Pædofili – vor tids udfordring for tanken

31. marts 2010

Emnet dukker op i medierne igen og igen. I gÃ¥r kunne man læse, at flere og flere voksne mænd forsøger at komme i (seksuel) kontakt med piger under den seksuelle lavalder via internettet. Sagerne om den katolske kirke – hisset og her – vælter ud af skabene. EU har planer om at etablere et filter, sÃ¥ alle borgere i medlemslandene vil fÃ¥ filtreret børnepornografi bort fra deres computere. Dertil kommer alle de mange sager, der har været gennem Ã¥rene. Lige fra den store belgiske sag, der gik fra top til bund i samfundet og til vores egen sager om amtschatkonsulenten og dem i Sønderjylland. Og sÃ¥ videre.

Debatten er præget af lige dele lystblandet skræk, fordømmelse og forargelse. Og til tider har man fornemmelsen af, at der nærmest har udviklet sig en slags paranoia, nÃ¥r spørgsmÃ¥let dukker op. Man ser pædofili alle vegne. Fx nÃ¥r man læse Bent Blüdnikows anmeldelse af en ny bog – en biografi – om forfatteren til Alice in Wonderland, Lewis Carroll (Charles L. Dodgson). I sin omtale af bogen fokuserer Blüdnikow netop pÃ¥ det pædofile aspekt bl. a. med følgende begrundelse: “I disse tider, hvor ogsÃ¥ debatten om pædofili i den katolske kirke raser, er det naturligt at spørge, om Carroll ogsÃ¥ havde den slags tendenser?”. Det er ikke nyt, at Dodgson holdt meget af smÃ¥ piger. Og at de var inspirerende for hans forfatterskab. Man kunne ogsÃ¥ se det i den fremragende film Dreamchild om mandens liv og levned. Men er det rimeligt at vinkle en biografianmeldelse ud fra temaet pædofili? Er det “naturligt“? SpørgsmÃ¥lene presser sig pÃ¥, fordi anmeldelsen ikke finder fugls føde, der kan støtte mistanken om pædofili. Ganske vist var Dodgson meget interesseret i smÃ¥piger og fotograferede nogle af dem uden tøj pÃ¥. Men det sidstnævnte skete med forældrenes samtykke – og i øvrigt er der ikke noget, der peger i retning af noget grænseoverskridende eller endsige forbudt. Det kan godt være, at Dodgson var erotisk besat af smÃ¥piger. Det kan ogsÃ¥ være, at han fantaserede om dem og skrev breve om det – breve, som arvingene siden destruerede.  Det kan godt være, at han var pædofil i klinisk forstand. Vi ved det ikke.  Men, hvis han var, sÃ¥ fik det altsÃ¥ ingen konsekvens for hans aktive seksualliv, hvis vi kan tro biografiskriveren. Hvorfor sÃ¥ vade i det? Har det nogen betydning for den litteratur, manden skrev? Kan man ikke læse Alice in Wonderland og Behind the Mirror uden at skulle forholde sig til mistanken om pædofili? Jo, selvfølgelig kan man det. Ja, man fristes til at sige: Selvfølgelig skal man det. Du skal jo heller ikke tænke pÃ¥ H.C. Andersens homoseksualitet eller biseksualitet for at læse hans berømte eventyr. Hvis det forholdt sig omvendt, ville det ikke være litteratur, der var værd at læse.

Pædofili er en seksuel afvigelse, der fordømmes i vores kulturkreds. I andre kulturer fx det antikke Grækenland havde “lidelsen” en helt anden, anerkendt status. Og vi behøver ikke at bevæge os ret langt uden for vores kulturkreds for at blive konfronteret med barnebrude osv. Hvorfor sÃ¥ denne næsten panikagtige, paranoide fokuseren pÃ¥ pædofilien? Hvorfor er mistroen og ængstelsen sÃ¥ udbredt, at mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere pr. definition er under mistanke? Jeg tror, at en del af forklaringen ligger i det forhold, at vi ogsÃ¥ lever i en kulturkreds, hvor barndommen i forvejen er under opløsning. Hvor man end ser sig omkring, sÃ¥ udviskes den tidligere tydelige grænse mellem barndom og voksenalder mere og mere. Børn er for længst blevet en attraktiv forbrugergruppe. Der er flere politikere, der vil sænke den kriminelle lavalder og alderen for stemmeret. Samtidig kan man ogsÃ¥ se en fortsat seksualisering af børn. Vi husker sagen om FDB og tangatrusserne til smÃ¥piger. Men slÃ¥ vejen forbi H&Ms afdeling for børnetøj, sÃ¥ vil du vide, at tangatrusserne ikke er et enestÃ¥ende fænomen. Forleden kunne man læse, at seksualundervisningen skulle ind i folkeskolens tredje klasse, fordi børnene i den alder stillede seksuelle spørgsmÃ¥l. Og det handler ikke kun om hormonal udvikling.

Man kunne fristes til at beskrive vores kulturs optagethed af børn som en slags generaliseret pædofili. Børnene er begærede objekter for markedet, politiken osv. De er – se bare tv-reklamerne – et privilegeret forbrugersegment, fordi de har meget at sige i deres respektive familiers forbrugsmønster. Hvilken bil skal familien have næste gang? Spørg børnene. Tænk ogsÃ¥ pÃ¥ pædagogikkens vægtning af det kompetente, selvforvaltende osv. barn.  Læg dertil den opmærsomhed, som politikerne udviser over for denne potentielle vælgergruppe. Ikke mindst i disse Ã¥r, hvor de smÃ¥ Ã¥rgange kommer pÃ¥ banen.

Set i lyset af denne generaliserede pædofili, sÃ¥ er det mÃ¥ske knap sÃ¥ underligt, at den seksuelle pædofili fremstÃ¥r som et betændt problem. For netop dette aspekt har jo længe været genstand for tabuisering og lovmæssigt forbud. Hvis tesen om den generaliserede kulturelle pædofili holder vand, sÃ¥ kan man sige, at opgaven bestÃ¥r i – ikke at legitimere eller forsvare den seksuelle pædofili, sÃ¥dan som det Ã¥benbart er sket igen og igen i den katolske kirke – men at reflektere over, hvor vores kultur bevæger sig hen i forhold til det, vi engang kaldte “barndommen”. Kan vi bremse op for seksuelle “overgreb” over for børn, hvis vi tillader “overgrebene” pÃ¥ alle andre omrÃ¥der end det seksuelle? Det var bare det, jeg ville sige.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

580 har læst indlægget
14,468