10. august 2021 arkiv

50: Jesus Christ Superstar

10. august 2021

50 år siden Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices Jesus Christ Superstar havde premiere på Broadway, hvorfra dens succes bredte sig over det meste af de vestlige verden. Allerede samme år blev den opført på Søndergadeskolen i Silkeborg, på engelsk og under ledelse af Peter Wendelboe. Året efter kom den danske udgave med dansk tekst af Johs. Møllehave. Og en 50-års jubilæumsturné har været planlagt for 2020.

Som jeg husker det, gav musicalen forventeligt anledning til debat om skildringen af Jesus blandt teologisk interesserede, medens poppublikummet bare tog historien til sig sammen med Webbers og Rices iørefaldende sange. Og som tilfældet var med musicalen Hair, så blev musicalen om Jesus en platform for mange nye, talentfulde sangere og sangerinder. Både i udlandet og herhjemme.

I forbindelse med jubilæuet kommer musikken  – selvfølgelig… – i en nu udgave, i form af en tredobbelt CD-boks. Om den danske udgave genudgives vides endnu ikke.

Opdatering: Og dog! Hvis blogbestyreren havde ulejliget sig til at researche lidt, inden han skrev ovenstående om den danske udgave, ville han have gjort opmærksom på, at musicalen opføres på Royal Arene i perioden fra 10/9-11/9-2021. Se bare her.

En milliard

10. august 2021

Blandt dagens nyheder (?) finder man oplysningen om, at Guns and Roses har fået afspillet deres signatursang “Sweet Child of Mine” en milliard gange på den svenske streamingtjeneste Spotify. I forvejen har videoen til sangen været vist tilsvarende antal gange på Youtube. – Og hvad kan man så bruge den oplysning til? At sangen er populær, det giver vist sig selv. At sangskriverne har tjent en slat penge (for mere bliver det jo ikke til på streamingtjenesterne..). Ja. Men det kan jo ikke sammenlignes med gammeldags pladesalg (gammeldags hitlisteplacering), der forudsatte, at forbrugerne gik i pladeforretninger og købte musikken – eller i hvert fald hjemskaffede sig pladen på en eller anden fysisk vis. Mest af alt siger oplysningen vel noget om, hvor fikserede man er i nutiden på kvantitative målinger, statistik og procenter.