Aftenens film: Across the Universe

21. januar 2010

Ryggen smerter endnu og minder en om, at man ikke grøn længere, og kroppens restituering går langsommere. Meget langsommere. Og hvad er et bedre middel mod kroppens forfald og tankernes henfalden til melankoli og selvmedlidenhed end at lytte til The Beatles? Ikke ret meget i mit lille univers.

SÃ¥ derfor smed jeg Julie Taymors film “Across the Universe” i computeren og satte mig pÃ¥ kanten af stolen, hvor jeg sidder bedst pt. Filmen er en lille, banal fortælling, der er centreret om den unge Jude fra Liverpool og hans møde med amerikanerinden Lucy fra en forstad pÃ¥ den amerikanske østkyst. Jude flygter fra det trøstesløse boligkvarter i nærheden af dokkerne i Liverpool og forlader sin girlfriend og moderen for at opsøge sin biologiske far i USA, hvorefter han tager ophold som illegal gæst beskyttet af nye venners gæstfrihed.

Her møder han sÃ¥ Lucy og en række unge mennesker, der bliver kammerater og venner. Og tiden er Ã¥rene omkring 1968 med hippier, psychedelia, Vietnamkrig, stoffer osv. Det er – lad os bare slÃ¥ det fast – ikke en ny historie. Og historien fortælles heller ikke med en ny vinkel. Den er bÃ¥de nostalgisk og – hvis man skal være kritisk – anakronistisk. Det er gammel vin. Men derfor kan det jo godt smage.

Det særlige ved filmen er, at rygradden og drivkraften i filmen er Beatles-sange. Og det er faktisk godt tænkt af instruktøren og folkene bag filmen, at barbere mange af sangene ned til uakkompagnerede vokalnumre. Som nÃ¥r den unge Jude i filmen begyndelse synger “Girl” (fra Rubber Soul) sÃ¥ man igen opdager, hvor dejlig en sang, det vitterlig er – og giver en endnu mere lyst til at vende tilbage til originalen.

Filmen er først og fremmest en hyldest til Lennons og Mccartneys sangskriverkunst, og som sÃ¥dan lykkes filmen i det store hele, selv om der er et par svipsere. Især Bonos I am the Wallrus falder lidt til jorden, fordi den handler mere om Bono Superstar end noget som helst andet. Det gÃ¥r langt bedre for Joe Cocker, der er et fund som bumsen og hippien, der synger “Come Together”.

Men det er især de relativt ubeskrevne navne i rollerne som Judy (Jim Sturgess), Lucy (Evan Rachel Wood), Prudence (T.V. Carpio) m.fl., der puster støvet ud af ens ører og genopfrisker den følelse, man havde første gang, man blev bevæget af disse sange. Filmen fik blandet kritik, da den kom frem. Og jeg var også forbeholden over for projektet, da jeg havde set de første klip. Men selv om der ikke er tale om et filmisk mesterværk, så er det en vellykket film på sine egne præmisser. Og de unge skuespillere er velvalgte i de forskellige roller. De spiller godt og rørende. En film, der henvender sig både til det følsomme teenagesegment, der oplever den stormende forelskelse for første (eller anden) gang og for gamle Beatlesfans, der ikke kan få nok at den sangskat.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

203 har læst indlægget
14,411