I går tog jeg en tung beslutning. Jeg vil se mindre tv. Når beslutningen er tung, så er det, fordi jeg altid har været, hvad man engang kaldte en tv-narkoman. Jeg er vokset op med tv – ja tilhører vel sagtens den generation, der oplevede at det sort-hvide fjernsyn kom ind i stuen og blev familiens nye “alter” og siden blev med farver, forbedret lyd, digitaliseret osv. Og jeg har set meget tv gennem årene.
Men som læsere af denne blog vil vide, så har jeg også udviklet et stærkt kritisk syn på tv. Ikke mindst Danmarks Radios tv-kanaler, der jo i princippet skal dyrke alsidighedsprincippet (at der skal være noget for alle og enhver smag) og være public service (hvilket bl.a. indebærer en forpligtelse på at være seriøst oplysende og måske endda belærende i ordets grundbetydning). Og læserne vil også vide, at jeg synes, det alt for sjældent forholder sig sådan – at DR er blevet et (u)frivilligt offer for den underholdningsgørelse af tv, der for alvor satte ind med oprettelsen af TV2.
Hvad der var med til skubbe mig i retning af beslutningen om mindre tv var dels, at jeg fik forstoppelse af nyhedsudsendelsernes (DRs) tyggen drøv på situationen i Afghanistan i kølvandet på besættelsesmagternes trækken sig tilbage. Selv den mindste, ubetydelige vinkel på evakueringen og den opståede flygtningekrise blev og bliver transformeret til journalistisk tyggemad. Og det i en grad, at man igen og igen må spørge sig selv, om journalisterne opfatter seerne som tankeløse umælende fæ, der skal have alt – og alt for meget – ind med en søbeske? Nej, det journalistiske niveau lader meget tilbage at ønske i form af både selvkritik og faglig opgradering.
Dertil skal lægges den omsiggribende infantilisering af tv-mediet, der foregår på DR (og de andre danske kanaler, men jeg holder mig som beskrevet til DR især). En ting er, at DR officielt har en politik, hvor programvirksomheden skal sigte mod ‘de unge’. Men behøver det at betyde, at de unges erfaringshorisont, interesser, problemer, sprogbrug osv. skal sætte dagsordenen for, hvad seerne – hvis store flertal er voksne og ældre mennesker – skal udsættes for?! Til syneladende. Og lad mig bare tage et enkelt eksempel ud af mange mulige.
DR diverterer seerne med et såkaldt familieunderholdningsprogram med titlen “Alle mod en”, der er en slags moderne quiz-program med aktiv deltagelse af seerne (via en app). Og anført af de to unge studieværter Joakim Ingvardsen og Stefania Potalivo. Og DRs egen omtale af sidstnævnte studievært siger (for mig) alt om, hvor infantil det er: “Stephania har været børnestjerne og serie-darling: Nu prøver hun kræfter med ‘gakket’ værtsrolle” (rubrikken). Og den 35-årige (!) studievært og skuespiller supplerer sigende: “Alt det gakkede, som rollen indebærer, kan jeg godt lide. Jeg får lov til at komme ud og lege og møde alle mulige forskellige folk. Det er lige mig, siger hun.”. Barnlig pjank, pjat og fald-på-halen-komik serveret som aftenunderholdning for “hele familien”. Jeg takker pænt nej og det er lige før, jeg ønsker mig tilbaget til Otto Leisners tørre vittigheder, der dog var båret af en vis voksen seriøsitet. Så fremover: Mindre tv-kiggeri på DR.
