Kæft, trit og knus – en tv-udsendelse
27. maj 2010Jeg får ikke set meget tv i disse år, fordi mit arbejde ligger i den bedste sendetid. Men i går havde jeg fri og kom helt tilfældigt til at se udsendelsen “Kæft, trit og knus” om behandlingshjemmet Schuberts Minde i Ringkøbing.
Her anbringes utilpassede børn – primært teenagere. “Sidste endestation inden fængslet”, som der prosaisk står på DRs hjemmeside. Der er tale om børn, der tydeligvis ikke har fået den kærlighed, omsorg og opmærksomhed i deres familieliv og i skolen, som de havde brug for og derfor er blevet asociale problembørn. I alt er der 12.000 anbragte børn, fik man at vide. Og jeg synes, det er et rystende tal. På hjemmet møder de unge professionel interesse. Jeg vil ikke diskutere plejehjemmets metoder, men blot konstatere, at de ansatte tager deres tunge arbejde alvorligt. Og det er al ære værd. Det var tredje afsnit i serien på ialt fem. En tankevækkende og øjenåbnende udsendelse, som jeg synes i skulle se. [link]
27. maj 2010 kl. 10:47
Jeg ville ikke have kigget uden din anbefaling, nu gør jeg det mÃ¥ske iaften. Jeg kunne godt lide foromtale-klippet, mest fordi det var lidt oprørende at høre en rar dame sige “Ikke noget med hængerøv og hul i bukserne!” Jeg har længe anset den “mode” for at være udtryk for en mislykket protest, ikke desto mindre sÃ¥ jeg pÃ¥ RUC ofte studerende, som mødte i sÃ¥dan et antræk. Det var min teori at de ikke havde det godt og var fattige og havde købt de bukser fordi de ikke havde rÃ¥d til andet.
Det klip fik mig til at tro at udsendelsen var lidt for poppet, men nu vil jeg kigge, – lidt :-)
27. maj 2010 kl. 11:04
@Donald: Jeg tænker, at vi ikke har råd (menneskeligt set) til at lade 12.000 unge sejle deres egen sø. Og de udgør sikkert kun toppen af isbjerget. Det bevægende i gårsdagens udsendelse var de enkelte unge, der var gået helt i baglås, fordi de aldrig har fået tilstrækkelig med empati osv. F.eks. en ung mand, der i stive fem timer sidder ved et bord i tavshed, medens pædagogerne langsomt forsøger at åbne op for hans talestrøm. Det er godt tv.
27. maj 2010 kl. 17:17
Det er nemlig rigtig godt tv!
27. maj 2010 kl. 17:19
@Sifka: Ja, meget bedre en MGP og sÃ¥dan noget…
27. maj 2010 kl. 18:15
:-)
27. maj 2010 kl. 23:21
Kleenex, tak – det var godt at se, de rammer der, hvor børnene er. SÃ¥dan siger man nÃ¥r det er for svært at udtrykke det kort.
Den dreng med læsevanskeligheder, som havde 5 ud af 6 rigtige, han var alligevel meget glad for at få at vide at der ikke var noget i vejen med ham.
Og tillad mig en slags extra kommentar: Han må have lært at læse uden at kende bogstaverne ordentligt. De skal males, tegnes, bages, skæres ud af brunsvier, spises, siges, remses, rimes, vrøvles, plapres, og pludres førend de fungerer som sprogelementer. Han læste de to første bogstaver af ordet og gættede resten.
Jeg kender ikke Chomsky’s sprogfilosofi ordentligt, men selv han har øje for at mekanikken begynder med hele sætninger (barnet lærer af sine forældres utydelige udtale) og først efter at de har fÃ¥et lært at sige tingene pÃ¥ en anden mÃ¥de gÃ¥r det nemmere med læsningen (og skrivningen.)
27. maj 2010 kl. 23:35
@Donald: Jeg har været lærer længe nok til at forstÃ¥, at gÃ¥den er, hvordan vi overhovedet lærer noget. Jeg lærte at læse startende med bogstaverne pÃ¥ tavlen, ABC, siden lærte man først orden og sÃ¥ bogstaverne. Men i begge ender var der nogen, der lærte at læse. MÃ¥ske er metode ikke det vigtigste, men derimod – som udsendelsen ogsÃ¥ viste – at nogen tager sig tid til at undervise, er opbyggelig (fejl, fejl, fejl – nej, du havde 5 ud af 6 rigtige!), motiverende, interesseret!?
2. juni 2010 kl. 02:49
Ja, det var motiverende! Fantastisk.
5. juni 2010 kl. 12:20
Donald skrev: “en mislykket protest” – En protest helt sikkert. Og lige sÃ¥ sikkert gennemført efter bedste evne. Hvor mislykket den er, afhænger af hvilke øjne der ser. Og om de tør at se. PÃ¥ Schuberts Minde tør man ikke: ingen hængerøvsbukser eller piercinger, eller, eller, eller… Uhyggeligt, sÃ¥ travlt vi har med at tage stemmen fra enhver protest. Hvis vi ikke kan lukke øjnene for den.
5. juni 2010 kl. 19:03
@Marian: Uden at ville gÃ¥ ind pÃ¥ en diskussion af Schubert Minde-pædagogikken – som ikke er hævet over kritik – sÃ¥ vil jeg mene, at det med protesten nok ikke er disse unge menneskers største behov. Som jeg sÃ¥ det, sÃ¥ drejede det sig om, at de ikke rigtig havde mødt nogle voksne, der for alvor interesserede sig for dem, tog dem alvorligt, troede pÃ¥ dem osv.
6. juni 2010 kl. 09:32
Som lærer, de sidste 20 år som lærer for børn med vidtgående indlæringsvanskeligheder har jeg lært at se børn i udviklingsprocessen som kyllinger i en hønsegård: sætter man dem i bur, får du burhøns, fjerner du hegnet, farer de vild, og ræven tager dem.
Det drejer sig om at finde grænsen for den enkelte, så du ikke hæmmer udviklingen, men samtidigt, på kærlig, respektfuld og empatisk måde, give råderum nok til at barnet kan finde sig selv, og ikke i fortvivlet ensomhed skaber sin egen subkultur. Vi præges jo på godt og ondt af vore omgivelser, ligesom gæslingerne blev præget af Lorentz.
Så mine erfaringer siger mig, at Schuberts Minde rimeligt nænsomt leder ungernes energi fra gold protest, som ingen protest er, hængerøv, piercinger, og, og, og, men blot og bar lemminge-effekt, til selvudviklende energi.
6. juni 2010 kl. 10:05
@Aage: Et af mine grundsynspunkter er, at protest ikke giver mening, hvis ikke du har grænser, regler, myndigheder, autoriteter, forældre etc. at protestere imod. Det er derfor opdragelse (jeg tænker ikke: sort skole) giver god mening. Giv ungerne rammer, de kan gøre op med, når de er modne nok.
6. juni 2010 kl. 19:33
Hej igen igen :-) Jeg skrev mislykket, fordi hængerøv og huller signalerer noget, der mangler, og det er vanvittigt morsomt, men det indeholder ikke de visuelle indtryk, som gør dig attraktiv. Tøj skaber mennesker. Jeg har personligt ikke noget imod, at eneboere og protestanter klæder sig vanvittigt pÃ¥, men nÃ¥r du er sammen med andre, sÃ¥ er det rart – og det pointen – sÃ¥ er det rart, rigtig rart, at hjælpe hinanden med at se tiltrækkende ud. For at undgÃ¥ at blive taber i det spil kan man sÃ¥ protestere ved at gøre noget andet.
MÃ¥den der blev sagt “ingen hængerøv” er jeg forbavset over, og det var det, der udløste min kommentar og nok ogsÃ¥ det, der fik redaktionen i DR til at vælge det som forskræp.
6. juni 2010 kl. 20:31
@Donald: I den konkrete sammenhæng tror jeg ikke, at det spørgsmÃ¥let om “hængerøvbukser” eller ej der er afgørende. Det handler om, at unge pÃ¥ vej ud i et asocialt adfærdsmønster skal lære at gebærde sig i en social kontekst med regler, normer, forventninger og forpligtelser. Vi kan altid diskutere disse reglers rimelighed, men jeg synes, det vigtigste er deres socialiserende funktion over for disse unge pÃ¥ afveje.
6. juni 2010 kl. 20:34
I øvrigt synes jeg, at I skal læse Marian indlæg om udsendelsen. Den har en helt anden vinkel end min: http://3985.sl.pt.
6. juni 2010 kl. 21:10
Vi vil jo så gerne tro, at det er menneskets intelligens, der styrer vore skridt. Og det skal nok komme, bare vi giver os tid.
Via et link kom jeg ind til engelske RSA, Royal Society of Arts, der laver nogle morsomme cartoons til at illustrere små forelæsninger. Én af dem beskæftiger sig med vort emne, og burde kunne ses her, hvis jeg ellers har skrevet adressen ordentlig af:
http://www.youtube.com/watch?v=I7AWnfFRc7g , The Empathic Civilisation. Der er også en tankevækkende en om The Truth about what really drives us, om motivation
6. juni 2010 kl. 21:15
Nå, den virkede ikke; men på youtube søger I så bare på RSA Animate, så kommer listen.
6. juni 2010 kl. 22:53
@Aage: Ja, Rifkin har en stærk pointe: http://398l.sl.pt
7. juni 2010 kl. 15:13
Jeg finder det stærkt provokerende, at hængerøvsbukser ikke er tilladt der.
Jeg kan ikke se hvorfor folk har så stort et problem med den mode, da de fleste selv har gået i trompetbukser osv.
Dengang så den ældre generation ned på den nye mode og jeg kan forestille mig, at de unge dengang var ligeså trætte af alle de fordomme og kommentarer, så synes det er lidt dobbeltmoralsk.
Jeg går selv i hængerøvsbukser og har gjort det i 10 år nu, jeg har gennemført en 4-årig uddannelse, gennemført 8 mdr. i Den Kongelige Livgarde osv, og har aldrig været på kant med loven.
Bukserne koster snildt 1000 kr, så den idé, at det er dårlig økonomi og socialt udsatte der går i den slags tøj, er helt hen i vejret.
7. juni 2010 kl. 16:40
@martinf: Jeg er helt enig med dig i, at “hængerøvsbukser” er et modefænomen pÃ¥ linje med trompetbukser osv. Og moden er ikke bundet til bestemte sociale grupper.
Hvorfor så hænge sig i, om nogen går med hængerøvsbukser eller ej? For de unge på hjemmet her handler det om at lære at fungere inden for nogle bestemte sociale rammer. Rammer, som de ikke har haft før. Og i den sammenhæng har forbuddet mod hængerøvsbukser en symbolsk betydning. De unge skal acceptere denne regel eller norm på samme måde, som vi også skal acceptere nogle regler og normer, selv om vi ikke er enige eller føler os provokeret af dem.
7. juni 2010 kl. 19:03
@capac: Det er jeg også helt enig i, men jeg mener ikke at tøj/personlig stil hører under den kategori, der skal bruges i et forbud med symbolsk betydning. Der må da være andre ting der er bedre at bruge.
Det er noget meget personligt der pludselig skal laves om på, efter min mening på niveau med musiksmag og det vil man da aldrig gå ind og røre ved.
Forstår godt der skal gøres noget for at give de unge nogle rammer, men synes det er et meget forkert sted at gå ind og lave om på.
7. juni 2010 kl. 23:59
Det var nyt for mig, MartinF. Tak for input. Jeg er helt med på at det sjovt at provokere forældregenerationen, men det er som om der mangler noget.
8. juni 2010 kl. 09:33
@martinf: Det er de pågældende pædagogers valg at gøre modetøjet til en del af reglementet. Jeg ville nok have have prioriteret anderledes. Og faktisk synes jeg, de har en lidt bedaget opfattelse af modetøj som provokation. Så jeg tror egentlig ikke, at vi er særlig uenige, hvad det angår. Jeg prøver blot at forstå, hvad hjemmets intentioner er med den slags regler.
8. juni 2010 kl. 09:43
MartinF: se lige den der Rifkin-video igennem: spørgsmålet er jo, om det er en protest eller et råb om hjælp, når en bestemt gruppe af unge udfører bestemte handlinger eller klæder sig på en bestemt måde. Piger og drenge, der snitter sig selv: protest eller nødråb?
Som knægt gav jeg mig selv brændemærker, fordi det var/skulle være mandigt. SÃ¥ nÃ¥r jeg ser det blandt unge i dag, ser jeg lige nøje pÃ¥ den øvrige adfærd, før jeg rÃ¥ber gevalt. Det samme med snitning: vi gjorde det jo ogsÃ¥, nÃ¥r vi skulle være “blodsbrødre”, blandt andet. Det samme med pÃ¥klædning: det skal ses i sammenhæng med øvrig adfærd: at alle gÃ¥r i spejderuniform er jo ok, at alle gÃ¥r i hængerøvsbukser ikke. ;-)
Men se lige på den øvrige adfærd, før du dømmer.
8. juni 2010 kl. 12:42
AagePK: Jeg er helt enig, man er altid nødt til at have den øvrige adfærd med i tankerne, men så skulle en dreng/pige der ikke går i hængerøvsbukser jo også tvinges til at finde en anden tøjstil, eller hvad?
“Hængerøvsstilen” er ikke anderledes end sÃ¥ mange andre tøjstile, kun pÃ¥ udseende og hører slet slet ikke hjemme i samme kategori som at snitte og brænde sig selv.
At klæde sig på en bestemt måde, gælder da også folk der går i jakkesæt eller jeans og skjorte.
Man skal ikke ligge noget i hvilken slags tøj en person går i, det handler jo om personen der har tøjet på og ikke tøjet personen har på, for det er altså personen der har brug for hjælp.
8. juni 2010 kl. 16:12
MartinF, hvis en dreng/pige gik i punk-tøj, grunge, eller Akademi-uniform, og samtidigt havde en destruktiv adfærd, ja, SÅ skulle de på flere fronter, bl.a. tøjstilen, spores over i nogle andre rammer.
I A ClockWork Orange gik “heltene i kjole og hvidt, i andre film har vi set dem gÃ¥ i Eton-tøj: for mig er det ikke tøjet, der er afgørende, men den adfærd, der af den unge forbindes med en hvilken-som-helst uniform, han tager pÃ¥.
På Schuberts Minde kommer børn, der på grund af svigt har tilegnet sig en adfærd, der er destruktiv. I nogle tilfælde er skaden alvorlig. Én af metoderne til at finde sig selv er at sige farvel til den påtagne identitet, og det gør man bl.a. ved at skifte alle ydre ting ud først, f.eks. tøj, dope af alle slagser, osv.
Ligesom nÃ¥r Sylvester i “Rocking Silver” smider den totalt forsumpede, overbrækkede og møgbelortede alkoholiker Erik Clausen op i vaskekarret, spuler ham ren for skidtet, fÃ¥r ham klippet og soigneret og givet rent tøj pÃ¥. SÃ¥ kan vi starte herfra.
Den dag, de unge forlader Schuberts Minde, eller Fulton, og hvad de forsk. institutioner nu hedder, så er der jo ingen, der forbyder dem at tage ring i næsen og hængerøvsbukser på igen, vel?
Men se nu den der Rifkin-video, capac har linket til.
8. juni 2010 kl. 16:24
Hov, jeg glemte noget væsentligt: Du siger, at det med at snitte eller brændemærke sig selv ikke hører til i samme kategori som at gÃ¥ med hængerøvsbukser. Nej, lige præcis; men HVIS man gÃ¥r i en bestemt slags tøj og SAMTIDIGT har en selvdestruktiv adfærd, sÃ¥ SKAL man da se pÃ¥, om den unge selv har lagt en kobling ind der. Og SÃ… skal man til denne rituelle “Farvel til dit gamle jeg”.
Det er jo ligesom med Bandidos og HA’erne, pil rygmærket af, sÃ¥ kan vi tage den derfra.
Og nej, dine hængerøvsbukser må du gerne have i fred, og hovedet fuld af piercinger for den sags skyld; men forvent nu ikke, at der er længst kø ved den bank-kasse, hvor du sidder, medmindre du virkeligt kan skaffe mig nogle højere renter end hende den nydelige i kassen ved siden af.
8. juni 2010 kl. 19:31
Jeg havde jo en video liggende om, hvor meget mennesker, der sporet ind, følger en dirigent, eller rottefænger, eller whatever. Her er det heldigvis uhyre dejlige og positive Bobby MacFerrin: http://vimeo.com/5732745
10. juni 2010 kl. 00:07
Lad nu de bukser ligge og lad os koncentrerer os om det væsenlige. De faste rammer, tryghed og knus (meget kort sagt), alsår det som burde være i alle familier, specielt med børn. Jeg er ikke lærer og ikke universitetsuddannet, men har 3 skønne unger. Som en/eller flere så rigtigt har nævnt er det jo for at vaske tavlen ren, og starte påny at diverse beklædninger, ringe, smøger osv må falde. Hip hip for disse ansatte og ikke mindst for alle de unger der forhåbentlig for en ny og bedre start på livet :-)
10. juni 2010 kl. 19:28
AagePK: Det ren og skær bullshit og fordomme.
10. juni 2010 kl. 19:39
Hvilket?
Læser du overhovedet, hvad jeg skriver? GÃ¥r du ind pÃ¥ de links, jeg anfører? Eller lukker du øjnene, stikker fingrene i ørerne og stamper i gulvet og siger:” Jeg kan ikke høre noget, jeg kan ikke se noget, øvbøv!” ?
11. juni 2010 kl. 00:43
@Aage @martin: Jeg synes, I taler lidt forbi hinanden. Det kan godt være, at pædagogerne pÃ¥ hjemmet ikke har forstÃ¥et, at hængerøvsbukser blot er en mode; og det kan ogsÃ¥ godt være, at de unge bare bærer bukserne, fordi det gør man nu engang. Men det er slet ikke dette forbud eller et andet (du mÃ¥ ikke ryge i fællesstuen, eller du mÃ¥ ikke gÃ¥ ud efter kl. 20 eller..) i sig selv, der er interessant, men det forhold, at der overhovedet bliver sat krav i form af regler og forbud. Det svarer til, at forældre sætter krav til deres børn, om hvornÃ¥r de skal i seng, hvor tit de skal børste tænder osv. I gamle dage kaldt man det opdragelse, og det var – nÃ¥r det var bedst – udtryk for interesse (kærlighed, empati…). Og det er netop pÃ¥ dette punkt, de unge i udsendelsen er blevet svigtet.
11. juni 2010 kl. 08:29
Og lige der er vi 100% enige, capac.
11. juni 2010 kl. 10:36
@Aage: Jeg ved det. Jeg prøver bare at sige, at Martin selvfølgelig har en pointe. Det kan godt være, at forbuddet mod modebukserne er urimeligt. Men de unge i filmen har langt større og vigtigere problemer, der skal tages hånd om.
Hjemmets pædagogik er, som sagt, ikke hævet over kritik. Vi kan altid diskutere deres teoretiske udgangspunkter og deres metoder, men deres forståelse af opdragelsens nødvendighed vil jeg tage hatten af for.
23. september 2011 kl. 06:47
Nu bliver udsendelsen genudsendt. En hurtig research på nettet fortæller at Marc ikke lever der mere. Han blev trukket hjem af sin kommune efter at de konstaterede at det regime de havde sendt ham ud til, ikke stemte overens med kommunens værdier og han som konsekvens af behandlingen ikke fik det bedre, men tværdimod værre.
Samtidig kan man læse en blog som hedder “Sandheden bag de hvide mure” og indlæg pÃ¥ Facebook grupper, som fortæller at ganske mange af de unge har ar pÃ¥ sjælen som konsekvens af deres ophold pÃ¥ Schuberts Minde.
Jeg spørger mig selv om hvor mange der må tabes for at et sådan kan få succes med de få? Jeg er blevet meget kritisk overfor det som sker på det pågældende sted.
23. september 2011 kl. 07:13
@Knud: TV-mediet er det taknemmeligt og selektivt medie. Og der er altid grund til at være skeptisk over for udsendelser som denne. Det viser detbatterne om flere af udsendelserne fra det pædagogiske og omsorgsmæssige felt.