Onomatopoietikon – erindringsglimt

8. marts 2010

Da jeg gik i realskolen fik jeg min første udgave af Fremmedordbogen. Og bag i den – pÃ¥ de ubeskrevne blade – noterede jeg ord, jeg  stødte pÃ¥, men ikke kunne finde i selve ordbogen. Da jeg kom i gymnasiet havde jeg en lærer, der udstyrede os med en lille slidstærk, sort notesbog, hvori vi skulle (el. kunne, jeg husker det ikke sÃ¥ nøje) skrive idiomer og ord, vi lige havde lært.

Vanen har jeg holdt ved lige siden. Støder jeg pÃ¥ ord, jeg ikke kender, sÃ¥ skal de slÃ¥s op. Jeg noterer dem ned, slÃ¥r dem op og forsøger at huske dem. Mit sprog er min verdens grænse. Og denne praksis har helt sikkert bestyrket min kærlighed til sproget og ordene – og poesien. Og min forkærlighed for bestemte ord, der enten ligger godt i munden (som et ordbær, ville Rifbjerg sige) eller pÃ¥ anden mÃ¥de har en særlig attraktion. Onomatopoietikon er blot et af dem (og det betyder: lydefterlignende ord, hvis nogen skulle have glemt det). Et andet: lapidarisk (“kortfattet, præcis” – som skrevet pÃ¥ en sten).

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

2 kommentarer

  1. Gertrud kommentarer:

    Fedt ord, O…, som ogsÃ¥ Allan Olsen opdagede i Ã¥r 2000 med Skiven: Onomatopoietikon. Sjovt nok genlæste jeg for fÃ¥ dage siden Anders Bodelsens meget glemte roman: Ferie fra 1970, hvor der pÃ¥ side 127 ogsÃ¥ er en gennemgang af det lydgengivende ord pÃ¥ 15 bogstaver. Ryster jeg pÃ¥ hovedet og støvet af uglebøgerne, dukker ogsÃ¥ Torben Brostrøms grammapoetiske efterord op i diverse kroniksamlinger fra 1956-65(?)- næsten altid afsluttet med Onomatopoietikonske sætninger …
    Fortsat god dag og tjek din egen eponymi eller lignende :-)

  2. capac kommentarer:

    @Gertrud: Ja, jeg kender godt Allans plade. Og jeg er ret sikker på, at han også er blevet fascineret af dette smukke ord. Og jeg må lige have Brostrøm ud af støvet. Har nogle af uglebøgerne stående et eller andet sted.

Skriv en kommentar

412 har læst indlægget
13,591