28. august 2021 arkiv

Betleri – et lille bitte erindringsglimt

28. august 2021

Internettet har gjort det noget nemmere at fordybe sig i nostalgien. Og i går kom jeg til at tænke på et lille emaljeskilt, der var monteret på døren til vores opgang. Det så cirka ud som det ovenfor afbillede [foto lånt fra en antikside]. Og det jeg især husker er ordet “betleri”, der betyder tiggeri. Dengang i halvtredserne var tiggeri ikke et ukendt fænomen. Der var “sigøjnere”, der kom til byen nu og da og bl.a. forsøgte at betle sig frem til dagen og vejen. Der var gårdmusikanter, der spillede for småskillinger. Der var landevejenes farende svende og andre fattigrøve, for hvem betleri var en udvej til at få noget at opretholde livet med.

Og jeg har nu og da tænkt på det lille skilt, der som et andet færdselsskilt fortalte om, hvad man måtte og ikke måtte på opgangene. Og om hvad et sådant lille skilt fortæller om udviklingen fra dengang til nu, hvor man ikke længere ser den slags skilte på dørene. Og jeg har tænkt på, hvad der mon blev af det skilt, da døren blev renoveret!? Tja, vi er ovre i petitstoffet, men alligevel i det nostalgiske.

Barton Hills Choir – Abbey Road Medley

28. august 2021