den sande, indiskutable erindringshistorie, men om den stærke fortællings sandhed. Her er Brown f.eks. i modsætning til Mark Lewisohn, der med sin stortanlagte Tune in forsøger at researche sig fri af enhver blindgyde og enhver tvivl. Og det kan man ikke – og det er måske derfor Lewisohn er kørt fast i færdiggørelsen af bind 2 af værket!?

Hos Craig Brown mærker man den garvede journalists kærlighed til den gode historie og hans professionalismes afgrundsdybe mistillid til kendsgerningernes ubestridelighed. Og det sammen med hans glimt i øjet og humoristiske sans gør bogen yderst læseværdig. Og han formår at give en fascinerende beskrivelse af, hvordan Beatles i løbet af to år går fra at være ubekendte nulliteter til at være verdensberømte og til – to år senere – at være så berømte at de ikke længere kunne give koncerter og måtte opgive deres gamle liv.

Craig Browns velskrevne bog er først og fremmest  et velgørende korrektiv og supplement til den i forvejen enorme litteratur om The Beatles. Og selv om det kan lyde underligt, så er det faktisk ganske befriende, at Brown sådan lader tvivlen komme til sin ret i sin fortælling om Fab Fours karriere. Og hvis man har det svært med det vilkår, så skal man nok holde sig langt væk fra denne bog.

 

The King – på roadtrip med Elvis

28. juni 2021

Selv om nationen er grebet af fodboldkuller og maler sig hvide og røde i ansigtet, medens fadbamserne løber ned gennem halsen, så er der altså andet i livet. Også på tv. I aften viser DR2 således dokumentarfilmen The King.

Plottet er i og for sig enkelt. Fyrre år efter kongens død kører filmskaberen Eugene Jarecki i Elvis’ gamle Rolls Royce (eller en af dem…) ad de veje, som Elvis selv engang kørte, når han skulle give koncert. Og på vejen er der gæster i bilen, kendte personer, der fortæller om deres oplevelse af og forhold til Elvis, suppleret med filmmateriale fra arkiverne. Altså et påskud, en mcguffin, der skal give anledning til endnu et forsøg på at sige noget fornuftigt om en kunstner, der forandrede populærmusikken i midten af forrige århundrede.

Peps Persson er død, 74 år

28. juni 2021

Per-Åke Tommy Persson – kendt som Peps Persson – er død i en alder af kun 74 år. Peps blev en af de vigtigste figurer i den svenske progrörelsen i halvfjerdserne, men var allerede med fra de tidligste tressere, hvor han med rod i bluesen spillede i en lang række sammenhænge. Efter halvfjerserne lod han sig især inspirere af reggae, og han satte sit aftryk i fx Peps Blues Quality, Peps Perssons Blodsband, og Pelle Perssons Kapell.

Neil Young, Crazy Horse og rusten der aldrig sover

27. juni 2021

Det forlyder, at Neil Young har inviteret sit gamle band Crazy Horse hjem i stalden for at indspille en ny plade. Og det kan kun glæde en gammel fan af netop denne konstellation. For når Young mødes med gutterne i Crazy Horse, så er det som oftest for at banke rusten af musikken og livet, hvor den – altså rusten – altid truer med at gnave sig igennem og ødelægge det meste.

Det var det budskab Young og Co. udsendte i 1970, hvor albummet Rust never sleeps udkom og satte ord og toner til et rockcredo, der siden har stået som overskriften på Neil Youngs forvaltning af netop rocken:  My my hey hey/ rock and roll is here to stay It’s better to burn out/ than to fade away/ my my hey hey//Hey hey my my/rock and roll can never die there’s more to the picture than meets the eye.

Og sidste år understregede konstellationen, at de står ved deres tro på rocken som vitalt kunstnerisk udtryk. Det gjorde de med udsendelsen af koncertoptagelserne fra 1990, som udkom under den sigende titet Way down in the Rust Bucket. Hvor de – med Young på frenetisk el-guitar førte an på turen ned i den rustne spand for endnu engang at banke rusten godt og grundigt af – med al den livsappetit og dødsforagt, som de aldrende herrer kan lægge for dagen, når de mødes på scenen.

Det kan godt være, at Young og vennerne for længst har overskredet alderen for pensionering, men de agerer som om det var noget, de aldrig ville drømme om at acceptere. Som om døden var et dårligt rygte og livet noget, man skulle hæge om, dyrke og besynge til sidste åndedrag. Og når d’herrer gør det – som de på nævnte plader (og flere andre) – så overbeviser de mig om, at rygterne om rockens død eller om at rocken er for irrelevante ronkedorer er stærkt overdrevne – og at ungdommen stadigvæk har meget at lære og viderebringe.

Skal helst høres for høj volumen:

En sangskriver om en anden: J. D. Souther om Joni Mitchell

27. juni 2021
It’s almost impossible to gauge the importance of this brilliant album to every songwriter i know. Joan was doing things that were simply dazzling in every way. Thank you, dear girl, for moving the bar so high that we’re all still reaching for it.
Glenn Frey and I played this for weeks, simply amazed at not only the songs, singing, perception and scope, but the fact that as a rhythm player, she is a clock.
I’ve played it several times this week and, as before, every listen reveals something even more delicious. Happy 50th to the album that insisted that I do better.
[J. D. Souther]

Aftenens filmflop: Pearl Harbor

26. juni 2021

I går aftes forsøgte jeg igen at se Michael Bays Pearl Harbor fra 2001. Danmarks Radio har sendt den før, og i går var det åbenbart betimeligt at genudsende den. Sidste gang blev jeg vist forstyrret i indtagelsen af den, men denne gang måtte jeg ganske enkelt give op halvvejs gennem filmen.

Emnet er ellers interessant nok – hvis man da ellers  interesserer sig for historie og ikke mindst krigshistorie. Pearl Harbor, den amerikanske flådebase i Honolulu, som japanerne angreb i december 1941, og som blev den begivenhed, der for alvor trak amerikanerne ind i 2. Verdenskrig som krigsførende nation.

Men desværre har instruktøren Bay valgt at lægge den militære begivenhed ind i en romantisk rammefortælling, der bliver det vigtigste i filmen. To barndomskammerater – Rafe og Danny  – er blevet piloter i luftvåbnet. Og Rafe forelsker sig i sygeplejersken Evelyn dagen før han drager til Storbritannien for at blive en del af en amerikansk jagergruppe, der bekæmper nazisterne. Han bliver skudt ned, og alle  tror, han er død, hvorefter Danny og  Evelyn finder interesse for hinanden. Men Rafe vender tilbage, og så har vi balladen mellem de to tidligere venner.

Og denne kernehistorie er vævet ind i en overordnet, lidt løsere fortælling om mødet mellem en gruppe amerikanske soldater og en flok giftemodne sygeplejersker. En fortælling, der trækker på det værste ved Hollywoodromantikken i form af klichéer i forholdet mellem kønnene og forudsigelige og banale episoder.

Romantikken fylder så meget, at man skal en time ind i filmen før den militærhistoriske begivenhed for alvor begynder at presse sig på og omsider bliver manifest i fortællingen. Men selv om angrebet på flådebasen fortælles spektakulært og dramatisk, så var det ikke nok til at holde mig fast i lænestolen. Pladderromantikken havde dræbt min interesse. Og jeg gik i seng.

Måske hænger min oplevelse sammen med, at vi gennem de sidste 3-4 årtier har fået en hel anderledes realistisk fortællemåde, når det gælder den store krigs berygtede begivenheder. Jeg tænker selvfølgelig på fx Spielbergs Saving Private Ryan (om de allieredes landgang i Europa) og på tv-serierne Band of Brothers og The Pacific. For disse film gælder det, at nok er der romantik og familieliv med i fortællingerne, men disse emner får ikke lov til at dominere beretningerne om de voldsomme krigsbegivenheder. Det betyder også, at disse og lignende film og serier bryder med en Hollywoodtradition for indsovsning af (krigs)historier i familiære og romantiske rammefortællinger. Eksemplerne fra efterkrigstiden er legio. En slags forgænger til Pearl Habor er From here to eternity (1953), hvor Pearl Harbor for første gang og for alvor kædes sammen med den store romantiske fortælling.

Min afsmag for Bays film skal selvfølgelig ikke afholde andre fra at (gen)se den populære film. Den er – alt andet lige – ganske fermt skruet sammen, skuespiller er upåklageligt uden at være imponerende og de spektakulære krigsscener er bestemt effektfulde og højdramatiske. Men jeg fik bare for meget romantisk sukker til at kunne fastholde interessen.

 

Joni Mitchell – Live at Carnegie Hall 1969

25. juni 2021

Interessen for Joni Mitchell er vokset med tiden. Især efter hendes sygdom og 50-året for udgivelsen af hovedværket Blue er det som om musikindustrien for alvor har fået øjne og ører åbnet for hendes musik. Og det har resulteret i udgivelser af nogle arkivindspilninger – den første er lige udkommet og følges op af en nr. 2, der dækker  perioden 1968-1971.

Og så kommer der også – for første gang – en udgivelse af hendes koncert på Carnegie Hall i 1969. Indspillet den 1. februar 1969, lige før udsendelsen af hendes andet album Clouds. Koncerten kommer dels som cd som del af arkivboksen, og så som tre-dobbelt vinyl.

Her er hun et par år efter – også på Carnegie Hall…

Capac anbefaler: Laursen – Brændenælden

24. juni 2021

Sangskriver og forsanger Andreas Laursens ru og lidt hæse vokal sender straks denne skriverkarls tanker hen i retning af Hans Vinding (og Hyldemor), Hasse og William og den lidt flippede del af tressernes rockmusik. Og coverfotoet af et brændenældeblad gør også sit – selv om det nok ville have været et hampeblad dengang… Og Laursen lægger da heller ikke skjul på, at tekst og musik på albummet Brændenælden (gruppens andet album) har en nostalgisk og tilbageskuende karakter. Og det kan da heller ikke undre en, at en af sangene på pladen er Per Dichs berømte sang om kapitalismen ( i en moderniseret, uptempo-folk-udgave).

Titlen, coverfotoet og sangen “Brændenælden” har symbolværdi og peger på, at Laursen vil være talerør for dem og det, der ikke rigtig passer ind i det moderne vækstsamfund. Og i de herlige dansksprogede tekster er det samfundets bærme og udskud, der kommer til orde gennem Andreas Laursens ord, der personligt og ganske originalt vrider det danske sprog for poetisk energi. Og teksterne kunne fortjene en dybere analyse, men fraværet af tekstark gør det til en lidt uoverkommelig opgave.

Musikalsk befinder Laursen sig i krydsfeltet mellem pop, rock og folk. Også her peger projektet nostalgisk bagud mod tresserne og de tidlige halvfjerdsere, hvor folk netop var en markant inspirationskilde. Og med analoge instrumenter som mandolin, banjo, violin og dobro sørger bandet for at folktonen er markant og uomgængelig.

Med Brændenælden skriver Laursen sig ubesværet ind i rækken af dansksprogede sanger-og-sangskrivere, der har noget på hjerte – menneskeligt og socialt – og forstår at omsætte det til velgørende og ørebehagende sange. Og med en air af gamle dage – uden at blive bedaget eller irrelevant for vor tids lyttere. Hermed varmt anbefalet.

Laursen. Brændenælden. Egen produktion. Udkom d. 7. maj 2021.